Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 2/10 2005
Læst af: 10.673
: :
Hjem

Et hjem er det sted, hvor en person bor, indtager sine måltider og sover. Endvidere har ordet hjem et psykologisk indhold: Hjemmet skal være det sted, hvor vi hører til, «føler os hjemme». Selv om der ikke skal mere end en person til for at gøre et hjem til et hjem, tager vi oftest de hjem der indeholder en familie mest alvorlig. Den almindelige familieenhed i hjemmet i dag er kernefamilien - dvs. far, mor, børn. I landbrugssamfundet var og er det mere almindeligt, at hjemmet indeholder flere generationer - i alt fald i de øvre lag i samfundet. I det førindustrielle samfund holdt nære og fjerne familiemedlemmer og eventuelt lejet arbejdskraft til i det samme hjem. Hjemmet i dag omfatter færre personer. Det hænger sammen med industrialiseringen og væksten i byerne. Landbrugssamfundet er splittet op, kernefamilieenhederne må flytte der hen, hvor der er arbejdspladser, ofte langt fra den øvrige slægt. Denne afgrænsning af hjemmet forstærkes også af, at boligerne er beregnet på at huse en kernefamilie og ikke mere. De arbejdsopgaver der varetages i hjemmet, er også blevet indskrænket. Tidligere foregik det meste af børns og unges uddannelse og tilpasning til den voksne tilværelse i hjemmet. Selv om en del af udviklingen til voksen fortsat foregår i hjemmet - pigerne begynder tidligt at hjælpe til hjemme som indføring i den traditionelle kvinderolle - er meget overtaget af offentlige skoler. Ligeledes foregår omsorg for ældre og handicappede i dag i mindre grad i hjemmet end tidligere. Det der produceres i hjemmet, er også mindre omfangsrigt. Familien er ikke længere en produktionsenhed, men er mere og mere blevet en enhed, der blot forbruger.

I en tid da flere generationer og mange mennesker delte hjem, kunne man tale om, at privatlivets fred kun var for dem, der havde bedst råd og størst plads - dvs. borgerskabet. Begrebet «privatlivets fred» er med andre ord udsprunget af én klasses muligheder og erfaringer. I vore dage anses netop muligheden for at holde privatlivet i fred, som en af de vigtigste opgaver for hjemmet. Hjemmet gør det muligt, at holde livet indenfor de fire vægge privat, usynlig for dem der er udenfor. Dette betragtes normalt som noget eftertragtelsesværdigt, som der  ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Begrebet «privatlivets fred» forudsætter en skarp adskillelse mellem privatlivet og det udadvendte samfundsmæssige liv - et skel mellem privatlivet og det liv som er politisk. Den nye kvindebevægelse har peget på, at vi må offentliggøre og politisere de private erfaringer vi har, hvis vi skal opnå frigørelse. Kun ved at snakke med andre er det muligt at formulere politiske krav, som omhandler det, der normalt omtales som vort privatliv. Den undertrykkelse der foregår i privatlivet, er lige så vigtig at bekæmpe som den mere samfundsmæssige og mere synlige undertrykkelse. En insisteren på kravet om privatlivets fred kan hindre os i at politisere erfaringerne fra privatlivet - kan med andre ord hindre os i at se årsagerne til privatundertrykkelsen og mulighederne for ændring. Den loyalitet som familiemedlemmerne føler overfor hinanden, hindrer offentliggørelse af privatlivserfaringerne. Et forsvar for privatlivets fred giver desuden større muligheder for at undertrykke dem der står svagest i familien: Kvinder og børn. Hustrumishandling, voldtægt i ægteskabet og børnemishandling er bitre realiteter, som skjules bag privatlivets fred.

Udtrykket «My home is my castle» (mit hjem er min borg) refererer ofte til mandens magt i hjemmet. Ude i samfundet kan mænd have en underlegen position i forhold til andre mænd, men hjemme er de i alt fald sikret magten.

Kvinder og mænds tilknytning til hjemmet er forskellig. En væsentlig del af kvinders liv er knyttet til hjemmet, og det arbejde som udføres der. Dvs. det vi kan kalde husholdningssfæren eller privatsfære. Ofte har kvinder deres arbejdsplads i hjemmet, og selv om hun har arbejde udenfor hjemmet, hviler ansvaret for hjemmearbejdet på hende. Mænds arbejde foregår oftest i det, vi kan kalde den offentlige sfære - ude i samfundet. Hjemmet er en dårlig arbejdsplads sammenlignet med andre arbejdspladser. Den er isoleret, har ikke fastsat arbejdstid, ingen ferie, dårlige beskyttelsesordninger og er ikke lønnet.

Når hjemmet ofte er kvindens arbejdsplads, og ansvaret for det hviler på hende, fører det til, at hjemmet betyder noget andet for kvinden end for manden. Hjemmet repræsenterer på en måde hende selv. Hun sætter sin (husmor)ære i, at det er rent og pænt. Kvinder beskyldes ofte for at have «støv på hjernen». Det må forstås på baggrund af, at det er gennem hjemmet, at kvinder skal skaffe sig identitet og opnå anerkendelse. Hjemmet er en utaknemmelig arbejdsplads i den henseende, at det arbejde der udføres i vid udstrækning er usynligt. Det ses ikke, at vinduerne er vasket. I alt fald lægger mand og børn ikke mærke til det. Maden bliver fortæret på mindre tid, end det tog at tilberede den ... For manden er hjemmet først og fremmest et sted, hvor han slapper af og samler kræfter til ny indsats i arbejdslivet udenfor hjemmet. Han får udført en række serviceydelser og har et fristed borte fra arbejdslivets stress og krav.

Hjemmet varetager vigtige repræsentationsopgaver for familien. Det skal repræsentere den overfor udenforstående der kommer på besøg. De ting vi omgiver os med har bl.a. den funktion, at de repræsenterer os, viser andre hvem vi er. Mange bøger i stuen fortæller f.eks., at vi er belæste.

Slagordet om at politisere det private har også ført til, at socialister lader politikken få konsekvenser for, hvordan de ordner privatlivet. Udviklingen af mere kollektive boformer må ses som et resultat af dette. Kollektivet kan gøre det lettere at deltage i politisk organisering og politisk arbejde og det river forsvaret af privatlivets fred ned.

K.Me.