Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Thomas Hobbes (1588 – 1679), engelsk filosof, betragtes som grundlæggeren af moderne politiske filosofi. Hobbes brød med tidligere politisk tænkning og skabte idégrundlaget for liberalismen, den moderne retsstat og for en opfattelse af mennesket som udstyret med fundamentale rettigheder, ligesom han moderniserede religionskritikken med henblik på en sekularisering af det politiske samfund. I perioden 1640 – 51 levede han i eksil i Paris, hvor han bl.a. skrev et berømt sæt indvendinger til Descartes' meditationer. Hobbes vendte i 1651 tilbage til England i forbindelse med udgivelse af hovedværket Leviathan(1651). Andre vigtige værker er Elements of Law (1640) og De Cive (On the Citizen) (1642).

Hobbes filosofi formuleres, dels som et brud med den antikke moralfilosofi, særligt Aristoteles, dels ved en accept og anvendelse af den moderne naturvidenskab, som et middel til at bryde med den antikke teleologiske naturopfattelse. Han følger Machiavelli ved at kritiserer den antikke politiske filosofi for at være urealistisk. Den er, som Hobbes siger, snarere en drøm end en videnskab, idet den munder ud i en utopi i form af en beskrivelse af det bedste regime, hvis aktualisering er højst usandsynlig. I stedet sætter Hobbes en realisme, der tager udgangspunkt i, hvordan mennesket faktisk er og lever, ikke i hvordan mennesket burde være eller i en opfattelse af moralske dyder som en fuldendelse af menneskets natur. Denne realisme indebærer at det politiske liv ikke bygger på moral, men at moral forudsætter politik. Hobbes sænker dermed målet for politisk handling med den hensigt at opnå en aktualisering af den ønskede politiske orden. Det politiske problem bliver med Hobbes ikke et spørgsmål om opdragelse af borgernes moralske karakter, men om den rette organisation af staten, dvs. et skift i fokus fra moralsk karakter til politiske institutioner.

Hobbes' politiske filosofi grundlægger den moderne kontraktteori, der indebærer en forståelse af staten som radikalt konventionel. Med udgangspunkt i mennesket som individ forstås staten som en menneskelig konstruktion, hvis legitimitet bygger på konvention i form af en selvforpligtende kontrakt mellem frie og rationelle individer. Argumentationen består grundlæggende i tre elementer:

1. En beskrivelse af det naturlige upolitiske menneskes situation kaldet naturtilstanden.
2. En redegørelse for den kontrakt individerne indgår, hvorved de forlader naturtilstanden og skaber en politisk struktur: staten.
3. En udledning af statens elementer og magtstrukturer der følger af kontrakten, samt af de rettigheder og pligter der kan tildeles mennesket i det politiske samfund.

For at besvare spørgsmålet om statens genese og legitimitet tager Hobbes udgangspunkt i en antropologi, dvs. en analyse af menneskets natur. I Hobbes' analyse er det stærkeste i mennesket ikke fornuften men følelser og begær. Mennesket er et selvisk individ, et forfængeligt væsen, der stræber efter ære og anerkendelse, og dets stærkeste følelse er frygten for at lide en voldelig død. Fornuften er således til at begynde med kun instrumentel i forhold til menneskets følelser og begær. Hos Hobbes er begæret ikke bestemt af det gode som en objektiv egenskab ved naturen. Det er derimod begæret der afgør, hvad der er godt. Noget er godt fordi vi begærer det; vi begærer det ikke fordi det er godt. Der eksisterer derfor ikke et naturligt højeste gode, der kunne tilfredsstille begæret og fremkalde lykke. Ethvert objekt for begæret er blot et middel til et nyt begær. Lykketilstanden hos Hobbes «består ikke i at noget lykkes for én, men i at vor stræben stadig sætter frugt», dvs. i den proces, der fremkalder nye begær. Menneskets stræben bliver målet i sig selv og det højeste begær bliver begæret efter magt, eller det Hobbes kalder magt til mere magt, hvor magt forstås som en slags opmagasineret potentiale, et permanent middel. Menneskets liv er en fortsat stræben, ikke efter mål, men efter midler til andre midler.

