Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 26/11 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 8.496
: :
Pressen. Periodisk Flyveskrift

Politisk tidsskrift udgivet af Det Ny Studenter Samfund, København (1923-24).

Pressen. Periodisk Flyveskrift blev skrevet og sat op i Det Ny Studenter Samfunds (DNSS) lokaler (et tidligere skomagerværksted) og solgt på Københavns torve og gader i 1923 af en gruppe studenter, der et år forinden var brudt ud af foreningen Studentersamfundet - det socialdemokratisk-radikale alternativ til den konservativt-liberale Studenterforening. Mens Studenterforeningen havde rod i 1840'ernes romantisme og skandinavisme, udsprang Studentersamfundet af den social-radikale litteratur- og samfundskritiker Georg Brandes' opgør med borgerlig moral og politik i 1870'erne. På trods af en opstramning af Studentersamfundets målsætning og virksomhed forsøgte omkring tyve 17-25-årige studenter, kandidater og digtere, hvoraf en del var medlemmer af Danmarks Kommunistiske Partis Studenterfraktion, ved generalforsamlingen i maj 1922 at blive valgt ind i bestyrelsen og dermed overtage ledelsen af Studentersamfundet. De udsendte et flyveblad, Samfundet «Udgivet af Studentersamfundets Unge», hvor de fremlagde udkast til nye love og satte nye mål for foreningens fremtidige virksomhed. Da aktionen ikke lykkedes, meldte de sig ud og stiftede i september Det Ny Studentersamfund (DNSS).

Bruddet og nydannelsen fandt sted nogenlunde samtidig med Landmandsbankens krak. Regeringen og de store finans- og handelshuses ledere opfordrede pressen til at neddæmpe, ja helst afstå fra omtale og kritik, mens en politisk nedsat Bankkommission med tavshedspligt foretog sine undersøgelser. Da selv det radikale dagblad Politiken, grundlagt i Brandesiansk ånd 1884 omtrent samtidig med Studentersamfundet, presset af sine borgerlige annoncører fulgte opfordringen, syntes der rigelig anledning for de unge socialister til et brud med de radikale intellektuelle. Politiken havde under og efter påskekuppet i 1920 naturligt støttet den radikale regering, på trods af, at en voldsom annonce-boykot på det nærmeste bragte avisen på ruinens rand. Nu mistede den sit image som pressefrihedens sidste liberale talerør.

Bruddet og nydannelsen skyldtes dog ikke udelukkende markante politiske uoverensstemmelser - Studentersamfundet var i den forstand rummeligt nok - men i langt højere grad generationsmæssige og æstetiske forskelle. De 40-årige medlemmer af Studentersamfundet var naturalister i litterær henseende, impressionister af kunstsyn og videnskabelige positivister. En markant gruppe af de unge var derimod nyromantikere, futurister og dadaister. Toneangivende var lyrikerne Rudolf Broby-Johansen og Harald Landt Momberg. Broby-Johansen var i Berlin i 1922 og oplevede her dadaismen. I 1923 besøgte han Filippo Marinetti og futuristerne i Venezia. Samme år var han igen i Berlin, hvor han boede hos Der Sturms grundlægger og leder Herwarth Walden, og oplevede George Grosz som provokerende kabaretist og tegner. I 1924 var han i Moskva og stiftede her bekendtskab med de russiske futurister. Også Harald Landt Momberg stod i disse år i kontakt med Marinetti.

Det første synlige resultat af Det Ny Studentersamfund var en dadaistisk happening foran universitetets hovedbygning på immatrikulationsdagen i begyndelsen af september 1922, hvor en halv snes medlemmer anført af Broby-Johansen med skilte og høj stemme forkyndte at «Revolutionen er historiens lokomotiv». Derefter fulgte (efter det første nummer i maj) i september og oktober yderligere to fire-siders numre af Samfundet. Det første satte fokus på bankkrakket, det andet angreb pressens følgagtighed overfor ledende erhvervsfolk og afhængighed af annoncørerne. Politikens redaktør fik sin særlige bekomst.

