Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ateisme betegner en ideologisk orienteringsmåde, der ikke baserer sig på eller opererer med noget gudsbegreb, og hvor man samtidig benægter eksistensen af en eller flere guder.

Ordet er af græsk oprindelse og er sammensat af forstavelsen a, som udtrykker en negation eller et «ikke» (jfr. ordene a-social, a-typisk, osv.) og ordet theos, dvs. «gud». Med en «gud» menes gerne et slags højere væsen, ofte tænkt som usynlig og åndelig, og ofte også tænkt som verdens skaber og styrer. Man skelner iøvrigt mellem a-teisme og a-gnosticisme («ikke-viden») i spørgsmålet om forekomsten af guder. Mens ateismen direkte benægter eksistensen af guder, tager agnosticismen ikke endelig stilling til dette spørgsmål, men søger at opbygge et livssyn og verdensforståelse uafhængig af dette spørgsmål.

Historie

Historisk er det ofte vanskeligt at skelne klart mellem ateisme, agnosticisme og former for teisme (gudstro), hvor der opereres med så specielle gudsbegreber, at det tenderer mod en form for ateisme. I forbindelse med buddhismen synes man f.eks. at kunne tale om en form for «ateistisk religion», idet buddhismen oprindelig ikke synes at have opereret med noget gudsbegreb. Indenfor ældre kinesisk kultur opereres der også med religiøse tænkemåder, som vanskelig lader sig indordne i det vesterlandske begreb om teisme - bl.a. Taoismen.

Indenfor den tidlige græske filosofi, som bl.a. udvikledes ved at tænkningen løsgjorde sig fra den nedarvede mytologi og religion, opererede enkelte med så specielle gudsbegreber, at de vanskelig kan siges at repræsentere teisme i normal forstand. De gudsbegreber man opererede med havde ofte ingen betydning for den filosofiske grundholdning, udforskningsmåde og verdensforståelse iøvrigt. Materialisten Demokrit (ca. 420 før vor tidsregning) omtaler bl.a. i forbindelse med sin såkaldte atomlære (læren om et alle ting er bygget op af elementarpartikler, atomer) også såkaldte «guder» eller «dæmoner», som tænkes sammensat af særligt finkornede atomer, men som iøvrigt er forgængelige og ikke tænkes at gribe nævneværdigt ind i verden og dens forløb. Det er også muligt at Demokrit med dette blot vil forklare den subjektive forestilling om «guder» osv., snarere end at sige noget om disse væsners eksistens i sig selv.

Historisk set er det også vanskeligt at afgøre, i hvilken udstrækning taktiske hensyn har spillet ind i de enkelte filosoffers omtale af, eller i deres mangel på omtale af de til enhver tid etablerede «guder» og spørgsmålet om deres eksistens. Allerede i antikken fortælles der om filosofer, som kom i vanskeligheder på grund af beskyldninger om såkaldte «a-sebeia» - dvs. mangel på konventionel fromhed og gudsfrygt. Det var bl.a. tilfældet med Sokrates. Gennem de 1000 år den kristne middelalder varede i Europa, var der også temmelig trange vilkår for en åben forfægtelse af ateistiske holdninger. Der var dødsstraf, selv for afvigende former for teisme.

