Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 42.812
Merkantilisme

Merkantilisme er et begreb med uklart betydningsindhold. Almindeligvis opfattes det dels som en økonomisk tankegang hvor penge forveksles med rigdom, dels som en politik med statslig styring og økonomisk nationalisme som hovedingredienser. I politisk sammenhæng bruges det i vore dage mest som skældsord, og det var også på den måde, at begrebet opstod.

Adam Smith var den der oprindelig skabte begrebet i formen «the mercantile system». Han brugte det til at stemple en økonomisk politik, som han fordømte på det skarpeste: den der blev ført i England i 1770'erne. Navnet refererede til, at denne politik var gennemført af og skulle tjene en lille gruppe monopolistisk indstillede handelsmænd (merchants) på bekostning af alle andre. Smith mente desuden, at systemet i virkeligheden heller ikke opfyldte sin hensigt for denne gruppe, men bare var til skade.

Hundrede år efter Smith gjorde tyske historisk orienterede økonomer begrebet til et plusord. Samtidig omdøbte de det til en -isme. Merkantilisme blev betegnelsen for en politik, de mente burde kopieres. Den dækkede for dem en nationalt orienteret politik til fremme af almindelig økonomisk velstand og udvikling.

Merkantilismen er også senere blevet beskrevet og fortolket meget forskelligt. Der er ikke engang enighed om, hvornår og hvor den egentlig eksisterede. Almindeligvis kaldes tiden fra ca. 1600 til 1750 for den klassiske merkantilismes epoke. Men det er muligt at strække varigheden i begge retninger. I sin videste form bliver merkantilismen dermed et fællesbegreb, som dækker økonomisk tankegang og politik mellem middelalderen og moderne tid.

Merkantilismens geografiske kerneområde var Vesteuropa. Det var i første række de europæiske stormagter, Holland, England, Frankrig og Preussen som blev forbundet med denne politik. Men også stater som de skandinaviske kunne omfattes af beskrivelsen, og der blev gjort forsøg på at følge merkantilistiske opskrifter både i Spanien og Italien

Økonomisk-politiske tiltag

Målsætningen for merkantilistisk økonomisk politik var at fremme en varieret erhvervslivsstruktur. Den tog især sigte på at udvikle andre sektorer end landbruget, som var den dominerende levevej. Dette søgte man at opnå ved handelspolitiske tiltag og ved offentlig regulering af produktionslivet. Man finder tiltag af to hovedtyper i de fleste vesteuropæiske lande på denne tid.

For det første gælder det love til opmuntring til eksport af færdigvarer. Disse tiltag kunne omfatte direkte virkemidler som eksportpræmier og støtte til den type industri, som havde et eksportpotentiale. Samtidig skulle man lægge op til billig import af råvarer til denne type af industri.

Det andet sæt af lovtiltag var tiltag til hindring af import af bearbejdede varer. Midlerne var høj beskatning og beskyttelsestold for de færdigvarer, som det blev anset for mulig at fremstille indenfor landets grænser.

På den måde blev der indført et skel mellem nyttig og skadelig handel. Formålet var at reducere den handel, som førte produktionsressourcerne ud af landet, således at færdigvarer måtte importeres, og at stimulere den handel som sikrede indenlandsk produktionsvirksomhed. Denne politik skulle gøre nationen rigere og mindre afhængig af omverdenen - også ved at sikre overskud på handelsbalancen, således at man kunne opbygge guld- og sølvreserverne.

De omfattende regulerings- og privilegiesystemer som kendetegnede perioden, har deres plads indenfor en sådan ramme. Handelskompagnier med udstrakte monopolrettigheder blev oprettet for at sikre tilførslerne af råvarer som nationen havde behov for og for at føre mest mulig af handlen over på egne hænder. Privilegierne (nødvendige tilladelser til at drive virksomhed) blev brugt af myndighederne til at fremme det de mente var en levedygtig økonomisk struktur.

Men når disse fællestræk er nævnt, er det vigtigt at understrege, at merkantilismen var et vidt spektrum af variationer over det samme tema. Det er slående, i hvilken grad politikken var tilpasset forholdene i de enkelte lande. I Holland, som først og fremmest var en handels- og skibsfartsnation, omfattede reguleringstiltagene i første række fiskeriet, mens hele udenrigshandelen forblev ureguleret, fordi den på forhånd var så veludviklet. I England derimod var udenrigshandelen netop den sektor, reguleringspolitikken koncentrerede sig om, mens produktionslivet  (hvor England var avanceret) kun i ringe udstrækning blev udsat for direkte reguleringsindgreb. Dette var imidlertid den del af forretningslivet, som i Frankrig blev hovedområdet for den merkantilistiske reguleringspolitik, med et net af specialiserede institutioner for de forskellige produktive brancher.