Samme efterår og vinter fulgte på DNSS's nyoprettede forlag udgivelsen af to futuristiske digtsamlinger af Harald Landt Momberg, Parole og Solen gaar ned, og en af Broby-Johansen (under kunstnernavnet Rud Broby), Blod. Mens Mombergs digte trods deres internationale tilsnit næppe blev bemærket i offentligheden, vakte Broby-Johansens stærkt August Stramm-påvirkede billedsprog og syntaks, grundet en pornografianklage, nordeuropæisk opsigt. Læst af mange blev de dog ikke, idet kun få blev solgt. Størstedelen af de i alt 700 eksemplarer blev gemt af vejen inden resten beslaglagdes af politiet. I december og januar 1922/1923 løb retssagen ved by- og landsret under voldsom pressebevågenhed og gjorde med et slag den 22-årige Broby-Johansen til en af Skandinaviens mest kendte/berygtede danskere. En litteratursagkyndig jury udvirkede at han blev frikendt for pornografisk spekulation, men digtene forblev beslaglagt og kunne ikke genudgives umiddelbart. I 1960 optrykte Broby-Johansen et udvalg i en 60-års tekstsamling, og i 1968 udkom alle 16 digte - begge udgivelser på Gyldendal. Herwarth Walden gengav to af digtene i Der Sturm januar 1923, hvilket ikke bragte det berlinske politi i alarm.

DNSS havde herefter hverken penge eller lyst til at udgive nye digtsamlinger. Broby rejste til Italien, hvor han som nævnt besøgte Marinetti og futuristerne i Venezia. Momberg skrev artikler om politik og kunst i det kommunistiske ugeblad Arbejderbladet. De øvrige medlemmer af DNSS brugte foråret 1923 på deres universitetsstudier og eksamener.

I august fik en journalist ved Arbejderbladet ved et tilfælde adgang til Bankkommissionens fortrolige beretning om Landmandsbankens krak. Efter gengivelsen af nogle få dokumenter nedlagdes øjeblikkeligt forbud. Derefter gik DNSS's unge på gaden med et flyveblad med yderligere oplysninger og dokumentation fra beretningen. Dette fremkaldte en latterliggørende kommentar i det radikale Politiken med beskyldninger om at «Kommunisterne tjener Penge som Bladudgivere». Svaret kom prompte fra DNNS. Først i en henvendelse til Det radikale Venstres vælgere og Politikens læsere, dernæst i et gratis uddelt flyveblad, hvor Politiken blev tituleret POL - Pjalte Og Løgnebladet - og henregnet til møddingen af «løgnagtige og bestukne Blade», der for annoncernes skyld lå på maven for de svindleriske finansfyrster.

Flyvebladet sluttede med meddelelsen om et nyt blad PRESSEN, hvorom det hed: «I Modsætning til de saakaldte Blade er «Pressen»s mening ikke til Fals. Desuden adskiller «Pressen» sig fra de saakaldte Blade derved, at «Pressen» kun udsendes naar der er noget at skrive om. Derved undgaas, at man - for at fylde - fristes til at skrive Løgn og Vaas.» - Læserne af flyvebladet opfordredes til at indsende 40 øre i frimærker og dermed få «tilsendt et interessant lille Skrift «B».» Nemlig uddrag af og kommentarer til Bankkommissionens hemmelige Beretning.

Fire dage senere gik DNSS's medlemmer rundt på gader og pladser og solgte Pressen. Periodisk Flyveskrift. Udgivet af Det Ny Studenter Samfund.

DNNS tonede allerede i sine indledende flyveblade rent flag. Stud. polit. Torben Hansen anførtes som ansvarshavende redaktør, og på bagsiden præsenteredes DNSS's øvrige virksomhed således: «Offentligt Møde ugentligt - Kunstaftner (Musik, Dans, Drama) - Bibliotek - Arbejderundervisning (gratis) i Engelsk, Fransk, Tysk og Dansk - Kunstudstillinger - Idræt (ikke som Maal, men som Middel) - Søndagsskole for Børn - Underholdning for Arbejdsløse, Udsendelse af Tidsskrifter - Forlagsvirksomhed.» Og med henvisning til denne virksomhed opregnedes udførligt alle forlagets digtsamlinger (udkomne såvel som beslaglagte!) og kommende skrifter. Endelig opfordredes læserne til hurtigt at købe «de af os paa Gaden forhandlede Skrifter, inden de beslaglægges!!!»

