Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Arbejdskonflikt (arbejdskamp) er en fællesbetegnelse for afbrydelse eller forstyrrelse af produktionsprocessen, som bliver iværksat af arbejdskøbere eller arbejdere for at få indfriet bestemte krav. Arbejdskonflikter kan opdeles efter kampform, kravenes art, omfang, varighed samt forholdet til organisationer og lovgivning.

Den almindeligste form for arbejdskonflikt er arbejdsstandsningen; strejke når den iværksættes af arbejderne, lockout når den iværksættes af arbejdskøberne. I en og samme konflikt vil disse former ofte gribe ind i hinanden ved, at en oprindelig begrænset konflikt fra den ene parts side bliver mødt med udvidelse til andre virksomheder, brancher eller industrier fra den anden parts side. Når strejke eller lockout iværksættes til støtte for en anden pågående arbejdskonflikt, tales der om sympatistrejke og sympatilockout. Ved arbejdsstandsning bliver arbejdspladsen oftest forladt. Forsøg fra arbejdskøbernes side på at holde produktionen i gang under konflikten bliver forsøgt hindret med strejkevagter og ved ofte hårdhændet kamp mod strejkebrydere. Strejkebryderarbejde bliver også forsøgt standset med blokade og betinget sympatistrejke. Ved sit-down-strejke bliver de strejkende på arbejdspladsen. Denne type strejke bliver ofte udløst spontant indenfor en enkelt afdeling af en virksomhed og varer i regelen kun kort. Strejker som varer mindre end en arbejdsdag, bliver ikke taget med i den officielle konfliktstatistik og kommer ofte kun i begrænset omfang til offentlighedens kendskab.

Arbejdskonflikter hvor arbejderne tager kontrollen over arbejdspladsen og fortsætter produktionen i eget regi, kaldes fabriksbesættelser. Denne form er især kendt fra de omfattende arbejdskampe i Italien i 1920. I 1970'erne blev især fabriksbesættelserne ved skibsværftet Clyde i Skotland og urfabrikken LIP i Frankrig internationalt kendte.

Arbejdskonflikter som ikke indebærer fuld arbejdsstandsning, men blot forstyrrelse af produktionsprocessen, kan tage form af overarbejdsnægtelse eller af en almindelig nedsættelse af arbejdstempoet, slow-down-aktioner. Hvis aktionerne består i en overdrevent samvittighedsfuld overholdelse af de gældende arbejdsregler, tales der gerne om obstruktion. Forstyrrelse af produktionsprocessen kan også bestå i forskellige former for sabotage. Sabotagen kan foregå ved en almindelig kvalitetsnedsættelse af det arbejde som udføres, ved en øgning af «hændelige uheld» med produktionsmidler og varepartier som følge af skødesløs behandling, eller ved direkte ødelæggelse af maskiner og produkter. En speciel kampform er boykotten, rettet enten mod personer, virksomheder eller produkter.

De krav som udløser arbejdskonflikten, er som regel rettet mod den anden part i arbejdsforholdet. De kan gælde retten til at være organiseret eller sikre at alle er organiseret (opfyldelse af eksklusivaftaler), få oprettet overenskomst, eller de kan gælde indholdet i overenskomsterne, løn, arbejdstid m.v. Konflikten kan også blive iværksat for at beskytte tillidsmænd og arbejdskammerater mod fyring, eller for at fremtvinge ændringer i ledelsens politik eller personale. Men arbejdskonflikter kan også blive brugt til at sætte magt bag krav, som er rettet mod de politiske myndigheder.

Arbejdsstandsningen til løsning af interessetvister er ikke tilladt, men skal løses gennem tvungen voldgift. Tvister som parterne ikke kan løse på egen hånd, kan indbringes for en særdomstol - Arbejdsretten - som blev oprettet i 1910. Arbejdsstandsning i retstvister er forbudt, og Arbejdsrettens domme er inappellable. Omfanget og varigheden af arbejdskonflikter hænger sammen med organisationsforhold. Denne sammenhæng kan spores i typiske historiske udviklingsmønstre for arbejdskonflikter og i typiske forskelle mellem lande med forskellig organisationsstruktur. De lande hvor stabile, centraliserede og disciplinerede faglige organisationer blev udviklet, fik et konfliktmønster domineret af relativt langvarige branchemæssige konflikter (det tyske og skandinaviske mønster). I lande med en organisationsudvikling af mindre centraliseret og stabil form, forekom der ofte konflikter af større omfang, men gerne med en udbredelse på tværs af fag- og industrigrænser, og fremfor alt af meget kortere varighed (det franske mønster). Når en arbejdsstandsning bliver total indenfor en region eller et land, kaldes den generalstrejke eller storlockout. Historisk spillede teorierne om generalstrejken en betydelig rolle i den strategiske debat indenfor arbejderbevægelsen. (Se Massestrejkedebatten).

Tendensen til at arbejdslivets organisationer - især efter den anden verdenskrig - mere og mere bliver inkorporeret i det politiske system, har ført til en stærk reduktion af arbejdskonflikter, både i antal og omfang. Den begrænsede stigning i strejkeaktiviteten som fandt sted i slutningen af 60'erne og frem til slutningen af 70'erne, ændrer ikke i synderlig grad denne hovedtendens rent kvantitativt betragtet. Det var karakteristisk for mange af arbejdskonflikterne i starten af 70'erne (de «vilde strejker»), at de oftest blev ført på tværs af organisationernes ønsker og regelmæssigt blev dømt som ulovlige. Ved sådanne ulovlige strejker træder det ordinære tillidsmandsapparat tilbage, og ledelsen overtages af valgte strejkekomiteer.

P.M.