Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ikke-vold vil i denne artikel blive omtalt som «ubevæbnet social kampmetode». Ikke-vold betegner aktioner for folkelig og proletarisk frigørelse, som baserer sig på at udnytte sociale forhold og bånd. Magten i ikke-voldskamp er ikke baseret på truslen om eller brugen af instrumentel vold mod personer, men på at ramme modpartens position.

Med instrumentel vold menes vold, som direkte benyttes for at opnå et formål - f.eks. at man skyder nogen - modsat strukturel vold - dvs. vold der ligger indbygget i forhold i samfundet, uden at dette nødvendigvis er tilsigtet. F.eks. når store grupper er permanent underernærede (se Vold). Magten, presset og tvangen i ikke-voldskamp ligger i, at spille på og udnytte de afhængighedsforhold som findes mellem forskellige grupper i et socialt system. Dette kan ske på to forskellige måder. For det første gennem aktioner som indebærer, at de oppositionelle undlader at gøre hvad der er forventet ifølge vane og tradition, eller som er påbudt gennem love, regler og aftaler. For det andet gennem aktioner som indebærer, at de oppositionelle gør noget som ikke er forventet ifølge vane og tradition, eller som det er forbudt at gøre ifølge love, regler og aftaler. Eksempler på ikke-voldsaktioner er mange: Forskellige former for ikke-samarbejde, strejke, generalstrejke, massestrejke, militærstrejke, boykot, civil ulydighed, forskellige aktioner som griber ind i situationer, sit-in's, hus- eller fabriksbesættelser, blokade, sit-down, slow-down, sabotage, obstruktion eller «arbejde efter reglerne».

Sprogbrug

Betegnelsen ikke-vold blev anvendt af Gandhi om den kampmetode, han stod som leder af i Sydafrika, hvor det handlede om at forbedre den indiske minoritets kår i begyndelsen af det 20. århundrede. Gandhi valgte senere selv den positive betegnelse, «satyagraha», da han ikke brød sig om en negativ betegnelse for metoden.

I Europa svarede pacifisme og delvist civil ulydighed til den principielle anti-voldsholdning, som lå i ikke-vold. Efterhånden er ikke-vold blevet en fællesbetegnelse for kamp for social retfærdighed med basis i en religiøst og eller moralsk begrundet principiel afstandstagen overfor brug af vold. Og vold blev i europæisk sammenhæng først og fremmest forstået som voldsmidler. Det fik den konsekvens, at hovedformålet blev at bekæmpe voldsfænomener, forekomsten af vold i social kamp og ikke mindst militærapparatet. Vold som udtryk for et samfundsproblem, som udtryk for samfundsmæssig undertrykkende forhold blev ikke aktualiseret. Karakteristisk nok blev ikke-vold af venstreorienterede derfor opfattet som borgerlig ideologi. Indenfor den europæiske tradition har ikke-vold da også sin forankring i kristen og humanistisk tænkning, der opfatter mennesket som et frit og selvbestemmende fornuftsvæsen.

Marxismen har et andet syn på dette. Den ser mennesket som både frit og ufrit. Mennesket skaber sine historiske betingelser, men de historiske betingelser skaber også mennesket. Det vil sige, at mennesket ikke kan handle rigtigt alene ved at tage hensyn til hvad det rent fornuftsmæssig og moralsk mener er korrekt - f.eks. ikke at tage andres liv. Marxistisk betragtet er det kun muligt at bedømme hvad der er rigtige handlinger ud fra en kritisk analyse af samfundsforholdene i et historisk perspektiv. En principiel og absolut antivoldsholdning er derfor uantagelig udfra et socialistisk standpunkt. I socialistisk og anarkistisk sprogbrug finder man derfor oftere betegnelser som «social vold», «moralsk vold», «kamp uden våben», «direkte aktion» og «folkemagt». Betegnelserne antyder at det drejer sig om socialrevolutionær virksomhed i modsætning til en kamp mod voldsmidler.

I nyere sprogbrug er det karakteristisk, at betegnelsen ikke-vold er bevaret, men at de forskellige begrundelser og dermed de forskellige begreber om ikke-vold fremkommer som tillægsord. Der er overvejende tale om tre forskellige betegnelser: «Etisk ikke-vold» svarende til den principielle anti-voldsholdning, «politisk ikke-vold» svarende til en socialistisk, anarkistisk, antikapitalistisk tradition og «ikke-vold som politisk teknik», «ikke-voldsteknik», som er et forsøg på at præsentere ikke-vold som et praktisk, neutralt teknisk alternativ til voldsteknikker.

