Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Ungarn
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 11.045
: :
Mannheim, Karl
Karl Mannheim
Karl Mannheim

Mannheim (1893-1947), ungarsk sociolog som levede størsteparten af sit voksne liv i landflygtighed.

Karl Mannheim voksede op i Budapest i en jødisk middelklassefamilie, studerede et år (1912-13) hos sociologen Georg Simmel i Berlin, men vendte tilbage til Budapest. Her sluttede han sig til en intellektuel diskussionsgruppe som György Lukács ledede, sammen med bl.a. komponisten Béla Bartók og kunsthistorikeren Arnold Hauser. Denne gruppe, som eksisterede frem til 1918, var venstreorienteret, men politisk passiv, og talte for en generel intellektuel fornyelse, inspireret af den tyske idealisme (Kant, Fichte, Hegel) og dens kritikere (Kierkegaard, Dostejevskij). De var i opposition til det 19. århundredets materialistiske og positivistiske nihilisme.

Til forskel fra Lukács sluttede Mannheim sig ikke til kommunistpartiet efter den ungarske revolution i 1918, men han støttede Béla Kuns rådsrepublik i 1919. Efter republikkens fald flygtede han fra den hvide terror til Tyskland, først til Heidelberg og senere til Frankfurt am Main hvor han i 1927 blev professor i sociologi. Frankfurt var et centrum for radikal og socialistisk tænkning i Weimarrepublikken, og Mannheim blev en central skikkelse i dette venstreintellektuelle miljø. I Frankfurtperioden bevægede Mannheim sig fra mere filosofiske til sociologiske undersøgelser; det var i denne periode, at han skrev sine betydeligste teoretiske værker.

I 1933 måtte han igen emigrere, denne gang til London hvor han blev tilknyttet London School of Economics. Mens han i Frankfurt i overvejende grad havde været optaget af problemstillinger indenfor teoretisk sociologi, forskød interessen sig nu over mod den anvendte samfundslære i form af demokratisk planlægning o.l. De etablerede sociologiske kredse i England så imidlertid med skepsis på Mannheim, og han blev i stedet nært knyttet til en kreds af religiøst orienterede og til dels konservative mænd, bl.a. T. S. Elliot.

Mannheims hovedværk, «Ideologi og utopi» (1929), er stærkt påvirket af den nye marxisme som bl.a. Lukács udviklede tidligt i 1920'erne. Opgaven Mannheim stillede sig var - i tråd med Marx' teoretiske program - systematisk at undersøge idéer og tankesystemer i forhold til teoretikernes sociale position og klassetilhørsforhold. Han grundlagde således kundskabssociologien - det systematiske studie af idéer og samfundsforhold - som et vigtigt felt både indenfor marxistisk og borgerlig samfundslære (se Ideologi).

I England lagde Mannheim størst vægt på kulturkritisk og folkeoplysende virksomhed; han anså det som tvingende nødvendigt, stillet overfor en ekspanderende fascisme. I denne tid skrev han bl.a. «Menneske og samfund i genopbygningens tidsalder» (1935), «Diagnose for vor tid» (1943) og «Frihed, magt og demokratisk planlægning» (1950). Temaet i disse kulturkritiske analyser er opløsningen af det borgerlige samfund og skitsen af et nyt, meningsskabende samfundssystem.

R.S.