Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 20.378
: :
Narkotika

Begreberne narkotika og narkomani stammer fra det græske ord narké, der betyder søvn eller bedøvelse. Opium der giver en dvalelignende tilstand, var det oprindelige narkotiske stof. Senere er en lang række meget forskellige stoffer også blevet kaldt narkotika.

Centrale begreber

I begrebet narkomani indgår der en række forhold, som det er nødvendigt at kende til. Det er for det første afhængighed. Med dette menes, at narkomanen oplever en trang efter rusvirkningen, som han/hun ikke behersker. Det skelnes normalt mellem fysisk og psykisk afhængighed. Med det første menes der, at tilførslen af det kemiske stof har ført til ændringer i kroppens celler, således at kroppen protesterer, hvis tilførslen ophører eller mindskes. Disse «kroppens protester» kaldes abstinensfænomener og kan antage form af uro, kløe, blodtryks- og temperaturforandringer, svedetue og kramper.

Den psykiske afhængighed betegner længslen efter rusvirkninger uden disse kropsfænomener. Mens man tidligere var mest optaget af den fysiske afhængighed, er det i dag almindeligt at mene, at den psykiske afhængighed er den største vanskelighed i behandlingen af misbrugere. Misbrugerne selv og deres pårørende har ofte stærkt overdrevne forestillinger om abstinensfænomener.

Et andet vigtigt forhold er toleranceudvikling. Det refererer til, at misbrugeren behøver stadig mere af stoffet for at opnå den ønskede virkning og for at holde abstinensfænomenerne borte. Tolerancen reduceres efter en tids afholdenhed, og hvis misbrugeren atter tager den samme dosis, som han/hun sluttede med, kan dette være en dødelig overdosis.

Disse forhold er centrale i narkotikaspørgsmålet. Alligevel er de slet ikke dækkende for alle de stoffer, som kaldes narkotika. Flere af dem giver ikke - eller bare i ringe grad - fysisk afhængighed og abstinensfænomener. Et eksempel på dette er hash og marihuana. Derfor er det i dag almindeligt i stedet at anvende begrebet «afhængighedsskabende stoffer». Disse stoffer opdeles atter i undertyper: Morfingruppen, cannabisgruppen (hash/marihuana), beroligende midler, centralstimulerende midler (amfetamin osv.) m.m. Afhængighed er imidlertid også et uklart begreb, og nogle stoffer som f.eks. LSD giver kun i ringe grad afhængighed.

Det væsentlige er egentlig rusvirkningen. Stofferne har alle en virkning på centralnervesystemet der opleves som behagelig. Faremomenterne varierer med rusens grad, tendensen til fysisk afhængighed, stoffets giftighed, dets strafferetslige stilling osv. Nogle af stofferne udnyttes som lægemidler, andre ikke. Det «narkotikum» vi har størst kendskab til, er alkohol. Det er også dette, der skaber de største problemer i vort samfund.

Centrale spørgsmål

Det almindelige spørgsmål i forbindelse med rusmidler er, om de er farlige hvis brugeren ikke har «egentlige» problemer, og om brugen ikke burde være en privatsag. To forhold er særligt centrale ud fra en socialistisk grundholdning. Det ene er, at den oplevelse man opnår, fundamentalt set er uden sammenhæng med en tilværelse præget af aktiv indsats og samspil med andre og samfundet. Rusmidlerne repræsenterer kemiens genvej til lystoplevelser, som man bevæge sig ad på bekostning af det at slide for et bedre liv og samfund.

Det andet forhold er, at rusmidlerne har helt forskellige virkninger for forskellige mennesker og grupper. Ressourcestærke og godt stillede kan ofte balancere et rusmiddelforbrug, der gør de mindre begunstigede afhængige. Samtidig ved vi, at omfanget af afhængighedsproblemerne i høj grad afgøres af, om midlerne er tilgængelige og socialt accepterede. Solidaritet og ansvar gør det derfor rimeligt at gå aktivt ind for begrænsninger og kontrol i forholdet til rusmidler, så længe dette er frugtbart og ikke skaber endnu større problemer, som man oplevede det med alkohol i forbudstidens USA, Norge og Sverige.

Derimod går der ingen nødvendig linie fra dette til den puritanske opfattelse af, at rusvirkningen er umoralsk, at man nødvendigvis må fordømme rusmiddelforbrug i sig selv. Brugen kan være en kilde til at slappe af og øge glæden, hvis det kan sikres, at den er en del af et fællesskab med regulerende faktorer, som beskytter imod, at man mister kontrollen. Der er alligevel god grund til at være kritisk overfor mange kulturradikales og socialistiske gruppers lemfældige forhold til alkohol.

Årsager

Hvad er egentlig årsagerne til «narkomani»? Lad os først tredele problemet og skelne mellem eksperimentering, brug og afhængighed. I det sidste tilfælde har brugeren mistet kontrollen - eller enhver interesse for kontrol.

Eksperimentering er helt normalt, hvis rusmidlet er accepteret i ens miljø. At bruge det er også normalt og har næppe andre årsager, end at vedkommende bryder sig om det. Men nogen «drikker mere end andre», og den enkleste betragtning er, at dette er udtryk for problemer i bred forstand og at midlet er let tilgængelig.

De allerfleste undersøgelser viser, at de «afhængige» i første række præges af livsproblemer. Det kan være gunstigt at skelne mellem «afhængige i gode samfund» og «afhængige i dårlige samfund». Undersøgelser fra mindre og stabile samfund viser oftest, at de «afhængige» har haft betydelige individuelle problemer forud for misbrugen. I andre undersøgelser synes temmelig «normale» mennesker at kunne blive narkomaner.