Ingen isme, men nogle holdninger

Merkantilismen var ingen isme på sin egen tid. Der fandtes ikke nogen sammenhængende økonomisk teori - i vor forstand af ordet - som kunne danne grundlag gennem den 150-årsperiode det gælder. Systematiseringen af de tanker om økonomiske spørgsmål som rørte sig i 16- og 1700-tallet er i væsentlig grad foretaget senere hen, ud fra senere nationaløkonomers videnskabelige og polemiske behov.

Bortset fra en tysk variant - cameralismen - var det meste af den litteratur som siden er blevet kaldt merkantilistisk uden vidtgående teoretiske perspektiver. Det drejer sig om pamfletter, indlæg i den generelle samfundsdebat fra forretningslivets mænd, eller om formaningsbreve fra far til søn, som tilfældet er med en af de mest kendte merkantilister, Thomas Mun. De økonomiske ræsonnementer der her gives udtryk for, er vævet ind i en sammenhæng, hvor den nationale økonomi ikke betragtes isoleret fra almene moralske forestillinger, regler for god takt og tone, praktiske kneb en handelsmand kan have nytte af osv. De forfattere som senere er blevet grupperet sammen under merkantilisme-etiketten var også uenige på mange centrale punkter, og det der overhovedet fandtes af doktrin var i stadig udvikling.

En række fælles grundholdninger kan alligevel udskilles. En af dem går ud på, at indbyggernes økonomiske forhold i et land var det offentliges ansvar, ligesom de moralske var det. Grundholdningen til økonomiske spørgsmål gjorde reguleringspolitik til en selvfølge. Noget klart skel mellem moral og økonomi fandtes ikke. Priser var for datidens myndigheder f.eks. i udgangspunktet et moralsk spørgsmål, og ikke som for os et resultat af mere eller mindre skjulte markedskræfter.

De mest kendte af de merkantilistiske forestillinger som adskiller sig fra vore dages hovedopfattelse, er knyttet til international handel. Verdenshandelens omfang blev i vid udstrækning taget for givet. Det gjaldt om at sikre sig mest muligt af den, og orientere den således at den tjente nationens interesser. Det betød, at ét lands gevinst var et andet lands tab, at ekspansion kun kunne foregå på bekostning af andre; handel blev opfattet som et «nulsum-spil». Man forestillede sig, at det økonomiske samkvem mellem staterne i sidste instans var en kamp om et temmelig konstant verdensforråd af ædelmetaller, først og fremmest guld. De rigeste nationer var dem, der formåede at samle de største reserver af ædelmetal. Nationens rigdom blev dermed afhængig af en positiv handelsbalance.

Sådanne forestillinger om handelens natur og funktion havde tæt sammenhæng med, at økonomisk aktivitet generelt blev opfattet som noget statisk. Produktionen kunne kun øges - troede merkantilisterne - ved at sætte flere folk i arbejde, eller ved at øge indsatsen fra andre produktionsfaktorer. De var ikke opmærksomme på økonomisk vækst i moderne, dynamisk forstand, hvor teknologisk forandring giver stadig større udbytte pr. arbejdstime, eller for hver enkelt enhed af de øvrige faktorer, som sættes ind i produktionen.

Tanke og handling i historisk sammenhæng

Det sæt af forestillinger om det økonomiske liv vi finder hos merkantilisterne, kan behandles på to ret forskellige måder. Den ene kendetegnes ved, at man vurderer disse tanker ud fra vor tids nationaløkonomiske viden og placerer dem i forhold til den. Vor teoretiske indsigt bliver da det absolutte mål, som merkantilismen skal holdes op imod. Opgaven bliver at finde fejl i ræsonnementet eller eventuelle spirer til vor egen tids teori. Dette har været den almindelige måde at skrive nationaløkonomisk og anden videnskabshistorie på, og den har længe præget synet på merkantilismen.