Med sin antropologi benægter Hobbes antikkens forståelse af mennesket som et naturligt politisk og socialt væsen. Det er denne tanke der ligger til grund for Hobbes' berømte teori om naturtilstanden. Hvis mennesket ikke er politisk af natur, så er staten en menneskelig konstruktion, der må være opstået ud fra en apolitisk tilstand. Naturtilstanden er en beskrivelse af det naturlige apolitiske menneskes liv i en verden, der er renset for enhver politisk struktur, og naturtilstanden skal vise, begrunde og legitimere, hvorfor og hvorledes det naturlige asociale menneske vælger at skabe og træde ind i den politiske tilstand. Naturtilstanden rejser spørgsmålet om, hvad politik er og hvorfor det findes. Denne forståelse bryder radikalt med tidligere politisk filosofi, ved at hævde, at grundlaget for politik skal findes i menneskets begyndelse og ikke i dets endemål, forstået som en fuldendelse af dets natur.

Hobbes forstår mennesker som naturligt lige, en lighed, der begrundes i det forhold, at enhver kan slå enhver anden ihjel. Hobbes anerkender naturlige forskelle i styrke og klogskab, men disse har kun ringe betydning for en lighed, der grundes i menneskets dødelighed.

Sammen med denne lighed sætter Hobbes en naturlig ret til at opretholde livet. Den naturlige ret bygger på det stærkeste og mest grundlæggende begær i mennesket, selvopholdelsesbegæret, der igen bygger på menneskets stærkeste følelse, frygten for en voldelig død. Døden som negativ målestok er Hobbes' substitut for det positive antikke telos. Mennesket har en naturlig ret til på enhver måde at forsvare sit liv, hvis det er truet. Da der ifølge Hobbes ikke eksisterer nogen naturlig retfærdighed eller nogen anden naturlig standard, der kan afgøre, hvad der er påkrævet for at forsvare livet, bliver denne ret til en naturlig ret til alt, hvad der forekommer det enkelte individ nødvendigt for at opretholde livet; dvs. en ret til alting. Hvis liberalisme er den teori, der betragter alle mennesker som lige og udstyret med fundamentale rettigheder, så er Hobbes grundlægger af liberalismen.

Menneskets lighed indebærer at alle har samme forventning om at nå sine mål. Derfor udvikler naturtilstanden sig til en kamp mellem mennesker, der primært er en strid om ære og anerkendelse og kun i mindre grad om livsfornødenheder. Det er i Hobbes' analyse en kamp på liv og død om bagateller som et ord eller et smil. Naturtilstanden er med Hobbes' berømte formulering en alles krig mod alle, hvor menneskets liv er ensomt, fattigt, ækelt, dyrisk og kort. I denne kamp vækkes den stærkeste følelse i mennesket: frygten for voldelig død, og denne frygt fører til at fornuften udvikler den første og fundamentale naturlige lov: at søge fred. Den naturlige lov udledes således fra selvopholdelsesbegæret, der hos Hobbes er den eneste kilde til retfærdighed og moral. Den naturlige lov grunder i menneskets naturlige ret til selvopholdelse. Derfor er det fundamentale moralske faktum hos Hobbes en ret og ikke en pligt. Kun retten til selvopholdelse er ubetinget og absolut, mens alle pligter skal udledes fra denne ret. Det politiske samfunds grænser skal defineres på grundlag af menneskets naturlige ret, og statens funktion er ikke at skabe og fremme det dydige, gode, eller lykkelige liv, men at beskytte menneskets naturlige ret ved at skabe og opretholde fred. I Hobbes nye forståelse bliver den naturlige lov derfor til et revolutionært begreb. Den naturlige lov, der bygger på den naturlige ret til selvopholdelse, bliver individets krav til staten og ikke en pligt overfor staten.

