Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 12.520
: :
Arbejderaristokrati

Betegnelsen «arbejderaristokrati» eller «arbejdets aristokrater» var forholdsvis almindelig til betegnelsen af enkelte grupper indenfor arbejderklassen i England i 1800-tallet. De grupper det handlede om, opfattede gerne betegnelsen som udtryk for en vis faglig stolthed. F. Engels anvendte derimod betegnelsen til at karakterisere et borgerliggjort, øvre lag af den engelske arbejderklasse. Lenin anvendte betegnelsen i forskellige sammenhænge fra 1907 og fremad, og gjorde det til et begreb, som var tæt knyttet til analysen af imperialismen. Det er imperialismen, som gør det økonomisk muligt for borgerskabet at «bestikke» et lag af arbejderklassen med dele af den «ekstra-»eller «superprofit», som stammer fra udbytningen af kolonierne. Dette lag bliver en småborgerlig og privilegeret del af arbejderklassen med særlige økonomiske og sociale fordele. For at sikre sine privilegier, får arbejderaristokratiet fælles økonomiske interesser med kapitalisterne, og de overtager borgerskabets politiske og kulturelle normer. Dette fører til klassesamarbejde både i fagbevægelsen og i de «borgerlige» arbejderpartier. Arbejderaristokratiet bliver, som Lenin udtrykte det, borgerskabets «forbundsfæller og agenter». Det bliver et redskab for borgerskabet til at kontrollere revolutionære tendenser i arbejderklassen, og en væsentlig årsag til spredningen af reformistisk ideologi indenfor arbejderbevægelsen.

Lenins anvendelse af begrebet var dikteret af den politiske kamp han stod i, og han gav det et indhold, som var tilstrækkeligt uklart til at give plads til tolkninger. Begrebet er i nyere tid også brugt om dele af industriproletariatet i den tredje verden, og har givet anledning til en omfattende debat om klassekamp og politisk strategi. I forsvaret af arbejderaristokratiet i Afrika er det især anført, at flernationale selskabers anvendelse af kapitalintensiv teknologi muliggør udbetaling af lønninger, som ligger højt over det store flertal af landarbejderes, småbønders og servicesektoransattes indtægter. En forholdsvis højere levestandard for et lille lag af arbejderklassen behøver imidlertid ikke at betyde, at deres klassebevidsthed overfor udenlandske eller statslige selskaber bliver reduceret. Men i praksis kan alliancemulighederne mellem de forskellige dele af arbejder- og bondebefolkningen utvivlsomt blive vanskeliggjort.

Enkelte imperialismeteoretikere har hævdet, at arbejderne i de højt udviklede kapitalistiske lande udgør et arbejderaristokrati i forhold til massen af bønder og arbejdere i u-landene. Især Engels men også Lenin er inde på, at større dele af arbejderklassen periodevis kan få del i den imperialistiske ekstraprofit. Baggrunden for påstanden er selvsagt den enorme afstand i materiel velstand mellem u-lande og i-lande, og det faktum at vor velstand i væsentlig grad skyldes udbytningen af u-landene (se International arbejdsdeling). Ud fra Lenins argumentation ville det imidlertid være utænkeligt, at hele arbejderklassen skulle «bestikkes» med økonomiske privilegier, som først og fremmest vil udskille et lille lag indenfor klassen. Der har været gjort forsøg på teoretisk at begrunde, hvordan arbejderklassen i i-lande udbytter folkene i u-landene (se Ulige bytte), og det er rimeligt at vurdere arbejderklassens forhold til udbytningen udfra, hvordan udbytningen foregår. Det er kapitalkræfterne, der både tilegner sig overskuddet af produktionen i i-landene og profitten af udbytningen af u-landene. At arbejderklassen kan have kortsigtede materielle fordele af denne udbytning, ophæver ikke klassemodsætningerne i kapitalismen. Forholdet stiller imidlertid arbejderklassen overfor en konflikt mellem egne nationale interesser og behovet for international solidaritet med folkene i u-landene. En endelig løsning på denne konflikt kan bestå i en ophævelse af imperialismens rovdrift på mennesker og ressourcer - både i i-lande og u-lande - og det bidrager ikke til at fremme en sådan løsning at stille arbejderne i u-lande og i-lande op mod hinanden.