Lørdag den 1. september 1923 udkom Pressens første nummer med et kraftigt udfald mod «Pjalte Og Løgnebladet» (Politiken). Redaktionen udgjordes af en yngre jurist, to medicinstuderende, to stud. mag.er, to stud. polit.er, to tyske emigranter (Kurt Geb og musikeren og komponisten Kurt Kirschheimer), to digtere og tre billedkunstnere - hvoraf den ene angiveligt var George Grosz, som fra Berlin åbenbart stillede sine tegninger til rådighed for bladet. For at forstå den voldsomme kritik af det liberalt-radikale parti og dets blad Politiken, skal man vide, at de unge studenter gennem opdragelse og skole havde lært om radikal ubestikkelighed og frisind på alle områder - økonomisk, politisk, moralsk. Det var barnetroen, der nu var skudt i sænk.

Der var ingen aftryk af Bankkommissionens hemmelige Beretninger i dette første nummer. Politiet havde truet bogtrykkeren med konfiskation af hans maskiner. Til gengæld var to dokumenter indlagt som duplikat. Pressen var således fra starten på kant med myndighederne.

Det blev den tyske ekspressionisme og dadaismen, der kom til at præge Pressens layout. Her satte digterne Broby-Johansen og Harald Landt Momberg sammen med tegnerne Gunnar Hesselbo og Gunner Hansen (samt pr. post George Grosz) den æstetiske dagsorden. Formatet var 32,5 x 46,5 cm og flere af bladets sider havde plakatfunktion. Med en kraftig brug af typografiske streger fremhævedes ved indramninger, sorte felter og 'bjælker' de tekststykker der indeholdt nye afsløringer. Sammenstillingen af forskellige skrifttyper for at opnå dobbeltmeninger udvikledes til særlige raffinementer. Kryds- & tværs-teknikken blev hyppigt anvendt, og det vrimlede med portrætter af kapitalistiske middagsherrer - de involverede i banksvindelen - oftest indsat i stærkt injurierende kollager. Et af gruppens medlemmer beskrev det således: «PRESSENs Redaktion bekender sig til den ny Kunstretning, der hedder Konstruktivisme, og hvis Formål er at skabe Skønhed, Orden og Harmoni i alle synlige Ting, og som arbejder med alt Materiale, ikke mindst det typografiske. Typografi har også sin Topografi, det vil sige en intensiv Benyttelse av Materialet og en harmonisk lovbundet Opstilling av Bladet.- PRESSEN har i Danmark skabt den typografiske Journalistik og den journalistiske Annonce. Disse er stærke Virkemidler.» (Harald Landt Momberg: Aktiv reklame. Nye principper i annonceringens kunst, DNSS forlag, København 1924)

Den mediemæssige udnyttelse var gennemført: formiddagsavisens tabloidformat, den voldsomme typografi, det dramatiske layout og gadesalget, der ikke blot foretoges af højtråbende unge mandlige studerende, men også - hvad der var noget ganske nyt og (moralsk) opsigtsvækkende - af 17-20-årige kortklippede studiner iført bluser og korte nederdele. Dertil kom at George Grosz' satiriske streg var mere pågående end samtidens danske tegneres.

Pressens redaktion betragtede finansmanden og etatsråden H.N. Andersen, grundlæggeren og ejeren af rederiet og handelsfirmaet ØK (Østasiatisk Kompagni) som den egentlige skurk i såvel regeringskuppet 1920 som i Landmandsbankens krak. Han var således på forsiden i tekst og billede af så godt som alle Pressens første numre:

«Statskuppet i 1920 H.N. Andersens og Enkekejserindens Værk» (nr. 2)

«H.N. Andersens falske Regnskabsføring og gemene Pengeafpresning» (nr.3)

«H.N. Andersen som Dokumenttyv» (nr. 4)

«H.N. Andersens falske Vidner» (nr. 5)

«ØKsen ligger ved Etats Roden H.N. Andersen» (nr. 10)

«H.N. Andersens Eventyr» (nr. 11)

Medlemmer af den quasifascistiske studenterforening «Akademisk Skyttekorps» begyndte snart at overfalde DNSS's gadesælgere og overdrage dem til politiet. I begyndelsen frafaldt politiet tiltale mod Pressens redaktion og sælgere, men da oplaget nåede op i 10.000 eksemplarer førte det til domfældelse og for fire redaktørers vedkommende flere måders fængselsstraf. Dertil kom hyppige raseringer af redaktionslokalet. Pressen og dens efterfølgere af socialistiske tidsskrifter og foreninger lå siden i konstant konflikt (ofte korporligt) med de akademiske skytter op gennem 1920'erne og 30'erne, indtil AS, sammen med andre uniformerede ungdomskorps, blev forbudt.