Men der findes en anden mulig holdning overfor fortidens intellektuelle fænomener. Den tager udgangspunkt i, at teoretiske forestillinger må ses i sammenhæng med den virkelighed de er refleksioner på, og vurderes i forhold til dem. Merkantilismen må da betragtes som en reaktion på sin samtids økonomiske og politiske omgivelser. Opgaven bliver da at vurdere, i hvilken grad den var et fornuftig og realistisk svar på samtidens situation, og ikke om den var den bedst tænkelige strategi ud fra vor tids indsigt.

Indenfor denne forklaringsform - som nu dominerer i den historiske forskning - betragtes merkantilismen gerne som et element i udviklingen af nationalstater i Europa. Der findes to hovedretninger. Den ene opfatter overvejende merkantilismen som magtpolitik, som enevældens politik til at styre sin myndighed indenfor og blandt nationerne. Den anden skole betragter først og fremmest merkantilismen som en økonomisk politik. Her lægges der vægt på, at politikken tog sigte på at udvikle en national økonomisk struktur, som nok skulle tjene magtinteresser, men som også var et mål i sig selv. De som holder på magtpolitik-fortolkningen mener gerne, at politikken økonomisk set var uhensigtsmæssig, men at magthensyn på den tid måtte gå forud for hensynet til velstandsudviklingen. De der lægger vægt på det økonomiske indhold i politikken, betragter den derimod som rationel og gunstig også ud fra samtidens behov.

En stiv økonomisk struktur

Den økonomiske og politiske situation i Europa i 1600-tallet var præget af rammebetingelser, der var meget forskellige fra de vi lever under i dag. Indenfor økonomien var der både på udbuds- og efterspørgselssiden en træghed og mangel på fleksibilitet, som står i klar kontrast til de forudsætninger, vi nu er underlagt.

På udbudssiden var det karakteristiske, at varerne blev fremstillet med meget arbejdsintensive metoder, som ændrede sig langsomt. Al teknologisk udvikling foregik i et næsten umærkeligt tempo. Konsekvensen af dette var, at produktionsomkostningerne på overskuelig sigt kun kunne sænkes gennem reduktion af lønningerne. Dermed var priskonkurrence om markeder i praksis udelukket - bortset fra nationale tiltag som manipulering med valutakurser og toldsatser.

Efterspørgslen var på sin side karakteriseret af, at der ikke fandtes noget sammenhængende massemarked, men et konglomerat af små, afgrænsede markeder. Reaktionen på impulser fra produktionslivet var træg. Flaskehalsene var mange og trange. Øget afsætning for varerne var afhængig af at forbrugernes indtægter øgedes først, eller af at nye markeder blev erobret. Nye markeder kunne en nation enten overtage fra andre ved diplomatiske midler eller krig, eller man kunne forsøge at udvikle dem i form af kolonier.

Allerede her ligger der en klar tendens i retning af stærkt statslig engagement i de økonomiske anliggender. Verdenshandelens struktur på denne tid giver yderligere momenter til at forklare den politik, som blev ført. Meget af den internationale handel frem til midten af 1700-tallet var bilateral. Dvs. den bestod af direkte forbindelser mellem to parter, som ordnede sine mellemværender uden at drage flere ind i transaktionerne. Desuden var handelen gerne begrænset til én eller nogle ganske få varer i hver enkelt forbindelse.

Dette opsplittede handelsmønster med en mængde isolerede forbindelser og meget få organer som bandt det hele sammen, havde vigtige konsekvenser. Da der ikke fandtes noget godt udviklet fælles marked, men overvejende afgrænsede bilaterale forbindelser, havde ædelmetal en vigtig plads som byttemiddel i handelen. England havde f.eks. ingen eftertragtede varer at give i bytte for det der blev købt i Østersøområdet; balancen måtte oprettes med engelsk sølv og guld. Merkantilisterne lagde stor vægt på nationernes guld- og sølvreserver. Bl.a. fordi ædelmetal var varer man behøvede for at opretholde handelsforbindelser, og ikke kun værdiopbevaringsmidler og måleenheder som vore dages penge.

De økonomisk udviklede nationer og byer var få, men lå til gengæld langt foran de andre. Handelskontakten mellem parterne var for det meste udviklet kort tid i forvejen. Ved siden af de følger som allerede er nævnt giver dette noget af forklaringen på samtidens forestillinger om et konstant handelsvolumen i verden. På mange måder var det faktisk rigtig, at en hurtig ekspansion i eksporten - som var de merkantilistiske regimers målsætning - måtte ske på bekostning af andre. Den realøkonomiske situation var således, at de samlede udviklingsmuligheder på overskuelig sigt var ret begrænsede. Manglende elasticitet i udbud og efterspørgsel og en dårlig udviklet international økonomi satte klare skranker. Hvis en stat skulle opnå hurtig vækst, måtte både afsætningsmarkeder og forsyningskilder overtages fra andre.

