Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/11 2005
Læst af: 169.832
: :
NATO

NATO (North Atlantic Treaty Organization), vestlig militærorganisation, dannet i Bruxelles i december 1950 på grundlag af den Nordatlantiske Traktat (Atlantpagten), som blev undertegnet i Washington, D.C., den 4. april 1949 af følgende 12 lande: USA, Storbritannien, Frankrig, Italien, Canada, Belgien, Holland, Luxembourg, Portugal, Norge, Danmark og Island. I 1952 blev Grækenland og Tyrkiet optaget i NATO, i 1955 Vesttyskland, i 1982 Spanien, i 1999 Polen, Tjekkiet og Ungarn og i 2004 Bulgarien, Estland, Letland, Litaun, Rumænien, Slovakiet og Slovenien. Derudover er yderligere 20 lande tilknyttet alliancen.

Organisation og struktur

NATO's organisation er vokset støt i omfang og kompleksitet gennem årene, og ikke mindst efter den kolde krigs afslutning er Alliancens civile og militære bureaukrati forøget nærmest ved knopskydning i takt med udviklingen af samarbejdet med de såkaldte «partnerlande» i den tidligere Østblok. Nedenfor er kun omtalt de vigtigste, centrale organer og deres opgaver.

Det Nordatlantiske Råd

NATO's vigtigste organ har lige siden stiftelsen af Atlantpagten været det Nordatlantiske Råd («Rådet»), hvor medlemslandene har én politisk repræsentant hver, som regel udenrigsministrene, men undertiden tillige forsvarsministrene, og ved særligt vigtige lejligheder regeringscheferne (topmøder). Rådet mødes normalt halvårligt, i maj og december. I de mellemliggende perioder varetages Rådets løbende opgaver af de Permanente Repræsentanter, én fra hvert land med ambassadør-status, som mødes mindst én gang om ugen («det Permanente Råd»). Hvert lands Permanente Repræsentant understøttes af en politisk og militær stab eller delegation ved NATO's civile hovedkvarter i Bruxelles. Efter de halvårlige ministermøder udsendes offentlige kommunikéer og erklæringer, som udstikker og forklarer Alliancens aktuelle og fremtidige politik og strategi. Alle Rådets møder ledes af NATO's Generalsekretær eller hans stedfortræder. Rådets arbejde understøttes af NATO's Internationale Sekretariat og af de forskellige underkomiteer og arbejdsgrupper.

Rådet arbejder efter konsensusprincippet, dvs. uden afstemninger og flertalsbeslutninger. Alle større beslutninger træffes i enighed, men det enkelte land har teoretisk en veto-ret. NATO er i princippet ikke en overnational organisation, og hvert medlemsland bevarer i alle NATO's organer principielt deres fulde suverænitet og ansvaret for egne beslutninger. I krigstid stilles de fleste militære styrker i de enkelte medlemslande dog direkte under NATO's øverstkommanderendes kommando.

Forsvarsplanlægningskomiteen

Forsvarsplanlægningskomiteen består normalt af Rådets Permanente Repræsentanter, men komiteen mødes på forsvarsministerniveau mindst to gange om året. Komiteen beskæftiger sig med de fleste forsvarsanliggender og emner vedrørende den kollektive forsvarsplanlægning. Komiteen udstikker retningslinier for NATO's militære myndigheder og har inden for sit ansvarsområde de samme funktioner og samme myndighed som Rådet.

Komiteens arbejde understøttes af en række underkomiteer med særlige ansvarsområder, og især af the Defense Review Committee, som overvåger NATO's styrkeplanlægningsproces og den integrerede militære struktur.

Atomplanlægningsgruppen

Medlemslandenes forsvarsministre mødes regelmæssigt i Atomplanlægningsgruppen for at diskutere særlige politiske spørgsmål vedrørende Alliancens atomstyrker, herunder udstationering, sikkerhed, kommunikations- og informationssystemer, våbenkontrol og spredningsproblemer. Planlægningsgruppens arbejde tilrettelægges af en Stabsgruppe bestående af delegationer fra medlemslandene, som mødes mindst én gang om ugen. Et andet vigtigt organ, som er nedsat af og rapporterer til Atomplanlægningsgruppen, er High Level Group, som ledes af USA og er sammensat af beslutningstagere og eksperter fra medlemslandene. Det mødes flere gang om året for bl.a. at diskutere aspekter af NATO's atomvåbenpolitik og atomvåbenplanlægning.

