Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Centralasien  .  Bangladesh
DatoOpdatering
2012.08.09Årlig opdatering
2015.01.10Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 10/1 2016
Læst af: 86.541
Verden  .  Asien  .  Centralasien  .  Bangladesh
: :
Bangladesh
Befolkning137,4 mio.
ValutaTaka
Areal144.000 Km2
HovedstadDhaka (Dacca)
Befolkningstæthed954,1 indb./Km2    
HDI placering129    
Bangladesh er utroligt frugtbart pga. dets megen vand, men nogle gange er der for meget af det. (Solidaritet)

Bangladesh er et stort slette og deltaland, beliggende hvor floderne Ganges og Brahmaputra løber sammen og ud i den bengalske havbugt. Det er på 3 sider omgivet af Indien. Jordene er meget frugtbare og der dyrkes ris, te og jute. Der er desuden betydelige områder med skov og sump. Klimaet er tropisk og præget af monsunen med omfattende regn i regntiden fra juni til september. Bangladesh hærges i denne periode ofte af cykloner, der medfører omfattende oversvømmelser med katastrofale følger. Landets eneste mineralressourcer er kul af ringe kvalitet og naturgas. Det stigende havniveau udgør desuden en trussel, da størstedelen af befolkningen bor i områder på niveau med havoverfladen. Kystområdet er berørt af forureningen fra ubehandlet spildevand fra industrier og befolkningen. Dette forhold koblet med overfiskningen af krebs til forsyning af markederne inde i landet og eksport har medført en delvis ødelæggelse af en af landets rigdomskilder. Havforureningen truer med uigenkaldeligt at ødelægge økosystemet ved kystområderne.

Folket: Etnisk og kulturelt homogent. Det opstod for 25 århundreder siden, da den lokale bengalske befolkning smeltede sammen med ariske emigranter fra Centralasien. Der findes en lille minoritet af urduer og indere. I den sydøstlige del af landet mod grænsen til Indien findes 13 etniske grupper, hvoraf chakman folket efter langvarig konflikt med myndighederne i 1981 flygtede til Indien.

Religion: Overvejende islam (83%), hindu (16%), samt en række buddhistiske og kristne minoriteter.

Sprog: Bengali. Desuden en række minoritets sprog som urdu, burmesisk og stammesprog som arakan og chakma.

Politiske partier: Bangladesh Jatiyatabadi Dal (BNP, Bangladesh' nationalistiske Parti) - centrum-højreorienteret; Awami Ligaen (AL) der er tilhænger af en socialdemokratisk politik med en vis intervention fra den private sektors side; Jatiya Dal, der er en alliance af 5 nationalistpartier, der er islamisk inspirerede; Jamaat-e-Islami, der er islamiske fundamentalister; Kommunistpartiet og andre mindre partier.

Officielt navn: Gana Projatantri Bangladesh.

Administrativ inddeling: 4 distrikter

Hovedstad: Dhaka, 12.797.000 indb. (2008).

Andre vigtige byer: Chittagong, 2.500.900 indb.; Khulna, 1.168.800 indb., Rajshahi, 687.300 indb. (2000).

Regering: Parlamentarisk republik. Abdul Hamid er siden marts 2013 præsident og statschef. Sheikh Hasina er siden januar 2009 premierminister, genvalgt i 2014. Parlamentet er et etkammersystem bestående af 330 medlemmer, hvoraf 300 vælges direkte og 30 er reserveret kvinder, der vælges af parlamentet. Mandatperioden er 5 år.

Nationaldag: 26. marts (uafhængighed, 1971); 16. december (sejrsdagen, 1971).

Væbnede styrker: 115.000 (1995).

Paramilitære styrker: Grænsepoliti, væbnet politi og sikkerhedsstyrker. 50.000

 

Selvom Bangladesh er en nyere statsdannelse, er det en gammel nation med rødder tilbage til det gamle Bengalske kongedømme. Dets historie har været kendt gennem tusinder af år gennem det episke digt Mahabharat - de hundredetusinde liniers digt, der også er kendt som «Menneskehedens store historie».

I det 17. århundrede kaldte det britiske Ostindiske Kompagni landet for «Bengalen». Umiddelbart efter delingen mellem Indien og Bengalen i 1947 fik det navnet Østbengalen, og det da den nye statsdannelse Pakistan i 1956 var en realitet, blev det kaldt Østpakistan. Landet opstod som selvstændig stat i 1971 og fik da sit aktuelle navn, Bangladesh, der betyder «landet hvor der tales bengali».

Hindutroen opstod, da de indo-ariske folk for 3-4 tusinde år siden kom til det indiske subkontinent. I det 13. århundrede besatte muslimer området og gjorde det til en del af en række skiftende afghanske dynastier. Samtidig blev forbindelsen med den islamiske regering i Delhi brudt. Området blev senere for kortere perioder besat af styrker fra Delhiregeringen. I det 16. århundrede under mogulernes besættelse fik området autonom status. Senere fik det nærmest status af selvstændig nation, om end det stadig måtte aflægge troskabsed overfor fyrsten i Delhi.

