Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

John Heartfield (1891-1968): Tysk, kommunistisk grafiker, der blev kendt som opfinder af fotomontagen. Oprindelig hed han Helmut Herzfeld.

Opvækst og uddannelse

Heartfield blev født i Berlin. Hans mor var tekstilarbejder og hed Alice; hans far hed Franz Herzfeld og var en socialistisk digter, der udgav under pseudonymet Franz Held.

Da faderen i 1895 blev idømt en fængselsstraf for gudsbespottelse, forlod familien Tyskland og slog sig ned i Schweiz, hvor forældrene døde i 1898. Heartfield blev anbragt hos landsbyens katolske borgmester og senere i en anden plejefamilie.

Som straf for at deltage i en elevprotest mod en forhadt lærer blev han anbragt på en opdragelsesanstalt. Derfra blev han sendt videre til en fjern, men rig slægtning.

I 1905 kom han i boghandlerlære i Wiesbaden, men afbrød uddannelsen for i 1907-1913 at få privat tegneundervisning og gå på kunsthåndværkerskole i München, og 1913-14 i Berlin. Da havde han allerede designet bogomslag, indpakningsmateriale og vundet førstepræmien i en udsmykningskonkurrence i Köln. Men det var tegning og maleri i den frie natur der optog ham mest. I 1912 mødte han første gang sin senere hustru Lena.

Første Verdenskrig og dadaismen

I sommeren 1914 brød 1. Verdenskrig ud, men det påvirkede ikke Heartfields maleri. Sammen med sin yngre bror Wieland skrev han dog et digt der angav et tendensskifte. Med «Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig», udtrykte de vor civilisations trøstesløshed.

I 1915 fik han en militær uddannelse. I 1. Verdenskrig stod Tyskland overfor Rusland, Frankrig og England, og det blev almindeligt for almindelige tyskere at hilse på hinanden med den engelskfjendtlige hilsen:

- Om Gud blot straffer England!
- Han straffer det!

Dette åndelige klima reagerede Heartfield på i 1916 ved at oversætte sit navn til engelsk: Helmut Herzfeld blev til John Heartfield. Hans bror Wieland, der i 1962 udgav den store Heartfield-biografi, betegnede det som udtryk for «produktiv hidsighed». Politiet nægtede at registrere Heartfields kunstnernavn.

Da Heartfield blev indkaldt som kejserlig, tysk soldat lykkedes det ham at foregive sindssygdom og blive kasseret. I stedet skulle han gøre tjeneste på hjemmefronten som hjælpepostbud. Men brevene stak han i nedløbsrørene, så modtagerne rasede over tidens elendighed. Også det var udtryk for hans produktive hidsighed.

I 1915 havde han mødt tegneren George Grosz, der oprindelig hed Georg Gross. Sammen udviklede de flere provokationer, således pakkede de festtøj ind og sendte pakken til frontsoldater. Uden på gaveæsken klistrede de reklamer for brokbind, vittighedsbøger og hundefoder. Sådan begyndte de produktivt-frække at arbejde med montagen. De satte ting sammen som ikke hørte sammen, og som måske alligevel hørte sammen. De ville klippe og klistre, provokere og forarge. De ville have soldaterne til at desertere.

I 1916 opfandt Heartfield og Grosz fotomontagen, skrev Grosz senere. Egentlig var den opfundet langt tidligere, men de to arbejdede systematisk med den. Samme år var Heartfield med til at grundlægge tidsskriftet «Neue Jugend» (Ny Ungdom). En ny kunstretning var på vej: Dadaismen. I protest mod alle bestående sociale og æstetiske normer dyrkede kunstnere det grotesk meningsløse. Bevægelsen var startet i Schweiz, men bredte sig hurtigt til Berlin.

Som led i dadaismen fornyede Heartfield typografien; han udnyttede papiret helt frit og opgav det vandrette og lodrette, som ellers havde været styrende. Han brugte røde og grønne bogstaver, som hoppede omkring på papiret sammen med mærkelige tegn og symboler. I en overskrift blev det proklameret, at man burde være kautsjukmand.

Der var kaos i verden. Alt var så afsindigt - derfor var den nye kunst det også.

Heartfield planlagde et nyt nummer af tidsskriftet; det skulle trykkes med hvidt på sort. Men han manglede pengene, så det blev ved tanken.

I 1917 var Heartfield med til at grundlægge Malik-forlaget. Her lavede han en del bogomslag, hvor han benyttede fotografier i stedet for tegninger. Han mente at fotografier var mere autentiske og sande.

I en periode lavede han trickfilm sammen med Grosz.

Heartfield malede ikke længere naturen. Han smed sine pensler ud og ødelagde sine hidtidige malerier.

Krigsafslutning og den kommunistiske bevægelse

Dagen efter Tysklands Kommunistiske Parti (KPD) var grundlagt 30. december 1918, meldte han sig ind. Indtil foråret 1933 var han partiets flittige grafiker. Hans produktive hidsighed havde erstattet æstetikken, og nu kastede han sig aktivt ind i den tyske revolution.

