Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Fredsforskning er forsøget på at kortlægge faktorer, som virker henholdsvis styrkende og svækkende på realiseringen af fred, i positiv og negativ forstand, i forhold til både direkte og strukturel vold. Selvfølgelig er denne forskning lige så gammel som menneskers stræben efter fred - den tog ikke sit afsæt i det nordatlantiske område i slutningen af 1950'erne. Men eftersom det er denne forskning, som er mest kendt under denne betegnelse i dag, er det den som vil blive omtalt i det følgende.

Indenfor fredsforskningen søges der udviklet en vis forskningsstil, præget af at være tværfaglig, tværnational og tvær-problematiserende.

Det tværfaglige peger udover samarbejdet mellem forskellige fag, således som de er inddelt ved de konventionelle universiteter. I fredsforskerens måde at arbejde på udviskes den faglige baggrund til fordel for en mere tværfaglig måde at tænke på. Hvis han eller hun arbejder med økonomiske faktorer som årsagen til aggression overfor andre lande og folk, vil det aldrig være tilstrækkeligt at slå sig til tåls med forklaringer, som alene går på adgangen til råstoffer og til markeder. Man vil også stille spørgsmål om, hvorfor nogle lande handler således hyppigere end andre, selv om disse kunne have de samme økonomiske interesser. Dermed ledes forskningen i retning af f.eks. politiske, sociologiske og kulturelle faktorer. Med andre ord, fredsforskningen  accepterer ikke den spilleregel, som fag ved universiteterne er baseret på: «her er et sæt af variable og et sæt af «ting», enheder som karakteriseres med disse variable - du skal bygge dine ræsonnementer indenfor denne ramme» (det såkaldte fag-paradigme). Fredsforskningen søger at sprænge sådanne grænser ved at trække på forskellige fagområder. Den bliver altså en generel videnskab og fredsforskeren en generalist snarere enn en specialist. Fredsforskningen bliver, når den er god, et mødested hvor fagene kan mødes til gensidig berigelse - i lighed med udviklingsforskningen og fremtidsforskningen.

Det tværnationale peger udover internationalt samarbejde på tværs af landegrænser. I fredsforskerens måde at arbejde på er der ikke indbygget nogen automatisk identificering med det land, han er statsborger i - det kommer an på landets politik. Generelt kunne man måske sige, at fredsforskerens rolle er afhængig af konfliktens natur. Hvis konflikten er vertikal, mellem en dominerende og en domineret gruppe, står fredsforskeren på de domineredes side så længe de er domineret og prøver at hjælpe i deres forsøg på at nå til en klarere bevidsthed og med mobilisering og konfrontation. Hvis konflikten er horisontal, mellem to nogenlunde jævnbyrdige parter, vil fredsforskeren prøve at spille den tredje parts rolle ved at pege på løsningsformer, parterne ikke selv ser. Deri ligger også, at fredsforskningen er en form for handlingsforskning: en fredsforskningsproces afsluttes ikke med en bog eller en artikel, men med ændringer i retning af fred. Det er således klart, at fredsforskeren ikke vil tilhøre den almindelige reserve af fri national intelligensia, som nationalstaten kan trække på i kriser og anvende til at underbygge en hvilken som helst politik, den politiske elite mener er «i landets interesse».

I det tvær-problematiserende ligger der noget vigtigt: tværfaglighed kan altfor let føre til en ny inddeling i faglige kasser med lukkede begrebssystemer - én for oprustning/nedrustningsforskning, én for konflikt/konfliktløsning, én for militariseringsprocesser, én for «sikkerhed gennem samarbejde», osv. Fredsforskningen skal også søge at virke brobyggende mellem sådanne delproblemstillinger ved f.eks. at stille spørgsmål om forholdet mellem militarisering og muligheden for at opbygge en fredsstruktur i hvert enkelt tilfælde mellem lande, etc. Og dette gælder ikke bare for problemstillinger indenfor den mere klassiske del af fredsforskningen; det gælder også for brobygning over til udviklingsforskningen og fremtidsforskningen. Faktisk har alle disse tre områder gennemgået en nogenlunde parallel udvikling, fra snævre til brede definitioner af deres genstandsfelt. Ligesom fredsforskningen engang var forskning omkring, hvordan man mindsker faren for krig mellem lande, var udviklingsforskningen noget folk fra den første verden foretog i den tredje verden for at undersøge, hvordan man kunne få gang i den økonomiske vækst, og fremtidsforskning var noget den første verden foretog hos sig selv for at finde ud af, hvad der ville ske, når den blev endnu rigere. I dag er alle tre forskningsområder langt mere tværfaglige og tværnationale, og det virker også som om de har et anknytningspunkt i problemstillinger knyttet til menneskelige behov: hvis vold er det der hindrer selvrealisering, så er fred menneskelig selvrealisering, og det samme kan siges om udvikling, og om fremtidsforskningens objekt: menneskelig selvrealisering i et fremtidssamfund.