1757-1947 Kolonitiden

I det 17. og 18. århundrede begyndte der skiftevis at komme portugisere, armenere, franskmænd og englændere til Bangladesh. De oprettede militære støttepunkter og handelspladser. Englænderne opkøbte tre byer: Coikata, Sutanoti og Govindapur. Efter kort tid begyndte englænderne at udfordre de lokale myndigheder på det militære og handelsmæssige område. I juni 1757 i slaget ved Palassy besejrede 500 britiske soldater under ledelse af Robert Clyve en langt større hær under ledelse af Nawab Sirajur Dwola og erobrede landet. Således begyndte 190 år britisk styre.

1947-71 Fællesskab med Pakistan

Ved Indiens selvstændighed i 1947 blev det nuværende Bangladesh af religiøse årsager skilt fra som Østbengalen. I 1956 gik det sammen med det nuværende Pakistan, men denne statsdannelse var helt fra starten et paradoks. Den kom til at bestå af to adskilte dele der lå 1.600 km fra hinanden - endog med forskellige sprog og kultur. Baseret på en fælles religion - islam - skulle folkegrupper der aldrig tidligere havde haft noget samkvem med hinanden nu gå sammen i en fælles stat.

Økonomisk set var Østpakistan - dvs. det nuværende Bangladesh - den fattigste del af landet. De største forædlingsanlæg for jute - Østpakistans vigtigste eksportvare - blev ved delingen liggende på den indiske side af grænsen. Størstedelen af den kapital der behøvedes til opbygning af egne fabrikker kom fra Vestpakistan, som dermed fik kontrol over denne industri. En stor del af industriens eksportindtægter blev kanaliseret til Vestpakistan, hvilket førte til udbredt utilfredshed blandt bengalerne. Helt fra oprettelsen af den nye stat var det klart, at den politiske magt lå i Vestpakistan. Folk i øst så med stigende skepsis på vestpakistanernes stadig stigende magt indenfor embedsværket og de militære styrker. Det herskede et uløseligt spændingsforhold mellem de to landsdele.

Efter at landet de første år efter sin tilblivelse havde haft en parlamentarisk styreform, blev dette system i 1958 ophævet, da militæret under general Ayub Khan tog magten. Han blev i 1969 afløst af general Yehya Khan. Militæret formåede ikke at rette op på forholdene i landet, og fortsatte med at vokse i øst. Her fremstod sheik Mujibur Rahman som den ledende politiker. I 1963 blev han leder af partiet Awamiligaen, og det udviklede sig til den største politiske magtfaktor i Østpakistan. Samtidig skærpede Mujibur - som han blev kaldt - kravene om øget selvstyre for Østpakistan. Han udtrykte fortvivlelsen i de bengalske masser over den økonomiske udbytning, de blev udsat for af magthaverne i Vestpakistan. Mujibur offentliggjorde i 1966 et sekspunktsprogram med vidtgående krav om indre selvstyre.

Utilfredsheden med general Yahya Khans styre voksede efterhånden både i øst og vest. Han måtte derfor gå med til at holde valg i 1970 til ny nationalforsamling. Til trods for kraftige advarsler fra ledende kredse i Vestpakistan kundgjorde han, at landsdelene skulle repræsenteres i forhold til folketallet. I første omgang skulle der vælges en grundlovsgivende forsamling på 313 medlemmer. Mandaterne blev fordelt med 144 til Vestpakistan og 169 til Østpakistan. Resultatet af valget blev et andet end det generalen havde forventet. En medvirkende årsag var to naturkatastrofer som indtraf i Østpakistan i anden halvdel af 1970. Centralregeringen i Vestpakisten gjorde ikke meget for at lindre nøden blandt de overlevende. For bengalerne blev dette blot en ny bekræftelse på, at magthaverne i vest kun var interesseret i at udnytte landet økonomisk. Resultatet blev, at Mujiburs bengalske nationalistbevægelse fik øget tilslutning. Valget blev en sejr for Mujibur Rahman. Awamiligaen fik 167 af de 169 Østpakistanske mandater. Det pakistanske folkeparti under ledelse af vestpakistaneren Zulfikar Ali Bhutto blev det næststørste parti med 86 af de 144 pladser i vest. Bhutto var tilhænger af en stærk centralregering, mens Mujibur holdt fast på kravet om udstrakt selvstyre for Østpakistan indenfor en føderation. De forhåndsdrøftelser der fandt sted viste, at det ikke ville være muligt at nå frem til et fælles grundlovsudkast.

1971-75 Awamiligaen ved magten

Det blev vedtaget, at den grundlovgivende forsamling skulle træde sammen i Dhaka den 25. marts 1971. Men efter at hemmelige møder mellem generalen, Bhutto og Mujibur var brudt sammen, rykkede vestpakistanske tropper ind i Dhaka om aftenen den 25. marts. Borgerkrigen var brudt ud. Østpakistanerne erklærede sig nu uafhængige og gav landet navnet Bangladesh. Der voksede en befrielseshær frem, Mukti Bahini, der benyttede guerillataktik. Indien der så med velvilje på den nye statsdannelse, greb i december ind i konflikten ved at sende regulære tropper ind i landet for at støtte befrielseshæren. Da var 3 millioner blevet dræbt og 10 millioner bengaler var flygtet over grænsen til Indien. Fjorten dage senere - den 16. december - var kampene ovre. Bangladesh var en selvstændig stat.

