Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
    .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 24.423
: :
Tolerance

Tolerance betegner normalt en bestemt type af holdninger overfor andre individer eller grupper: Den der beskriver sig selv som tolerant eller af andre karakteriseres som tolerant, undlader at reagere negativt eller straffende overfor udsagn eller adfærd, som han eller hun ikke bifalder eller formodes ikke at bifalde.

Det forudsættes her, at den tolerante har magt eller indflydelse nok til at kunne have valgt at reagere negativt og med en vis virkning - straffende i bred forstand eller i alt fald ubehagelig - overfor den (dem) hvis udsagn eller adfærd der ikke bifaldes. Det forudsættes endvidere, at man er opmærksom på vedkommendes udsagn eller adfærd og med vilje undlader at reagere.

Aktiv tolerance kan indebære, at man principielt hævder, at en tolerant adfærd - eller handlingsundladelse - er moralsk korrekt i bestemte typer af situationer. Derved opfordrer man samtidig andre til at indtage samme tolerante holdning.

Passiv tolerance kan i praksis let forveksles med 1. afmagt, 2. manglende opmærksomhed eller 3. ligegyldighed:

  1. Romerrigets kristne blev til at begynde med forfulgt og var naturlig nok tilhængere af religiøs tolerance, men kun indtil kejser Konstantin blev vundet for kristendommen. Som magthavere kom de kristne hurtigt på andre tanker, og det gik hårdt ud over hedningerne.
  2. Vestlig presse tolererede tilsyneladende folkemordene i Brasilien i 1960'erne og 70'erne, hvor oprindelige folk bliver fejet til side af vestlige kapitalinteresser med samme robuste ligegyldighed som de tyske nazister havde overfor jøderne, mens den samme presse beskriver det som en grov krænkelse af menneskerettighederne, at oppositionelle arresteres i Cuba.
  3. Tolerance indenfor familien beskrives ofte som et uomtvisteligt gode, i modsætning til hård disciplin, men empiriske studier har vist, at mange tolerante forældre i virkeligheden er ret ligeglade med børnenes daglige gøremål - til skade for børnene. Tilsvarende kan religiøs tolerance i vore dage ofte være et tegn på manglende interesse for religiøse spørgsmål.

Toleranceproblemets historie

John Locke (1632-1704) var den der først argumenterede for religiøs tolerance - anonymt, for en sikkerheds skyld. Han skrev desuden - også anonymt - den berømte «Second Treatise» om samfundskontrakten, som mere end noget andet skrift havde indflydelse på liberalismens grundlove i USA, Norge og i mange andre vestlige lande. I sine «Breve om tolerancen» hævdede Locke, at staten kan regulere adfærd men ikke overbevisninger; staten har ingen ekspertise på religionens område. Locke krævede tolerance overfor alle protestantiske sekter, men gjorde en undtagelse for katolikker og ateister. Katolikkerne var farlige for staten, hævdede han, da deres overhovede sad i Rom. De kunne derfor ikke anses for loyale englændere. Ateister var samfundsskadelige, for man kunne ikke stole på deres ord: De kunne ikke aflægge ed, når de ikke troede på Guds straf. Alligevel må det understreges, at for Lockes samtidige var hans holdning radikal og progressiv, og hans argumentation blev snart taget til indtægt for vidtgående krav om tolerance.

I Frankrig blev Voltaire (1694-1778) stærkt indflueret af Locke og af engelsk ytringsfrihed. Han skal have formuleret den berømte sætning: «Jeg er uenig i alt du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det.» Vigtigere var hans utrættelige kamp mod religiøs intolerance i Frankrig. Hans «Traktat om tolerancen» var en heftig protest mod et justitsmord på en protestant. Tre år senere blev dommen omstødt og enken fik erstatning af staten. Voltaires motto var: «Ecrasez l'infâme» («Knus den infame»). Ikke kirken, men den blinde fanatisme som gejstlige og verdslige magter beskyttede. «Den som kan indbilde dig hvad som helst», skrev han, «kan også få dig med på de værste forbrydelser. »

Næst efter Lockes «Treatise» er John Stuart Mills «Om Friheden» det historisk vigtigste forsvar for et liberalt system baseret på meningsfrihed. Mill angreb ikke bare statens, men også folkeopinionens tyranni, og han var lige så interesseret i politisk som i religiøs og seksuel tolerance. Hans forsvar for uindskrænket ytringsfrihed kan fortsat læses med udbytte.