Der er i strategisk henseende en afgørende forskel mellem «etisk ikke-vold» og «politisk ikke-vold». Som grundlæggende forudsætning for «etisk ikke-vold» ligger antagelsen om et fundamentalt værdifællesskab mellem alle mennesker. Aktioner der kan have tvangskarakter, f.eks. strejker, boykot, ikke-samarbejde kan godt anvendes, men det grundlæggende mål er at få omvendt og overbevist modstanderen om at godtage de oppositionelles krav, således at parterne kan leve sammen side om side på et forsonet, højere niveau. Tilhængere af «politisk ikke-vold» skelner mellem konfliktsituationer, hvor der forekommer uforenelige interessemodsætninger og andre typer konflikter. I uforsonlige, antagonistiske, konfliktsituationer regner man ikke med, at andre kræfter end pression og tvang virker overfor modstanderen. De vigtigste træk ved den «etiske ikke-vold» er vægten på holdning, på at undgå handlinger der kan blokere forhandling og vægt på at få modparten til at acceptere kravene. «Politisk ikke-vold» lægger alene vægt på disse træk i situationer, hvor analysen af situationen indikerer, at det kan være af betydning, enten overfor modparten eller tredjepart.

Teori og forhold til politiske ideologier

Forsøget på at etablere omfattende strategier med basis i ikke-voldsaktioner går indenfor den europæiske tradition i to retninger: Ikke-vold som nationalforsvar eller civilmodstand, og ikke-voldelig revolution eller ikke-vold i kamp for social forandring. I 1930'erne blev der i Holland skabt et begreb, «ikke-militært landsforsvar», med henblik på forsvar overfor besættelse. Begrebet blev kritiseret fra forskellige venstregrupper, der mente, at et forsvar lige så meget måtte være et middel til indgreb i indre nationale forhold. Et begreb om «pacifistisk folkeforsvar» blev derfor udviklet. Det skulle varetage de folkelige og proletariske massers interesser. I slutningen af 50'erne og begyndelsen af 60'erne blev ideen om ikke-voldeligt nationalforsvar atter lanceret, denne gang i England, Norge og USA. I Vesttyskland blev ideen i nogen udstrækning først taget op mod slutningen af 60'erne og da under betegnelsen «socialt forsvar». Ikke-voldeligt nationalforsvar er en ide, der mere eller mindre er orienteret mod status quo og mod at stabilisere tingenes tilstand. Den indebærer en reform af den borgerlige nationalstats forsvarssystem i retning af «omrustning» til en «funktionel erstatning» for militærforsvaret baseret på ikke-voldsteknikker. I lyset af kritikken fra venstrefløjen er der gjort bestræbelser på at forene tanken om nationalt forsvar med tanken om social forandring, og på at forene forsvar med angreb indenfor begrebet «socialt forsvar».

Indenfor den organiserede arbejderbevægelse er der siden 1860'erne udviklet en række bidrag til ikke-voldelige strategier sådan som strejke, generalstrejke samt kollektiv eller kooperativ produktion og omsætning som alternativ til den bestående kapitalisme. Ideen om ikke-voldelig revolution, at arbejderklassen skulle gennemføre den socialistiske revolutionen overvejende med ubevæbnede strategier og teknikker, kan henføres til anarkistiske kredse fra omkring århundredeskiftet. Fra da af findes der er række spredte bidrag fra marxister, som var aktive i kommunistiske og socialistiske organisationer samt tilløb til en kritik af den instrumentelle politiske vold. Anden Internationale magtede ikke at udvikle nogen strategi til forhindring af international krig, hvor arbejder stod overfor arbejder (se Anden Internationale). Udviklingen af International militærpolitik og socialistisk antimilitarisme som gren indenfor den socialistiske videnskab og politik blev afbrudt med sammenbruddet af Anden Internationale.

Ideen om ikke-voldelig revolution blev videreudviklet i Holland i 1920-30'erne indenfor miljøer af anarkister, anarkosyndikalister og kristne socialister. Det var sporene fra udviklingen i Sovjetstaten der skræmte. Hovedargumentationen gik på, at der måtte være overensstemmelse mellem midlerne og målene, at arbejderbevægelsen med kapitalismens voldsmidler aldrig ville kunne oprette et klasseløst og frit samfund, og «at det ville føre til almen militarisering og til alle mulige former for statsdominans, bureaukratisering og statskapitalisme». (Fra en resolution af Bond van Anarcho-Socialisten, foråret 1937.) Den moralske opgave i arbejderbevægelsens historiske mission blev understreget. Selv om arbejderbevægelsen kunne opnå sejr gennem proletariatets diktatur, så var det tvivlsomt om den skulle. Midlerne kunne korrumpere målet.

