Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

African National Congress (ANC) (1912-), sydafrikansk politisk parti og sort nationalistbevægelse. Oprettet i 1912 under navnet South African Native National Congress, som det bevarede frem til 1923. ANC har siden sin oprettelse bekæmpet raceadskillelsespolitikken i Sydafrika, der efter 2. verdenskrig blev kaldt apartheid og som var en form for statsracisme, der kan sammenlignes med nazisternes racisme overfor bl.a. jøder og sigøjnere og zionisternes fortsatte racisme overfor palæstinensere.

ANC var forbudt af den hvide minoritetsregering 1960-90, hvor organisationen måtte operere under jorden indenfor og udenfor landets grænser. Omverdenens pres på det hvide minoritetsregime og dets stigende økonomiske og politiske krise medførte i 1990, at det legaliserede ANC, og løslod Nelson Mandela der i 1994 blev præsident for landets første demokratisk valgte regering.

ANC er Sydafrikas ældste politiske organisation. Den blev stiftet i 1912 med det formål at skaffe stemmeret til de farvede (folk af blandet race samt indere) og de sorte i Cape provinsen. I 1920'erne var bevægelsen splittet omkring, hvorvidt den skulle samarbejde med Kommunistpartiet (SACP), og gennem 30'erne var den fortsat lille og desorganiseret.

I 1940'erne kom organisationen atter til hægterne under en ny ledelse, der pressede på for at få gennemført en mere militant modstand mod raceskellene i landet. I 1944 oprettedes ANC Youth League, der tiltrak Walter Sisulu, Oliver Tambo og Mandela, der i 1949 erstattede ANC's mere moderate ledelse. Under deres ledelse begyndte ANC at støtte ikke-voldelige protester, strejker, boykotter og demonstrationer. Konsekvensen var, at organisationen i stigende grad blev ramt af politi-chikane og arrestationer. Allerede ved slutningen af 2. verdenskrig var ANC begyndt at agitere voldsomt mod de forhadte paslove, der tvang den sorte befolkning til altid at bære pas for at kunne rejse nogen steder. I 1948 vandt det konservative Nationalparti valget i Sydafrika på et program for apartheid og hvidt overherredømme. Resultatet var, at ANC's medlemstal hastigt voksede, og i 1952 nåede op på 100.000. Samme år blev Albert Luthuli valgt som formand.

I 1960 gennemførte Pan-African Congress (PAC) massive demonstrationer mod paslovene. PAC var en tidligere afskalning fra ANC. Samme år skød politiet flere hundrede demonstranter i den såkaldte Sharpeville massakre, og efterfølgende blev begge organisationer forbudt. Den legale vej til politisk forandring var nu endegyldig lukket, og ANC indledte i første omgang sabotage, for siden at begynde at organisere en partisanstyrke i udlandet. I 1961 annoncerede den dannelsen af Umkhonto we Sizwe (Nationens Spyd), der med Mandela som sin leder ville gennemføre sabotageaktioner som led i kampen mod apartheid. I 1964 blev han selv og flere andre ledere i Umkhonto idømt livstidsfængsel. I 1976 rejste de unge sig til oprør i Johannesburg ghettoen Soweto, politi og militær dræbte over 600 og mange unge søgte nu ind i ANC. Organisationens guerillavirksomhed var dog ikke særlig effektiv, da statens sikkerhedsforanstaltninger var særdeles effektive.

I 1990 ophævede regeringen sit forbud mod ANC, hvis ledere fik lov at vende tilbage til Sydafrika for at deltage i fredelige politiske aktiviteter. Til gengæld indstillede ANC guerillakampen mod apartheidstyret. ANC's formand, Oliver Tambo var meget syg og blev i 1991 erstattet på posten af Nelson Mandela, der ledte forhandlingerne i 1992-93 med den hvide mindretalsregering om overgangen til en regering valgt ved almindelige valg. ANC havde opbygget en stor anseelse i den sydafrikanske befolkning for sin kamp mod apartheid og vandt derfor ved valget i april 1994 60 % af stemmerne og dermed også flertallet af pladserne i den nye Nationalforsamling. Den 10. maj 1994 blev Mandela indsat som landets første sorte præsident i spidsen for en national samlingsregering.

ANC medlemmer og tilhængere var i midten af 90'erne involveret i en lang række sammenstød med den sorte konservative organisation, Inkatha under ledelse af høvding Buthelezi. Sammenstødene var ofte blodige, havde etniske overtoner, men var grundlæggende politiske. De skyldtes modvilje i landets hvide konservative elite mod ANC, og gennem alliance med den konservative Buthelezi søgte de at destabilisere ANC og Sydafrika. Strategien slog dog fejl. Det nye styre var for stabilt, og sammenstødene tog af i slutningen af 90'erne, hvilket dog ikke har hindret meget spændte situationer under valgene i landet.

ANC's popularitet er i dag i højere grad truet af de langsomme økonomiske og sociale fremskridt for landets fattige sorte befolkning. De langsomme fremskridt er kilde til enorm frustration, og er baggrunden for den meget høje kriminalitet.

A.J.