Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 25.326
: :
Maoisme

Kineserne bruger ikke selv betegnelsen maoisme, men derimod Maos tanker. Mao Tse-tung var ikke en udpræget generel abstrakt tænker. Hans militære, politiske, sociale og økonomiske teorier tog sigte på at løse konkrete problemer på bestemte tidspunkter. Som leder for en omfattende guerillabevægelse og siden for verdens folkerigeste land, havde han også muligheder for at anvende sine teorier i praksis. Mao Tse-tungs direktiver og taler er derfor i høj grad præget af den konkrete situation. Løsrevet fra sin sammenhæng kan Mao-citater derfor bruges både af hans modstandere og hans tilhængere. Mao var selv klar over dette. I et brev til sin kone under kulturrevolutionen i 1966 skriver han: «Hvis højrekræfterne kommer til magten, kan de bruge mine udtalelser til at styrke deres magt for en vis tid. Men venstrekræfterne kan bruge andre af mine udtalelser og organisere sig for at styrte højrekræfterne».

Mao som militærstrateg

I det Kina som Mao voksede op i, var væbnet kamp det vigtigste middel til magt og politisk indflydelse. Under den revolutionære krig mod Chiang Kai-shek og Japan var de kommunistiske styrker altid underlegne i antal og udstyr. Alligevel sejrede de. Maos militære strategi voksede frem af kampene i Kiangsi i begyndelsen af 1930'erne.

Det vigtigste element var, at guerillastyrkerne skulle have en nær tilknytning til folket, sådan at de «kunne svømme i folkehavet som fisken i vandet». Guerillahæren måtte have en høj moral, den måtte være mobil for hurtigt at kunne svinge mellem offensiv og defensiv kamp. På grund af deres tilknytning til folket havde de kommunistiske styrker et overlegent efterretningssystem. Maos styrke var, at han kunne gøre denne strategi forståelig for de store bondemasser og for soldaterne. Det var Mao der udformede såvel guerillahærens strategi, som den afgørende strategi i kampen mod Chiang Kai-shek efter 1945, som tog form af en mere regulær krig mellem store hærenheder.

I løbet af få måneder formåede de kommunistiske styrker at lægge deres strategi om og mestre de enorme kommando-, forsynings- og transportproblemer, som en mere regulær krig skaber. Også efter at kommunisterne var kommet til magten holdt Mao fast ved guerillahæren. Kina var svagt industrielt udviklet. Mao var optaget af at opretholde uafhængigheden af Sovjetunionen, og af at opretholde den revolutionære glød i folket og hæren. De militære ledere som gik ind for at modernisere hæren efter vestlige og sovjetiske principper, blev afsat.

Mao var i første række den geniale teoretiker og strateg for en revolutionær krig i et underudviklet land. Han indså, at efterhånden som Kina blev industrialiseret, ville der opstå en spænding mellem den militære strategi som i hovedtræk byggede på guerillaforsvaret, og den strategi som vil bygge forsvaret på moderne våben og moderne teknologi, som vil fjerne hæren fra guerillaidealet og prioritere ekspertise og hierarkisering af hæren.

Folket som den vigtigste faktor

Det er kun ved at mobilisere masserne til økonomisk, politisk og social aktivitet at en revolutionær kamp kan blive sejrrig. Den samme mobilisering er lige så nødvendig for at kunne skabe et socialistisk samfund. Denne mobilisering er kun mulig, hvis masserne er gennemsyret af moralske værdier som offervilje, altruisme og at de kollektive interesser har forrang fremfor de individuelle, mente Mao.

En ændring af samfundets basis ved at et kommunistisk parti har erobret magten og den private ejendomsret til produktionsmidlerne er afskaffet, ser Mao ikke som et tilstrækkeligt grundlag for at skabe et socialistisk samfund. Overbygningen, værdinormer og sociale relationer må ændres samtidig. Hvis ikke dette sker, vil der komme et tilbagefald til revisionismen, og kapitalismen vil sejre. Hvis statsmagten bliver behersket af et bureaukrati uden folkelig kontrol, vil bureaukratiet kunne bygge sig op til en ny klasse som vil være lige så udbyttende og undertrykkende som det kapitalistiske samfund. Bureaukratiet vil fjerne sig fra masserne og monopolisere den politiske og økonomiske magt.

I overgangsfasen til et virkelig socialistisk samfund - og den vil være lang - vil det hele tiden være en spænding mellem kapitalistiske eller revisionistiske og socialistiske tendenser. Det vil herske økonomisk ulighed og privilegier. De grupper som er privilegerede vil søge at udvide deres fordele på massernes bekostning. Frie markedsrelationer vil i en vis udstrækning fortsat eksistere, men dette fremmer kapitalistiske eller revisionistiske tendenser.

I dette spændingsfelt kan de socialistiske tendenser kun fremmes gennem kamp. Passivitet fra massernes side vil favorisere den revisionistiske udvikling. Klassekampen må derfor fortsætte uafbrudt. Det er gennem denne kamp, at massernes politiske indsigt højnes. De må lære af praktiske erfaringer. Boglig lærdom er langt fra tilstrækkelig til at vinde indsigt. Praktisk arbejde og revolutionær kamp er vigtigere end ren boglig lærdom.