I 1919 blev han afskediget fra UfA-filmselskabet, fordi han havde opfordret til strejke i protest mod mordene på Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg.

Heartfield blev medarbejder ved det satiriske tidsskrift «Jedermann sein eigner Fussball» (Hver mand sin egen fodbold), som blev forbudt. Derefter blev han medarbejder ved det satiriske tidsskrift «Die Pleite» (Fallitten), som også blev forbudt.

Samtidig var Heartfield ivrig dadaist; det mente han ikke var nogen modsætning. Sammen med sine revolutionære kunstnerkammerater arrangerede han i 1920 en DADA-messe, hvor de optrådte med boksning eller klippede og klistrede videre på andres billeder. Således agiterede de for kommunismen, som var en helt anden måde at tænke og leve på.

Heartfield optrådte i en blå kedeldragt og præsenterede sig selv som montør. Han ville være lige som en moderne industriarbejder.

Kunstnerne monterede også deres navne sammen, for de arbejdede kollektivt og havde opgivet ideen om kunstneren som det enlige geni.

I 1921 blev han anklaget i en retssag for at have provokeret den tyske nationalisme ved at male en «prøjsisk engel» som loftsdekoration. Senere fulgte der flere retssager, fordi han snuppede billeder og brugte dem i nye sammenhænge.

Heartfield ville være politisk agitator. Satiren ville han bruge som våben, fotomontagen som redskab. Politisk satire skulle ikke underholde, men være konkret og ramme sit publikum præcist. Politisk satire havde en tendens og et mål. Heartfield ville vise, at der var sammenhænge i den verden der var sprængt i stumper. Han ville vække klassebevidstheden og vejlede arbejderklassen.

1923-27 blev Heartfield medarbejder ved det satiriske blad «Der Knüppel» (Køllen), der blev udgivet af kommunistpartiet. Man drev gæk med alle de gamle og nuværende magthavere, for man vidste at satiren var et stærkt våben.

På samme tid arbejdede Heartfield på Max Reinhardts teater.

Fotomontagen og Komintern

I 1924 lavede han fotomontagen «Fædre og Sønner», som forestillede børnesoldater, en gammel general og skeletter der stod ret. Fotomontagen blev udstillet i Malik-forlagets udstillingsvindue i Berlin.

I 1927 påbegyndte han serien «Fotomontager til vor tid», der blev trykt i «Arbeiter Illustrierte Zeitung» (Arbejdernes Illustrerede Tidende, AIZ).

I 1928 tilrettelagde Heartfield omslaget til romanen «Tre Soldater». På forsiden blev der trykt et romantisk fotografi af soldater, mens der på bagsiden lå henslængt et par lig i sølet mellem vejtræer. Det var Heartfield, der havde valgt billederne, men det var den enkelte der skulle kombinere dem og se sammenhænge og modsætninger.

Tysklands Kommunistiske Parti blev dirigeret af Komintern, der blev dirigeret af Sovjetunionens Kommunistiske Parti, der blev dirigeret af Stalin. I 1928 slog de kommunistiske partier ind på venstresekterismen.

Det fik også betydning for Heartfields fotomontager. Hans arbejde skulle nu tjene Sovjetunionens interesser - og de var ikke nødvendigvis de samme som den tyske arbejderklasses. I 1929 skrev Heartfield «Beskyt Sovjetunionen» på en montage, hvor Sovjet var malet rødt. Fra alle sider var der rettet kanonløb mod den uskyldshvide hammer og segl. Men på det tidspunkt havde de kapitalistiske lande opgivet at inddæmme Sovjetunionen. Den slags tog opmærksomheden fra den tyske klassekamp.

Heartfield havde opgivet sin fanden-i-voldske fantasi, og han udformede nu fotomontager som partiets propaganda, der skulle aflæses sådan som partiet ville have det.

Næsten hver uge skabte Heartfield en ny fotomontage til AIZ. Han fotograferede selv eller skaffede sig andres fotografier, monterede dem sammen og retoucherede klippekanter væk, og forsynede montagen med en kort og rammende tekst.

I februar 1930 skabte han montagen med de socialdemokratiske aviser «Vorwärts» og «Tempo». En mandekrop i socialdemokratisk uniform og med hovedet pakket ind i de socialdemokratiske aviser, så det lignede et kålhovede, fik teksten: «Ich bin ein Kohlkopf» (Jeg er et kålhovede). Kohl kan både oversættes som kål og vrøvl.

En kommunist ville grine indforstået, men montagen ville ikke kunne overbevise nogen socialdemokrat, for han blev jo bare latterliggjort. Således isolerede venstresekterismen kommunistpartiet.

Altimens hadet mellem kommunister og socialdemokrater blev dybere, længtes mange tyskere efter Tysklands nationale genrejsning, en skjorte på kroppen og mad på bordet. Det var hvad Hitler lovede dem.

