Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Politik
    .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 19/12 2010
Læst af: 41.536
: :
Humanisme

«Humanisme» dækker over flere forskellige emner, som alle kort kan siges at sætte mennesket i centrum. Forskellene drejer sig om i hvilken grad, det kommer i centrum.

I første omgang forbindes «Humanisme» med renæssancen. I det 14. århundrede blev studier af fagene grammatik, retorik, historie, poesi og moralfilosofi omtalt som «studia humanitatis». Dette skal ses i modsætning til studier af guds udtryk, som hører til i teologien. Egentlig begynder betegnelsen som studenterslang: «umanista» over for «teologista».

Interessen for de nævnte fag var en interesse i menneskelige produkter, og i den betydning kom mennesket i centrum. Men for renæssancen var mennesket stadig underordnet den skabte orden. Nogle af renæssancens filosofiske værker som Gianozzo Manettis «Om menneskets værdighed og ædle natur» (1452) og Giovanni Pico della Mirandolas «Om menneskets værdighed» (1486) lovpriser menneskets udfoldelse. Det er dog fortsat inden for Guds orden; mennesket skaber ikke frit sin verden, men det skaber unikke produkter inden for de givne rammer.

Genopdagelsen af antikkens litterære og filosofiske værker bestyrkede dog opfattelsen af, at menneskets evner rækker længere, end opfattelse i middelalderen var. Ikke mindst Platons og Aristoteles værker demonstrerede, at den menneskelige fornuft kunne gøre store indsigter uden at være vejledt af den kristne åbenbaring. Samtidig gav antikkens moralfilosofiske og politiske skrifter et grundlag for en politisk tænkning, der satte den borgerlige republik i centrum frem for den feudale stat. I stedet for feudalherren som Guds repræsentant på Jorden skabes et styre, der baseres på borgerne og deres rettigheder.

Genopdagelsen af antikkens kulturelle skatte sammen med fremkomsten af en borgerkultur især i Norditalien og omkring Rhinen gav i stigende grad erfaringen af, at menneskets indgreb i verden blev så omfattende, at det selv former sine omgivelser i stadig større omfang. Dette medvirkede til, at historikerne i anden del af det 16. århundrede kunne se tiden som så forandret, at efter 1500 måtte verden betragtes som moderne i modsætning til den mellemliggende tid – dvs. middelalderen.

«Humanisme» er senere efterhånden blevet betegnelsen for det at gå ind for «humane principper» så som: respekt for menneskeværdet, accept af mennesket, ikke blot som middel, men som mål i sig selv, en holdning om at alle har ret til frihed, opfattelsen af at alle mennesker kan dannes og udvikles i moralsk og politisk forstand.

I «Humanisme og terror» (Paris 1947, tysk oversættelse 1966) siger Merleau-Ponty, at marxisterne har gjort ret i at holde sig fra at vurdere liberale og humane principper som ideer alene. De har gjort noget, han finder mere vigtigt. De har undersøgt, hvilken slags samfundsmæssige ordning disse principper er funktionelle i forhold til. Merleau-Ponty finder det interessant, at de liberale og humane principper er blevet udviklet i lande, som har ført mange krige, og som har etableret imperialistiske kolonistyrer. Sidstnævnte har medført mere blodsudgydelse og undertrykkelse end nogen revolution.

Med udtrykket «den liberale mystifikation» mener Merleau-Ponty en bestemt anvendelse af liberale og humane principper. En anvendelse som har inhumane og ikke-liberale ordninger som sin praktiske konsekvens. «Den liberale mystifikation» er ifølge Merleau-Ponty et kendetegn ved en aggressiv form for liberalisme og humanisme. Den er dogmatisk og fungerer ofte som krigsideologi og motiverer imperialistiske overgreb.

Så snart nogen forsvarer ideen om frihed og humanitet i stedet for at forsvare folks frihed, forvandler frihedsideen sig til et røgslør for voldsmagtens udfoldelse, mener Merleau-Ponty. På baggrund af sine overvejelser siger han noget, som nok er faldet mange for brystet: Det er muligt, at et regime som faktisk vedkender sig voldsanvendelse er mere humant en det som højtideligholder humanismen.

At gennemskue «humanismen» er naturligvis på ingen måde det samme som at forkaste humaniteten som praktisk virksomt princip. Det foregående udtrykker snarere et skel mellem «humanisme» som ideologi og humanisme som praktisk forpligtelse overfor humaniteten. Dermed bliver følgende spørgsmål relevant: Er «humanismen» i dag blevet en trussel mod humaniteten?

Som Marx stærkt fremhævede, er kapitalismen en civilisatorisk udviklingskraft og ikke kun et undertrykkelsesinstrument. Det er givet en misforståelse ensidigt at identificere kapitalismens progressive karakter med evnen til at udvikle produktivkræfterne. Man må også medregne udviklingen af humane og liberale principper og borgerlige ideer om frihed, lighed og solidaritet. Humanitet og liberalitet kan ikke fjernes, uden at barbariet bliver næste trin. Ideologi-kritik af «humanismen» er praktisk nødvendig, men en ideologi-kritik som samtidig indebærer en forkastelse af humaniteten som praktisk princip destruerer sig selv som kritik. Dermed åbner den for barbariet.

J.H. / C.Fri.