Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

I den forvirring der fulgte efter det tyske lynangreb på Norge den 9. april 1940, trådte en fagopposition frem med krav om forhandlinger og fred med tyskerne og indførelsen af et nyt arbejderstyre i Norge - et alternativt til regeringen Nygaardsvold. Denne Fagopposition af 1940 var en alliance mellem forskellige venstregrupper. En ungdomsopposition inden DNA-AUF (Det norske Arbejderparti) var anført af den garvede partiintellektuelle Haakon Meyer. En gruppe venstreorienterede fagforeningsfolk som aldrig havde følt sig hjemme under Tranmæls eller NKPs lederskab var anført bl.a. af LO's tidligere formand Halvard Olsen og Bygningsarbejderforbundets formand Jens Tangen. Desuden sluttede mange kommunister op bag oppositionen, styret af Hitler-Stalinpagtens ordre til kommunistpartierne om at holde sig i ro overfor nazityskland.

Oppositionens fraktioner fandt sammen i aprildagene, i det tomrum der opstod, da praktisk taget hele DNA's hovedbestyrelse, landsorganisationens sekretariat og Arbejderbladets ledelse forlod Oslo for at slutte sig til regeringen. Oppositionen kritiserede denne «flugt» fra lederskabets side, og gik i gang med at give Arbejderbladet en ny redaktion samt at rejse fagbevægelsen til kamp mod arbejdsgivernes og Administrationsrådets bestræbelser på at nedskære lønningerne i den krisesituation der var opstået. Begge dele lykkedes i vid udstrækning. Opposition havde ikke i flere årtier haft så stor indflydelse på begivenhederne i norsk arbejderbevægelse som i foråret 1940. Brød og fred var kravet på de fleste arbejdspladser, og fagoppositionen gik i brechen for en ordning med tyskerne ud fra det synspunkt, at krigen var borgerskabets sag og arbejderklassen uvedkommende.

Fra sommeren 1940 var partiledelsen imidlertid på plads igen i Oslo og tog kampen op. Partiledelsen og LO rummede mange vaklende elementer, men udviklede efterhånden det standpunkt, at arbejderbevægelsen ikke havde meget at hente gennem forhandlinger med okkupationsmagten, og at dens politik måtte bestemmes af overordnede, nationale mål. Oppositionen stod på klassestandpunktet. Den ville udnytte forholdene til arbejdernes fordel, erstatte det borgerlige Administrationsråd med en tillempet rådsforfatning, og samarbejde med okkupationsmagten i den udstrækning det kunne give klassen ensidig gevinst. Mellem oppositionen og ledelsen kom det over sensommeren til stærke konflikter. Haakon Meyer blev frataget sine formelle hverv i partiet, og flere af de yngre som var sluttet op om ham, begyndte at få kolde fødder.

Fagoppositionens politiske linie endte da også i tragedie - dvs. i samarbejde med det tyske sikkerhedspoliti og efterhånden også med NS. Meyer og Olsen holdt deres første møde med Quisling på Café Engebret i Oslo i august 1940, på et tidspunkt hvor arbejderbevægelsen ellers var i færd med langsomt at svinge over mod en modstandslinie. De blev mere og mere afhængige af okkupationsmagten, af dens informationer og den støtte den kunne give. De endte deres virksomhed som rene landsforrædere, efter at fagoppositionen som sådan var gået i opløsning i efteråret 1940 i forbindelse med overgangen til kommissær-styre i Norge.

Flere elementer i fagoppositionens strategi bidrager til at forklare denne tragedie. Først og fremmest byggede den på en snæversynet norsk klasselinie i en situation, hvor klassekampen måtte ses som international, og hvor tilslutningen til norske institutioner derfor var en forudsætning for at arbejderbevægelsen overhovedet kunne deltage i kampen om samfundsmagten. Et arbejderstyre støttet af den tyske okkupationsmagt måtte nødvendigvis blive en umulig løsning, hvis man betragtede fascismen som led i en international klassekamp. Som en konsekvens af sin ideologi havde oppositionen desuden ingen sans for konstitutionelle realiteter, for betydningen af at den nationale suverænitet blev hævdet af en uafhængig regering. Det var jo for at styrke denne regering og hindre at den faldt i tyske hænder, at partiledelsen var fulgt med ud af Oslo i aprildagene. Fagoppositionens agitation om «flugt» byggede på den illusion, at regeringen ville kunne have fortsat med at bestå, dersom den var blevet i Oslo. Og dens senere arbejde for at sikre et arbejderstyret Norge var et direkte anslag mod regeringen Nygaardsvold og dermed mod landets suverænitet. Fagoppositionens skepsis overfor Administrationsrådet og de borgerlige havde endelig intet modstykke i en tilsvarende skepsis overfor tyskerne. Den forstod ikke, at lønsænkningen i 1940 var noget Administrationsrådet gennemførte på tysk diktat, som led i den tyske økonomiske udbytning af Norge, men mente at vide, at det hjemlige borgerskab stod bag.

I den store forvirring som herskede i 1940, var fagoppositionen blot et af flere indslag, som markerer usikkerheden i overgangen fra fred til krig for det norske samfund. Rent personlig fandt de fleste af oppositionens folk efterhånden frem til andre holdninger. Mens lederne blev dømt for landsforræderi i 1945, kunne de fleste andre se tilbage på flere års illegal virksomhed - dels i NKP og dels indenfor Arbejderpartiets organisationsmæssige rammer.

H.F.D.