Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
    .  Norge
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
     .  Journalistik
Ideologi  .  Socialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 40.418
: :
Sandemose, Aksel
Aksel Sandemose
Aksel Sandemose

Sandemose (1899-1965), norsk forfatter og essayist, er en af de mest særprægede og originale digtere i norsk litteratur i det 20. århundrede. Som typisk repræsentant for den kulturradikale intelligentsia i 1930'erne, med dens angreb på den borgerlige anstændigheds falske facade, på magtmisbrug, hykleri, dobbeltmoral, fordomme, seksualtabuer og kirkeligt snæversyn, blev Aksel Sandemose skydeskive for den konservative kritik. Efter krigen blev han imidlertid anerkendt - også af de borgerlige kritikere - og efterhånden kanoniseret som en af de store digtere i norsk litteratur. Dette til trods for at Sandemose i modsætning til flere af sine meningsfæller fra 30'erne bevarede sin radikale profil - også i efterkrigstiden.

Hans forfatterskab præges på den ene side af en dybtgående analyse af de irrationelle kræfter i menneskesindet, på den anden side af en sociologisk analyse af de undertrykkelsesmekanismer, som hindrer de undertrykte i at frigøre sig. Freudianismen er en vigtig inspirationskilde. Hovedpersonens psykologi står altid i centrum.

Liv

Det er få forfatterskaber, hvor sammenhængen mellem liv og digtning træder så klart frem som i Sandemoses tilfælde. Han blev født i Nykøbing Mors i Danmark og voksede op i trange kår i en arbejderfamilie. 17 år gammel stak han til søs, blot for at opleve at den samme Jantementalitet, som han var flygtet fra, også forfulgte ham der. I oktober 1916 rømmede han fra den skonnert, han havde fået hyre på, og gik i land på Newfoundlands nordkyst. Denne begivenhed fik afgørende betydning for hans senere liv. Han skriver selv, at «siden har jeg ingenting oplevet, som ikke kunne føres tilbage dertil, eller som ikke tog farve af denne gamle oplevelse». Ikke mindst fordi romanskikkelsen Espen Arnakke begår et mord, efter at være flygtet i land på Newfoundland i efteråret 1916, opstod der en sand flom af rygter omkring Sandemose. Han var selv flink til at bidrage til myten om sig selv, men der er ingenting der tyder på, at mordet var en realitet udenfor fiktionen.

Efter at han var gået i land, og før den litterære debut i 1923, prøvede han sig i et utal af beskæftigelser: Som gartner, lærer, kolportør, tømmerhugger, kontoransat og journalist. I 1929 emigrerede han til Norge og etablerede sig hurtigt som norsk forfatter. Under krigsårene levede han i eksil i Stockholm. Efter at have ført en omflakkende og hektisk bytilværelse i mange år, slog han sig i 1950 ned i det afsidesliggende Kørkelvik ved Risør i Norge. Der levede han i de følgende ti år, men brød op da han mistede sin ene søn og sin kone.

Det skønlitterære forfatterskab

Bortset fra «Klabavtermanden» (1927) - som blev omskrevet, udvidet og udgivet i Norge i 1932 - er Sandemoses danske forfatterskab mindre betydeligt - i alt seks bøger. Hans første bog i Norge var: «En sømand går i land» (1931). Her optræder Espen Arnakke - forfatterens alter ego - for første gang. Fortællingen er på en og samme tid en spændende og velskrevet historie om Espens modningsproces til en voksen og ansvarlig mand, en kollektivroman om en nybyggerkoloni i Alberta i Canada og et psykologisk studie i mindreværdsfølelse, jalousi og selvhævdelsestrang.

Med sin næste bog, «En flygtning krydser sit spor» (1933), fik Sandemose sit definitive gennembrud. Her introduceres Janteloven, og arbejderknægtens endelige, totale og voldsomme opgør med barndommens og ungdommens bødler og fangevogtere sætter ind. Bogen er udformet som en gigantisk selvbekendelse som tilsyneladende træder lige så kaotisk frem som associationsstrømmen under en psykoanalyse. Søromanen «Vi pynter os med horn» (1936) - den mest stramme komponerede roman af Sandemose - er endnu et studie i jalousi, fornedrelse og perverteret seksualitet.