Socialistiske partier eller grupper har kun sjældent siden været i den lignende situation at være eneformidler af oplysninger under en politisk-økonomisk krise. Kombinationen af Pressens provokerende form, den pågående layout og indholdets kontante afsløringer fik tusinder af læsere til at vende sig fra de borgerlige partier. Og da kun de færreste arbejdere her fire år efter kommunisternes brud med Socialdemokratiet var indstillet på at stemme på, endsige melde sig ind i udbrydernes parti, tilfaldt resultatet af Pressens arbejde helt utilsigtet Socialdemokratiet ved valget i 1924.

Finanskapitalens mænd og den borgerlig-liberale regering, der stod last og brast med banksvindlerne, kunne i 1920'ernes Danmark have tilladt sig at tie Pressens beskyldninger ihjel, hvis de var blevet fremsat i normal boglig form. Men den dadaistiske provokationsteknik fik borgerskabet til at forløbe sig og spille med i dadamessen og derved bekræfte overfor offentligheden, at de unge studenterrevolutionære havde fat i den lange ende. Pressen er således et godt eksempel på at dadaismen fungerer optimalt når form og sag hænger sammen: Den politiske virkning lå i kombinationen af sensationelle afsløringer bearbejdet med linoleumskniv, kollagesaks og montageklister, og solgt som flyveblade på åben gade.

Udgivelsen af Pressen i september 1923 faldt sammen med en udstilling af international ekspressionistisk kunst i København. Udstillingen præsenteredes således i Pressens første nummer:

«Det er den internationale organisation af revolutionære kunstnere «Der Sturm», der ledes fra Berlin af digteren og komponisten Herwarth Walden, som for tiden opholder sig her i byen, der arrangerer udstillingen. Den omfatter de forskellige strømninger inden for den moderne kunst. (…)
Med «Der Sturm» har vi fra begyndelsen stået i direkte forbindelse. Herwarth Walden har i vore lokaler givet flere oplæsnings-, foredrags- og musikaftener. Vore kammerater Rud Broby [Broby-Johansen] og Harald Landt Momberg er medarbejdere ved tidsskriftet «Der Sturm» (…)
Sturm er ikke nogen ny bevægelse. Tidsskriftet af samme navn gaar i sin trettende aargang. En af de første medarbejdere herved var Robert Storm Petersen. Her offentliggjordes for første gang digtninge af August Stramm, Tysklands betydeligste digter.»

I nummer 2 ugen efter hedder det begejstret, at udstillingsrummets

«ellers smagløse udstyr fuldstændig fordunkledes af Der Sturms stærke billeder. Således var Kurt Schwitters berømte «Arbeiterbild» merzet ind i en falmet rokokovægforsiring.
At nævne de besøgendes navne tillader pladsen ikke. Kun skal siges at D.N.S.S. var til stede in pleno.»

Og endnu en uge senere, i midten af september, anmeldes udstillingen udførligt med fremhævelse af malerier af Franz Marc, Albert Gleizes, Kurt Schwitters, Ivan Puni, Oskar Nerlinger, Laszlo Peri, László Moholy-Nagi, Paul Klee og Aurel Bernath. Anmelderen, Harald Landt Momberg, udtrykker DNNS's uforbeholdne begejstring og undlader ej heller at gøre nar af de borgerlige kolleger, der ikke har fattet et kuk af udstillingen.

Af datosammenfaldet må vi forstå, at Herwarth Walden og måske flere af Sturm-udstillingens malere har været i København i ugen forinden og i de første uger af Pressens stormløb mod Politiken og Landmandsbank-svindlerne. Walden og de øvrige Sturm-folk fra Berlin har altså været vidne til - for ikke at sige publikum i første parket - under de sidste forberedelser, og har måske endda været behjælpelige i layoutmæssig henseende: Pressens grafiske udformning var fra starten super professionel. Tilfældigt sammenfald eller ej, tirsdag den 4. september benyttede man udstillingsferniseringen til at fejre den succesfulde bladudgivelse. DNSS mødte frem «in pleno».

