Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Biologi
    .  Samfundsvidenskab
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 33.821
: :
Socialdarwinisme

Socialdarwinismen var en retning indenfor samfundsvidenskaberne i sidste tredjedel af det 19. århundrede, med særlig betydning i England og USA. Med udgangspunkt i Charles Darwins «Arternes oprindelse» (1859) ville socialdarwinisterne forklare samfundsudviklingen gennem teorien om den naturlige udvælgelse, samtidig med at de brugte teorien til at retfærdiggøre social nød og ulighed.

Darwin selv var ikke socialdarwinist, men hans samtidige Herbert Spencer - som allerede i 1852 fastslog udtrykket: «Survival of the fittest» - tog hans ideer op og overførte dem til sociologien. Størst gennemslagskraft fik hans ideer i USA, med William Graham Sumner som hovedtalsmand. Sumner huskes i dag bedst for sin udtalelse om, at millionærer er et produkt af den naturlige udvælgelse, som i sin visdom sikrer, at de bedste individer får de vigtigste og bedst betalte stillinger.

Socialdarwinismen var for absurd til at kunne have betydning særlig længe. I tilbageblik kan vi se, at den var en af mange sociologiske blindgyder der blev skabt gennem biologiens uheldige indflydelse på samfundsvidenskaben. Den moderne sociobiologi har kun en overfladisk lighed med socialdarwinismen: Den retter sig mod andre problemer og anvender langt mere præcise metoder. Hvis der eksisterer nogen lighed, ligger den i, at begge teorier bruges til at retfærdiggøre forhold som krig, ulighed og fattigdom.

Socialdarwinismens forklaringsevne svækkes stærkt af to uklarheder. For det første er det ofte tvetydigt, om socialdarwinisterne direkte forsøgte at anvende Darwins teori på samfundet, eller om de blot anvendte den som en analogi. For det andet - og dette er den vigtigste indvending - skelnede de ikke mellem økologisk tilpasning (tilpasning til omgivelserne) og reproduktiv tilpasning (evnen til at efterlade sig mange efterkommere).

Darwins teori forklarer arternes udvikling gennem stadig stigende reproduktiv tilpasning: De arveegenskaber der fremmer denne tilpasning, vil blive begunstiget. Der er imidlertid ikke generelt nogen grund til at tro, at disse egenskaber også er gunstige ifht. tilpasningen til omgivelserne, og i de menneskelige samfund er sammenhængen under alle omstændigheder meget løs.

Ofte forholder det sig således, at antallet af børn synker med graden af magt, indtægt eller levealder, for at bruge nogle mulige kriterier på økologisk succes. Eunukker har i mange samfund haft stor magt, ligeledes katolske præster i cølibat, til trods for at de ikke har efterladt sig afkom. Når socialdarwinisterne forsøgte at forklare økologisk succes i samfundet med teorien om den naturlige udvælgelse, overså de netop at de to former for tilpasning hos mennesket er så løst koblet til hinanden.

Socialdarwinisternes forsøg på at retfærdiggøre et uhæmmet kapitalistisk konkurrencesamfund hvilede også på en kortslutning. De mente, at en aktiv socialpolitik var uheldig, fordi «svage» individer da ville overleve og sprede deres arveanlæg i befolkningen, som på denne måde ville blive stadig «dårligere».

For det første hviler dette ræsonnement på en menneskeforagt, som i sig selv er nok til, at vi afviser det. For det andre overser det igen, at individer som måske ville have klaret sig dårligt i «kampen for tilværelsen» i naturtilstanden, kan være bærere af værdifulde moralske, intellektuelle og kunstneriske egenskaber.

J.E.


Litteratur

R. Hofstadter: Social Darwinism in American Thought, Boston 1959.