Hadet til nazismen gennemsyrer store deler af forfatterskabet. Med «Tjærehandleren» (1945), «Det svundne er en drøm» (1946) og «Varulven» (1958) giver han sine vigtigste bidrag til den psykologiske analyse af nazismens væsen. I lighed med Sigurd Hoel er Sandemose blevet kritiseret for, at denne analyse er for snæver og kan virke afledende. Kritikken rammer kun delvist. For Sandemose er ondskaben nok noget iboende i mennesket, men han er sig altid bevidst, hvilke samfundsmæssige kræfter der slipper den løs. Nazismen er ikke blot et psykologisk fænomen, men det er denne side af nazismen, som Sandemose har valgt at analysere. I alle disse tre bøger udgør nazismeproblematikken imidlertid blot en lille del af tematikken. Det er i «Det svundne er en drøm», at en af hovedpersonerne udtaler de berømte Sandemoseord: «Det eneste der er værd at skrive om er mord og kærlighed». Det er på ny en roman om jalousi, kærlighed og kærlighedshad, om emigranten John Torsson som vender tilbage og krydser sine spor, og som halvtredsårig atter gennemlever ungdommens trekantdrama. Det er en roman om menneskets «skyggeside», der vinder over menneskets rationelle jeg, om en morder der skjuler sig for sig selv, om et menneske der krydsforhører sig selv for at få bugt med de irrationelle kræfter i sit eget sind. Med sin sprængte tidsopfattelse og sin konstante jagt på egen identitet træder denne roman frem som en typisk «moderne» roman.

I «Varulven» samler Sandemose alle de nedbrydende tendenser i mennesket i varulvesymbolet. Her fortsætter opgøret med Jante, med intolerancen, dumheden, magtsygen, mindreværdsfølelsen og jalousiens dæmoner. I nazismen blæses ødelæggelsestrangen og hævnlysten op til historiske dimensioner. Varulven er et billede på de indre, psykiske drivkræfter, der var en forudsætning for, at nazismen kunne vinde frem som politisk bevægelse. Nazismen er de sjæleligt forkvaklede og stupides tyranni.

Sandemose som essayist

Sandemose nåede muligvis lige så højt som epistelforfatter og essayist. I sine epistler behandler han alt mellem himmel og jord. Han kommenterer gerne aktuelle politiske begivenheder. Straks da han var kommet til Norge, blev han en flittig bidragsyder til tidsskrifter og dagspresse. I 30'erne skrev han i Arbejderbladet, Dagbladet og Tidens Tegn, men udgav også et enmandstidsskrift - Fesjå - som udkom med fire hæfter i årene 1934-36. Her finder vi flere artikler med stærke angreb på nazismen. «Dødens agenter» - en lille bog om rustningsindustrien - viser også Sandemoses evne til politisk analyse.

Fra 1945 blev han fast bidragsyder til ugemagasinet Aktuell, og med få afbrud var han til sin død knyttet til dette magasin. I alt skrev han over 300 artikler i dette blad. På grund af sine politiske standpunkter var han en ret så kontroversiel skribent i Arbejderpartiets og LO's organ Aktuell. Han var en ivrig NATO modstander, gik skarpt imod beredsskabslovene og deltog ivrigt i kampagnen mod atomvåben. I to år efter krigen var han endvidere litteraturmelder i NKP's avis Friheten. I perioden 1951-55 udgav Sandemose på nyt et enmandstidsskrift med titlen: Årstidene. Brev fra Kørkelvik. Det udkom med i alt tretten hæfter.

Politisk bevarede Sandemose størstedelen af sit liv sine sympatier for socialismen, selv om hans stejle individualisme hindrede ham i at blive medlem af noget parti. Hans romaner er imidlertid blottet for kamppatos og politisk forkyndelse. Det sociale oprør kommer altid indirekte til udtryk, og det har altid individuel, aldrig kollektiv karakter. I centrum står eneren, som kommer i konflikt med småbyens tyranniske nivelleringskrav, som det er formuleret i Janteloven, hvor første bud lyder: «Du skal ikke tro, du er noget.» Den unge mand tvinges på flugt, men lever hele tiden under Jantelovens blodige stjerne. Hævnen kommer gerne i form af et mord på en stedfortræder - en inkarnation af Jantemennesket - som han møder senere i livet. Bøgerne former sig som en optrevlende selvanalyse, hvor hovedpersonerne forsøger at betvinge de irrationelle kræfter i deres eget sind ved at arbejde sig til bunds i deres egne ubevidste motiver.

I sin psyko-sociologiske analyse af Jantesamfundet skildrer han «de undertryktes selvundertrykkelse». Hadet til undertrykkerne truer ofte med at overvinde medfølelsen med de undertrykte, fordi undertrykkeren og de undertrykte er identiske - efter selvterrorens paradoksale logik. Den ensomme outsiders sociologiske indsigt i undertrykkelsens logik kan dermed let slå om i en intelligens-aristokratisme. Den radikale kritik af de ideologiske og psykologiske mekanismer, der modarbejder menneskets frigørelse i det kapitalistiske samfund, er imidlertid nået længere end Sandemose.

Ø.R.

Litteratur

C. E. Nordberg: Sandemose. En biografi, Oslo 1967.
N. B. Wanberg (red.): Sandemoses ansikter, Oslo 1969.