Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Med fagkritik menes kritik af fagenes og den bagvedliggende videnskabs herskende metoder og indhold, som de praktiseres på samfundets uddannelses- og forskningsinstitutioner. Fagkritikkens udøvere er ofte de studerende, undervisningsassistenter, men kan også være lærere eller personer der står helt udenfor undervisningssektoren - indenfor både mellemlag og arbejderklasse. Marx skrev: «De herskende tanker er de herskendes tanker». Fagkritikken rummer dermed også et centralt element af oprør mod de herskende samfundsforhold og enhver tendens til dogmatisk stivnen.

Fagkritik knyttes ofte sammen med 1970’ernes studenteroprør, hvor oprøret ansporede til en genopdagelse af marxismen. Fagkritikken havde i den periode i vid udstrækning et marxistisk grundlag, men i den brede forstand var f.eks. også opgøret med kirkens verdensbillede for 4-500 år siden et udtryk for fagkritik.

Form og indhold

Fagkritikkens centrale elementer er metodekritikken, udviklingen af tværvidenskabelighed, afdækningen af den borgerlige videnskabs tilblivelseshistorie, og endelig organiseringen af videnskaben der skal forstærke dens samfundsforandrende potentiale.

Fagkritikkens udgangspunkt har ofte været kritikken af videnskabens såkaldte «værdifrihed». Den bryder her både med den borgerlige og traditionelt kommunistiske videnskabsforståelse. Blandt borgerlige videnskabsfolk opfattes videnskaben som regel som «neutral» - altså uafhængig af klassekampene i samfundet og dets historiske udvikling. Denne idealistiske holdning til videnskab blev tidligt overtaget af kommunismen som den blev udviklet i Sovjetunionen og kopieret i kommunistpartier over resten af verden. Holdningen var, at det kapitalistiske samfunds videnskab ukritisk kunne overtages af det socialistiske og kommunistiske samfund. Lenins ukritisk positive holdning til herredømme-videnskaben MTM står som et lysende eksempel på denne holdning. Af samme årsag gik f.eks. det danske DKP helt frem til slutningen af 70’erne ukritisk ind for bygningen af atomkraftværker i Danmark. Dansk atomkraft ville ligesom sovjetisk atomkraft være ufarlig. Det var kun den stærke anti-atomkraftbevægelse der tvang partiet til at ændre holdning, men det var ikke udtryk for en mere kritisk holdning til borgerlig videnskab og teknologi.

Traditionel borgerlig videnskab bærer næsten altid på en betydelig idealisme og opfattelse af selvstændig videnskabelig udvikling. Denne selvforståelse må tages som udtryk for manglende erkendelse af egen position i det kapitalistiske samfund. Videnskab og samfund kan ikke adskilles, men er sammenflettede størrelser. Den tidlige videnskab som den udfoldedes på middelalderens universiteter og munkeklostre havde et betydeligt indhold af legitimering. Den skulle anvendes til at underbygge det religiøse verdensbillede, som katolikker eller protestanter (i Europa) forsvarede. Under den kapitalistiske udvikling er der sket en videnskabelig og uddannelsesmæssig eksplosion, der har ført til udviklingen af en lang række nye videnskaber - først og fremmest indenfor det samfunds- og socialvidenskabelige område. Hele denne udvikling har i vid udstrækning haft kapitalens værdiøgnings imperativ som udgangspunkt. Afdækningen af denne historie for de enkelte videnskaber og videnskabsfelter er derfor et vigtigt element i opgøret med videnskabens påståede værdifrihed.

Andet element i fagkritikken er metodekritikken. Det gælder først og fremmest positivismekritikken. Altså kritikken af at alt videnskab kan baseres på sansedata og i sidste ende kan reduceres til naturvidenskab.

Tredje element er tværvidenskabeligheden, hvor de traditionelle skranker mellem videnskaberne og deres enkelte felter nedbrydes. Udviklingen af den borgerlige videnskab har været baseret på en stadig stigende arbejdsdeling mellem de enkelte videnskaber og videnskabsområder. Konsekvensen er, at helhedssynet på virkeligheden forsvinder. Virkelighedens komplicerede problemstillinger kan ikke forstås, når de reduceres til enkeltproblemer indenfor forskellige videnskaber - og de problemer videnskaben skulle tackle, kan derfor ikke løses. Når kriminalitet f.eks. alene reduceres til et spørgsmål om lovgivning og straf ignoreres, om befolkningen forstår og accepterer lovgivningen og dens impulser til at overtræde den. Det er nødvendigt at sammentænke forskellige videnskabelige discipliner - ikke blot kriminologi i dens rene borgerlige form men også sociologi, psykologi og økonomi.