Awamiligaen havde et socialdemokratisk præg. Det manglede imidlertid en klar ideologi. Dets vigtigste konkurrent var National Awami Party (NAP) som var socialistisk, men som havde været udsat for gentagne splittelser. NAP boykottede valget i 1970, fordi partiledelsen ikke anså det for muligt, at virkeliggøre den nødvendige sociale omdannelse af samfundet indenfor det parlamentariske systems ramme. Det forbudte pro-sovjetiske kommunistparti - en udbrydergruppe fra NAP - støttede Awamiligaens linie. Tre andre udbrydergrupper var pro-kinesiske. Men Kinas støtte til den Vestpakistanske militærjunta skabte forvirring og splittelse blandt disse grupper.

Mujibur Rahman blev landets første statsminister. Den 16. december 1972 vedtog Bangladesh en ny forfatning, der gjorde landet til et parlamentarisk demokrati. De større industrier, bankerne og forsikringsselskaberne blev nationaliseret. Demokratiet, verdsligheden, socialismen og nationalismen blev erklæret for statens grundpiller.

Der udviklede sig imidlertid hurtigt en stærk utilfredshed med Mujiburs styre. Regeringspartiet havde ingen erfaringer med administration og samtidig gjorde korruption og fejlslagne høstudbytter tilstandene uholdbare. Folk begyndte at gøre oprør, og over hele landet blev der dannet guerillagrupper. I december 1974 erklærede regeringen landet i undtagelsestilstand. I januar 1975 proklamerede Mujibur «den anden revolution». Det var et taktisk træk for atter at tilrane sig det politiske initiativ. Det parlamentariske styre blev ophævet og erstattet med en etpartistat. Awamiligaen blev opløst og han dannede istedet «Bangladesh Peasants, Workers and Peoples League» BAKSAL, der bestod af medlemmer fra hans eget parti og det pro-sovjetiske kommunistparti. Men Mujiburs nye samfund var meget lig det gamle. De fleste tidligere Awamiledere forblev i deres magtpositioner.

1975-81 Konservativt styre under Ziaur Rahman

Den 15. august 1975 tog militæret magten ved et kup. Det byggede på en alliance mellem laget af mellemofficer og det civile bureaukrati. Khandakar Mostaque Ahmed - en tidligere minister i Mujiburs regering - blev ny præsident. Mostaque var en pietistisk muslim og leder af den proamerikanske fraktion af Awamiligaen, mens Mujibur havde haft en stærk tilknytning til Indien og Sovjet. De nye politiske ledere manglede både politiske ideer samt lederevner, der kunne dreje udviklingen i landet i en anden retning.

Den 3. november 1975 gennemførte brigadegeneral Khalid Mosharaff et kup. Han blev betragtet som pro-indisk, og enkelte hævder, at kuppet var inspireret fra indisk hold. Chefen for hæren, generalmajor Ziaur Rahman blev fængslet. Mosharaff fik kun lov at beholde magten i fire dage. Et oprør i hæren blandt soldater og officerer der tilhørte National Socialist Party (NSP) førte til, at Mosharaff blev afsat, og Ziaur Rahman blev sat på fri fod af oberst Abu Taher - en af oprørslederne. Ziaur Rahman var en af heltene fra løsrivelseskrigen og nød stor popularitet. Han blev genindsat som chef for hæren, fordi han blev anset som et samlende symbol, samtidig med at de venstreorienterede militære ledere mente, de kunne kontrollere ham. Men Rahman viste sig vanskelig at kontrollere. Han fik hurtig genoprettet den militære disciplin, og oberst Taher blev senere fængslet og dømt til døden, mens andre oprørsledere fik lange fængselsstraffe. Mange af de virksomheder der var blevet nationaliseret under Mujibur blev nu ført tilbage til deres tidligere ejere.

Rahman grundlagde Bangladesh Jatiyatabadi Dal (BNP, Bangladesh' nationalistiske Parti), der samlede mange af de sektorer der i 1971 havde været imod Bangladesh' selvstændighed. BNP vandt valgene i 1978 og 79 og Awamiligaen blev oppositionsparti. Landet oplevede en kort periode en form for stabilitet indtil maj 1981, da Ziaur Rahman blev dræbt under et kupforsøg, der slog fejl. Den 24. marts 82 væltede militæret regeringen og indsatte general Hossein Mohamed Ershad på præsidentposten. I 1985 oprettede general Ershad Jayto partiet, der vandt valget stort - fordi hele oppositionen havde opfordret til boykot udfra udsigten til massiv valgsvindel. Pga. den stigende mobilisering i oppositionen opløste Ershad parlamentet. Valget i 88 blev boykottet af de vigtigste oppositionspartier og af befolkningen generelt.

Fejlslagen økonomisk politik

Siden sheik Mujibur Rahmans død i 1975 var socialismen og verdsligheden blevet opgivet som politisk fundament for staten. De offentlige udgifter er blevet stadig reduceret og den vigtigste politiske magtfaktor har været koncentreret i militæret. Koncentrationen af landets bedste jorde hos storgodsejerne er uden tvivl den vigtigste årsag til den lave produktivitet og de enorme afsavn som landbefolkningen må lide.

Af de 7000 forskellige rissorter der fandtes i Bangladesh før den såkaldte «grønne revolution» i årene 1960-80 dyrkes der i dag praktisk talt kun 1. Argumentet var, at denne nye højtydende rissort ville løse alle problemer i fødevareforsyningen, men det eneste der er opnået er, at der et åbnet et nyt givende marked for kunstgødningsproducenterne, for den nye rissort er afhængig af kunstgødning.