Moderne problemstillinger

«Racetolerance» er i dag et almindeligt begreb i USA og andre engelsktalende lande: At være tolerant overfor sorte indebærer, at man er imod racediskriminering. Kampen for fuldstændige borgerrettigheder opfattes ofte som en kamp for racetolerance. Men strengt taget er begrebet tolerance malplaceret i denne sammenhæng. Det at være tolerant overfor folk med mørk hudfarve betyder jo egentlig, at man fortsat ikke bryder sig om dem - racefordommene eksisterer fortsat, men man behersker sig i sin adfærd.

Vel er racetolerance en mere civiliseret holdning end racehad, men man bør kunne kræve mere end tolerance: 1. At vi kan lide eller forkaste andre mennesker som individer, uanset race og 2. At vi positivt kan værdsætte det at andre mennesker er anderledes indstillet, ser anderledes ud eller har andre skikke. Det at en person ikke er dansk eller «hvid», er ingen karakterbrist.

En anden problemstilling gælder det centrale tolerancebegreb: At finde sig i at andre mennesker optræder eller udtaler sig på måder, som man ikke bryder sig om. I nogle sammenhænge er det et spørgsmål, om vi ikke har alt for stor tolerance. Måske er vi blevet alt for villige til at acceptere tilstande, som kan gå hårdt ud over andre mennesker.

Herbert Marcuse formulerede i 1960'erne begrebet «repressiv tolerance». Den abstrakte tolerance er upartisk, skriver han, men dermed er den til støtte for dem, der sidder på magten. Han går ind for et politisk engageret tolerancebegreb: Principielt bør vi kæmpe for tolerance overfor alle politiske retninger som kræver social retfærdighed eller som taler de undertrykte klassers sag, men der bør være mindre tolerance overfor højregrupper, som arbejder for endnu større ulighed og undertrykkelse i vor verden.

En høj grad af politisk tolerance tyder på, at regimet eller samfundssystemet er stabilt. Enorme militære og økonomiske magtmidler som bliver brugt til at udbytte den tredje verden, har gjort det muligt for de vestlige lande at tolerere en bred debat og et bredt spektrum af politiske organisationer og medier. Magthaverne regner med, at det store flertal under alle omstændigheder vil holde radikale ideer på afstand.

Toleranceidealet i vor tid er udviklet fra liberalismen og tjener som det liberalistiske klassesamfunds vigtigste ornament - ved siden af stemmeretten. Vore politiske meninger kan frit markedsføres, på samme måde som produkterne fra industrien og landbruget. Men i begge tilfælde viser det sig, at det såkaldt frie marked fortrinsvis er gunstigt for de mægtige interesser, således at både produkter og ideer hurtigt bliver standardiseret, og udvalget mindsket. Der konkurreres snart kun om nuanceforskelle. Den skæve magtstruktur skaber ufrihed under et skin af frihed: Intolerance i tolerancens navn. Folk vil le af radikale tanker om social retfærdighed: Det er ikke længere nødvendigt for magthaverne at brænde radikale bøger.

Kampen for udstrakt tolerance har præget Vestens historiske udvikling i de sidste 300 år. Vi må lære at kombinere tolerance overfor dem der arbejder for de svage i samfundet eller de undertrykte i verden med intolerance overfor de industrier og politiske kræfter, som udbytter de svage og truer med at ødelægge livsgrundlaget for kommende slægter. Tolerancens historiske arv må værnes, men den forpligter os til intolerance overfor militarisme, udbytning og anden undertrykkelse.

C.Ba.


Litteratur

P. King: Toleration, London 1976.
U. Schultz (red.): Toleranz, Reinbek bei Hamburg 1974.
G. Tinder: Tolerance. Toward a New Civility, Amherst 1975.
H. Marcuse, R. P. Wolff og B. Moore jr.: Om toleranse. Kritik af et liberalt dilemma, Oslo 1969.