I den følgende uge rejste redaktionen på «Provinstourné» rundt til de midtsjællandske byer for at fortælle om 1) Det Ny Studentersamfund, 2) den berettigede kritik af statens og kapitalens rolle i Landmandsbankens krak, og 3) kommunismen. Møderne sluttede med «et leve for et samfund, hvor ikke de, der snylter, men de, der arbejder, sidder i højsædet».

Pressen havde således fra starten flere bolde i luften: Banksvindel, pressecensur (selv- og påført censur), tournévirksomhed, ekspressionistisk kunstformidling og - fra 4. nummer - de underholdende beretninger fra byretten, hvor to redaktionsmedlemmerne stod anklaget for at have sat sig til modværge under anholdelse for at have solgt Pressen. Afhøringen af de involverede politibetjente var så selvmodsigende og grotesk, at redaktionen foreslog «det bestaaende Samfunds Tilhængere» at ændre dansk lovgivnings gamle kernesætning «Med lov skal land bygges» til «Med lort …».

Med stor effekt fortaltes over en hel forside hvordan to «Fascistiske Sjovere» fra den højreorienterede Akademisk Skytteforening, under forsøg på at stjæle et helt oplag af Pressen, slog et DNSS-medlem ned for bagefter at blive overmandet af de tililende redaktører.

Efter en måneds tid (og efter Sturm-udstillingen var rejst videre) bragte bladet en tripelkronik af Broby-Johansen under overskriften Nye Tanker. I den første foretog han et resolut opgør med den borgerlige individualistiske kunst: "Den kunst er bleven den førende som talte til borgersjælens to dybeste instinkter: ejendomstrangen og illusionslysten." Nutidens kunst, hævdede Broby-Johansen, kan derimod defineres ved to begreber, ekspressionisme og impressionisme: «Jeg vilde foretrække betegnelserne, for expressionisme: kunst, for impressionisme: ikke-kunst."

Så var dagsordenen sat. I den afsluttende kronik gennemgik han ekspressionismens historiske faser fra futurisme over kubisme, det abstrakte maleri, merz-maleriet frem til den russiske konstruktivisme. Af ny musik fandt han kun Herwarth Waldens interessant. Og afsluttende gjorde han nar ad fem unge skandinaviske digtere ved at stille et vers fra hver af dem sammen til ét "personligt" digt. "Den personlige oplevelse er nemlig humbug", skrev han. Heroverfor stillede han som virkelige 'kunstnere' sin danske digterkollega Harald Landt Momberg og nordmanden Sigbjørn Obstfelder. For Broby-Johansen opnåedes de ekspressionistiske højder imidlertid i dramaet: "Drama er hel-kunstværk af form, farve, bevægelse, tone." Og her var mesteren Lothar Schreyer. Han levede helt og fuldt op til kronikkens afsluttende ord: "Kunst er den ekstatistiske livsfølelse, er naturfolkenes sanseløst hengivne danse."

Broby-Johansens kronik blev den dadaistiske ideologi bag Pressens kritiske virksomhed. Og så længe den hang sammen med den politiske aktion havde ideologien mening. Pressen ville virke som en helhed. Læserne måtte selv kombinere artiklerne om politivold, afsløringerne og reportagerne om Landmandsbanken, indføringerne i socialismen og ekspressionismen.

De unge studenter blev anklaget, efterlyst, opsporet og dømt til fængsling. Broby-Johansen fortæller i et erindringsbrev, hvordan han skjulte sig nogle uger for politiet i et skur i Købehavns havne-klondyke (Sydhavnen), hos den lidt ældre digterkollega, Tom Kristensen, som prøvede at skrive den roman færdig, der skulle blive et af dansk litteraturs mesterværker. Broby-Johansen optræder som ikke mindre end to overordentlig usympatiske personer i romanen som fik titlen Hærværk. I fængslet fik han has på den enerverende uvirksomhed ved for sit indre blik at kaste ekspressionistiske malerier, han havde set rundt om på europæiske museer, op på cellevæggen i timelange rekonstruktioner.