I 1982 indledte general Ershad en «administrativ decentralisering», der pålagde landområderne enorme uproduktive udgifter og som skabte en alliance mellem bureaukratiet og den landlige elite om kontrollen over de offentlige ressourcer. Det økonomiske resultat var af flere årsager negativt: Uhæmmede privatiseringer, øgning af de uproduktive udgifter - specielt til militæret -, produktionstilvæksten forblev meget lav og landbrugsproduktionen faldt direkte.

Den 30. april 1991 kostede en cyklon næsten 100.000 mennesker livet, de materielle ødelæggelser løb op i mange millioner dollars og millioner af mennesker mistede deres bolig, ifølge en opgørelse fra premierminister Kaleda Zia. Det var den voldsomste orkan, der havde ramt Bangladesh siden 1970. De hårdest ramte zoner var kystområdet og øerne i Ganges deltaet.

Forurening

Men naturkatastroferne er ikke de eneste der rammer Bangladesh. Den asiatiske Udviklingsbank bevilgede 5 millioner dollars i støtte til bekæmpelse af den stigende forurening i landet. Udledningen fra olietankere og ubehandlet spildevand fra industrierne berører økosystemet i kystområdet. Khulnadistriktet er et af verdens mest forurenede områder. Som følge af forureningen er skove til en værdi af 110 millioner dollars blevet ødelagt, og eksperter vurderer, at de fleste dyrearter i havet om kort tid vil være udryddet. Omkring 1½ million fiskere må stadig længere ud på havet for at få en ordentlig fangst. Fiskeriet står for 6% af landets BNP og eksporten overstiger 150 millioner dollars om året, men hvis forureningen ikke begrænses, vil dette erhverv blive drastisk berørt. Industriforureningen stammer fra ca. 1000 industrier, som regeringen holder hånden over, da en lukning blot vil forværre den i forvejen alvorlige arbejdsløshed.

Kvindernes situation

Landbefolkningen er fortsat dominerende i Bangladesh. Omkring 80% af befolkningen er beskæftiget i landbrug eller beslægtede aktiviteter og bidrager dermed med næsten halvdelen af bruttonationalproduktet, mens industrien står for 10%. Samtidig er kvindens deltagelse på arbejdsmarkedet meget lav. Kun 7% af den lønnede arbejdsstyrke er kvinder. Kvindens sociale situation er kritisk. Ifølge forfatningen der har et islamisk grundlag, kan kvinden kun arve halvdelen af hvad manden kan, og i realiteten går arven direkte til hendes mand eller hendes medgift. De bengalske feminister klager over at kvinderne blive behandlet som genstande og ikke som mennesker. I barndommen tilhører de deres far, når de bliver gift - og det bliver de fleste i en alder af 13 år - tilhører de manden og som gamle tilhører de deres børn. De officielle statistikker anser ikke det arbejde de udfører i hjemmet eller i marken som egentligt arbejde. Den lave kvindelige produktivitet skyldes den dårlige ernæring og giver ofte anledning til separation. Retten til skilsmisse er et mandligt privilegium og er efter den islamiske lov en formalitet. Flertallet af kvinderne lider endvidere af indvoldssygdomme, som resultat af de lange intervaller mellem måltiderne. De må først spise, når resten af familien har spist.

Bangladesh blev optaget i FN i 1974 efter to foregående forsøg, der var blevet forhindret af Kina. Landet er samtidig medlem af De alliancefri landes Bevægelse og den Internationale islamiske Konference. Gennem de seneste år er der gennemført en gradvis islamisering af det politiske liv. En forfatningsændring i 1989 gjorde islam til statsreligion. Et skridt som de verdslige bevægelser i landet satte sig imod. Relationerne til Indien har de seneste år været noget mere spændte pga. uenighed om grænsedragningen og udnyttelse af vandressourcerne.

I 1991 blev general Ershad udskiftet, og under valgkampen kom Awamiligaen og BNP til at stå overfor hinanden. Begge partier stillede kvinder som kandidater til premierministerposten. Begge enker efter partiernes historiske ledere. Ved valget 2. marts 91 fik BNP flest stemmer og Begun Kaleda Zia blev dermed premierminister. Hun erklærede, at hun ville arbejde for en parlamentarisk styreform og forsøgte dermed at fjerne Awamiligaens primære krav om respekten for parlamentet. Fem måneder efter valget besluttede parlamentet med opbakning fra begge de store partier, at præsidentstyret skulle underordnes parlamentet.

Reformen blev vedtaget i august i et spændt klima, da den siddende præsident Shabhabuddin Ahmed havde truet med at træde tilbage, hvis styreformen blev ændret. Ex-præsident Ershad var indtil april på fri fod mod kaution og skulle indtage sin plads i det nye parlament, men han blev idømt 10 års fængsel af dommeren Mohamed Habibullah for besiddelse af ulovlige våben, og for at råde over rigdomme der oversteg hans indkomst. Dommen var baseret både på undtagelseslovgivning og forfatningen og fratog Ershad hans plads i parlamentet.