Fredsforskningen har altså gennemgået faser, som svarer til de faser fredsbegrebet har gennemgået, fra koncentration om direkte vold i snæver forstand via strukturel vold som går på legemet (nød) til direkte og strukturel vold som går på sjælen (undertrykkelse, fremmedgørelse).

Hvorvidt dette er et forsøg på at prøve at dække for meget, vil vise sig; erfaringen hidtil synes at pege på, at det er frugtbart at have en så bred definition, at forskerne ikke har en følelse af, at der trækkes en grænse et sted, og at det hinsides denne grænse ikke er tilladt at hente begreber og erkendelse generelt.

UNESCO har udarbejdet oversigter over institutter m.m. verden over, hvor der drives forskning af den type, som her er nævnt, og oversigten for 1977 nævner 175 sådanne institutioner verden over. Det er ingen tvivl om, at det nordvestlige hjørne af verden er overrepræsenteret, og at selv om der findes fredsforskningsinstitutioner i den tredje verden (bl.a. Indien og Nigeria), så er det i udviklingsforskningsinstitutterne man finder en tilsvarende orientering; bl.a. fordi den strukturelle vold i de fleste af disse lande er langt vigtigere end den direkte. Men at det her drejer sig om et fænomen i vækst, er der ingen tvivl om, og da tænkes der ikke først og fremmest på fredsforskningen eller forskning under det navn, men på handlingsorienteret forskning med de tre hovedtræk, som er nævnt i det foregående.

Nye tendenser i fredsforskningen

Ovenstående blev oprindelig formuleret under den kolde krig. Udviklingen i fredsforskningen siden dengang kan sammenfattes således:

[1] Et teoretisk fremskridt: kulturel vold i tillæg til den direkte og den strukturelle. Den kulturelle vold defineres som de dele af kulturen, som legitimerer den direkte vold (f.eks. patriotisme, machismo, at være udvalgt af Gud og derfor hævet over FN og international ret) og den strukturelle vold (naturens orden er hierarkisk, markedet er en del af naturen).

[2] I den klassiske indo-europæiske sociale lagdeling er brahminerne/de gejstlige producenter af kulturel vold, kshatriya/militæret/politiet er producenter af direkte vold og vaishya/købmændene producenter af strukturel vold - alle i intimt samarbejde. Det store flertal, shudra/folket - for ikke at tale om pariaerne/de udstødte - er ofre for al denne vold, dræbt som soldater og civile, udarmede og udsultede på bunden af de nationale og internationale klassestrukturer; hjernevasket til at acceptere. Fred er at beskytte almindelige mennesker mod alt dette.

[3] Dette udspiller sig ikke kun mellem stater men også mellem køn, generationer, racer, klasser, nationer (kulturer med territorielle krav); og i forholdet menneske-natur. Disse brudlinier har tjent til at organisere massiv vold mod kategorier. Med andre ord folkemord: mod kvinder, ufødte/spædbørn, ældre, farvede, magtesløse, andre nationer (kongolesere, armeniere, jøder, tutsier - for blot at nævne nogle) - og mod dyr. Fredsforskningen er også tvær-problematiserende i den forstand, at den spænder over alle disse brudlinier. Den er ikke kun fokuseret på stater.

[4] I årene som er gået siden, er spændingen mellem den fredsforskning som tager udgangspunkt i almindelige menneskers fundamentale behov, alle tre former for vold og alle brudlinierne på den ene side, og den systembevarende «fredsforskning» som beskytter de tre højere kaster og deres virksomhed, som ønsker a beskytte dem mod vold (som da gerne kaldes «terrorisme»), med andre ord sikkerhedsforskning, specielt udviklet i USA, blevet stadig klarere. Dette er samtidig en spænding fra den kolde krigs periode mellem et udvidet og et snævert volds- og fredsbegreb.

[5] Begge forskningsparadigmer prøver a indpasse afslutningen på den kolde krig i deres begrebsrammer. For sikkerhedsforskningen var det udslagsgivende, at Sovjet ikke formåede at følge med i rustningskapløbet. For fredsforskningen handlede det om direkte folkediplomati, ikke-vold (Solidarnosc, Leipzig), muligheden for defensive militærdoktriner osv.

[6] Fredsforskningen drog en vigtig konklusion på afslutningen af den kolde krig: Det nytter! Idag eksisterer der en rig mangfoldighed af NGO'er som driver aktivt konfliktarbejde overalt i verden udfra forskellige teorier indenfor konflikt- og fredsforskning. Nogle udgør en forlængelse af den officielle politik, andre arbejder ved siden af den, enkelte imod den officielle politik. Fredsforskning har udviklet sig fra at være knyttet til stadig flere universiteter, koncentreret om diagnose/begrebsdannelse med begrænsede prognose/forudsigelser, til terapi/aktivt indgreb; altså det lægevidenskabelige paradigme.

J.G.