De tre ovennævnte organer understøttes af en struktur på omkring 35 politisk-militære under- og specialkomiteer, hvoraf nogle blev oprettet tidligt i Alliancens historie, mens andre er kommet til langt senere - især efter den kolde krigs afslutning.

Militærkomiteen

Hertil kommer NATO's Militærkomité, som er underordnet det Nordatlantiske Råd og Forsvarsplanlægningskomiteen, men som har en særlig status som NATO's vigtigste militære myndighed. Militærkomiteen rådgiver Alliancens politiske organer i militærpolitik og strategi og mødes regelmæssigt på højeste niveau, dvs. i form af medlemslandenes forsvarschefer (Island, som ikke har noget militær, repræsenteres ved disse lejligheder af en civil embedsmand). Mellem møderne varetages Militærkomiteens opgaver af de nationale Militære Repræsentanter ved NATO og deres stabe; arbejdet ledes af en valgt Formand for Militærkomiteen. Han repræsenterer Militærkomiteen under møderne i Alliancens vigtigste politiske organer, og han er Alliancens vigtigste militære repræsentant over for presse og offentlighed.

Under sig har Militærkomiteen og dens kommandoer en International Militærstab, som er opdelt i ca. tyve specialiserede forgreninger under fem hovedgrupper: efterretningsarbejde, operationer, planer og politik, samarbejde og regional sikkerhed, samt logistik, våbenanskaffelse og ressourcer.

Militære kommandoer

NATO's to vigtigste kommandoofficerer, nemlig de Allieredes Øverstkommanderende i hhv. Europa, SACEUR (Supreme Allied Commander Europe) og i Atlanten, SACLANT (Supreme Allied Commander Atlantic), med hovedkvarter i hhv. Mons, Belgien, og Norfolk, Virginia (USA), er ansvarlige over for Militærkomiteen for den overordnede ledelse af alle NATO's styrker inden for deres kommandoområde. Disse to NATO-officerer er altid nordamerikanere, og når de optræder i egenskab af nordamerikanske officerer, er deres øverste chef derfor USA's præsident. I tilfælde af dennes ordre om brug af (nordamerikanske) atomvåben i f.eks. Europa, vil dette kunne skabe problemer i forhold til de europæiske NATO-medlemmers beslutningsret. Især under den kolde krig var dette problem en tilbagevendende urokilde i det transatlantiske forhold mellem de Allierede.

Den Allierede Kommando i Europa under ledelse af SACEUR var fra Alliancens begyndelse og indtil 1997/98 opdelt i en Nord(vest)europæisk, en Centraleuropæisk og en Sydeuropæisk Kommando. Under den nye, generelt noget forenklede kommandostruktur er der kun én Nordeuropæisk og én Sydeuropæisk Kommando, med hovedkvarter i hhv. Holland og Italien. Den vigtigste militære NATO-kommando i Danmark (under den Nordeuropæiske Kommando) ligger i Karup.

Oprindelige kerneopgaver

NATO's traditionelle og officielle kerneopgave har været at sikre medlemslandenes «frihed, fælles arv og civilisation, baseret på principperne om demokrati, individuel frihed og lovens herredømme», som det hedder i Atlantpagtens præambel (indledning). Heri står også, at medlemslandene søger at «fremme stabilitet og velfærd i det Nordatlantiske område»; traktatens geografiske udstrækning fremgår endvidere af dens Artikel 6, hvori det Nordatlantiske område afgrænses ved «området nord for Krebsens Vendekreds», dvs. en linie fra USA's sydgrænse (ved Florida) til Nordafrika (Algeriet var i 1949 en fransk koloni («provins») og udtrykkeligt dækket af traktaten (Artikel 6)).

Under den kolde krig, da Sovjetunionen og dets allierede var NATO's udpegede hovedfjende, blev Atlantpagtens Artikel 5 ofte fremhævet som den vigtigste. Heri står der, at hvis der rettes et væbnet angreb mod ét eller flere af medlemslandene, vil det blive betragtet som et angreb på dem alle; hvert enkelt medlemsland skal derfor - jvf. FN-Pagtens Artikel 51 om staternes ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar - bistå den eller de angrebne part(er), individuelt eller sammen med andre medlemslande, med sådanne midler, som det anser for nødvendige, herunder brug af væbnet magt.