Den danske stat støttede i mange år et «integreret udviklingsprojekt» i Noakhali i det sydlige Bangladesh. Trods en række forbederinger kom projektet dog især den lokale elite til gavn. (Solidaritet)

Udenlandsk bistand

Bangladesh er fortsat meget afhængig af udenlandsk bistand - 95% af udviklingsprogrammerne er financieret af udlandet. De vigtigste bidragsydere - USA, Japan og den Asiatiske Udviklingsbank, ADB - bidrog i 1991 med 2,1 milliarder dollars. En stigning på 10 millioner ifht. året før. Bangladesh har siden 70'erne desuden været et af hovedmålene for den danske udviklingsbistand.

Samme år i december erklærede regeringen krig mod smugleriet. Det er en enorm forretning der inddrager financielle institutioner, nyrige, politikere og korrupte embedsmænd. Befolkningen i Bangladesh har en årlig gennemsnitlig indkomst på 170 US$. Halvdelen af befolkningen bor i lerhytter uden sanitære forhold. Toilettet må i gennemsnit deles mellem 50 familier. Over 3 millioner bor i slumkvarterer, der er i hastig vækst.

I 1994 blev forfatteren Taslima Nasrin berømt, da hun offentliggjorde bogen «Skam», der fordømmer den undertrykkelse som muslimerne ifølge hende udøver over hinduerne og andre minoriteter. Nasrin blev tilbageholdt, da hun hævdede, at den islamiske lov giver kvinden flere rettigheder. Det blev fremstillet som en kritik af koranen.

Awamiligaen genvinder magten

Gennem 1994 boykottede 154 politikere i opposition til Kaleda Zia regeringen det parlamentariske arbejde for kollektivt at træde tilbage i december. Lederen af Awamiligaen, Sheikh Hasina, stod i 1994-95 i spidsen for en række bondedemonstrationer, der krævede afholdelse af valg under en neutral administration. Ved valget den 15. februar 1996 stemte kvinderne for første gang i Bangladesh' historie. Premierminister Kaleda Zia fra BNP bevarede magten, men valget der blev overvåget af militæret blev anset for præget af valgsvindel. Awamiligaen opfordrede til lammelse af landet, og det førte til sammenstød mellem politi og oppositionsaktivister. Volden standsede dog ikke, da Zia den 30. marts måtte træde tilbage. Den tidligere højesteretsdommer Mohammad Habibur Rahman blev indsat som midlertidig regeringsleder, til der i juni kunne afholdes valg igen. Den 23. juni overlod han premierministerposten til Sheikh Hasina.

De sociale konflikter fortsatte gennem 1997 for at kulminere i december med en serie strejker, der var organiseret af oppositionspartierne i protest mod den aftale, regeringen havde undertegnet for at afslutte et væbnet oprør i den sydøstlige del af landet. I flere dage blev der demonstreret i Dhaka, Chittagong, Barisal, Syleht og Rajsani samt mange mindre byer. Både for og imod strejken. Det lammede stort set landet.

I 1998 var 15 millioner mennesker truet af forurening af grundvandet, der er den vigtigste kilde til drikkevand. Boringerne var forurenet med arsenik. De var gennem de seneste 20 år blevet gravet under massemobiliseringskampagner. Forureningen truede med yderlige at forværre situationen for de fattigste sektorer i befolkningen, i et land hvor 50% af de nyfødte har for lav fødselsvægt.

Bangladesh' centralbank besluttede i november 1999 en ny devaluering af valutaen Taka med 3 % med det erklærede formål bevare eksportes konkurrencedygtighed. Det vigtigste oppositionsparti, Nationalistpartiet erklærede, at dette skridt der var anbefalet af IMF var imod befolkningens interesser. Ikke mindst fordi der var tale om den 16. devaluering siden 1996. Måneden efter udvidede premierministeren sin regering med 9 nye ministre til 45 ministre. Hasina Wajid gav ikke mere præcise begrundelser for udvidelsen men antydede, at den gav større repræsentativitet i regeringen for regioner der hidtil havde været forfordelte. Det mindskede dog ikke beskyldningerne om nepotisme, eftersom 3 af de nye ministre var familiemedlemmer til regeringschefen.

Under sit besøg i Sydasien i marts 2000 fremhævede USA's præsident Bill Clinton Bangladesh' bestræbelser på at bekæmpe fattigdommen. Der var tale om det første statsbesøg i regionen fra USA's side i årtier, men det var alligevel ikke uden problemer. Kort efter sin ankomst slog Clinton fast, at dette var «det farligste sted i verden». En henvisning til de spændte relationer mellem Pakistan og Indien og separatisternes bestræbelser på løsrivelse af Kashmir fra Indien. Partisanerne var indtil 1996 blevet trænet militært i Bangladesh. Dette blev en måned senere bekræftet af indenrigsminister Mohammad Nasima, der erklærede at denne militære bistand var blevet ydet af den foregående regering gennem en udenlandsk efterretningsorganisation. Selvom det ikke blev sagt stod det klart, at der måtte være tale om Pakistans efterretningsværsen.

I april 2000 afviste 2 medlemmer af højesteret at undersøge appellen fra to tidligere officerer, der var blevet dømt for mordet i 1975 på daværende premierminister sheikh Mujibur Rahaman, der var leder af landets uafhængighedsbevægelse og far til landets nuværende premierminister Hasina Wajid. De to officerer blev i 1998 dømt til døden. Inden dødsdommen kan eksekveres skal højesteret imidlertid analysere dommen og vurdere anmodningen om appel.