Rødderne til denne tidlige diskussionen omkring ikke-vold er altså europæiske. Gandhibevægelsen i Sydafrika og Indien fungerede godt nok som inspiration. I første omgang via Tolstoj'ismen omkring århundredeskiftet og senere i 30'erne da Gandhibevægelsen i Indien blev kendt. Men i den europæiske arbejderbevægelse og den antimilitaristiske bevægelse udviklede der sig på grundlag af erfaringer fra klassekampen selvstændige tanker om betingelserne og mulighederne for ikke-voldskamp i indre nationale og internationale konfliktsituationer.

Nutidens ikke-voldelige revolutionsutopister i Skandinavien, England, USA og på kontinentet argumenterer i vid udstrækning med, at der eksisterer et indvendigt forhold mellem midler og mål. Det bliver endvidere fremhævet, at militarismen i imperialismens epoke truer med at udrydde menneskeheden. Den teknologiske udvikling af ødelæggelsesmidler har nået et sådant niveau, at det i sig selv giver vægt til påstanden om nødvendigheden af at udvikle kampmetoder, som ikke er totalt ødelæggende og udtryk for et så voldsomt ressourcespild som den moderne militarismes. Tilhængere af ikke-vold og fredsvenner har til alle tider fremhævet nødvendigheden af at finde erstatninger for ødelæggelsesmidler til løsningen af konflikter. At pege på den etiske, politiske og økologiske nødvendighed bliver aldrig en tilstrækkelig argumentation. Den historiske, materielle og politiske mulighed for ubevæbnet konfliktløsning må eksistere og kunne fremvises, for at mere end begrænsede grupperinger skal vinde tiltro til denne form for konfliktløsning.

Flere af 1960-70'ernes teoretiske bidrag om ikke-vold virker abstrakte og ahistoriske, fordi de mangler samfundsanalyse og socialt grundlag. Teorierne og strategien er ikke udviklet i sammenhæng med en social bevægelse. Men det gælder ikke alle. I den udstrækning der knyttes an til bredere sociale lag, er det til de nye proletariserede mellemlag og grupper under uddannelse. Karakteristisk nok er ressourcesituationen i verden et centralt udgangspunkt, og alternativ teknologi fremhæves som en nødvendig forudsætning for fremtidssamfundet. Decentralisering og et antiautoritært organisationsmønster tillægges også stor vægt.

Aktualitet

I 1970'erne satte venstrefløjen parolen «Danmark ud af Nato» på dagsordenen. Alternativet var «væbnet neutralitet». Men et dansk forsvar ville højst sandsynlig ikke fungere som andet end en «kapitulationsforanstaltning» overfor angreb. Udviklingen af et alternativt ikke-militært nationalforsvar, et ikke-voldeligt forsvar og civilmodstand er imidlertid ikke løsningen. Hvis venstrefløjen støtter nationalforsvarsideen, forhindrer den, at den borgerlige ideologi i befolkningen nedbrydes. Venstrefløjens forsvarsbehov er ikke sammenfaldende med kapitalismens forsvarsbehov. Venstrefløjen må selv udvikle de former befrielseskampen må antage, og forsvarsbehovet kan ikke betragtes adskilt fra disse. Modsætningen mellem et status quo orienteret nationalforsvar og venstrefløjens forsvarsbehov træder da tydeligt frem.

At Danmark er et kapitalistisk samfund indebærer, at samfundsøkonomien er et socialt forhold mellem på den ene side ejere, forvaltere og ledere og på den anden side producenter og forvaltede. Den undertrykkelse og vold som venstrefløjen slås imod er netop dette forhold, som den selv er en del af. Politietaten og militærapparatet er instrumenter skabt for at opretholde dette forhold. Socialisme er at bryde forholdet. Det er det grundlæggende; På hvilken måde og med hvilke metoder det sker, vil være bestemt af den konkrete historiske situation.