Nationalstater, rivalisering og magtpolitik

Politisk set var merkantilismens tidsalder præget af to hovedtendenser. For det første foregik der en samling af landområder i Europa til større og fastere administrative enheder. For det andet blev en stigende del af ressourcerne inddraget i statsmagtens tjeneste. Nationalstater blev opbygget. Efter opløsningen af feudalismen, borgerkrige, bystatsuafhængighed og opsplitning blev centralmagten genoprettet de fleste steder i Europa. Selv om differentieringen og den administrative opløsning ikke var nået lige langt eller havde samme karakter overalt, var arbejdet med at indføre ensartede regler de fleste steder af stor betydning. Statsmagten søgte at udbrede et fælles regelværk og håndhæve den centrale administrative myndighed. Dette er den sammenhæng, de merkantilistiske tiltag indgår i.

Resultaterne af bestræbelserne på at indføre fælles regler var som nævnt forskellige i de forskellige lande. I England gik det således, at traditionerne i landområderne vandt over de middelalderlige reguleringer, som havde udviklet sig i bysamfundene. Laugsordninger, generelle produktionsreguleringer og offentlig fjernhandel (se Fjernhandel) som havde været almindelig i byer, faldt fra hinanden. Et fælles, løst regelsæt på makroplanet med udgangspunkt i forholdene på landet blev i stedet gjort ekstra gældende.

I Frankrig gik det omvendt. Her vandt by over land og bystaternes reguleringssystem spredte sig til hele nationen. Et detaljeret apparat for planlægning på mikroplan var kendetegnende for colbertismen - den franske merkantilismevariant.

I Preussen blev systemet udformet som en særegen blanding af offentlig regulering og privat udfoldelse. Stat og private entreprenører gik hånd i hånd. Private tiltag skulle hjælpes frem af det offentlige for at kunne stå på egne ben.

De nationale kendetegn ved udformningen af staternes politik i denne etableringsfase peger fremad mod de uligheder, vi finder mellem deres økonomiske politik i vor egen tid. På mange måder kan det se ud som om, at det mønster som da blev lagt er blevet retningsgivende for den senere behandling af sådanne spørgsmål, selv om den ideologiske ramme er ændret.

16- og 1700-tallet var præget af stærke rivaliseringer mellem de europæiske magter. Kanondiplomati, med og uden både, hørte til dagens orden. En serie handelskrige og væbnede kampe om andre former for hegemoni fyldte tidsrummet. Sverige var f.eks. i krig i 75 af de 120 år mellem 1600 og 1720. Det er uden videre klart, at disse omstændigheder satte deres præg på statsmagternes behov. Når væbnede konflikter var så almindelige, må økonomisk selvstændighed og «selvforsyning» have været af stor betydning. Under disse forhold var økonomisk velfærd uløseligt knyttet sammen med politisk og militær magt. Det var to sider af samme sag.

Magtpolitik-aspektet blev svækket ved overgangen fra merkantilisme til liberalisme. Økonomisk vækst blev sat i centrum for interessen, og det har gjort det fristende at betragte magtpolitikken som enerådende i merkantilismen. En sådan fortolkning minder betænkelig om at læse historien baglæns. Merkantilismen må snarere ses i forholdet til, hvad den afløste, og da bliver billedet anderledes.

Noget af det vigtigste nye ved den politik som slog igennem i 1600-tallet, var den vægt som trods alt blev lagt på almindelig velstandsudvikling. Et særpræg ved merkantilismen i forhold til den økonomiske tænkning den afløste var, at en forbedring af levevilkårene i samfundet i det hele taget blev anset for både mulig og ønskelig. Dens forkæmpere ville gøre noget for at opnå dette.

Siden er denne målsætning indgået som en selvfølge i økonomisk-politisk tænkning. Dette er hvad vi bærer med os fra merkantilisterne, og som gør det let at benytte mærkaten merkantilisme (gerne med «ny» foran) på tiltag, som i dag bliver sat i værk ud fra en lignende målsætning.

