Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 23.406
: :
Kvæker

Kvækere er betegnelsen for tilhængerne af en religiøs bevægelse, som opstod i England omkring år 1650. George Fox regnes som bevægelsens grundlægger. «Kvæker» var oprindeligt et øgenavn, men blev efterhånden også brugt af kvækerne selv. Det officielle navn er Vennernes Samfund, kvækerne.

Kvækerbevægelsen vender sig mod religiøs overfladiskhed og kirkelig magtanvendelse. Den mangler ritualer, har en demokratisk grundholdning, hvor alle kan tage del i gudsdyrkelsen på lige fod, og den understreger det enkelte menneskes mulighed for kontakt med gud. Den grundlæggende gudstjenesteform er en stille andagt uden liturgi, præst og sakramenter, hvor den enkelte kan bryde stilheden og tale. Karakteristisk for kvækernes kristendomstype er en stærk social bevidsthed. Menneskers ligeværd og søskendeskab blev udgangspunktet for udstrakt social og politisk handling.

I modsætning til de fleste andre kirkesamfund, lægger kvækerne ikke hovedvægt på lærespørgsmål, bekendelse og lignende. Kvækerne opfatter først og fremmest religionen som en metode, hvor søgen, åbenhed, lytning og følsomhed mod det dybeste i en selv og andre kan give religiøs erkendelse. Der er i kvækertraditionen ligeledes visse centrale tanker, som danner en ideologisk platform. Disse bliver til stadighed gennemtænkt på ny, efterhånden som forholdene ændrer sig. De vigtigste tanker er: Det indre lys eller guds tilstedeværelse i hvert enkelt menneske; fredsvidnesbyrdet, enkelhed i fremfærd og overfor materielle ting; modvilje mod at binde religiøs indsigt til ord og ydre former.

Der er en tæt sammenhæng mellem indre fordybelse og praktisk aktivitet. Religion udleves i dagliglivet som social og politisk handling. Kvækerne har kæmpet mod krig og slaveri og var tidligt optaget af at skabe bedre forhold i fængsler, sindssygehospitaler, skoler og industri. Arbejdet for åndsfriheden førte bl.a. til, at William Penn, efter overenskomst med de berørte indianerstammer, grundlagde staten Pennsylvania i USA (1681). I kampen mod overgreb og uret finder man, at kvækerne har opsøgt konger og statsoverhoveder for at fremlægge deres synspunkter, «speak truth to power». Amerikanske kvækere forsøgte f.eks. gentagne gange at møde præsident R. Nixon, som selv havde kvækerbaggrund, for at protestere mod USA's krigsførsel i Vietnam, men blev afvist. Kvækerne driver i dag mange former for freds-, hjælpe- og udviklingsarbejde og er stærkt optaget af menneskerettigheder og ny livsstil.

Kvækerne er blevet opfattet som farlige og revolutionære, hvilket i perioder har ført til forfølgelse, undertrykkelse og udvandring. Mange kvækere i England og andre europæiske lande fandt situationen så vanskelig, at de emigrerede til USA. De første udvandrere i 1825 rejste ikke på grund af fattigdom, men fordi de blev forfulgt af kirke og myndigheder.

Kvækersamfundet har en løs organisation med vægt på demokrati og lokalt selvstyre. Afstemning bruges ikke. Hvis man ikke bliver enige, udsættes sagen. Kvinder og mænd har altid været ligestillet. Årsmødet er højeste besluttende organ.

Kvækerne i de fleste lande indgår i Verdenskomiteen (Friends World Committee for Consultation), som blandt andet har rådgivende status ved FN. Centralt i internationalt hjælpe- og fredsarbejde står American Friends Service Committee (AFSC) og det engelske Friends Service Council (FSC) som fik Nobels fredspris i 1947. Friends Service Council og Friends Peace and International Relations Committee i Storbritannien blev slået sammen 1. januar 1979 til Quaker Peace and Service.

I 1977 var der 195.976 registrerede medlemmer i hele verden. Flest i Nordamerika med 119.594 og Afrika med 35.691. I Sydamerika var der 12.499 medlemmer, Asien og Australien havde 5.239, i Europa var der 23.003, heraf 21.810 på de britiske øer. I Amerika og Afrika finder man kvækere, som har en noget anden gudstjenesteform med præst og en enkel liturgi.

Kvækerbevægelsen bliver ofte betragtet som politisk radikal. Hvis en sådan karakteristik skal bruges, må man samtidig fremhæve den modvilje kvækere har mod at binde sig til absolutte standpunkter, f.eks. i form af en bestemt politisk ideologi. Men i sin utrættelige kamp for medmenneskelighed og for at afsløre det uægte og få fremhævet det væsentlige i religion og mellemmenneskelige forhold, må man vel sige, at kvækerbevægelsen har stærke revolutionære træk, og at kvækerne såvel i religiøs som social forstand er et unikt og udfordrende samfund.

H.E.Aa.


Litteratur

Hvem er kvekerne? Ås 1978.