Denne Artikel 5 er blevet kaldt Atlantpagtens solidariske «Musketer-paragraf»: «én for alle, og alle for én», men i virkeligheden lader den, som det fremgår, i betydeligt omfang det enkelte medlemsland selv afgøre formen for og omfanget af sin støtte til et angrebet medlem. Den løse formulering kom i 1949 ind i traktaten på begæring af USA, der som Alliancens ubetinget stærkeste medlem ellers frygtede automatisk at skulle bistå medlemslandene i tilfælde af selv små og lokale grænseepisoder el.lign. Til gengæld lagde de europæiske medlemslande vægt på traktatens Artikel 3, som siger, at parterne separat og i fællesskab, via selvhjælp og gensidig hjælp, vil fastholde og udvikle deres individuelle og kollektive evne til at modstå væbnet angreb.

Atlantpagten er således ifølge sin ordlyd en rent defensiv alliance.

Historie 1949-1991

De sidste 10-15 års historiske udforskning af arkiverne på begge sider af Atlanten har klargjort, at initiativet til det, der blev til den Nordatlantiske Traktat i april 1949, kom fra den britiske og den franske udenrigsminister omkring årsskiftet 1947-48, men at tanken straks blev grebet og videreudviklet af stærke «atlantiske» kræfter i USA's regering og administration, som allerede var i fuld gang med at planlægge supermagtens Marshall-hjælp til Vesteuropa. Fra især britisk side var visionen oprindelig nok så meget en forholdsvis uformel og løs politisk-militær sammenslutning tværs over Atlanten, hvor USA's overlegne militære magt på globalt plan skulle bakke op om en stærk vesteuropæisk - britisk-ledet - økonomisk-politik blok, baseret på de billige og rigelige føde- og råvareressourcer fra de europæiske kolonier, herunder det britiske imperium (Commonwealth) og især fra Afrika. Allerede i 1949 stod det dog briterne klart, at de selv var for svækkede til at realisere et sådant projekt, og at USA's planer for en atlantisk militæralliance var anderledes vidtgående.

Under alle omstændigheder står det nu klart, at dén overhængende militære trussel imod Vesteuropa fra Sovjetunionen, som i 1948-49 og under hele den kolde krig officielt var Vestmagternes hovedbegrundelse for indgåelsen af den Nordatlantiske Traktat, ikke afspejles i de dengang tophemmelige trusselsanalyser, som USA's og Storbritanniens efterretningsorganer udarbejdede i slutningen af 1940'erne og begyndelsen af 1950'erne. Selv om det i nogle af disse analyser hed, at de store sovjetiske hær- og flystyrker teoretisk set ville kunne løbe Vesteuropa og endda store dele af Mellemøsten og det Fjerne Østen over ende i en lynkrig, konkluderede de altid, at Kreml-lederne ville søge at undgå en storkrig i al fald i de næste 10-20 år, og at Vestmagterne havde ressourcer nok til i det lange løb at vinde en storkrig med Sovjetunionen. Intet i de centrale sovjetiske regeringsarkiver fra den tidlige - eller senere - kolde krig, som nu er blevet tilgængelige, tyder da heller på, at Kreml på noget tidspunkt havde planer om at angribe eller erobre dele af, endsige hele, Vesteuropa, Mellemøsten eller Asien.

Hvad de vestlige politisk-økonomiske eliter på begge sider af Atlanten virkelig frygtede i slutningen af 1940'erne var, at dét opsving for revolutionære og anti-kolonialistiske bevægelser - hvad enten de var nationalister eller kommunister -, som fulgte i kølvandet på verdenskrigens omvæltninger, kunne blive udnyttet af Sovjetunionen til egen fordel. Hvis større eller mindre dele af verdens (set fra Europa eller USA) «periferi-lande» løsrev sig fra de kapitalistiske (center)magters økonomisk-politiske kontrol for at slå ind på en selvstændig og selvforsynende kurs, ville den uhindrede og billige strøm af vitale (herunder strategiske) råstoffer, fødevarer og energiressourcer (især olie), som den højtindustrialiserede vestlige verden byggede sin relative velstand på, i bedste fald gå tabt. Og i værste fald, frygtede de vestlige, nordatlantiske eliter, ville disse områder og ressourcer komme under Sovjet-kommunismens statslige, totalitære kontrol, hvorved den globale magtbalance ville tippe skæbnesvangert til ugunst for den liberale markedskapitalisme med dens «åbne døre» for fri udveksling af varer, kapital, arbejdskraft og ideer. De forholdsvis stærke kommunistiske partier i de større vesteuropæiske lande som Frankrig og Italien ville blive styrket med risiko for, at hele Vesteuropa, herunder ikke mindst hele Tyskland, skulle blive opslugt i Sovjetunionens magtsfære.