Fjerde element er organiseringen af den fagkritiske videnskab. De tre foregående elementer garanterer nemlig i sig selv ikke en revolutionering af videnskaben og de samfundsmæssige forhold. Tvært imod kan de indkapsles og kritikken sættes i kapitalens tjeneste, således at de blot tjener til at overvinde nogle af den traditionelle borgerlige videnskabs problemer. I dette tilfælde får «fagkritikken» en kapital affirmativ og samfundsbevarende funktion. Dette er sket for det store flertal af fagkritiske studerende, der i 70’erne og 80’erne praktiserede fagkritik.

Netop organiseringen af fagkritikken var genstand for betydelig debat i 1980'erne mellem på den ene side tilhængerne af ekstern fagkritik der var orienteret mod anvendelsen af videnskaben på konkrete problemer i samfundet (det såkaldte forskning for folket) og på den anden den interne fagkritik, der prioriterede udviklingen af fagkritikken indenfor uddannelsesinstitutionerne. Efter flere års skænderier meldte der sig en erkendelse af, at der ikke var tale om et enten eller, men om et både og.

Studenter og akademikere er mellemlag, der kan hælde til den ene side og samarbejde med borgerskabet, eller til den anden og samarbejde med arbejderklassen. Skal fagkritikkens revolutionerende potentiale komme til udfoldelse, er det nødvendigt at den organiseres ifht. de klassekampe der iøvrigt præger samfundet - organiseres og forbindes med arbejderklassen og progressive enkeltsags bevægelser (f.eks. miljø-, kvinde- eller beboerbevægelsen). Historisk er denne organisering kommet til udtryk i form af fagkritiske grupper (de dog har en tendens til at isolere sig fra det omgivende samfund) eller ved at de fagkritisk aktive er gået ind i bevægelserne eller arbejderklassens partier.

I perioder er det blevet formuleret som strategi at «dobbeltkvalificere» sig. Dvs. både kvalificere sig til at blive blandt de bedste i beherskelsen af den borgerlige videnskab, og samtidig beherske og udvikle kritikken af denne. Selv om denne strategi nok sikrer, at den fagkritisk aktive efter studierne kan finde arbejde, er den også udtryk for en elitær tankegang. Den er dog også udtryk for den dikotomi den fagkritiske akademiker udsættes for på det kapitalistiske arbejdsmarked: både at skulle finde et arbejde hvor den (borgerligt videnskabelige) viden kan sælges og samtidig fastholde det kritiske. Betingelsen for at kunne leve med denne dikotomi er, at alle 4 elementer i fagkritikken bevares og videreudvikles.

Fagkritikkens historie

I den brede forståelse af fagkritik strækker dens historie sig langt tilbage i tiden. For 400 år siden kom kirkens legitimationsvidenskab under angreb fra den nye naturvidenskab. Kopernikus' matematiske astronomi og Gallileis (1564-1642) og Keplers (1571-1630) undersøgelse af himmellegemerne tegnede et andet billede, end det kirken betragtede som sandhed, og i periode var videnskaben kirkens ejendom. Datidens «fagkritiske» naturvidenskabsmænd løb en stor personlig risiko ved at lægge sig ud med kirken, men banede alligevel vej for ny videnskab.

Gennem det 17. og 18. århundrede fortsatte dette opgør med kirken, men samtidig gav kapitalismens spæde vækst basis for udviklingen af et borgerskab, der også udfordrede konger, kejsere og den gamle hendøende adel. Liberalismen udgjorde en modpol til det feudale konservative samfund, og det samme gjorde udviklingen af menneskerettighedsbegrebet, naturretten og civilisationskritikken. Denne fase nåede sit højdepunkt under oplysningstiden, og de franske encyclopædisters virke. I 1751-80 redigerede de en 35 bind stort encyclopædi, der skulle bidrage til oplysning af folket og dermed bryde enevældens og kirkens fordummelse af folket.

En ny fase indledtes i det 19. århundrede med først de socialistiske utopister og siden Marx’ og Engels’ opgør med den politiske økonomi. Denne kritik rettedes mod et samfund, der endnu var i sin vorden - kapitalismen - og formulerede visionen om et bedre, retfærdigt, frit og rigt samfund - socialismen. Det var samtidig en periode, hvor samfundsvidenskaben fik solidt fodfæste. Naturvidenskaben havde ikke længere monopol på fortolkningen og forklaringen af verden.