I løbet af bladets første halve år var en del af kommunistpartiets aktive folk kommet ind i redaktionen. I forbindelse med det tilstundende folketingsvalg 11. april 1924 ønskede disse at lade valgagitationen træde i forgrunden. Dertil kom alvorlig uenighed om valgstrategien: Broby-Johansen og hans fløj mente, at man ville udstille kommunistpartiets talmæssige svaghed ved at stille op til valg allerede her få år efter dets oprettelse. DKP-ledelsen ønskede derimod at vinde medlemmer ved agitationen under valgkampen. Flere opfattede vel også efterhånden dadaismen som temmelig studentikos og «romantisk revolutionær». I Sovjet var den blevet afblæst i 1923 med opfordring til at gøre det samme i resten af Europa.

Bruddet var smerteligt. Broby-Johansen kunne blot samle nogle få venner og gamle skolekammerater. I et par uger lykkedes det faktisk begge redaktioner at udgive et Pressen, der gensidigt bekrigede hinanden. Det er de barokke udslag af spaltningen der i dag springer i øjnene: de skarpe og opfindsomme advarsler mod modstanderens Pressen, den fortsatte roman, der kørte videre i to forskellige udgaver med samme forfatter, og næsten samme titel, «Atlantis» (DKP-redaktionen kom i skyndingen til at skrive «Atlantic»).

Efter valget - som var et knusende nederlag for DKP, der i alt fik kun 6.000 stemmer - opgav partiet Pressen. Broby-Johansen og hans fløj blev ekskluderet og dannede i et halvt års tid sammen med enkelte tidligere DKP-medlemmer et nyt parti, Kommunistisk Arbejder- og Husmandsbevægelse, hvis program blev trykt i Pressen nr. 54. I samme nummer fandtes udtalelser fra KAHB, som placerede bevægelsen på Kommmunistisk Internationales grundlag, men på venstre fløj. Pressen blev ført videre som organ for KAHB til december 1924 (sidste nr. var nr. 66 med dato 29. november). Broby-Johansen, der rejste til Sovjet i foråret, skrev ved hjemkomsten flere artikler herfra om revolution og kunst. Men snart var interessen for bladet helt væk - hos læserne såvel som hos hans få medskribenter. Til gengæld var han lagt eftertrykkeligt for had i kommunistpartiet for sin strategiske enegang.

Den nu 24-årige Broby-Johansen gav dog ikke op. Han fortsatte den dadaistiske linje i sit enmands tidsskrift I Morgen februar 1925. Det fortsatte uregelmæssigt med numre i maj og december, samt et afsluttende i 1927 - fire numre i alt - og indeholdt politiske kommentarer og kronikker, billeder, digte og teaterstykker. Mange af teksterne var citater af for længst afdøde rationalistiske og socialistiske forfattere, videnskabsmænd og politiske teoretikere. Oplaget - og salget - har ikke været stort.

De fleste af Pressens folk samledes da også under mere rolige former i 1926 i foreningen og tidsskriftet Clarté - en aflægger af det tilsvarende svenske, som udsprang af det franske Clarté, grundlagt af forfatteren Henri Barbusse. I Danmark var initiativtageren venstre-socialdemokraten Hartvig Frisch, som med støtte fra de svenske clartéister i Lund startede forening og blad i København. Tegneren Anton Hansen, kendt i Europa for sine illustrationer og politiske tegninger i det tyske satiriske blad Simplicissimus, blev formand og redaktør. Målet var at etablere en kulturel socialisme henover modsætningerne mellem kommunisterne og socialdemokraterne. Det kan derfor næppe undre, at det var emner som krig og fred og demokratiets trange vilkår, der dominerede bladet. Ikke mindst i Anton Hansens tegninger, der var det eneste der afveg fra normalopsætningen af bøger. Clartés uspændende og «borgerlige» layout bekræfter imidlertid, at politisk-ideologisk forskellige eller uenige grupper nok kan diskutere og kompromisse sig frem til et tidsskrift- og meningsfællesskab, men det er dem plat umuligt at berøre formidlings- og formspørgsmål uden at det øjeblikkeligt kommer til brud. Et slagkraftigt layout kan kun etableres, hvor redaktionsgruppen har et fælles engagement i den sag tidsskriftet er organ for.