Maos skepsis overfor bureaukrater og intellektuelle havde ikke bare en forankring i Kinas mandarin- eller embedsmandstradition, men også i hans analyse af det sovjetiske samfund. Mao var selvfølgelig klar over, at både et bureaukrati og en ekspertise var nødvendig - et selvstændigt bureaukrati i en lang overgangsfase. Men bureaukratiet måtte under kontrol, og ekspertisen måtte ikke blive et privilegium for de få og isolere dem fra praktisk og politisk arbejde.

De marxistiske klassikere havde af naturlige grunde ikke beskæftiget sig med problemer, som ville opstå efter at en vellykket revolution havde givet arbejderklassen magten, selv om Marx antydede at økonomisk ulighed og borgerlige værdier ville bestå i en overgangsfase. Lenin døde for tidligt til at han fik mulighed for at tage dette problem op. Men i sine sidste år var Lenin i høj grad opmærksom på bureaukratiseringen og bureaukratiets magt.

Udviklingen mod et socialistisk samfund

Maos vision af fremtidssamfundet var den klassiske marxistiske og socialistiske, at skellet mellem arbejder og bonde, mellem kropsarbejde og intellektuelt arbejde og mellem dem som administrerer og dem som bliver administreret skulle kunne ophæves. Denne nye samfundsform måtte vokse frem i lokalsamfundene. For at nå dette mål måtte samfundet både være centraliseret og decentraliseret. Det var partiet, som under proletariatets diktatur måtte have den overordnede ledelse, som i sidste omgang måtte trække kursen op og korrigere fejl. Men partiet og partimedlemmerne skulle ikke bare lede, de skulle også stadig lære af deres kontakt med masserne. Partikadrerne skulle først og fremmest have flere pligter end masserne, og de skulle være gennemsyret af den rette socialistiske moral. Hvis partikadrerne svigtede på dette område, havde de mistet deres berettigelse til at lede. Mao understregede stærkere end andre socialistiske teoretikere de moralske sider ved socialismen, og kunne her knytte tråden tilbage til den gamle kinesiske traditionen (se Konfutse). Udviklingen frem mod et socialistisk samfund ville ikke være retlinet. Socialismen ville vokse frem i den lange strid mellem den proletariske og den revisionistiske linje. Selv om fysisk magt i visse tilfælde var nødvendig, skulle idéer først og fremmest bekæmpes med idéer. Opdragelse og omskoling af folk med fejlagtige idéer var et vigtigt middel i den socialistiske kamp; Mao var kritisk overfor Stalins politimetoder og henrettelser af politiske modstandere.

Teorierne omsat til handling

Folkerepublikkens historie under Mao er præget af Maos forsøg på at bringe disse teorier ud i praktisk anvendelse. Det skete gennem massekampagner for at hæve massernes politiske niveau og gennem kampagner mod bureaukratisering og korruption, men først og fremmest gennem «Det store Spring» og gennem Kulturrevolutionen.

Mao ønskede ikke at ændre mennesket som sådant, men at ændre det menneske som var gennemsyret af feudalistiske og kapitalistiske idealer. Her er der igen en anknytning til kinesisk klassisk filosofi om, at mennesket grundlæggende er godt, men at dårlig opdragelse og dårlige samfundsforhold kan afspore menneskets positive natur.

Mao Tse-tungs liv var præget af en stadig kamp for at realisere idealerne. Kampen var præget af fremgang og tilbageslag. Maos direktiver vekslede mellem opfordring til masserne om at styrke disciplinen og at bombardere hovedkvarteret. På den ene side: «Det er rigtigt at gå mod strømmen», «Mindretallet kan have ret», «At gøre oprør er rigtigt», og på den anden side «Streng partidiciplin må opretholdes». Direktiverne var selvsagt afpasset forskellige konkrete situationer. Mao ønskede at give kadrerne og masserne en stor fleksibilitet, når det handlede om at tolke hans direktiver, men i visse tilfælde kunne dette byde på store problemer, og føre til at kadrerne blev passive for ikke at gøre noget galt.

Dette blev især et problem i de sidste år Mao levede, da fraktionskampe splittede ledelsen. Et karakteristisk eksempel er den to gange udstødte og to gange rehabiliterede Deng Xiaoping. I en periode var det korrekt at kritisere Deng, i næste periode var det forkert, for så at blive korrekt, for så at blive forkert igen.

Teoriernes historiske betydning

Den socialistiske teori står fortsat overfor det dilemma, at intet industrialiseret kapitalistisk land har gennemført en socialistisk revolution. Hovedfundamentet i den klassiske marxistiske teori var, at det først var i udviklede kapitalistiske lande, at der kunne finde en overgang sted til socialismen. Men det var i Rusland og Kina, at socialistiske revolutioner fandt sted. Det er åbenbart, at en socialistisk magtovertagelse i et tilbagestående land står overfor helt andre problemer end en socialistisk omvæltning i et avanceret industriland. Men Maos analyse af bureaukratiets tendens til magtkoncentration og betydningen af en decentralisering, vil også i høj grad have betydning for den socialistiske debat i de industrialiserede lande.

E.No.