En åben og konsekvent ateisme kan man egentlig først tale om i Europa fra og med den såkaldte oplysningstid i 1700-tallet, efter at kirkens totale kulturherredømme enkelte steder var begyndt at gå i opløsning. Ateismen fremmes her som udtryk for en ny filosofisk og videnskabelig vilje, hvor gudsbegrebet ikke kun betragtes som overflødig, men også som direkte hæmmende og vildledende for den videre filosofiske og videnskabelige udvikling. Nævnes i denne forbindelse må særlig den franske naturvidenskabsmand Holbach (1723-89) og encyklopædisterne Diderot (1713-84) og Helvetius (1715-71). De stod for en forholdsvis grovkornet materialisme, men bl.a. Helvetius lagde i sin tænkning samtidig stor vægt på det sociale miljøs og de øvrige livsvilkårs betydning for menneskets udvikling. Fra og med oplysningstiden er ateismen blevet fremhævet som filosofisk-videnskabeligt princip og som livssynsstandpunkt af enkeltpersoner og grupper i alle lande i Vesten, ikke mindst i tilknytning til forsknings- og universitetsmiljøer. Traditionen fra oplysningstiden er i denne henseende gerne blevet omtalt som «livssyns-rationalisme». I moderne tid kan bl.a. filosoffer som Nietzsche, Sartre og Russel på hver deres måde siges at have et rationalistisk udgangspunkt for deres ateisme. Ateismen som Marx forfægtede og lagde til grund for sin videnskab, har sin baggrund i den såkaldte «venstrehegelianisme», som Marx tager noget af sit udgangspunkt i. En forgænger er her den teologisk uddannede Bruno Bauer (1809-82). En anden fremtrædende repræsentant for en konsekvent ateistisk verdensanskuelse er filosoffen Ludwig Feuerbach (1804-72).

Arbejderbevægelsen og ateismen

Marx bygger på og viderefører væsentlige træk hos begge disse. Samtidig lader han ateismen indgå som led og forudsætning i en langt videre og mere praktisk rettet analysesammenhæng end dem (se Materialisme). Med sin fremhævelse af ateismen som forudsætning for en ægte materialistisk analyse og for en konsekvent revolutionær praksis, brød Marx med enkelte tidligere socialisters forsøg på at kombinere socialismen med den aktuelle etablerede religion (kristendommen). Både Marx og hans medarbejder Engels betragtede religionen (dvs. kristendommen) både som udtryk for og som middel til opretholdelse af menneskelig og klassemæssig undertrykkelse. «Religionen er det betrængte kreaturs hjertesuk» (Marx). Og den er «en forvrænget verdensbevidsthed.» Det hedder i denne forbindelse, at «Kritikken af religionen er forudsætningen for al kritik» Og videre: «Kritikken af religionen desillusionerer mennesket for at det skal tænke, handle og forme sin virkelighed som et desillusioneret menneske, som er kommet til fornuft ... » Med gennemførelsen af den russiske revolution i 1917 forfægtede Lenin marxismens standpunkt - også i spørgsmålet om religion og ateisme. I kulturpolitikken tog han til orde for en «kæmpende ateisme» som grundlag for bekæmpelsen af den feudale og borgerlige ideologitradition og som udgangspunkt for udviklingen af en ny kultur. I lighed med Marx og Engels roste han samtidig oplysningstidens ateister og anbefalede at også disse måtte blive studeret.

De fleste steder hvor socialismen har sejret, er ateismen blevet fastslået som officielt grundlag. Graden af tolerance overfor religiøs ideologi og praksis har i disse tilfælde gerne svaret til graden af tolerance overfor afvigende ideologi og praksis generelt. Da ateismen er blevet officielt grundlag de fleste steder, hvor socialismen har sejret, har ateismen i det 20. århundrede været på klar fremgang i verdenssammenhæng i forhold til de traditionelle religioner og andre teistisk prægede ideologier. Sammenbruddene i statssocialistiske stater siden slutningen af 1980'erne har dog tilsvarende været fulgt af en opblomstring af religionen.

Indenfor den socialistiske arbejderbevægelse har der i forskellige lande været skiftende holdninger til religion og ateisme. Den tidlige arbejderbevægelse hævdede med udgangspunkt i marxismen, at ateismen var det selvfølgelige grundlag for den socialistiske arbejderbevægelse. Men efterhånden kom bevægelsen og dens parti - socialdemokratiet - til at indtage en langt mere uklar og liberalistisk holdning i denne sag. Den hang bl.a. sammen med partiets udvikling til at være statsbærende og folkekirkens status som statskirke.

