Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Ufaglært arbejde
   .  Politisk  .  Kommunalpolitiker
    .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 20.082
: :
Jespersen, Knud
Knud Jespersen
Knud Jespersen
(Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, ABA)

Knud Jespersen (1926-77), dansk kommunist, født 12. april 1926 i Sulsted i Nordjylland som søn af en ugift tjenestepige, Nicoline Johanne Jespersen. Han voksede op hos sine bedsteforældre, indtil han som 13-årig flyttede sammen med sin mor og dennes mand, bager Christian Andersen. Folkeskolen blev suppleret med et ophold på efterskole, hvorefter den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940 satte en stopper for planerne om en uddannelse.

Fra modstandsbevægelsen til formandsposten i DKP

Både moderen og stedfaderen var medlemmer af DKP, og efter det danske politis aktion mod kommunisterne 22. juni 1941 gik hele familien ind i det illegale modstandsarbejde. Faderen blev arresteret under en Gestapo razzia i hjemmet 7. december 1943 og såret under et flugtforsøg. Efter forhør og tortur blev han overført til koncentrationslejren Neungamme, hvor han døde ved juletid 1944. Selv blev Knud Jespersen arresteret 27. marts 1945 og udsat for forhør og tortur. Det almindelige sammenbrud ved krigens slutning forhindrede, at han blev sendt til Tyskland. I stedet blev han indsat i Frøslevlejren, hvor han sad til befrielsen 5. maj 1945.

Efter krigen fik Knud Jespersen arbejde som ufaglært arbejder samtidig med, at han indledte en faglig og politisk karriere. Allerede i 1945 blev han medlem af bestyrelsen i budenes og ungarbejdernes fagforening samt formand for DKU i Ålborg. I 1949 blev han bestyrelsesmedlem i lager- og pakhusarbejdernes fagforening, hvor han i 1953 blev valgt som formand. Partimæssigt blev han i 1950 formand for DKP i Nordjylland og i 1952 medlem af centralkomitéen. 1954 blev han valgt ind i Ålborg byråd.

Under overenskomstsituationen og storstrejken i foråret 1956 markerede han sig som en betydelig agitator og organisator, bl.a. med sin parole om, at «vi går så langt, som enheden rækker». Samtidig blev han inddraget i de tiltagende stridigheder i partiet, der fulgte efter Khrusjtjovs hemmelige tale på SUKP's 20. kongres i februar 1956 og invasionen i Ungarn samme efterår.

Da det kom til et opgør i partiledelsen om deltagelse i det jugoslaviske Kommunisternes Forbunds kongres i april 1958, erstattede han partiets formand, Aksel Larsen, i den delegation, som DKP endte med at sende til Ljubljana. I partikampen sommeren 1958 støttede Knud Jespersen den hårde kerne, og på partiets 20. kongres i oktober samme år blev han valgt til ny formand efter Aksel Larsen.

Ørkenvandring og genvalg

Knud Jespersen første år som formand for DKP blev vanskelige. I sig selv var springet fra fagforeningsarbejdet i Ålborg til topposten i et kommunistisk parti stort, men dertil kom, at DKP efter sprængningen i 1958 røg ud i en kamp for overlevelse. Partiet blev ramt af en massiv medlemsflugt, oplaget på Land og Folk dalede, og mens SF ved folketingsvalget 22. november 1960 røg ind med 11 mandater, gled DKP ud med kun 27.298 stemmer, eller 1,1 % af de afgivne. Hermed var partiet tilbage på samme niveau som før det parlamentariske gennembrud i 1932, indtil bunden blev nået ved valget i 1966 med 0,8 % af stemmerne. Det lykkedes imidlertid at holde partiet i live og dets organisation intakt. Delvist på grund af arbejdet i fagbevægelsen, men også på grund af den massive økonomiske støtte fra SUKP, der bl.a. sikrede udgivelsen af Land og Folk.

Først efter 10 års ørkenvandring oplevede DKP et nyt gennembrud. Under kampagnen mod dansk medlemskab af EF 1971-72 fik partiet et opsving, og samtidig fik Knud Jespersen personligt løst op for sine evner som folketaler. Han fandt en selvsikker og folkelig stil, som slog igennem både i TV og på talrige møder landet over, hvilket bidrog til at bringe DKP tilbage i Folketinget. Ved valget i 1973 opnåede partiet 3,5% af stemmerne og fik valgt seks medlemmer - heriblandt Knud Jespersen. Han blev hurtigt kendt som en af Folketingets store talere: humoristisk, slagfærdig, præcis og med en bidende ironi.

Politisk og ideologisk fastholdt han DKP på en linie, der gjorde partiet til et af de mest Moskva-tro i Vesteuropa. I den sovjetiske-kinesiske strid støttede han ubetinget SUKP, og bortset fra en spagfærdig og forbigående kritik, accepterede han invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968. Ligeledes lagde han afstand til eurokommunismen. Under valgkampen op til Folketingsvalget i 1977 kritiserede han dog de tjekkoslovakiske myndigheders forfølgelse af Charter 77.

Knud Jespersen døde 2. december 1977. På det tidspunkt havde DKP 7 mandater i Folketinget, og tabet af den populære formand bidrog utvivlsomt til valgnederlaget i 1979, hvor partiet atter røg ud af Folketinget, om end de økonomiske og politiske konjunkturer i det hele taget ikke længere var med kommunisterne på samme måde som i begyndelsen af 1970'erne.

K.J.