Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Folketeater er oprindelig en tysk bevægelse for a) ved hjælp af en abonnementsordning at gøre det muligt for alle at komme i teatret og b) at skabe et teater for folket. Folketeaterbevægelsen startede i slutningen af det 19. århundrede og havde to forudsætninger: En ny strømning indenfor teatret, der ønskede at skabe en virkelighed på scenen og den voksende tyske arbejderbevægelse. I 1889 blev Freie Bühne (Den frie Scene) i Berlin grundlagt. Her skulle man skabe «en kunst som ser dagens virkelighed og tilværelse i øjnene». I 1890 blev organisationen Freie Volksbühne (Det frie Folketeater) opbygget og ledet af Bruno Wille, støttet af fagforeningerne. Udgangspunktet var, at teatret skulle tilhøre folket: «Kunsten må ophøre med at være et privilegium for én eneste klasse i samfundet. Den tilhører fortsat hele folket.» Grundlaget for bevægelsen var en abonnementsordning, med lave priser og samme pris uanset hvor man sad i salen. Billetterne blev på demokratisk måde fordelt før forestillingen ved lodtrækning. Datidens repertoire passede sjældent ind i arbejderbevægelsens program og der blev efterhånden organiseret egne forestillinger. Den første var Ibsens «Samfundets Støtter». Efterhånden vandt det naturalistiske repertoire indpas på flere scener, og publikumsorganisationerne fik en vis indflydelse på, hvad der blev spillet, eftersom teatercheferne måtte tage hensyn til den store kundekreds, de kom til at repræsentere. Abonnementsordninger og publikumsindflydelse har siden 1960'erne også vundet indpas i dansk teater.

Under revolutionerne i Rusland - både i 1905 og i 1917 - voksede der en masseteaterbevægelse frem på et politisk grundlag, hvor man både ønskede teater for folket og af folket: masserne skulle selv spille med. Det var ikke enkeltindivider der skulle være helte, men derimod de store masser. Et af de mest berømte eksempler på dette var «Stormen på Vinterpaladset». En enorm masseforestilling om den berømte historiske hændelse under revolutionen, opført i 1920, blot tre år efter at stormen virkelig havde fundet sted. Der var 15.000 deltagere som omfattede skuespillere og medlemmer af Den røde Hær. Spillepladsen var to store podier - et rødt og et hvidt - og kanonskud, fanfarer og transparenter med den røde sovjetstjerne samt fællessang af Internationale var en del af effekterne. Omkring 100.000 mennesker skal have set forestillingen. Instruktør var Nikolai Evreinov, som havde sin egen karakteristik af et folketeater: «teatralisering af livet». Sammen med Meyerhold, Vakhtangov og Tairov var han med til at skabe det nye sovjetiske teater.

L.S.