I september 2001 gav landet sin tilladelse til USA til, at dets luftrum, havne og lufthavne kunne anvendes ved invasionen af Afghanistan. I november rejste statschef Badruddoza Chowdhury til Washington til samtaler med USA's udenrigsminister Colin Powell. USA ønskede at sikre sig Bangladesh' - et af verdens største muslisme lande - støtte i sin kamp mod terrorisme. Chowdhury håbede på til gengæld høste økonomiske fordele af denne støtte.

Efter tre dages forhandlinger i marts 2002 fremlagde højtstående diplomater fra Indien og Bangladesh planer for at reducere spændingen langs den 4.000 km lange fælles grænse. Blandt tiltagene var fælles patruljering af grænsen, og lejlighedsvise møder mellem militærkommandanterne langs grænsen.

Bangladesh' første og eneste TV station med luftbårne signaler, Ekushey Televisión, blev truet med lukning efter at højesteret besluttede, at stationens sendetilladelse var illegal, fordi den ikke var blevet bevilget efter korrekte procedurer under Hasina regeringen. Statens anti-kooruptionsafdeling beskyldte samtidig Hasina, 6 af hans ministre og 5 funktionærer for bestikkelse og bedrageri. Hasina der nu var leder af oppositionen rettede opfordring til det internationale samfund, for at det bidrog til at få bragt, hvad han betegnede, som den politiske og religiøse forfølgelse i Bangladesh til ophør.

I april 2002 annoncerede regeringen privatiseringen af 21 statslige virksomheder, især indenfor fremstillingen af jute, tekstiler, papir og olie. Af forskellige årsager var den privatiseringsproces der var sat i gang flere år tidligere forløbet meget langsomt, og kun ganske få af de 82 der skulle have været privatiseret var blevet det.

Stillet overfor tiltagende vold mod kvinder vedtog parlamentet i marts 2002 en lov, der giver dødsstraf for angreb med svovlsyre. Alene i 2000-02 var antallet af sådanne overgreb steget med 50%. I løbet af 2001 fandt der 13.339 tilfælde sted af vold i hjemmet. Mere end en seksdobling af antallet på 2.048 i 1995. Lige som i Myanmar, Cambodia og Pakistan anvender mænd svovlsyre, der er billig og let at få fat i, til at ætse og nogle gange dræbe kvinder og piger. Årsagerne kan være: afslag på ægteskabstilbud, slagsmål i hjemmet eller strid om værdier. I løbet af 2002 blev der registreret 3.189 tilfælde af voldtægt eller mishandling til døde af kvinder eller piger. Det var en stigning på 49 ifht. året forinden. Stillet overfor denne negative udvikling fremsatte premierminister Khaleda Zia yderligere 2 lovforslag for at bremse den negative spiral. I løbet af året var 2.343 personer blevet arresteret for vold i hjemmet, men året efter var ikke en eneste blevet straffet herfor.

Samtidig blev der registreret en stigning i slavehandelen. Det vurderes, at 5-6.000 kvinder og børn - overvejende fra landområderne - hvert år sælges i byer i Indien eller Pakistan. Repræsentanter fra Caritas Bangladesh erklærede i april 2003, at slavehandelen er knyttet til handelen med narkotika og våben, og endvidere har forbindelse til politikere i Bangladesh. De vigtigste ofre er børnene og de meget fattige eller stigmatiserede kvinder, der er ofre for skilsmisse eller svangerskab udenfor ægteskabet.

Den 22. maj 2004 kostede et angreb mod en moske i den nordøstlige by Sylhet 2 mennesker livet, og 50 andre blev såret. Deriblandt den britiske højkommissær Anwar Choudhury. En bombe blev kastet mod moskeen ved afslutningen af bønnen.

I juli blev Bangladesh hærget af monsunen. Alvorlige oversvømmelser ramte to tredjedele af landet og gjorde 20 millioner hjemløse. 40% af Dhaka blev oversvømmet efter floderne gik over deres breder. Slumkvarterene blev hårdest ramt. Vandet gik beboerne til halsen, og de måtte søge tilflugt på hustagene. 200 døde i hele landet og nogle steder nåede vandstanden over det hidtidige maksimum.

I Dhaka overlevede folk i improviserede refugier efter at have måttet forlade deres hjem. Kloaksystemet brød sammen og tusinder af mennesker måtte under behandling for diaré. Regeringen, hjælpeorganisationer og frivillige fordelte medicin, mad og tøj.

I december ramte en Tsunami Sydasien. I Bangladesh kostede jordskælvet umiddelbart 2 dræbte. Skaderne som følge af flodbølgen var dog mere begrænsede. Kystområderne er i en vis udstrækning beskyttet af diger, og folk bor længere fra kysten end i andre lande omkring det Indiske Ocean.

I 2005 offentliggjorde Transparency International og Journalister uden Grænser (RSF) rapporter der placerede Bangladesh sammen med Haiti som verdens to mest korrupte lande. RSF pegede samtidig på, at Bangladesh for tredje år i træk var det land i verden, hvor flest journalister modtager dødstrusler.

Oppositionen indledte i april 2006 til tider voldelige demonstrationer mod valgsystemet. Konsekvensen var, at det planlagte valg i januar 2007 blev suspenderet og præsident Ahmed erklærede landet i undtagelsestilstand og satte sig selv i spidsen for en midlertidig regering. Ahmed erklærede at der vil blive holdt valg inden udgangen af 2008.

