Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Paulo Freire

Freire (1921-97), brasiliansk pædagog, der har vundet international berømmelse gennem udvikling af «de undertryktes pædagogik».

Freire er født i Recife, Brasilien. Han stammer fra en velstående middelklassefamilie, men familien mistede alle sine penge i forbindelse med den økonomiske krise i 1929. Han fik således allerede som ung fattigdommen at føle på sin egen krop, og var tidligt optaget af at rejse kampen mod fattigdom og undertrykkelse.

Freire ville oprindeligt uddanne sig til advokat, men droppede den ide da han erkendte, at retssystemet alene tjener samfundets herskende lag. Han uddannede sig derfor i stedet til pædagog, og blev professor i pædagogik i Recife i 1959.

Allerede i 1947 havde han gennem sit engagement i den katolske kirke taget initiativ til alfabetiseringsarbejde blandt fattige bønder og landarbejdere. Problemerne var enorme. I 1950 var omkring 50 % af Brasiliens daværende befolkning på 30 millioner, analfabeter. De politiske myndigheder var ude af stand til at gøre noget radikalt for at forbedre situationen, men et relativt liberalt regime tolererede i 1950'erne og starten af 60'erne sociale reformbevægelser og opmuntrede dem i nogen grad.

Det var under dette alfabetiseringsarbejde Freire og hans medarbejdere udviklede deres undervisningsprincipper, der senere skulle blive berømte under betegnelsen «frigørende pædagogik» eller «de undertryktes pædagogik».

Deres metode gik ud på, at tage udgangspunkt i den konkrete virkelighed som de fattige masser kendte som deres egen. De udvalgte ord, der udtrykte deltagernes livssituation og som samtidigt var stærkt følelsesmæssigt betonede.

Tre kriterier var bestemmende for udvalget af ord: Ordene der skulle anvendes måtte bygge på stavelser, som går igen i mange ord. De kunne f.eks. tage ordet casa (hus), der deles i ca-sa. Udfra dette lavede de nye ord som coca eller casi (næsten). (Spansk og portugisisk har få vokalvariationer og et begrænset antal muligheder for kombination af forskellige konsonanter. En mekanisk overførsel af denne metode til andre sprog er derfor vanskelig.) Ordene blev ordnede, så de gik fra enklere til mere komplekse ordmønstre. Endelig skulle ordene være af en sådan art, at de gav udgangspunkt for at diskutere den sociale og politiske virkelighed der omgav dem. I undervisningen blev ordene kombineret med billeder, der illustrerede de temaer, der skulle behandles.

Gennem at lære ordene skulle deltageren også lære sin egen sociale situation at kende - den undertryktes situation. Dialogen var det pædagogiske princip, der skulle styre undervisningsforløbet. Dette var en undervisningsform, der skulle føre til reflektion hos deltagerne - en bevidstgørelsesproces som skulle føre til handlinger for at forandre deltagernes egen situation.

Undervisning havde ofte betydet pådutning af undertrykkernes virkelighedsopfattelse. Nu skulle den istedet blive et våben i de undertryktes egne hænder. Overfor «smækpædagogikken» som Freire karakteriserer den traditionelle pædagogik, opstiller han sit centrale princip, «conscientizacão». Det indebærer, at deltageren skal lære at forstå de sociale, politiske og økonomiske modsætninger for at agere mod de undertrykkende kræfter. I stedet for fremmedgørelse betyder det styrkelse af egen kultur og respekt for eget menneskeværd.

Militærdiktaturet i 1964 satte imidlertid en stopper for denne proces i Brasilien. Undertrykkelse og forfølgelse af progressive satte ind, og Freire måtte flygte til Chile.

Her arbejdede han videre med at udvikle sine undervisningsmetoder. I fem år ledede han et alfabetiseringsprojekt i UNESCOs regi og opnåede gode resultater. Hans bevidstgørende undervisningsmetoder indgik også i Allende-regeringens alfabetiseringsprogram.

Efter opholdet i Chile arbejdede han et år ved Harvard universitetet i USA, og drog derfra til sit nuværende job som konsulent i undervisningsspørgsmål ved Kirkernes Verdensråd i Geneve. I Geneve er der endvidere oprettet et tværvidenskabeligt centrum «Institute of Cultural Action», der har til opgave at indsamle information fra grupper, der forsøger at anvende Freires undervisningsmetoder.

Hans undervisningsprincipper har vagt stor interesse, særligt blandt progressive bevægelser i «den tredje verden». Freire har selv bidraget ved at udvikle konkrete undervisningsprojekter i Guinea-Bissau, Nicaragua og Angola.

I den industrialiserede verden har hans undervisningsmetoder været forsøgt anvendt under betegnelser som «dialog-pædagogik» og «frigørende pædagogik». Erfaringerne viser, at hans metoder ikke fungerer progressivt, når de løsrives fra den sociale og politiske situation, de var møntet på. At også militærdiktaturet i Brasilien efter 1964 forsøgte at anvende hans undervisningsprincipper, understreger netop dette. Freires pædagogik kan være en «effektiv» metodik. Han døde i 1997.

T.D.-S. / J.H.L.