Men samtidig fandt der fortsatte opgør sted indenfor både natur- og samfundsvidenskab. Darwins udviklingslære var et opgør med kirkens bibelske biologiopfattelse. Einstein, Bohr og Schrödinger gennemførte fundamentale opgør med den klassiske fysik, der var baseret på positivismen - det direkte observerbare. Ligeledes i starten af det 20. århundrede indledte Freud et opgør med den klassiske forståelse af menneskets psyke. Det blev fulgt af Reichs opgør med Freud etc.

I Danmark organiseredes fagkritikken i 1930’erne politisk i de såkaldte socialistiske faggrupper, der samlede jurister, arkitekter, magistre, medicinere, farmaceuter, politter og teknikere. Arven fra den russiske revolution spillede ind, og det samme gjorde tidens kulturradikalisme. Grupperne døde ud i slutningen af 30'erne og senest i starten af 2. verdenskrig.

Studenteroprøret i slutningen af 60'erne var knyttet til uddannelseseksplosionen, den voldsomme ekspansion af de højere uddannelser for at skaffe intellektuelle til kapitalismens fortsatte udvikling. Oprøret var rettet ikke blot mod uddannelsernes reaktionære organisationsformen, men også mod indholdet - den borgerlige videnskab. Der skabtes internationalt fra omkring 1970 en blomstrende fagkritisk scene, hvor impulserne til Danmark især kom fra Tyskland og Frankrig, og som optrådte som forskellige tendenser indenfor marxismen (se Strukturalisme, Kapitallogik). Der dannedes fagkritiske grupper, der samledes i fagfronter på de enkelte universiteter og uddannelsesinstitutioner. Først i København og Århus (se Fagkritisk Front) og senere på de nye universiteter RUC/AUC og gymnasierne. Fagkritikken stod meget stærkt og havde frem til midten af 1980'erne kontrol over Danske Studerendes Fællesråd (DSF). Fagkritikken var ikke blot indholdsmæssig og tværvidenskabelig, men havde også kraftige organisatoriske udtryk. Den spillede en central rolle ved opbygningen af de nye universiteter RUC og AUC, indførelsen af gruppearbejde i undervisningen, oprettelsen af kvindestudier (se Kvindeforskning) og et tættere samarbejde med arbejderklassen (gennem AAA og SAA) og andre bevægelser gennem de såkaldte videnskabsbutikker.

Fagkritikkens fremtid

Alligevel var 70’ernes og 80’ernes fagkritik samlet betragtet kun i begrænset omfang forbundet med kampene ude i samfundet - i bevægelser og arbejderklasse. Konsekvensen var, at den i de fleste tilfælde stivnede i dogmatisme, blev fjern og selv fortjente at blive gjort oprør imod. Den blev i afgrænsede miljøer selv til dogmatisme.

Da studenteroprøret ebbede ud og kritikken kun i begrænset omfang var forbundet til oprør i andre dele af samfundet - der iøvrigt også ebbede ud i skyggen af krisen gennem 80’erne og 90’erne - døde også fagkritikken ud. Og de steder hvor den ikke ville dø af sig selv, fik den en hjælpende hånd fra den borgerlige stat, som da undervisningsminister Bertel Haarder i midten af 80’erne lukkede Sociologisk Institut og Kultursociologi på Københavns Universitet. Såvidt det liberale frisind.

De kritiske studerende mente ikke at kunne få job på den fagkritiske kvalificering og søgte tilbage til den borgerlige videnskab.

De fagkritiske miljøer er i dag derfor små og stærkt isolerede. Alligevel har der siden slutningen af 90’erne været tegn på fornyet interesse for marxismen og for dannelse af fagkritiske grupper som bl.a. Kritiske Studerende i København.

Fagkritikken udvikler sig eksplosivt i brudsituationer, som når dele af den borgerlige videnskab åbenlyst bryder sammen, eller samfundseksperimenter (som den russiske revolution i 1917 eller studenteroprøret fra slutningen af 60’erne) der retter en grundlæggende kritik mod det kapitalistiske samfund. I den forstand må fagkritikken opfattes som en bestandig proces af varierende styrke, der er med til at omstyrte (revolutionere) den eksisterende uddannelse, videnskab og samfundet generelt.

A.J.