Landsorganisationen i Danmark er inddelt i forbund, som organiserer arbejdstagerne indenfor enten et fag, en industrigren eller et område indenfor offentlig virksomhed. Det personlige medlemskab i fagbevægelsen ligger i forbundene. I 2001 var det i alt 21 forbund.

Kongressen er højeste myndighed i forbundet. Fagforeningerne indstiller og vælger repræsentanterne til kongressen, som vælger hovedbestyrelsen og udstikker forbundets politiske linie.

Forbundene skal samordne fagforeningernes lønkampe. De oparbejder strejkefonde, og understøtter medlemmerne under godkendte arbejdsnedlæggelser, forhandler om overenskomster og tolker aftaler for foreningerne, når det opstår tvister. De er ankeinstans overfor foreningerne, når det gælder eksklusion og suspendering af medlemmer. Det er forbundene, som forhandler om og tegner kollektive forsikringsordninger for sine medlemmer. De fleste forbund udgiver egne fagblade. Enkelte har også tillidsvalgte til specielle opgaver.

Fagforeningerne udgør forbundenes lokale afdelinger. Har et forbund flere afdelinger indenfor samme område, opretter disse en lokal afdeling. De er hjælpeorganer for forbund og afdelinger både ved overenskomstforhandlinger og under konflikter, og i det almindelige organisations- og oplysningsarbejde.

De første forbund opstod før oprettelsen af LO (i 1898), som fagforbund, dvs. sammenslutninger af folk indenfor samme håndværksfag. Under den kraftige kapitalistiske vækstperiode efter århundredeskiftet opstod der store nye grupper af ufaglærte arbejdere, anlægsarbejdere m.fl. Disse blev organiseret i Arbejdsmandsforbundet. Situationen blev derfor, at en række forbund kunne være repræsenteret på samme arbejdsplads. Lige fra starten af det 20. århundrede er der derfor blevet ført intense diskussioner om dannelsen af industriforbund, således at arbejderne var organiseret efter deres arbejdsplads og ikke efter deres fag. Diskussionen blussede op igen i 1980'erne, fandt ikke nogen endelig løsning, men har resulteret i dannelsen af en række industrikarteller.

Begrundelsen for oprettelsen af industriforbund er i dag imidlertid ikke primært klassesolidaritet, men derimod hensynet til organisatorisk effektivitet og muligheden for at yde forskellige typer af service overfor medlemmerne. Den fortsatte reduktion i antallet af forbund vil kunne fremme en videre centralisering af magten indenfor fagbevægelsen, og i mange forbund er der derfor skepsis og åben modstand mod at blive slået sammen med andre.

A.J.