Derfor var det for eliterne i Vesteuropa og USA vigtigt at styrke de europæiske landes økonomisk-politiske og militære modstandskraft, først økonomisk med Marshallhjælpens dollars, dernæst med - som USA's præsident Truman sagde - «valnøddens anden halvdel», nemlig Atlantpagtens militærhjælp og sikkerhedsgaranti, i første række den amerikanske «atomparaply». Den pris, de vesteuropæiske NATO-allierede mere eller mindre frivilligt (og i starten ofte modstræbende) måtte betale herfor, var for det første en meget betydelig oprustning, for det andet et reelt amerikansk overherredømme (hegemoni) i Vesteuropa både militært (atomart) og økonomisk, og for det tredje det vestlige Tysklands gradvise, fulde integration i Vesteuropa, herunder NATO (i 1955).

NATO's militære strategi byggede fra første færd på atomar afskrækkelse, som i de første år udelukkende var et anliggende for USA's Strategic Air Command. Efter det Sovjet-støttede Nordkoreas angreb på Sydkorea i juni 1950 blev det afgørende lettere at vinde folkelig og politisk opbakning i medlemslandene til den storstilede konventionelle (dvs. ikke-atomare) oprustning af Atlantpagtlandene, som USA's planlæggere allerede i 1949 og begyndelsen af 1950 anså for bydende nødvendig. I løbet af efteråret 1950 blev Atlantpagten omdannet til en egentlig militæralliance med fælles integrerede stabe, fælleskommandoer m.m. Den Nordatlantiske Traktat, NAT, fik tilføjet sit «O», sin organisation, og blev til NATO. Samtidig forøgede USA sin militære tilstedeværelse i Vesteuropa betydeligt, og Vesttysklands genoprustning blev påbegyndt. Militærbudgetterne i de fleste NATO-lande flerdobledes i de følgende tre-fire år.

Fra og med 1953 begyndte USA at overføre taktiske, dvs. mindre, atomvåben til sine styrker i en række vesteuropæiske NATO-lande samt Vesttyskland. På amerikansk initiativ - og trods vesteuropæisk skepsis - vedtog NATO-rådet i december 1954 af det tophemmelige dokument «MC 48» (først frigivet i 1998) hvorefter det blev NATO's doktrin at anvende atomvåben massivt fra en Øst-Vest-krigs aller første fase, uanset om modparten brugte atomvåben eller ej. Princippet om retten til første-brug af atomvåben har NATO lige siden holdt fast ved.

Fra 1957-58 skete der, i naturlig forlængelse af MC-48, en omfattende «nuklearisering» af de fleste NATO-landes forsvarsstyrker, således at NATO-forsvaret fra omkring 1960 var helt afhængigt af massiv og omgående atomvåbenbrug i tilfælde af krig mellem Øst og Vest. Denne «massive gengældelsesstrategi» blev dog i 1967 officielt afløst af NATO's såkaldte «fleksibelt svar-strategi», hvis idé var, at alliancens svar på et østligt angreb skulle afpasses efter de våbentyper, angriberen anvendte. Det skulle dog ske på en sådan måde, at NATO altid ville være i stand til at «dominere eskalationsstigen», dvs. være parat til at tage initiativet til at gå op til anvendelse af næste trin på (atom)våben-«rangstigen».

De underliggende konflikter inden for NATO mellem på den ene side USA og på den anden side mange vesteuropæiske medlemslande (samt ofte Canada) kom i disse år mest dramatisk til udtryk med Frankrigs beslutning i 1966 om at trække sig ud af det militære samarbejde i NATO. De franske styrker var herefter ikke længere underlagt NATOs integrerede kommandosystem, og fransk personel blev trukket ud af Alliancens fælles stabe. Den franske præsident de Gaulle hævdede, at NATOs USA-dominerede politik hindrede en reel Øst-Vest-afspænding i Europa, men vigtigst for de Gaulle var formentlig muligheden for at videreudvikle en national fransk atomslagstyrke uden for NATOs kommando.