Selve rusmiddelanvendelsen har imidlertid også sin egen problematik. For det første vil brugeren kunne udvikle specielle kropslige omstillinger og reflekser. Et eksempel på dette er «tændingsreaktionen» - en brat hunger efter stoffet der ofte kommer, efter at nogen har mindet om det. Hyppig brug vil også føre til sekundære reaktioner som at være deprimeret og glædesløs. «Karriereudviklingen» refererer til den kæde af hændelser og handlinger der fører til, at brugeren i stadig større grad tænker på sig selv som rusmiddelbruger/narkoman og også betragtes som det af andre. Brugeren bliver stemplet stadig mere som afviger, og en række barrierer opstår i forholdet til job, miljø og tilpasning i det almindelige samfund.

De nordiske blandingssamfund kan i denne sammenhæng karakteriseres som halvgode. De fleste der bliver «narkomaner» - rusmiddelafhængige - er urolige og konfliktfyldte unge på søgen efter en meningsfyldt tilværelse mod dårlige odds. Alligevel er dagens situation den, at væksten i misbrug synes at være stagneret, selv om alkoholproblemet bliver stadig større. Men der findes også en kernegruppe af misbrugere, som øger sprøjtemisbruget af centralstimulerende midler og morfinderivater som heroin.

Tilbagegang og behandling

Nogle faktorer giver alligevel et vist håb i forbindelse med morfin- og heroinproblemerne. Det er imidlertid ikke det internationale samarbejde gennem politi, toldvæsen og internationale organer. Alligevel har den internationale heroinhandel haft tre vigtige tilbageslag. For det første førte kommunisternes magtovertagelse i Kina til, at den illegale opiumsproduktion i dette vældige område blev udryddet. For det andet førte Castros revolution i Cuba til, at syndikaterne måtte forlade Havana. Det tredje tilbageslag var de revolutionære magtovertagelser i Vietnam, Laos og Cambodia.

Hovedparten af den illegale opium og heroin stammer i dag fra det såkaldte Gyldne trekant i højlandsområdet mellem Myanmar (Burma), Thailand og Laos. Magtesløse og korrupte regimer fører til, at heroinet fortsat strømmer rigelig. De vestlige lande, især USA, fortsætter med at prioritere kampen «mod kommunismen» højere end bekæmpelsen af heroin. Håbet ligger i nationale og revolutionære omvæltninger i disse lande - på trods af USA.

Alligevel vil vi få et samfund, der stadig er præget af et omfattende udbud af rusmidler. Internationalt kender vi to «løsninger» på dette problem. Den ene er den japanske model. Et misbrug der omfattede omkring en halv million sprøjtemisbrugende japanere, der anvendte amfetamin fra krigslagre, blev i 1950'erne standset. Hovedmidlet var massearrestationer af såvel misbrugere som sælgere. Dette var muligt, fordi den japanske almenhed - præget af national genopvågnen efter krigen - støttede linien, og fordi kravene til retssikkerhed blev sat til side. Flere mindre bølger med misbrug af andre stoffer fulgte, men alligevel formåede man at begrænse problemet.

Den anden model er den kinesiske. Efter den engelske militærmagt tvang den kinesiske kejser til at acceptere indførsel af opium, opstod der et stort opiumsproblem i Kina. Det revolutionære Kina løste dette problem på samme måde, som det løste problemerne med prostitution og kriminalitet. De opiumsafhængige blev registreret og samlet i lejre, hvor de gennemgik omskoling, politisk oplæring og kom tilbage i et samfund, der betragtede dem som kapitalismens ofre og tilbød dem en ny og meningsfuld plads. Den sociale kontrol har siden været stærk, således at adgangen til opium har været minimal. Misbruget synes i dag at være helt forsvundet.

I disse lande har misbrug været opfattet som henholdsvis et rent kriminelt og et rent politisk spørgsmål. I de socialdemokratiske lande er vi tilbøjelige til at betragte problemet som et sundhedsspørgsmål. De der «gør folk syge» - sælgerne - skal straffes, og de syge - brugerne - skal behandles. Dette skel er ofte tvivlsomt, og i realiteten er det oftest brugerne der bliver straffet. Strafferammerne er desuden ret høje i forhold til andre typer forbrydelser, og anvendelsen af reaktionsformer som tiltalefrafald og betingede domme er påfaldende ringe.

Når det gælder behandling, kan man ofte afhjælpe personlige problemer, familieproblemer og nervøse lidelser. Selve rusvanen må konfronteres med de konsekvenser den har, og det er vigtigt at finde frem til nye livsformer og udfordringer. Det kan her være meget vigtigt at arbejde for landbrugskollektiver og andre varierede livssammenhænge for folk som mistrives i samfundet. Det vil sige, at arbejde for et mere varieret og mindre fremmedgjort samfund. På lang sigt er det den generelle samfundsudvikling, der vil afgøre rusmiddelproblemerne.

Det almindelige politiske arbejde må derfor være en central del af den profylaktiske (forebyggende) indsats. Alligevel er det er en illusion at tro, at noget samfund skal kunne byde på så strålende livsvilkår, at det ikke altid vil være samfundsmedlemmer, der står i fare for at blive udsat for stoffer med lavere farlighedsgrad. Regulering og social kontrol sammen med et etisk perspektiv vil derfor altid forblive en del af rusmiddelproblematikken.

H.W.