Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 11.846
: :
Nationalkommunisme

Begrebet nationalkommunisme betegner en form for kommunisme, der er uafhængig af Moskva. Det blev særligt aktuelt i forbindelse med bruddet mellem Tito og Stalin i 1948. Begrebet anvendes i dag som en generel betegnelse for en række indbyrdes forskellige former for radikal socialisme; Både kinesisk, jugoslavisk (før sammenbruddet) eller vietnamesisk socialisme, og også om den såkaldte eurokommunisme. Selve begrebet - med syntesen af radikal socialisme og stærk patriotisme - er imidlertid betydeligt ældre, og genfindes både i den franske revolution, specielt hos Babeuf, og er også meget fremtrædende i Pariserkommunen af 1871.

Klassikerne negligerede det nationale

Der hersker en del forvirring på dette centrale område. Årsagen er primært, at den etablerede klassiske teori om den internationale klassekamp meget længe negligerede det nationale element. Både for Marx og Lenin var det helt afgørende, at den vertikale strid mellem nationer skulle erstattes af klassekamp langs horisontale sociale brudflader, hvor landegrænser var af minimal betydning. Det var proletarer i alle lande, der skulle forenes. Engels forudsagde i et brev til Bebel i 1891, at selv de mest brændbare nationale stridsspørgsmål ville forsvinde under socialismen. Når både Tyskland og Frankrig blev socialistiske, ville det være uden interesse hvorvidt Elsass-Lothringen var fransk eller tysk.

Forskellige former for nationalkommunisme

Den russiske revolution i 1917 var også i høj grad præget af denne overnationale tænkemåde. Både for Lenin og Trotskij var den russiske revolution blot en forløber for selve Verdensrevolutionen; og det var også en klar forudsætning, at et socialistisk styre i Rusland ikke ville kunne bestå under international isolation.

Men som så ofte i politikken afveg terrænet en hel del fra kortet. Det blev Stalins nationale løsning, socialisme i et land, og ikke Trotskijs internationalisme, der sejrede allerede i 1924. Selv om Trotskij nok rent logisk stod væsentligt nærmere den klassiske teori.

En anden form for national kommunisme finder vi i Kina. Allerede i 1927 efter det katastrofale nederlag i Shanghai, opbyggede Mao Tse-tung den guerillabevægelse, som med hovedbasis i landsbyerne skulle sejre i hele Kina i 1949. Dette skete på et rent kinesisk grundlag og fuldstændig uafhængig af Moskva. Både for Mao Tse-tung og for Tito var den uforsonlige modstand mod henholdsvis japansk og tysk besættelse en væsentlig forudsætning for den kommunistiske sejr.

Dette er en regel, der tydeligvis har almen gyldighed i vor tid: Kommunisterne har stået meget stærkt; Har været nærmest uimodståelige, når de har kunnet fremstå som konsekvente patrioter; På den anden side var et af de største svaghedstegn ved de gamle regimer - uanset om det var i Havana eller Saigon - at de var fuldstændig afhængige af udenlandsk, og det vil her sige nordamerikansk støtte.

Omvendt er det også tydeligt, at den største vanskelighed for de vestlige kommunistpartier meget længe har været, at modstanderne har kunnet stille særdeles nærgående spørgsmål om disse partiers nationale loyalitet. Et problem der først blev forsøgt løst med den såkaldte eurokommunisme indenfor det italienske, spanske og delvist i det franske kommunistparti.

Tvetydig funktion

Det må tilføjes, at patriotisme som sådan på ingen måde har nogen entydig funktion indenfor politikken. I veletablerede stater vil patriotisme oftest have en samfundsbevarende funktion - en loyalitet der går på tværs af klasseskel, og hvor radikalisme kan afskrives som noget suspekt udenlandsk eller som såkaldt «uamerikansk virksomhed». Det var disse stater, Marx først og fremmest havde i tankerne, da han i sin tid erklærede, at arbejderne ikke har noget fædreland.

Men lige så tydeligt er det, at patriotisme kan have en meget radikal og også revolutionær funktion, i lande uden national selvstændighed, eller hvor produktionsmidlerne ejes af udlændinge. De store revolutioner - både den engelske og den franske - havde begge et stærkt patriotisk indslag. Det var under den franske revolution, at selve glosen fædreland - «la patrie» - blev et politisk slagord; Aristokraterne samarbejdede med udlandet. I den forstand kan vi trygt sige, at de nationalkommunistiske bevægelser i det 20. århundrede bygger på en solid tradition fra tidligere revolutioner.

J.A.C.


Litteratur

J. A. Christophersen: Verdensrevolusjonen som blev vekk, Oslo 1969.