Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Ungarn
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
   .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Undervisningsminister
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
     .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 29.528
: :
Lukács, György
György Lukács
György Lukács

Lukács, (1885-1971), ungarsk marxist, filosof, litteraturteoretiker og politiker. Under studietiden i Tyskland før første verdenskrig var Lukács optaget af kulturvidenskabelige retninger som fænomenologi, nykantianisme og eksistentialisme. Dette påvirkede hans første arbejder - bl.a. «Sjælen og formerne» (1910. I «Romanens teori» (1916) sætter Lukács romanformen i sammenhæng med en kulturpessimistisk fortvivlelse over den moderne verdens «transcendentale hjemløshed». Langt senere skrev den ortodokse marxist Lukács værket «Fornuftens ødelæggelse» (1952), hvor han angreb den «irrationalistiske» tænkning, som han selv en gang stod for.

Lukács' vej til marxismen begyndte - som for mange af tidens unge intellektuelle - med inspirationen fra den russiske revolution i 1917. Under den ungarske revolution i 1918 meldte han sig ind i kommunistpartiet. Han blev undervisningsminister i den ungarske rådsrepublik, som kun bestod i 133 dage. Efter dette arbejdede Lukács illegalt, men truet af en dødsdom måtte han flygte til Wien. De følgende år arbejdede Lukács i det ungarske eksil-kommunistparti.

I tiden omkring rådsrepublikken skrev han en række essays, som i 1923 udkom under titlen «Historien om Klassebevidsthed». Flere af dem var indlæg i fraktionskampen i partiet, men hovedessayet - «Tingsliggørelsen og proletariatets bevidsthed» - er en principiel drøftelse af den marxistiske videnskabs forhold til filosofiens tradition. Bogen skabte politisk røre og blev fordømt både af Komintern og socialdemokraterne. Som intellektuel inspirationskilde har den imidlertid haft stor betydning, både i mellemkrigstiden - bl.a. for Frankfurterskolen - og under studenteroprøret i 1960'erne.

I hovedessayet behandler Lukács det centrale erkendelsesteoretiske problem i moderne filosofi: Den menneskelige tænkning er en formal, matematisk-rationel logik. Den skal gennem de forskellige videnskaber erkende virkeligheden - et «fremmed indhold». Her findes der en uoverskridelig kløft mellem subjekt og objekt. De tyske idealister, Kant og Hegel, kom ifølge Lukács nærmest en ikke-religiøs (altså sekulariseret) løsning på problemet. De erkendte, at menneskets (subjektets) handlinger (praksis) former objektet. Dette forsøg på at forene subjekt og objekt udgør et højdepunkt i den borgerlige tænkning. Borgerskabet var da også i politisk og økonomisk offensiv i idealismens periode. Det var den «opadstigende klasse». Men heller ikke idealismen undgik «den borgerlige tænknings antinomier» (selvmodsigelser).

Det var først Marx, som kunne gennemtænke disse tanker fuldt ud. Marx erkendte, at menneskenes handlinger (praksis) bearbejder objektet (naturen) på historisk forskellige måder. Under kapitalistiske produktionsforhold bliver produktet af den menneskelige aktivitet til varer. Dette giver grundlag for «varefetichisme»: Produktet (objektet) fremstår som fremmed («tingsliggjort»), selv om det er skabt af subjektet. Tilsvarende synes de logisk-matematiske former (subjektet) at være givet på forhånd («a priori»). En tænkning som kan forstå sig selv kalder Hegel for «dialektisk», og Marx bringer den dialektiske tænkning til sin definitive konklusion: Han viser, at både tingsliggørelsen og de logiske former er opstået under bestemte historiske forhold. Og han viser, at proletariatet - den producerende klasse - kan forandre historien og dermed overvinde tingsliggørelsen. De konklusioner Lukács drager om klassebevidsthed er nok mere idealistiske end hans grundlæggende ræsonnement.

I 1928-29 blev Lukács nødt til at øve selvkritik overfor sine tidligere venstrekommunistiske standpunkter, og trak sig tilbage fra aktivt partiarbejde. I 1929-31 drev han Marx-forskning i Moskva. I 1931-33 var han i Berlin og engagerede sig særligt i debatten indenfor den socialistiske kulturbevægelse. Han fremstod som repræsentant for den Moskva-tro realistiske linie - f.eks. i essayet «Tendens eller partiskhed», 1932. Den klassiske borgerlige realisme - Balzac, Tolstoj - skulle være idealet for den socialistiske litteratur. Alle inspirationer fra modernistisk kunst blev heftigt angrebet som knæfald for dekadent-borgerlig kultur - naturalisme, ekspressionisme.

Efter nazikuppet i 1933 flygtede Lukács til Moskva og markerede sig som agitator for Kominterns folkefrontspolitik - også på kulturens område. Der er klare paralleller mellem hans vurdering af den borgerlige realisme og den tyske idealisme: Begge lader det borgerlige samfunds modsigelser træde åbent frem. Dette kalder Lukács for «realismens sejr». En formulering Engels brugte om Balzac. Heller ikke socialistiske forfattere burde gå længere end dette - i hvert fald ikke i en folkefrontsituation. Lukács gjorde på denne tid omfattende studier i den borgerlige realisme («Den historiske roman», 1937), men arbejdede også videre med den tyske idealisme («Den unge Hegel», udgivet i 1948). Hans krasse angreb på modernismen gav i 1937 ophav til en fortsættelse af realismedebatten fra 1932: «Ekspressionismedebatten», som bragtes i tyske eksiltidsskrifter. Lukács skrev bl.a. konklusionen: «Det er realisme som striden gælder» (1937). Debatterne er senere blevet kendt under samlebetegnelsen «Brecht/Lukács-debatten», da Lukács egentlig anså Bertolt Brecht som sin hovedmodstander, til trods for at Brechts notitser til debatten først blev offentliggjort posthumt.

Lukács' teorier og strategier for litteraturen var aldrig et rent forsvar for Moskvakommunisterne. Der var snarere tale om et sammenfald over visse tidsrum i 1930'erne. Under krigen blev hans synspunkter kritiseret i Moskva. En kort tid sad han sågar i fængsel. I 1945 vendte Lukács hjem til et socialistisk Ungarn, blev parlamentsmedlem og professor i æstetik. Han engagerede sig i kulturpolitisk og humanistisk debat. Men under de Stalininspirerede stramninger i 1950'erne blev han anklaget for højreafvigelse og revisionisme.

I tøvejrsperioden efter Stalins død kom Lukács igen aktivt med i det politiske liv. Atter angreb han modernismen i kunsten («Mod den misforståede realisme», 1954). I 1956 støttede han oprøret. Efter nederlaget var han atter i unåde og levede et tilbagetrukket liv gennem 1960'erne. Han arbejdede på to hovedværker: Et omfattende æstetik, «Det æstetiskes egenart», og et filosofisk værk, «Om den samfundsmæssige værens ontologi». Ved slutningen af 1960'erne synes det som om, Lukács igen orienterede sig i retning af venstre-kommunismen. Muligvis inspireret af studenteroprøret. Sin orientering mod realismen i kunsten forlod han imidlertid aldrig.

L.Mj.