Som man kan forstå havde Broby-Johansen, der var medlem af foreningen Clarté og lejlighedsvis skribent i bladet, ingen indflydelse på dets udformning og layout. I årene efter Pressen udfoldede han sin dadaisme i det tidligere nævnte I Morgen og i opsætningen af sit ekspressionistisk-kubistiske Bodsspil. Et elementærdrama. Han stod alene såvel kunstnerisk som politisk.

De mere eller mindre uafhængige kommunistiske tidsskrifter fortsatte fra 1928 i Monde, Frem, Clarte og Vejen Frem (illegalt blad 1943-1945). Broby-Johansen var den drivende kraft i de to første.

O.Ha.

Litteratur

Hanne Abildgaard: Anton Hansen. Mellemkrigstidens sorte satiriker. 2001
R. Broby-Johansen: Imprimatur. En tidebog 1922-1960. 1960
John Hansen: Bibliografi over Arbejderforlaget, Mondes Forlag og Forlaget Tiden, [Middelfart] 1975)
Olav Harsløf: Kulturdebat i 20'rne. 1976
Olav Harsløf: Lay-out som kampmiddel. I Hug! Nr. 22-23 1978
Olav Harsløf: Mondegruppen. Kampen om kunsten og socialismen i Danmark 1928-1932. 1997
Olav Harsløf (red.): Broby - en central outsider. 2000
Morten Thing: Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960. 1993
Jørgen Bloch-Poulsen og Morten Thing: Danmarks kommunistiske parti 1918-1941. 1979

Det Ny Studenter Samfunds udgivelser:

1922:
Rud Broby: Blod. Digte
H.R. Brøcker: S.S. - Studentersamfundet eller sød suppe
H.R. Brøcker: Penge, politik og presse. 2. oplag 1923
Harald Landt Momberg: Parole. 33 expressionistiske digte
Harald Landt Momberg: Solen går ned. Tre dramatiske digte
Samfundet
udgivet af Studentersamfundets Unge. Nr. 1 og 2, maj og september
Samfundet
udgivet af Det Ny Studenter Samfund. Nr. 3, oktober

1923:
Bankkommissionens hemmelige beretning.
Utarbejdet af Professor Birch. Offentliggjort ved Aage M.I.C. Jensen. Kristiania, Norge
Rud Broby: Forsvarstale for «Blod»
DNSS julekort med fængslede kammerater. 1: Sperling. 2: Aage Jensen

Flyveblade:
Bankkommissionens hemmelige beretning
P
jalte Og Løgnebladet Politiken.
28. august
Sprængning af «Det radikale Venstre».
August
Pressen. Periodisk flyveskrift.
September-december, nr. 1-17 (inklusive et duplikeret bilag til nr. 1, indeholdende et bilag fra Bankkommissionens beretning). Nr. 3 udkom i to (identiske) oplag. Nr. 47 blev betegnet som Ekstranummer. Under trykningen af et doppeltnr. i anledningen af et-års-jubilæet var en del af oplaget på 20.000 eks. fejlagtigt nummeret 50-51, hvilket undervejs blev rettet til det korrekte 51-52.
I april 1924 udkom tre numre udgivet af DKP-fraktionen med dato 5. april (nr. 31), 11. april (nr. 32) og 25. april (nr. 33).
Pressens udgiver var for nr. 1 - 53 DNSS, for nr. 54 - 66 Kommunistisk Arbejder- og Husmandsbevægelse.

1924:
Rud Broby: Kunst. En introduktion. De udenlandske kunstværker fra S-T-U-R-M Paris - Berlin - New York
Gerda Gjerulff: Fremtidens samfund. Det humanistiske verdenssamfund
George Grosz: Prostitutionens profeter. Moralsatiriske G-G-Æts-tegninger
Anton Hemmingsen: Fremskridt og rigdom til det arbejdende folk. Illustreret af George Grosz. Udgivet af Kommunistisk Arbejder og Husmandsbevægels
Harald Landt Momberg: Aktiv reklame. Nye principper i annonceringens kunst
Pressen.
Januar-november, nr. 18 - 66