Spændingen mellem på den ene side tilhængerne af doktrinen om gensidig sikker ødelæggelse (Mutual Assured Destruction, MAD), hvor atomvåbnene primært skulle afskrække fra krig, og på den anden side tilhængerne af doktriner om mulig brug af atomvåben i krig (Nuclear Utility Theories, NUTS) brød sidst i 1970'erne delvis åbent frem, også i NATO-sammenhæng. Først princip-besluttede NATO-Rådet i 1978 at starte produktionen af den såkaldte neutronbombe, som primært virker ved stærk radioaktiv stråling og således er dødelig for mennesker, men lader materiel uberørt. Dernæst princip-besluttede NATO-Rådet i december 1979 at opstille 572 super-præcise mellemdistance-atomraketter i en række vesteuropæiske NATO-lande, angiveligt som modvægt mod de moderniserede sovjetiske mellemdistance-raketter af SS-20-typen, som pegede mod mål i Vesteuropa, men reelt snarere som led i indføringen af kvalitativt nye og præcise atomvåbentyper, som ville være i stand til at udkæmpe «lokale atomkrige», mest oplagt i Europa, dvs. så vidt muligt uden at inddrage amerikansk territorium.

Debatten mellem MAD- og NUTS-tilhængerne, som i 1960'erne og i «afspændingstiåret» 1970'erne stort set kun var blevet ført mellem strategi-eksperterne i NATO-regi (de såkaldte «forsvars-intellektuelle») blev i 1980'erne i kraft af især de uafhængige, folkelige fredsbevægelser i både Øst og Vest og de «mod-eksperter», som disse bevægelser inspireredes af, bredt ud i offentligheden - herunder til mange af de vesteuropæiske socialdemokratiske partier. Den nye sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov (fra 1985) kunne i et vist omfang støtte sig til denne kritiske opinion i NATO-landene, da han via sine énsidige indrømmelser i våbenkontrolforhandlingerne med USA og NATO stærkt bidrog til at afmilitarisere og derefter afvikle den kolde krig sidst i 1980'erne.

NATO's omstilling efter den kolde krig

NATO's aktuelle profil begyndte at tage form, da NATO-topmødet i Rom i november 1991 (en måned inden Sovjetunionens sammenbrud) vedtog et nyt Strategisk Koncept, som på den ene side fastholdt Alliancens kollektive forsvarsevne, men som på den anden side ganske præcist udpegede «ustabilitet» forårsaget af «økonomiske, sociale og politiske problemer, herunder etnisk rivalisering og territoriale stridigheder» som de vigtigste fremtidige sikkerhedsproblemer i Europa. Det nye Koncept pegede også på behovet for væsentlige NATO-styrkereduktioner mod til gengæld væsentligt at forøge de resterende NATO-styrkers mobilitet, fleksibilitet og evne til at tilpasse sig multinationale styrkeformationer med henblik på krisestyring og fredsbevarende operationer. Samtidig oprettede NATO det Nordatlantiske Samarbejdsråd (North Atlantic Cooperation Council, NACC) som ramme for samarbejdet mellem NATO-landene og de tidligere østblok-lande.

I overgangsperioden i begyndelsen af 1990'erne diskuteredes bredt i Vest- og Østeuropa, hvorledes hele Europas sikkerhed og samarbejde i fremtiden burde organiseres. Tanker trivedes om at nedtone NATO's rolle i Europa og genoplive de gamle EU-landes slumrende forsvarsorganisation, den Vesteuropæiske Union (WEU), om at styrke den al-europæiske sikkerheds- og samarbejdsproces under CSCE (startet i midt-1970'erne), samt at styrke FN's rolle som den universelle sikkerhedsgarant. Imidlertid slog et hemmeligt, fælles generelt planlægningsdirektiv fra begyndelsen af 1992 fra Pentagon og USA's Nationale Sikkerhedsråd fast, at en betydelig nordamerikansk militær tilstedeværelse i Europa og den vestlige Alliances fortsatte sammenhængskraft forblev vitalt vigtig; for at undgå konkurrence var det USA's politik at forhindre, at der opstod sikkerhedsarrangementer udelukkende for europæerne, som ville underminere NATO. Samtidig engagerede en række NATO-lande sig fra 1992-93 stærkt i fredsbevarende operationer (i FN-regi) i det tidligere Jugoslavien.

På NATO-topmødet i Bruxelles i januar 1994 lancerede USA's præsident Clinton - uden større forudgående debat i Alliancen - et nyt stort initiativ for samarbejde mellem NATO og de tidligere Østbloklande, det såkaldte Partnerskab for Fred-projekt (Partnership for Peace, PfP). Det bemærkelsesværdigt nye ved PfP-konceptet var, at de PfP-lande, der ønskede det, kunne søge og med tiden opnå fuldt medlemskab i NATO. Snart herefter blev det NATO's erklærede hovedformål på det kortere sigt at «projicere stabilitet mod øst» via PfP-samarbejdet i almindelighed og via udvidelse af NATO-medlemskredsen mod Øst i særdeleshed - vel at mærke til trods for de vedvarende og energiske protester fra stort set alle politiske kræfter i Rusland, som i stedet foreslog en styrkelse af FN's og især CSCE's rolle, hvor både Rusland og USA var repræsenteret (CSCE blev i 1995 omdannet til OSCE, Organisationen til Sikkerheds og Samarbejde i Europa).

