Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker
    .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 9.204
: :
Knudsen, Peter (P. Knudsen)
Peter Knudsen
Peter Knudsen

Peter Christian Knudsen (i folkelig tale P. Knudsen) (1848-1910), socialdemokratisk politiker og fagforeningsmand. Formand for Socialdemokratiet 1882 til sin død i 1910, hvor posten overtages af Thorvald Stauning.

Knudsen blev født i Randers den 23. november 1848. Faderen var skomagermester, men døde da sønnen var 10 år. På skolen vil en af hans lærere gerne have ham til at læse videre, men der er ikke råd. Han kommer i stedet i lære som handskemager, og drager som udlært svend til København i 1867. Han melder sig ind i den Rimstadske Arbejderforening - en bedsteborgerlig forening der arrangerer foredrag og har et bibliotek. Han arbejder et par år og indkaldes i 1872 som soldat. Faktisk ligger han på kastellet i maj, klar til at blive sat ind mod socialisternes demonstration på Nørre Fælled (se Slaget på Fælleden).

Under indtryk af den undertrykkelse der sættes ind overfor den spæde arbejderbevægelse efter slaget på Fælleden, melder han sig senere samme år ind i Internationales danske sektion (se 1. Internationale). I 1875 er han med til at oprette Handskemagernes Fagforening i København, og året efter er han med til at stifte et nordisk handskemagerforbund, som han er formand for frem til forbundets opløsning i 1879. I 1877 bliver han valgt til Fagforeningernes Centralbestyrelse i København, og begynder samtidig at skrive til Social-Demokraten (se: Arbejderpressen). I 1881 bliver Emil Wiinblad redaktør for avisen, og han knytter Knudsen tættere til bladet. I disse år har Knudsen vanskeligt ved at få arbejde. Mestrene har sortlistet ham pga. hans faglige aktivitet. I stedet syer han handsker hjemme hos sig selv.

Sideløbende med sit faglige arbejde knyttes han stadig tættere til partiet (Socialdemokratiet). I 1876 deltager han i Gimlekongressen, men det er først et par år senere han bliver valgt til mere centrale poster i partiet. I december 1882 blev han valgt som forretningsfører (formand) for partiet. En post han bestrider frem til 1910. Han er ikke kendt som nogen stor agitator, men er respekteret for sin flid og stædighed, og han formår at samle partiet og organisere dets udvikling fra en lille klub med få tusinde medlemmer i 1882 til et landsdækkende parti med 44.000 medlemmer i 1910 (næsten det samme medlemstal som partiet havde i 2003). Udviklingen er imidlertid baseret på en stadig centralisering af magten, og en voldsom bekæmpelse af oppositionen i partiet. Det gælder især venstreoppositionen. I april 1889 havde Gerson Trier og Nicolaj Petersen indledt udgivelsen af ugebladet Arbejderen, hvor partiledelsen blev kritiseret for: «at skjule socialismens kerne, fortie dens mål eller omtale det som noget, der lå så langt ude i en fjern fremtid, at ingen behøver at frygte derfor». Oppositionen fik en kort levetid. Allerede året efter blev den ekskluderet af partiet. Knudsen opfattede dens virke som et splittelsesforsøg, der ikke var plads til. Først 11 år senere blev oppositionens medlemmer atter optaget i partiet.

Mens Knudsen skarpt afgrænsede sig mod den revolutionære venstrefløj var linien mere åben overfor højrefløjen. Han var den, der i 1890'erne mest konsekvent støttede samarbejdet med partiet Venstre. Begge partier var i opposition til Estrups højreregeringer, der styrede landet på et udemokratisk grundlag, og de havde en fælles interesse i at få fjernet Estrup. Efter at provisorietiden var overstået kølnedes Venstres interesse for Socialdemokratiet, og Knudsen støttede nu i stedet et samarbejde med det Radikale Venstre.

I 1890 blev Knudsen valgt for sit parti til Landstinget, i 1898-1901 og atter 1902-09 til Folketinget. I 1898 blev han endvidere valgt til Københavns Borgerrepræsentation, hvor han i 1902 blev «fattigborgmester» - leder af magistratens 3. afdeling. I begge parlamentariske fora arbejder han specielt for at få vedtaget en egentlig sociallovgivning, og for at få ændret opfattelsen af socialhjælp fra at være en almisse til noget alle har ret til, som er trængende.

Parti og fagbevægelse var i 1878 blevet adskilt, men Knudsen arbejdede i sin tid som formand for partiet for tætte bånd mellem de to dele af arbejderbevægelsen, og trods sit omfattende parti- og politiske arbejde var han i 1898-1909 næstformand i DsF - det daværende LO.

Knudsen var en sammensat person. Han var sandsynligvis en af de første danskere der læste Karl Marx' skrifter, og han var selv forfatter til det sandsynligvis første marxistiske skrift i Danmark: «Socialismen» der var en trykt udgave af et foredrag han holdt i Studentersamfundet i 1884. Men samtidig gik han meget pragmatisk til værk i genopbygningen af arbejderbevægelsen fra den dybe krise den havde været i i midten af 1870'erne. Han bar en betydelig del af ansvaret for at bevægelsen udviklede sig til en slagkraftig bevægelse, hvis ledelse i 1910 kunne overtages af Stauning, men denne udvikling skete på bekostning af en nedtoning af de oprindelige socialistiske målsætninger, til fordel for reformer og et pragmatisk politisk samarbejde med først Venstre og siden det Radikale Venstre.

A.J.