Det er i den indbyrdes kamp og i mødet med frygten for at blive slået ihjel, at mennesket tvinges til at skabe politik, som et middel til at overvinde naturen. Løsningen på den prekære situation består i at individerne indgår en kontrakt, hvor de skaber en suveræn politisk magt, suveræniteten, til hvilken de afgiver deres ret til alting. Ved kontrakten skabes en politisk og retslig struktur, hvorved mennesket forlader den naturlige tilstand. Brud på kontrakten har en naturlig sanktion: døden, i form af en tilbagevenden til naturtilstanden. Hobbes kontrakt afspejler således den politiske filosofis grundproblem, hvordan fornuften kan styre politisk og dermed hvordan man udskifter fysisk styrke med en legitim politisk-retslig struktur.

Kontrakten indgås ikke mellem suverænen og individerne, men af de enkelte individer indbyrdes, hvorved suveræniteten skabes. Først ved og som følge af skabelsen af den suveræne magt bliver mængden af individer til en enhed, idet de alle er repræsenteret på samme måde i den suveræne magt. Med kontrakten skabes en politisk struktur, der består i repræsentation, og det er denne repræsentative politiske struktur der gør mængden af individer til en enhed. Grundlaget for et folk eller en nation er derfor ikke race, religion eller kulturelle værdier, men at borgerne er repræsenteret politisk.

Ved kontrakten afgiver individerne deres ret til alting, men bevarer deres naturlige ret til at opretholde livet, forstået således, at individerne autoriserer suverænens handlinger, men bevarer ejerskabet til handlingerne. Autorisationen kan lignes med en fuldmagt; individerne er ophavsmænd til de handlinger, som suverænen – som aktør og repræsentant for individerne – udfører. En stat med denne repræsentative struktur kalder Hobbes en person, og en stat er, når mængden er forenet i én person. En sådan stat kalder Hobbes Leviathan.

Staten indstiftes ved en kontrakt, hvor individernes magt eller styrke overføres til et menneske eller en forsamling. Derved skabes den suveræne magt, der har én vilje, der er alles vilje og som alle underkaster sig. Det er det politiske fællesskabs grundlæggelse. Suverænen får derved den største magt, summen af alles magt, kaldet suveræniteten, og det menneske eller den forsamling, der får overdraget den suveræne magt, kaldes suverænen. Grundlæggelsen af suveræniteten gør mængden af individer til en politisk-juridisk person, der har politisk ret og magt, formidlet af suverænen. Individerne bliver dermed borgere, idet de fra en tilstand af modsatrettede interesser og viljer overgår til en tilstand af fælles interesser og med en fælles vilje.

Suverænens magt er absolut og kan ikke afgives eller deles, men suverænens ret er ikke den samme som den naturlige ret til alting, individet havde i naturtilstanden. Suverænens ret er en ny politisk ret – en brugsret – der er skabt ved en kontrakt, hvorved individerne har autoriseret suverænens handlinger uden at afgive ejerskabet til disse handlinger. Den ret, der overgives af individet til suverænen, vender så tilbage til individet i form af suverænens love. Forholdet mellem ophavsmand og aktør vendes således rundt i forbindelse med lovgivning. Borgerne bliver aktører for de love, som suverænen er ophavsmand til. Borgerne er forpligtet til at overholde lovene, men bevarer retten til at handle frit på de områder der ikke falder ind under loven.

Hobbes' politiske filosofi viser, at til et udgangspunkt i mennesket som et frit individ udstyret med naturlige rettigheder, og dvs. liberalismen, korresponderer en absolut politiske magt, og at politisk styring af naturligt frie individer med rettigheder nødvendigvis er undertrykkende og stiller et krav om legitimering af den politiske magt. Det er problemet der sættes med Hobbes.

Hobbes' politiske filosofi skabte i bred forstand horisonten for al senere politisk filosofi. I mere snæver forstand dannede Hobbes' filosofi grundlag for oplysningstidens politiske tænkning og havde stor indflydelse på filosoffer som Spinoza, Locke, Rousseau, Hegel og Marx. I moderne tid kan indflydelsen spores i hele det politiske spektrum. Hans filosofi danner således, mere eller mindre berettiget, udgangspunkt for politiske tænkere som Leo Strauss og Carl Schmitt, men udgør også grundlaget for hele den moderne kontraktteori og rettighedstænkning, med teoretikere som Rawls og Nozick, såvel som moderne teorier om det præventive angreb og civilisationernes sammenstød.

U.C.