Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Bourdieu (1930-2002), fransk sociolog, men uddannet i filosofi ved Ecole Normale Supérieure i Paris. Som forskningsleder ved Ecole des Hautes Etudes en Sciences Sociales siden 1964 og professor ved Collège de France siden 1981 har Bourdieu udført omfattende empirisk forskning i specielt uddannelse og kultur.

I idéhistorisk henseende kan Bourdieu siges at fortsætte den franske tradition fra Durkheim til Lévi-Strauss for filosofisk funderet humanvidenskab; hans modstand mod den amerikanske funktionalistiske tradition i sociologien iværksættes således gennem en syntese af epistemologisk og metodologisk refleksion og empiriske undersøgelser. Bourdieus sociologi kan i det hele taget sammenfattes som et forsøg på at syntetisere hidtil uforligelige traditioner: en durkheimsk objektivisme fornyet med en strukturalistisk tænkning i relationer og kombineret med en webersk fokusering på aktørerne samt et konfliktteoretisk og magtanalytisk perspektiv lånt fra Marx.

Centralt i Bourdieus begrebssystem er således begreberne om felt og om habitus. Habitusbegrebet står i opposition til to modstridende opfattelser af menneskelig handling, på den ene side den subjektivistiske idé om, at individets handlinger er resultatet af dets bevidste og rationelle valg, og på den anden side den objektivistiske forestilling om, at menneskers handlinger er mekanisk determinerede af objektive strukturer. Mod disse opfattelser sætter Bourdieu en dispositionel praksisteori, der udmøntes i habitusbegrebet, hvis idé er, at det enkelte menneske inkorporerer de objektive sociale strukturer, under hvilke det socialiseres, i form af mentale eller kognitive strukturer. Eller mere præcist: i form af kognitive dispositioner, som disponerer individet for at tænke, handle og opfatte på bestemte måder. Disse kognitive dispositioner fungerer imidlertid altid i forhold til bestemte situationer med bestemte objektive strukturer, som Bourdieu kalder felter. Sagt abstrakt er et felt et socialt mikrokosmos, i hvilket en specifik menneskelig aktivitet (eller praksis) finder sted — f.eks. litteratur eller jura, politik eller produktion — ud fra en logik der er mere eller mindre autonom, dvs. mere eller mindre uafhængigt af andre aktivitetsfelters logik. I feltet strides forskellige positioner om meningen med og arten af feltets aktivitet i en slags lokal «klassekamp», og striden (eller konkurrencen) giver feltet en iboende dynamik og dermed en udvikling, der efter feltets grad af autonomi kan være mere eller mindre uafhængig af det øvrige samfund.

Eftersom analysen af differentierede dominansformer fra begyndelsen har været central i Bourdieus sociologiske projekt, har han alle dage været politisk engageret, men det er specielt siden hans intervention i generalstrejkerne i Frankrig i 1995, at han fremstår som en af Frankrigs førende politiske intellektuelle. Hans kritik er særligt rettet mod «neoliberalismen», hvorved han forstår tilbagevenden til liberalistisk økonomisk teori som samfundsmæssigt styringsinstrument, som man har kunnet konstatere hos europæiske og amerikanske højre-regeringer i 1980'erne og socialdemokratiske regeringer i 1990'erne (se Contre-feux, 1998). Også La Misère du monde, et uventet populært storværk om den sociale elendigheds former i Frankrig, som Bourdieu udgav i 1993 i samarbejde med en lang række sociologer, og hans bog om kønsforholdet, Den maskuline dominans (1998), indskriver sig i et klart politisk projekt.

Siden 1958 har Bourdieu udgivet over tyve bøger og talrige artikler - fra 1975 for en dels vedkommende i hans eget tidsskrift Actes de la recherche en sciences sociales. Blandt hans væsentligste værker er La Reproduction: éléments pour une théorie du système d'enseignement («Reproduktionen: elementer til en teori om uddannelsessystemet», 1970, skrevet i samarbejde med Jean-Claude Passeron), en teoretisk fremstilling af uddannelsessystemets reproduktion af sociale forskelle; La Distinction: critique sociale du jugement («Distinktionen: social kritik af dømmekraften», 1979), der sammenfatter hans tidligere undersøgelser af socialt differentieret smag for kultur, fra mad til kunst; Le Sens pratique («Den praktiske sans», 1980), som sammen med den mere filosofiske Méditations pascaliennes («Pascalske meditationer», 1997) er hovedværket om hans praksisteori; Homo academicus (1984), en analyse af feltet for højere, parisiske uddannelsesinstitutioner i 1960'erne og dermed også af de sociale betingelser for studenteroprøret i 1968; La Noblesse d'Etat («Statsadelen», 1989), i hvilken han analyserer den franske magtelites uddannelsesbaggrund og udvikling; samt endelig Les Règles de l'art: genèse et structure du champ littéraire («Kunstens regler: det litterære felts genese og struktur», 1992), der sammenfatter hans mangeårige interesse for litteratursociologi. Alle de nævnte værker findes i engelske oversættelser.

C.S.