I maj 1997 blev NACC omdannet til det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (Euro-Atlantic Partnership Council, EAPC), som omfattede i alt 44 lande, nemlig de 16 NATO-lande plus alle de fhv. Warszawapagt-lande og tidligere Sovjet-delrepublikker (SNG-samarbejdet). Formålet med EAPC var at hæve det politisk-militære samarbejde mellem NATO og de fhv. østlande til et nyt niveau. Dette blev bekræftet på NATO-topmødet i Madrid i juli 1997, som også - som en formel indrømmelse til de europæiske allierede - vedtog at styrke den såkaldte Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsidentitet (European Security and Defense Identity, ESDI) inden for NATO. På det militært-operative plan udviklede NATO i midt-1990'erne flere nye, fleksible og mobile typer af indsatsstyrker, vigtigst de såkaldte Rapid Reaction Forces (RRF) og Combined Joint Task Forces (CJTF).

Gennem 1998 og i begyndelsen af 1999 forberedte Alliancen vedtagelsen af sit nye Strategiske Koncept, som blev endeligt konfirmeret på NATO-topmødet i april 1999, der samtidig markerede Alliancens 50-årsdag med at optage de tre tidligere Warszawapagt-lande Polen, Tjekkiet og Ungarn som medlemmer af NATO. Det nye Strategiske Koncept, som i sin vedtagne form kun blev til efter betydelig intern amerikansk insisteren og trods skepsis i flere europæiske lande, bryder efter kritikeres opfattelse åbent med to traditionelle kernepunkter i Alliancens formelle grundlag og praktiske virke:

For det første giver NATO med det nye Koncept sig selv lov til at foretage offensive militære operationer out-of-area, dvs. reelt krigsførelse mod tredjelande, selv om den pågældende tredjepart ikke har angrebet eller truet NATO-området militært. Kritikere hævder, at Alliancen hermed - i modstrid med Atlantpagtens ordlyd - er blevet en offensiv alliance. For det andet forbeholder NATO sig ret til at indlede sådanne angrebsoperationer uden godkendelse fra FN's Sikkerhedsråd. Kritikere mener, at Alliancen hermed formelt og reelt har sat sig selv over den universelle og globale, kollektive sikkerhedsorganisation. Forsvarere af det nye Strategiske Koncept fastholder, at de nye elementer tværtimod er en videreudvikling af Alliancens hidtidige principper til forsvar af menneskerettighederne i kraft af retten til «humanitær intervention», sådan som det skete under NATO's bombninger af Jugoslavien under krigen om Kosovo i foråret 1999. Kritikere påpeger heroverfor dels, at begrebet «humanitær intervention» er både vagt defineret og ekstremt selektivt praktiseret af NATO-landene, dels at det nye Koncept udtrykkeligt også giver NATO ret til offensive militære operationer uden geografiske begrænsninger og uden FN-mandat, såfremt NATO vurderer, at f.eks. forsyningen med vitale energikilder til medlemslandene er truet.

Det er et åbent spørgsmål, om de hidtidige antydninger af uenighed mellem på den ene side USA (og måske Storbritannien) og på den anden side flere (kontinental)europæiske NATO-lande om tolkningen af både NATO's Strategiske Koncept og NATO's europæiske sikkerheds- og forsvarsidentitet (ESDI) vil blive stærkere markeret i fremtiden, især i lyset af EUs udvikling af en selvstændig militær dimension. USA’s store våben- og efterretningsteknologiske forspring i forhold til Europa vil dog formentlig endnu i mange år frem gøre de europæiske NATO-allierede afhængige af USA på afgørende punkter.