I april 2007 blev de tidligere premierministre Khaleda Zia og Sheikh Hasina sammen med en række andre politiske ledere anklaget for korruption. I juni blev Hasina arresteret og anklaget for korruption. Højesteret krævede hende i flere efterfølgende kendelser løsladt, fordi hun ikke kunne retsforfølges under undtagelseslovgivningen, men først i juni 2008 blev hun løsladt af sundhedsmæssige årsager og fløjet til USA for at undgå forskellige behandlinger.

Båndene mellem Kina og Bangladesh har traditionelt været tætte, og både det handelsmæssige og militære samarbejde bliver stadig tættere. Alene fra 2006 til 2007 voksede samhandelen mellem de to lande med 28,5% og der blev indgået aftaler om at give en række varergrupper fra Bangladesh toldfri adgang til det kinesiske marked.

Parlamentsvalget i december 2008 var en jordskredssejr for Awami ligaen, der blev mere end fordoblet og endte med at få 49% af stemmerne. Partiet endte derfor med at kontrollere 230 ud af parlamentets 300 pladser. BNP blev til gengæld halveret. Awami ligaens forkvinde, Sheikh Hasina vendte tilbage til Bangladesh i november og blev efter valgsejren indsat som premierminister i januar 2009. BNP protesterede mod valgresultatet og hævdede der havde været tale om svindel, men uafhængige observatører påpegede at valget var blevet afviklet uden større uregelmæssigheder.

Med gennemførelsen af parlamentsvalget og Hasinas indsættelse som premierminister blev den militære undtagelsestilstand ophævet, og landet var atter et demokrati.

Mohammad Zillur Rahman blev i februar 2009 udnævnt til præsident. Rahman var fra den regerende Awami liga, og ingen andre kandidater havde ønsket at stille op efter ligaens jordskredssejr i december.

Ligeledes i februar gjorde elementer i landets grænseværn, Bangladesh Rifles oprør i hovedkvarteret i Dakha. Oprøret blev nedkæmpet af militæret og 74 blev dræbt. Regeringen besluttede efterfølgende at stille mistænkte grænsesoldater for civile domstole for deres deltagelse i oprøret. I september 2009 sad 3.700 grænsesoldater arresteret for deres mulige deltagelse i oprøret.

Regeringen lovede flere gange gennem 2009 at standse sikkerhedsstyrkernes drab på civile, men frem til 31. oktober 2009 blev 109 personer myrdet af sikkerhedsstyrkerne. De fleste mord blev begået af eliteenheden, Rapid Action Battalion (RAB), der omtalte omstændighederne som «krydsild», «træfninger» eller «skudt under flugtforsøg». Drabene tog til i årets anden halvdel, og regeringen forsvarede RAB med at eliteenheden havde ret til at forsvare sig. Undersøgelser viste imidlertid, at der oftest var tale om regulære henrettelser - oftest rettet mod medlemmer af forbudte venstrefløjspartier. Den 27. maj dræbte RAB f.eks. to studerende fra Dhakas polytekniske universitet: Mohammad Ali Jinnah og Mohsin Sheikh. De blev arresteret om natten og RAB oplyste efterfølgende, at de var dræbt under «flugtforsøg». Der er tradition i Bangladesh for, at drab begået af sikkerhedsstyrkerne sjældent efterforskes, og de skyldige dømmes ikke. Det har skabt en kultur af straffrihed omkring drab, tortur og andre former for undertrykkelse af befolkningen. RAB myrdede i 2011 54 personer. Siden sin oprettelse i 2004 havde den begået 700 mord. Både USA og Storbritanien spillede en nøglerolle i træningen af RAB.

I juni 2012 udbrød der religiøse uroligheder i nabolandet Myanmar i delstaten Rakhine mellem budhister og muslimer. Urolighederne strakte sig frem til oktober og kostede flere hundrede dræbte på begge sider, flere tusinde nedbrændte huse og op mod 100.000 sendt på flugt. Mange muslimer ønskede at søge tilflugt i Bangladesh, men premierminister Hasina nedlagde veto mod dette.

I november udbrød der brand i tekstilfabrikken Tazreen Fashions i Savar udenfor Dakah. 112 arbejdere indebrændte. Deres chefer havde låst dørene og hindrede syerskerne i at komme ud. Endnu 2 år efter ulykken havde kun 2 ud af de 16 udenlandske selskaber der fik syet tøj på Tazreen betalt erstatning til de dræbtes familier og de overlevende. Iflg. FN retningslinier har virksomheder pligt til at betale erstatning, når den slags ulykker sker hos direkte tilknyttede underleverandører.

Præsident Rahman fik i marts 2013 konstateret lungebetændelse og blev den 10. marts sendt med hospitalsfly til Singapore hvor han imidlertid døde 3 dage. Posten som præsident blev midlertidigt overtaget af parlamentsformanden Abdul Hamid, hvis første embedsgerning var at erklære 3 dages landesorg. I sine 4 år som præsident nåede Rahman at benåde dødsdømte 21 gange. Til sammenligning foretog hans forgængere kun 4 benådninger i perioden 1972-2008. I andre tilfælde havde Rahman ændret domme på livsvarigt fængsel til en lavere straf - typisk 10 års fængsel.