Man kan skelne mellem fire forskellige udgangspunkter for ateisme - og i denne forbindelse også i en vis grad mellem forskellige former for ateisme:

1. Det historisk-filosofisk prægede udgangspunkt (også kaldet det «historisk-kritiske»). Man refererer her dels til modstridende gudeteorier indenfor de forskellige kulturer og dels til forhold som anses for historisk og litterært tvivlsomme indenfor den enkelte gudeteoris skrift- og overleveringstradition (jfr. historisk-kritisk forskning indenfor religionsvidenskaberne). Både indenfor den tidlige græske filosofi, og i Europa fra renæssancen af, var dette vigtig for at frigøre tænkningen fra de religiøse traditioner.

2. Den logisk-filosofisk prægede opfattelse (også kaldet det «rationalistiske»), tager sit udgangspunkt i religiøse holdepunkter og forestillinger, som anses for selvmodsigende, grundløse eller på andre måder stridende mod fornuft og videnskab. Meget af den moderne akademiske ateisme og religionsopposition fra oplysningstiden har haft dette udgangspunkt. I det 20. århundrede har dette i vid udstrækning - sammen med det etiske udgangspunkt - præget den internationale humanistiske verdensbevægelse.

3. Det etisk prægede udgangspunkt. Dette går ud fra forhold man har anset som tvivlsomme og urimelige i etisk henseende indenfor de aktuelle gudsforestillinger. På vestlig område i tilknytning til kristendommen har man i denne forbindelse bl.a. sat kritisk søgelys på de handlinger som ifølge de bibelske skrifter tillægges guden både i fortiden (Syndfloden som kollektiv henrettelsesmetode, Palestina-erobringen med guden som hærfører, osv.), i nutiden (gudernes påståede almagt set i forhold til lidelserne i verden) og i fremtiden (den evige hævn og tortur som guden siges at skulle udføre overfor de anderledes tænkende, osv.).

4. Det politisk-socialt prægede udgangspunkt. Man har her fremhævet religionen med dens gudsforestilling som negativ og forkludrende faktor med hensyn til progressiv politisk og social forandring. Man har her kritiseret bestemte idealer, retningslinier og praksis indenfor den aktuelle religion. På et dybtgående religionskritisk plan har man også fremhævet religion og teisme i sig selv som grundlæggende reaktionært: På det politiske plan indbyder teismen tendentielt menneskene til at sætte deres lid til guden og de religiøse forskrifter, i stedet for til egen praksis. (Jfr. udsagn som «giv os idag vort daglige brød», «komme dit rige», osv. Bakunin skriver i «Gud og Staten»: «Hvis Gud fandtes, ville mennesket være en slave.» Og videre: «Som Guds slaver, vil folk også være Kirkens og Statens slaver, forsåvidt som Kirken helliger Staten.») På det sociale plan er det iøvrigt med styrke blevet hævdet, at teismen tendentielt fører til, at guden og de religiøse pligter og forestillinger stiller sig mellem det direkte følelses- og praksisforhold mellem de enkelte mennesker, og også kan blive en komplicerende og hæmmende faktor i den enkeltes forhold til sig selv (jfr. Tilmann Moser m.fl.: «Gudsforgiftning».)

Udbredelse

Formelt må over 1 milliard ud af verdens befolkning på 6 milliarder regnes for at tilhøre en ateistisk ideologi, mod blot et ubetydeligt antal ved begyndelsen af det 20. århundrede. (Kinas befolkning udgør den alt overvejende del af dette tal). I Danmark hvor over 90 % af befolkningen formelt set er tilsluttet Folkekirken viser undersøgelser, at under 10% regner sig som personligt kristne i religiøs forstand. Et lignende antal regner sig klart som ateister. Omkring halvdelen af den danske befolkning befinder sig udfra dette på den religiøse skala mellem disse to yderstandpunkter.

H.Vi.