Danmarks politik i NATO

Centrale danske politiske beslutningstagere følte, at de stod over for et valg mellem to onder, da forhandlingerne mellem Norge, Sverige og Danmark om oprettelsen af et fritstående skandinavisk forsvarsforbund brød sammen i starten af 1949: på den ene side isoleret dansk neutralitet ligesom i 1930'erne, som endte med Nazitysklands besættelse af Danmark 1940-45, og på den anden side fuldt Atlantpagt-medlemskab. Begge dele vurderedes at kunne føre til enten et direkte sovjetisk angreb på Danmark eller en sovjetisk militær styrkeopbygning i Nordeuropa, som ville være til ugunst for Danmark. Danmarks lange sikkerhedspolitiske tradition for antimilitarisme og neutralistisk brobygning mellem stormagterne med henblik på at undgå Danmarks inddragelse i stormagtskonflikter betød, sammen med landets meget udsatte strategiske beliggenhed ved Østersøens stræder og få minutters flyvetid fra de nærmeste sovjetiske baser i Østtyskland, at de ledende danske beslutningstagere helt fra Atlantpagt-medlemskabets start førte en forsigtig og på en række områder forbeholden sikkerheds- og forsvarspolitisk kurs i NATO. Denne kurs forstærkedes af, at centrale danske beslutningstagere havde kendskab til NATO's hemmelige forsvarsplaner, ifølge hvilke Danmark (og Norge) helt frem til ca. 1957 ikke effektivt ville kunne undsættes og forsvares af de allierede i tilfælde af krig.

Ledetråden i den danske NATO-politik fra 1950'erne og frem blev derfor på den ene side integration i dele af Alliancens politik og strategi, herunder de fælles kommandostrukturer og doktriner, og på den anden side afskærmning fra nogle af de sikkerheds- og forsvarsmæssige skridt, som NATO ønskede taget af Danmark. Formålet med den danske politik som der vel at mærke i hovedlinierne - omend ikke nødvendigvis i nuancerne - var enighed om blandt de fire «gamle partier» (Socialdemokratiet, de Radikale, Venstre og de Konservative), var at bidrage til at fastholde Danmark og det nordlige Europa som et relativt lavspændingsområde mellem Øst og Vest i den kolde krig.

Blandt de forbehold, som Danmark tog, kan nævnes afvisningen af fremmede (allierede) styrker - herunder nordamerikanske flybaser - og af atomvåben på dansk jord i fredstid, nærmest principiel afvisning af NATO-landenes økonomiske handelsboykot af Østlandene, afvisning af forgrovet, NATO-koordineret anti-kommunistisk propaganda i Danmark, forsøg på at nuancere NATO's trusselsanalyser af Sovjetunionens militære kapaciteter og hensigter, forsøg på at ændre og opbløde NATO's meget stærke basering af allianceforsvaret på atomvåbnene, samt - især i 1960'erne - en række selvstændige diplomatiske initiativer over for de østeuropæiske lande med henblik på afspænding, dialog og (atom)våbenkontrolaftaler. Selv om Socialdemokratiet (og de Radikale) ofte først og klarest formulerede disse forbehold, fulgte Venstre og de Konservative i de fleste tilfælde efterhånden med, eventuelt mod mindre indrømmelser fra socialdemokratisk/radikal side. Udenfor stod i nogen grad Socialistisk Folkeparti, der som det eneste parti i Folketinget i 1960'erne krævede Danmark ud af NATO. 

Danmark skrev, sammen med Norge, i 1967 udkastet til den såkaldte Harmel-rapport, som nu officielt slog fast, hvad der fra starten faktisk havde været Danmarks NATO-politik, nemlig at NATO havde det dobbelte formål at afskrække militært og at søge europæisk afspænding via forhandlinger. Danmark foreslog også (i 1966) før alle andre NATO-lande, at Alliancen skulle tage forslaget om en al-europæisk sikkerhedskonference op - oprindelig et gammelt sovjetisk forslag (fra 1954), som blev realiseret med den såkaldte CSCE-proces fra begyndelsen af 1970'erne - nu med betydelig vægt på de mellemmenneskelige Øst-Vest-forbindelser, hvor især Danmark spillede en væsentlig diplomatisk rolle. Danmark tog også stærkt afstand fra det græske militærkup i 1967, som ellers blev gennemført med stiltiende accept fra USA og ledende NATO-kredse.

Det græske kup, NATO-medlemmet Portugals kolonikrige i Afrika og ikke mindst USAs krig i Indokina var i slutningen af 1960'erne og op i 1970'erne vigtige orienteringspunkter for de omfattende kampagner, som den danske venstrefløj i disse år førte imod Danmarks medlemskab af NATO, der blev stemplet om et «redskab for imperialismen».