Abdul Hamid overtog fuldt præsidentposten i april 2013.

En brand i Rana Plaza tekstilfabrikken i april 2013 kostede over 1.100 livet. Den værste arbejdsulykke i landets historie. Den illustrerede de hårrejsende forhold landets tekstilarbejdere arbejdede under - oftest låst inde i fabrikkerne. På dette punkt var forholdene ikke anderledes end i USA 100 år tidligere, hvor en række brande i tekstilfabrikker ligeledes kostede mange hundrede kvinder livet. Efter branden underskrev 70 europæiske tekstilvirksomheden en aftale om at forbedre arbejdsforholdene hos deres underleverandører i Bangladesh ved at foretage regelmæssige inspektioner og offentliggøre resultaterne. Tekstilvirksomheder i USA ville ikke skrive under på aftalen men udformede deres egen, der senere blev kritiseret for ikke at give arbejderne i Bangladesh ret til at organisere sig.

Højesteret trak i august 2013 registreringen af det islamiske parti Jamaat-e-Islami tilbage, og forbød det at stille op ved fremtidige valg. Partiet gik ind for fordrivelse af etniske og religiøse minoriteter i landet og genforening med Pakistan. Siden 1980'erne havde det indgået i forskellige alliancer med nationalistpartiet BNP, og havde også haft ministerposter, men dets popularitet var faldet de foregående år, og i 2008 fik det kun 2 pladser i parlamentet. Regeringen indledte i 2010 et retsopgør omkring forbrydelserne begået under selvstændighedskrigen i 1971 og i marts 2013 var 3 Jamaat medlemmer blevet dømt for forbrydelser i 1971. Som svar gennemførte Jamaat omfattende protester og demonstrationer over hele landet, der forvoldte omfattende materiel skade og kostede 60 livet. De fleste dræbt af sikkerhedsstyrkerne. Jamaat er ikke decideret illegalt, men kan blot ikke stille op til valgene. Det har siden deltaget i BNP's protestaktioner mod regeringen.

Ved parlamentsvalget i januar 2014 gik Hasinas Awami League 4 mandater frem og fik 234 i det 300 pladser store parlament. Det skete på baggrund af 79,1% af stemmerne. Næststørste parti blev Jatya Party (JP) der på baggrund af 11,3% af stemmerne fik 34 pladser. Baggrunden var imidlertid blodig. Gennem 2013 havde oppositionskoalitionen på 18 partier under ledelse af nationalistpartiet BNP's Khaleda Zia gennemført 85 landsdækkende strejker og blokader, der næsten bragte landet i knæ. I december 2013 meddelte Zia at oppositionen ville boykotte parlamentsvalget i januar, som hun ikke regnede med ville blive retfærdigt. EU's repræsentant mødtes med Zia og opfordrede hende til at opgive sin boykot, deltage i valget og indgå i dialog med regeringen, men forgæves. Derefter sluttede JP partiet sig også til boykotten. Regeringen svarede igen ved at sætte militæret ind. JP's leder Ershad blev sat under husarrest allerede 4. december. Zia blev sat i husarrest fra 26. december. På begæring af den øverste valgkommission blev militæret sat ind for at bevare ro og orden i perioden frem til og efter valget. Det mislykkedes. Den 29. december opfordrede BNP til en March for Demokrati i protest mod regeringens forbud mod demonstrationer. BNP og oppositionen stødte sammen med moddemonstrationer fra Awami og flere blev dræbt. I Gaibandha afsporede aktivister fra oppositionen et tog og 3 blev dræbt. Den 30. december besluttede oppositionen at igangsætte en uafbrudt række af blokader af alle veje, toglinier og vandveje i landet fra 1. januar i protest mod valget. Den 3. og 4. januar brændte oppositionens akvitister 100 valgsteder ned over hele landet. På selve valgdagen den 5. januar blev valghandlingen forstyrret på 400 valgsteder og yderligere 100 blev brændt ned. 21 blev dræbt. Som følge af den omfattende vold nåede valgdeltagelsen kun 22%.

Efter valget gik oppositionen til angreb på hindutempler overalt i landet og flere tusinde hinduer blev sendt på flugt. Hasina forsvarede sig ved at erklære, at hun havde tilbudt Zia at indgå i en national samlingsregering for at løse konflikten, men Zia havde afvist. FN's Ban Ki-Moon kritiserede begge parter og opfordrede dem til at indgå i forhandlinger for at sikre en inkluderende politisk proces i landet.

I starten af januar 2015 gennemførte oppositionen atter demonstrationer mod regeringen i anledning af årsdagen for valget i 2014. Regeringen svarede igen med arrestationer. BNP's forkvinde Khaleda Zia blev de-facto sat i husarrest fra 3. januar og BNP's fungerende generalsekretær, Mirza Fakhrul Islam Alamghir blev arresteret 6. januar, da han forlod presseklubben i Dakha, anklaget for at have organiseret oppositionens demonstrationer dagen inden, der kostede flere mennesker livet, da det kom til sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker.

A.J. og Guia del Mundo


 

Internet

Virtual Bangla Desh WEB site (engelsk)
Cyber Bangladesh WEB site (engelsk)
Political ressources on the Net (Bangladesh)
Amnesty International Annual Report 2015 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2015 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)