Heartfield lavede sin måske kendteste Hitlermontage i oktober 1932. «Millioner står bag mig», lød teksten over den heilende Hitler. Bag ham stod den hovedløse kapitalist med de store pengesedler.

Flugten fra Tyskland

30. januar 1933 blev Hitler udnævnt til Tysklands kansler. I påsken stormede nazisternes stormtropper - SA - Heartfields lejlighed, og han flygtede til Prag. Selvom arbejdsforholdene i Prag var vanskelige, skabte han en stribe af nye fotomontager der.

I efteråret 1933 skabte han «Bødlen Göring». Fotografiet af Göring var ikke manipuleret; men forklæde, økse og den brændende rigsdagsbygning var selvfølgelig Heartfields montage.

Fotomontagen var Heartfields kommentar til retssagen mod de kommunister, som nazisterne havde anklaget for rigsdagsbranden. Montagen blev både trykt på AIZ og på omslaget til en bog om Hitlers terror, som allerede i 1933 blev udsendt på 16 forskellige sprog og som blev smuglet ind i Tyskland.

I august 1934 - halvandet år efter Hitler var blevet kansler, og mens tyske kommunister og socialdemokrater blev sendt i koncentrationslejr - lavede Heartfield montagen «Metamorfose». Larven (der havde den afdøde socialdemokratiske leder Friedrich Eberts hovede) forpuppede sig som den gammelkonservative præsident Hindenburg og gik på vingerne som dødens sommerfugl, Hitler.

Montagen gav ikke plads til selvstændige tanker eller fantasi: Socialdemokratiet havde udviklet sig til nazisme. Borte var Heartfields ungdommelige produktive hidsighed. Han stillede ikke spørgsmål, men gav firkantede svar.

Men indimellem var der i hans montager gnister af produktiv hidsighed. I 1935 opgav kommunisterne sekterismen og ønskede en folkefront med socialdemokrater og borgerlige mod nazisterne. Op til julen 1935 lavede Heartfield montagen «Hurra, slut med smørret». En småborgerfamilie sad omkring spisebordet. Papa fyldte sig med vægtlodder, moderen gnavede af et cykelstyr, knægten gnaskede en cykelkæde i sig, bedste skovlede en skovl i sig, baby suttede på skarpretterøksen og under bordet lå hunden med en bolt. Anledningen var at Göring havde krævet sparsommelighed. Han havde proklameret «Jernmalm har altid gjort et rige stærkt, smør og sul har højest gjort et folk fedt.»

Familieopstillingen var gennemført autentisk, alligevel var montagen komplet vanvittig. Dens vid appellerede til andre end kommunisterne.

I 1934 blev Heartfield frataget sit tyske statsborgerskab. I 1936 blev nogle af Heartfields montager beslaglagt i Tjekkoslovakiet efter krav fra den tyske ambassadør. Og i 1938 forlangte den tyske regering Heartfield udleveret til Tyskland, hvilket den tjekkoslovakiske regering afviste. Samme efterår flygtede han videre til London. Den psykiske belastning på grund af emigranttilværelsen og den engelske regerings begrænsninger for politiske flygtninges udfoldelser gjorde det vanskeligt for Heartfield at være lige så aktiv som tidligere. I 1940 internerede englænderne ham i tre forskellige lejre for «fjendtlige udlændinge».

1943-50 arbejdede han for engelske forlag; hans bogomslag havde dog ikke politisk slagkraft.

Tilbage til Tyskland

1950 flyttede Heartfield til DDR, der var blevet udråbt som selvstændig stat året før. Han blev budt kammeratligst velkommen og fik tildelt en ærespension, men partiet brød sig ikke rigtigt om hans arbejde. Hidtil havde han arbejdet for et parti i opposition - nu var partiet kommet til magten, og havde brug for andre kunstnere. Alligevel lavede Heartfield flere plakater, bogomslag og scenografier, og han blev udmærket med ærestitler for sin indsats.

Da Heartfield i 1951 lavede et bogomslag til Brechts «Hundert Gedichte» afviste forlæggeren det som «formalisme». Halvdelen af oplaget blev dog trykt med Heartfields løvemotiv, og det var det boghandlerne satte i vinduerne.

Trods blodpropper og langvarige sygdomme rejste Heartfield en del og udstillede sine fotomontager mange steder - først og fremmest i østblokken. I 1960 udnævnte DDRs kulturministerium ham til professor.

Heartfield selv blev i tvivl om fotomontagens bæredygtighed, han var ikke længere sikker på at den var tidssvarende, for de elektroniske medier bredte sig.

Heartfields fotomontager inspirerede både socialister og nazister, både i Tyskland og i udlandet.

John Heartfield er blandt de 100 verdenskunstnere, som omtales i «Kunst i det 20. århundrede» (Forlaget Søren Fogtdal A/S, 1999).

M.W.