To forhold der karakteriserer den borgerlige stats udvikling i vort århundrede, er dens øgede regulering af økonomiske forhold og udviklingen af «korporative» styringsorganer - dvs. offentlige organer hvor bl.a. repræsentanter for både arbejderbevægelsen og arbejdskraftkøberne deltager. Arbejderbevægelsens øgede indflydelse på statens omfordeling af værdier - uanset om det er sket gennem regeringsdeltagelse eller gennem de «korporative» organer - har givet den et mere direkte ansvar for udbytningen af u-landene. Uanset forholdet mellem klassen og lederskabet i dette spørgsmål, åbner denne udvikling op for at placere en del af lederne indenfor arbejderaristokratiet på baggrund af deres politiske handlinger som den borgerlige stats forvaltere - eller medspillere. Lenin lagde ofte hovedvægten på politiske kriterier og begrænsede arbejderaristokratiet til at omfatte de «opportunistiske» og «socialchauvinistiske» ledere i arbejderbevægelsen. For enkelte kritikere er det fortsat det «revisionistiske» lederskab indenfor arbejderbevægelsen, der udgør arbejderaristokratiet. Når de samtidig hævder, at de faglige og politiske ledere af arbejderbevægelsens organisationer udgør klassens socialt mest priviligerede lag, kan arbejderaristokratibegrebet nærmest opfattes synonymt med «pamper». I takt med at omfanget af det fastlønnede og heltidsengagerede tillidsmandslag er vokset, er det blevet mere almindeligt at udskille dette lag som et «arbejderbureaukrati». Ikke mindst udviklingen af den borgerlige stats «korporative træk» har øget betydningen af et sådan «arbejderbureaukrati», og de «korporative» organers samarbejdskarakter har styrket argumentet om klassesamarbejde. De politiske og økonomiske forskelle indenfor organisationernes ledelser gør det alligevel vanskeligt at inkludere hele «arbejderbureaukratiet» i arbejderaristokratiet. Det er altså ikke synonyme begreber. Men forsøget på at bestemme omfanget af arbejderaristokratiet ud fra en ensidig økonomisk definition, vil imidlertid altid gøre brug af vilkårligt valgte skillelinier. Kriterierne for en sådan definition er det vanskeligt at finde hos Lenin, men historikerne Eric Hobsbawm og R.Q. Gray har prøvet at udvikle mere præcise kriterier i deres undersøgelser af den engelske arbejderklasse i det 19. århundrede. Ud fra kriterier som lønniveau, lønstabilitet, social sikkerhed, arbejdsforhold o.l. fandt Hobsbawm, at arbejderaristokraterne befandt sig indenfor fag med en speciel position pga. arbejdernes faglige niveau, strategiske placering i økonomien og organisatoriske styrke. Dette er fortsat forhold, som øger sådanne gruppers muligheder for at få gennemført deres krav gennem kamp.

Arbejderklassens egen evne til at kæmpe gradvise forbedringer igennem, forsvinder hos Lenin, som ser det som en bevidst strategi fra borgerskabets side på at «købe» et samarbejdende lag af arbejderklassen, ved at give det bedre løn- og arbejdsforhold. I andre sammenhænge peger Lenin selv på, at det er andre årsager end arbejderaristokratiets indflydelse der fører til borgerliggørelse og reformisme indenfor arbejderklassen. Gray peger desuden på, at borgerliggørelsen er relativ, da selv arbejderaristokratiet i stor grad bevarede arbejderklassens grundlæggende værdinormer. Det hævdes i dag med endnu større kraft, at den generelle velstandsøgning har skabt en borgerliggjort arbejderklasse, eller til og med afskaffet den. Men det er påvist, at en udjævning af forbrugsmønstre ikke uden videre medfører, at arbejderklassen overtager borgerskabets kulturmønstre. Blandt andet vil arbejdssituation og plads i produktionen fortsat skabe afstand mellem arbejderklassen og mellemlaget.

K.H.H.


Litteratur

Arrighi: Internationella bolag, arbetararistokratier och ekonomisk udveckling i Afrika, bd.I, Stockholm 1971.
E. Hobsbawm: Labouring Men, London 1964.
V. I. Lenin: Imperialismen og socialismens kløvning, Oslo 1925.