Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 10.723
: :
Mandarin

Mandarin er navnet på de ledende lag indenfor den militære og civile kinesiske funktionærstand frem til revolutionen og kejserdømmets fald i 191 l. Ordet stammer fra det portugisiske mandar: at befale.

De kinesiske mandariners magt var baseret på et strengt centraliseret og traditionsorienteret eksamenssystem, som stillede strenge krav til indsigt i kinesisk kultur og historie, og i særdeleshed konfusiansk filosofi. Dette eksamenssystem sikrede, at enhver ansøger delte den eksisterende administrative og politiske elites virkelighedsforståelse og æresforestillinger. Så snart kvalifikationen gennem eksamenen var opnået, kunne mandarinernes embeder købes og sælges.

Det fælles grundlag i konfusianismen og de formaliserede regler for overføring af viden og tradition til yngre slægtsled gjorde Kinas elite særdeles homogen. I 1800-tallet sad der ikke flere end ca. 2.000 mandariner i statens topstillinger. Dertil kom 1.500 pædagoger med ansvar for traditionsformidlingen og ca. 18.000 funktionærer på lavere trin. Det vældige kinesiske kejserdømme blev styret af denne minoritet med kejseren på toppen.

Mandarinbegrebet har efterhånden fået et lidt nedsættende indhold, som antyder traditionsslaveri, autoritetstroskab og formalisme. Det er også blevet anvendt mere generelt om konservative elitelag - f.eks., højreorienterede tyske akademikere i 1800-tallet og frem til Weimar-republikkens sammenbrud i 1933.

Disse tyske «mandariner» kunne klart differentieres fra industriherrerne og byborgerskabet ved at de så kraftigt beundrede de ydre kendetegn ved lærdom - eksamener, titler o.l. - og respekterede orden, disciplin og etableret autoritet. Det overvejende flertal af dem vendte sig med dyb skepsis fra det de kaldte «den nye maskinalder». Mange følte, de var vidne til den vestlige kulturs undergang.

I selvforsvar mod den tyske arbejderklasses demokratiseringskrav fra slutningen af 1800-tallet, udviklede de sig i en stærkt antidemokratisk retning. Som alternativ til det parlamentariske demokrati opstillede de forestillingen om «folket» som en mytisk enhed på tværs af alle klasseskel. De tyske mandariner trak et skarpt skel mellem «ånd» og «magt». Dette førte til en stærk uvilje mod at blive draget ned i den daglige interessekamp. Det at fremføre klasseinteresser blev betragtet som opsplittende og tegn på moralsk opløsning. Sammen med den negative indstilling til at deltage i politik skabte de tyske mandariners kulturpessimisme det åndelige grundlag for at de tyske universiteter i mellemkrigstiden blev lammet i forhold til nazismen.

I den nyere politiske tænkning er mandarin-begrebet blevet anvendt bl.a. af den kendte nordamerikanske lingvist og samfundskritiker Noam Chomsky. Hans kritik af den intellektuelle hjernetrust under præsidenterne Kennedy og Johnson - som leverede legitimeringen for USA's krigsførsel i Vietnam - drejede sig netop om det, Chomsky anså for deres mandarin-karakter: at de underkastede sig og udførte håndlangervirksomhed i forhold til statsmagten, at de var villige til at underordne almindelige moralske krav en højere statsmoral, at de var optaget af tekniske løsninger uden at tænke på midlernes konsekvenser for menneske og natur (f.eks. kemisk krigsførsel og pacifiseringsprogrammerne i Vietnam), at de var isoleret fra folket, og ikke mindst at de udviste en egen enorm selvfølelse. Chomsky angreb især disse mandariners forræderi mod det der burde være den intellektuelles særlige opgave: at afklæde al uretmæssig magt dens skin af ufejlbarlighed og kritisere enhver samfundsorden i lyset af almene humanitets-idealer.

B.Ha.


Litteratur

N. Chomsky: De nye mandariner, Kbh. 1972.
F. Ringer: The Decline of the German Mandarins, Massachusetts 1969.