Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Norge blev under anden verdenskrig sat økonomisk langt tilbage. Hvor langt, havde man i den første efterkrigstid ret overdrevne forestillinger om. Det blev sagt, at okkupationen havde kostet 15 milliarder førkrigskroner, og politikerne forestillede sig under krigen, at genrejsningen ville tage 8-10 år. I virkeligheden var tabet meget lavere - blandt andet på grund af de undervurderede tyske anlæg - og genrejsningsperioden tog derfor kun 3-5 år mod de beregnede 10. Forbavsende hurtigt viste det sig muligt at sætte erhvervslivet på fode og komme i gang med boligbygningen igen. Allerede i 1946 var bruttonationalproduktet højere end i 1938.

Genrejsningen blev gennemført under stram rationering og styring af erhvervslivet. Prisloven og lovene om eksport, import og valutakontrol gav de vigtigste rammer. Inflation blev undgået til trods for at væksten lå på omkring 10 % pr. år de første efterkrigsår. Redskabet var en storstilet subsidiepolitik, der også tjente sociale og udjævnende formål. I 1950 slugte subsidierne alene ¼ af statsbudgettet. Den offentlige sektor voksede under disse forhold kraftigt. Storindustrien og eksporterhvervene blev prioriteret. Særligt hvor man kunne bygge videre på tyske anlæg og planer - bl.a. jernværket i Mo og aluminiumsværket i Årdal.

Genrejsningsårene udgør en interessant fase i norsk politisk historie. Aldrig har Norge været nærmere socialismen end i denne periode. Det generelle politiske klima var radikalt - godt nok praktisk orienteret og pragmatisk indstillet, men med klare visioner om en socialistisk fremtid.

Omslaget kom udefra, og skyldtes at Norge til forskel fra mellemkrigsårene var for tæt indvævet i afhængighedsforholdet til udlandet til at kunne hævde sin selvstændighed. Marshallhjælpen fra 1947 reddede landet ud af en slem valutaknibe, og blev derfor trods ideologiske betænkeligheder accepteret. Noget der bragte Norge ind i OECD og dermed forpligtede landet til at liberalisere udenrigshandelen og opgive megen af kontrollen med udenrigsøkonomien. De internationale spændinger i foråret 1948 - Tjekkoslovakiet og den sovjettisk-finske pagt - bragte Norge ind i NATO. Primært for at sikre landet våbenleverancer. Det nordiske forsvarsforbund der var alternativet, var i den henseende alt for kostbart. Samtidig faldt mulighederne for at føre en national prispolitik bort med den britiske devaluering i efteråret 1949. Den tvang Norge til at nedskrive kronen med ca. 3 % i forhold til dollaren. Prisstabiliseringen blev afløst af inflation. Fra 1940'erne var Norge derfor på vej ind i vestblokken, økonomisk og militært, og genrejsningsperioden må definitivt anses for afsluttet i 1950. Også fordi samfundet og dets bindinger var i færd med at blive meget anderledes end før krigen.

H.F.D.