Gammel og «ny» merkantilisme

Betegnelsen nymerkantilisme er fra flere sider taget i brug med henblik på undersøgelsen af forskellige aspekter ved den moderne vestlige økonomi.

Fællestrækkene mellem vor tid og merkantilismen kommer frem i sammenligningen med forholdene under den klassiske liberalisme. Både under merkantilismen og i efterkrigstiden er det offentliges ansvar for de økonomiske anliggender blevet strukket meget længere i aktiv retning end under liberalismen. Økonomisk-politiske tiltag er begge steder blevet betragtet pragmatisk - som et instrument man sætter ind, som det anses hensigtsmæssigt ud fra de herskende kortsigtede målsætninger. Denne proces-politiske holdning står i skarp kontrast til liberalismen, hvor det var statens opgave var at etablere et langsigtet grundlag og ikke til stadighed at gribe ind med detailjusteringer.

Sammenfaldet mellem merkantilismens og vor tids økonomiske politik kan mere håndfast findes i holdningen til beskæftigelsesproblemet. Både dengang og nu var en aktiv beskæftigelsespolitik et af de vigtigste led i myndighedernes økonomiske oplæg. Det liberalisterne mente ville løse sig bedst uden offentlige indgreb, var dengang som nu genstand for omfattende regulering, og stod højt på listen over de prioriterede politiske mål.

Pengepolitikken kan nævnes som et tredje slående lighedspunkt. Her er der tale om en fælles nedprioritering af pengeværdien, i forhold til hvad der var tilfældet under liberalismen. Både i vort og i det merkantilistiske system betragtes pengene som et instrument, som noget man underordner de mål, man ellers vil opfylde. For liberalisterne var en fast pengeværdi grundpillen i det økonomiske system. Liberalismens ærefrygt for den stabile pengeværdi var en reaktion på de problemer, merkantilismens hyper-inflation havde skabt. Vort eget (ret så) afslappede forhold til inflation er en reaktion på arbejdsløsheden i mellemkrigstiden, en reaktion i bedste merkantilistiske ånd.

Overføringen af et tidstypisk begreb som merkantilisme over et spænd på 2-300 år er alligevel mere vild- end vejledende. Det implicerer, at de fleste grundlæggende forhold på det aktuelle felt er lige i de to perioder, som sammenlignes. Men både i holdninger og i praktisk politik er der åbenbart afgørende forskelle mellem merkantilismen og den moderne vestlige økonomi.

Vi har forladt forestillingen om international handel som et «nulsum-spil». I stedet har vi accepteret det dynamiske perspektiv - både for verdenshandelen og for økonomisk virksomhed generelt - som slog igennem med liberalismen, og som de seneste 200 års økonomiske udvikling klart har bekræftet.

En vigtig del af det moderne økonomiske system er det internationale handels- og finanssamarbejde, som ikke fandtes på merkantilismens tid. Gennem organer som OECD, Verdensbanken, IMF og WTO er der opbygget et system, som skal løse de gnidninger og modsætninger, som tidligere bremsede det internationale varebytte. Dette betyder, at de økonomiske rammebetingelser er fundamentalt forandret, og en enkeltfaktor som et lands valutareserver har mistet sin tidligere betydning.

Det springer også i øjnene, at grundlaget for reguleringsbestemmelser indadtil i de enkelte vestlige landes forretningsliv nu er fundamentalt anderledes end under merkantilismen. I stedet for et privilegie- og monopolsystem - som i hele sin natur var baseret på individuel diskriminering, hvor nogle få fik specielle rettigheder i forhold til alle andre - bygger vore dages reguleringer i princippet på ligestillingstanken, hvor de samme regler skal gælde for alle. Afvigelser fra dette princip er ikke ualmindelige, men de bliver principielt betragtet som undtagelser, og der må argumenteres specielt for dem, Under merkantilismen var de en selvfølge.

Næsten alle økonomiske styringstiltag har lighedspunkter med en eller anden variant af merkantilisme. Men både markedsøkonomien og vor forståelse af den har udviklet sig så meget siden merkantilismens epoke, at det ikke giver megen mening at bruge denne mærkat i vor tid. Historien gentager sig heller ikke på dette plan.

E. L.


Litteratur

D. C. Coleman (red.): Revisions in Mercantilism, London 1969.
E. Heckscher: Merkantilismen, Stockholm 1935.
C. Wilson: Trade, Society and the State, i Cambridge Economic History of Europe, bd. IV, Cambridge 1967.