For Marx og Engels var vold et middel, et instrument til at nå politiske mål. Jean-Paul Sartre har derimod fremhævet, at volden har egenværdi, at den er skabende. Men denne betragtningsmåde medvirker til at romantisere og mystificere volden. Det vil være situationsbestemt, hvorvidt direkte instrumentel vold mod personer vil være nødvendig og i hvilket omfang. Teoretisk set er vold ikke en uomtvistelig nødvendig betingelse for revolution, og den er selvfølgelig ikke nogen tilstrækkelig betingelse.

Det er i dag langt vigtigere at præcisere hvad revolution indebærer, end at påstå at vold fra de revolutionæres side vil forekomme og kæmpe for den sandsynligvis forældede parole om «våben til folket» og «væbnet revolution». Engels sagde i 1895 at: «Hvor det drejer sig om en fuldstændig omformning af den samfundsmæssige organisation, da må masserne selv være med, selv have forstået hvad de med liv og lemmer skal gå ind for». I dag vil dette for os bl.a. sige, at vi må kæmpe mod det repræsentative demokratis passiviserende virkning på flertallet. Parlamentarismens greb må løsnes gennem stærkere vægt på den udenomsparlamentarisk kamp. Det er et socialt forhold af økonomisk, politisk og kulturel art, der skal ophæves, og det kan ikke ske gennem repræsentanter. Det vil i praksis sige, at den socialistiske bevægelsen må lægge større vægt på såkaldt politisk ikke-voldskamp: Dette er en kampmåde, der bygger på en direkte deltagelse af de kvinder og mænd som sagen handler om.

Men er forholdene i de højt industrialiserede samfund i dag således, at venstrefløjen i udstrakt grad kan og må basere sig på ubevæbnede strategier i frigørelseskampen?

Produktivkræfterne har i dag nået et så højt teknisk niveau, at de til dels er blevet totale destruktivkræfter. Dette gælder både i forholdet til økologi, udplyndringen af menneskenes naturgrundlag og i forholdet til våbnenes ødelæggende virkning. Også det der skal opnås ved at anvende instrumentel vold vil blive ødelagt. Dermed går denne type af vold med politisk sigte over til at blive afmægtig og derfor reaktionær. Dette gælder for de såkaldte ABC-våben, men på grund af elektronikkens udvikling også for de såkaldte konventionelle våben. Dette betyder, at der i dag i verden ikke findes tilfælde, hvor instrumentel politisk vold kan fungere progressivt. Det er nødvendigt at vurdere den instrumentelle politiske vold kritisk. Det er et område, som marxister stort set har overset.

Det samme problem kan betragtes fra en lidt anden synsvinkel: Kritikken af den politiske vold ud fra en marxistisk synsvinkel, må først og fremmest være en kritik af det bestående samfunds vold som et forhold - udbytningsforhold - som forhindrer realiseringen af frihed og socialistisk demokrati. Marxister må kritisere den kapitalistiske produktionsmåde. Problemet for den socialistiske bevægelse er, hvor vidtrækkende bruddet med den kapitalistiske produktionsmåde må være.

Problemet er, hvor nært forbundet videnskab og produktion af moderne teknologi er med den kapitalistiske økonomi. Altså: Må kritikken af den politiske vold nødvendigvis medføre kritik af den politiske vold som instrument? Hvis det er tilfældet, hvilke følger har det da for den socialistiske bevægelse, og hvilke muligheder har guerillaen? Hvis det forholder sig således, at guerillaen i de fleste tilfælde må udvikles til, eller få støtte af stående styrker, da synes dette at indebære, at den socialistiske bevægelse må gøre sig afhængig af den moderne våbenteknologiske udvikling. Og hvis det forholder sig således, at udviklingen af moderne teknologi står i et indvendigt, nødvendigt forhold til den kapitalistiske videnskab og produktion, da er dette et påtrængende problem for den socialistiske bevægelse.

Et andet udgangspunkt er produktivkræfternes stadig mere samfundsmæssige karakter. Det betyder, at nye grupper bliver proletariseret. Dvs. gjort til medlemmer af lønarbejderklassen som ejendomsløse producenter og forvaltede. Deri ligger der et stort magtpotentiale, idet flertallet af befolkningen kun har en negativ interesse i at opretholde det bestående system, mens de på den anden side udgør den ene part i det sociale forhold, som det kapitalistiske system udgør. Dette magtpotentiale må udnyttes af den socialistiske bevægelse. Gennem organisering af befolkningen i boligområderne og på arbejdspladserne kan netop de udnyttede ejendomsløse producenter og de forvaltede blive en magtfaktor i befrielseskampen og selv være med til at varetage deres forsvarsbehov.

B.G.H.