Medvirkende til kritikken af NATO-medlemskabet var også, at skiftende danske regeringer parallelt med deres officielle afspændingspoltik lod Danmark integrere stadig tættere i Alliancens militære planlægning. Allerede i 1950'erne havde danske regeringer mere eller mindre under hånden reelt givet USA frie hænder militært i Grønland. Givetvis ud fra den erkendelse, at USA anså sine baser i Grønland for at være af så stor betydning, at Danmark meget vanskeligt kunne modsætte sig de amerikanske ønsker. At Danmarks base- og atomvåbenforbehold i fredstid reelt ikke gjaldt for Grønland, accepteredes da også stiltiende af selv konsekvente NATO-modstandere og sikkerhedspolitiske kritikere i Danmark, herunder Kampagnen mod Atomvåben i 1960'erne. I 1961 accepterede Socialdemokratiet og de Radikale endvidere - omend efter fem års tøven - etableringen af NATO's fælles Østersøkommando (men undgik, at det som oprindelig tænkt blev en rent dansk-tysk kommando), og i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne indgik Danmark - under socialdemokratisk ledede regeringer - en række aftaler med USA og andre allierede om forstærkningers ankomst til undsætning af Danmark allerede i en eventuel krisesituation.

Den traditionelle danske forbeholdne NATO-politik gjorde sig dog stadig gældende, omend den traditionelt relativt brede NATO-politiske enighed i Folketinget forsvandt. Fra slutningen af 1970'erne og op i 1980'erne, da NATO's kvalitativt nye atomoprustningsinitiativer skulle vedtages og realiseres (jvf. ovenfor), tog især Socialdemokratiet og de Radikale klart afstand, ikke mindst under indtryk af de nye, uafhængige fredsbevægelser og deres «mod-ekspertise». De borgerlige mindretalsregeringer under de konservative og Venstre støttede derimod helhjertet NATO's nye oprustning, hvilket udløste den såkaldte «fodnotepolitik», hvor regeringen efter den socialdemokratisk ledede oppositions krav modvilligt måtte sætte fodnoter til en række NATO-vedtagelser og officielt tage afstand fra dele af især USA's atomvåbenpolitik.

Efter den kolde krigs afslutning og bortfaldet af de umiddelbare militære trusler mod dansk territorium er de skiftende danske regeringer - ikke mindst de socialdemokratisk ledede siden 1993 - op gennem 1990'erne slået ind på en stadig mere uforbeholden støtte til Alliancens og ikke mindst USA's sikkerhedspolitiske prioriteringer. Som det eneste NATO-land er Danmark, trods Ruslands vedholdende protester, f.eks. gået åbent ind for de tre baltiske staters fulde NATO-medlemskab, og sammen med USA er Danmark gået i spidsen for at minimere forskellen på PfP-medlemskab og fuldt NATO-medlemskab for de af de øst- og centraleuropæiske og SNG-lande, som ønsker det sidste. Danmark har også aktivt og helhjertet støttet den amerikansk anførte NATO-krigsindsats mod Jugoslavien i foråret 1999 og uden nævneværdige anfægtelser sluttet fuldt ud op om NATO's nye Strategiske Koncept, som potentielt gør NATO til en selvlegitimerende, offensiv militæralliance med global rækkevidde.

Det bemærkelsesværdige danske brud i 1990'erne med årtiers stormagtsskeptisk og mæglings- og forhandlingsorienteret NATO-politik og sikkerhedspolitik generelt til fordel for en stormagtslignende, militært fokuseret tilpasningspolitik til de dominerende allierede stormagter, især USA, er foregået uden nævneværdig offentlig debat.

P.V.


Litteratur

E. Boel: Socialdemokratiets atomvåbenpolitik 1945-88, København 1988.
Dansk Udenrigspolitisk Institut: Grønland under den kolde krig: Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68, København 1997.
C. Due-Nielsen, J. P. Noack og N. Petersen (red.): Danmark, Norden og NATO 1948-1962, København 1991.
B. Jensen: Tryk og tilpasning: Sovjetunionen og Danmark siden 2. Verdenskrig, København 1987.
Udenrigsministeriet: Dansk sikkerhedspolitik 1945-1968: Bd. I: Fremstilling, bd. II: Bilag, København 1968.
P. Villaume: Allieret med forbehold: Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, København 1995.
D. J. Adler: Det europæiske teater: Bogen om raketterne og den nye atomvåbendebat, København 1984.
J. Dragsdahl: Gensyn med den kolde krig, København 1992.
E. Reske-Nielsen og E. Kragh: Danmark og Atlantpagten 1949-1972, København 1972.

Internet:
NATOs officielle World Wide Web-side er: http://www.nato.int
NATOs Gopher-adresse er: gopher.nato.int