Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Historie
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 43.674
: :
Dansketiden

Dansketiden er en tendentiøs betegnelse for perioden 1397-1814 i norsk historie, og særligt for årene mellem 1536 og 1814, da de centrale og afgørende statsorganer lå i Danmark. Betegnelsen blev udformet i 1800-tallet. Man kan godt anvende den, hvis man ved, hvad man mener. Men samtidig kan betegnelsen være uheldig, hvis den tvinger os ind på 1800-tallets specielle norske nationalisme eller får os til at betragte Norge som et slags koloni under Danmark. Norge bevarede sin egen økonomiske og sociale struktur, havde sit eget lovværk og retsapparat, og den folkelige kultur levede videre og udviklede sig - trods foreningen med Danmark. Ofte kan det være mere hensigtsmæssigt at tale om foreningstiden i modsætning til unionstiden med Sverige - i 1300-tallet og 1800-tallet. Helstatstiden udtrykker noget væsentligt ved målet for den danske politik, mens enevælden er en karakteristik af styreformen efter 1660.

Tabet af suverænitet i senmiddelalderen

Hvorfor mistede Norge da sin suverænitet i senmiddelalderen?

Den norske Sverre-æt uddøde på den mandlige side i 1319. Men allerede før 1319 orienterede Norge sig bort fra Nordsøområdet og i østlig retning. Samtidig knyttede den norske adel sig til den svenske adel gennem giftermål og godser. Fra 1319 eksisterede der et svensk-norsk kongefællesskab - der formelt blev opløst i 1343 - men med nationale rigsråd, hvor adelsmænd og gejstlige var medlemmer. Dette udviklede sig mod slutningen af århundredet til en nordisk union - Kalmarunionen i 1397. To forhold var givet afgørende for denne udvikling. Det ene var, at det danske kongedømme med Valdemar Atterdag begyndte at støtte paven i Rom mod konkurrenten i Avignon. Derved sikrede det sig en vis kontrol med kirken og de danske biskopper. Dette bragte den danske feudalopløsning til ophør fra midten af 1200-tallet og gjorde det danske kongedømme til langt den stærkeste faktor og det rigeste blandt de nordiske lande. Den danske højadel havde dermed meget at vinde på en nordisk union under dansk ledelse. Det andet forhold var, at Mandedøden ødelagde godsindtægterne for de norske stormænd. Bisperne blev de førende i rigsrådet, med ærkebiskoppen som formand. Både i Norge og Sverige var bisperne principielt unionsvenlige. Alternativet var nationale monarkier, hvor konge og adel ville føre en tæt kontrol med kirken.

Formelt var Norge alligevel en selvstændig stat helt frem til 1536, som f.eks. da Christian I blev kronet i Trondheim i 1450 og på hjemvejen lod opstille en tosidet unionsaftale i Bergen. Men reelt fandtes der ikke længere en centraladministration i Norge.

Det svenske oprør mod Kalmarunionen i 1520'erne endte med, at Sverige blev selvstændig. Forudsætningen var at adelsmanden Gustaf Vasa i 1527 tiltvang sig det meste af den svenske kirkes ejendomme, og at han organiserede de svenske grevskaber under en håndfast ledelse. Noget lignende skete i Danmark i 1536 efter en treårig borgerkrig mod bl.a. bisperne. Kongemagten afsatte bisperne og konfiskerede den kirkelige ejendom. Det samme skete i Norge, men da ærkebiskop Olav Engebrektsson var formand for rigsrådet og leder af modstanden mod Christian III, var dette det samme som at afskaffe det norske rigsråd. I håndfæstningen af 1536 lovede den danske højadels konge, at Norge derefter skulle være en del af Danmarks rige. Den danske adel skulle have len i Norge, hvis de ville hjælpe ham mod kejser Karl V.

Den politiske svækkelse - ja udslettelse af Norge - fald altså sammen med en økonomisk svækkelse. Det kan se ud som der gik 300 år før folketallet nåede op på samme niveau, som før mandedøden (pesten). Men denne årsagssammenhæng mellem økonomi og politik var ikke absolut. Norge var slet ikke alene om et fald i folketallet og siden tilvæksten. Dette var et generelt europæisk fænomen. Derfor er det på sin plads at pege på den svenske ekspansion efter 1560, som et slående eksempel på en målrettet og effektiv politisk og militær organisering af knappe ressourcer. Den svenske adel og kongemagt ønskede i 1500-1600-tallet at gøre Sverige til den førende magt i Nordeuropa - både østpå i Østersøen og vestpå mod Skagerak og Nordsøen. Formålet var at få herredømme over østersøhandelen, med alle de indtægter det kunne give. Det lykkedes Sverige at gennemføre sin politik, og var nær ved også at tage Norge. Især efter 1660 mødte København denne svenske trussel, ved overvejende at føre en mild politik i Norge. Det er karakteristisk, at tabet af norsk territorium - Jemtland og Härjedalen i 1645 og Bohuslen i 1660 - skete i den periode i foreningstiden hvor nordmændene var hårdest plaget af skatter.

Økonomisk fremgang

Var det da også muligt at opnå en økonomisk fremgang i Norge uden en tilsvarende politisk ligestilling? Ja, i høj grad. I alt fald så længe Danmark tog tilstrækkelige hensyn til de norske interesser.

Denne økonomiske fremgang slog for alvor igennem i 1600-tallet, da ødegårdene fra mandedødens århundrede atter blev opdyrket. Det stigende folketal medførte, at landets ressourcer kunne udnyttes stadig bedre. Særligt i Østlandet og i Trøndelag begyndte en husmandsklasse at vokse frem ved siden af gårdejerne. Husmændene havde i modsætning til gårdejerne ikke jord at betale skat af, og blev håndværkere eller land-, skov- og minearbejdere. I Sørlandet, Vestlandet og i Nordnorge var jorden fattigere, hvilket medførte, at den stigende befolkning søgte mod håndværk, fiskeri og skibsfart. Det var også vigtigt, at denne stigende produktion kunne tilpasses udenrigsøkonomien. Som i middelalderen kunne fisk sælges i Vesteuropa eller byttes til korn i de baltiske havne. Men i 1600-tallet lå Europas økonomiske centrum i Holland og England. Norge kunne levere trævarer og søfolk dertil og fra slutningen af 1600-tallet også skibstransport. Norsk jern kunne godt nok ikke konkurrere med det svenske i kvalitet. Det blev i 1700-tallet ordnet således, at dårligt norsk jern fik monopol i Danmark, mod at dårligt dansk korn fik monopol i Østnorge (1735-1788). Udenrigshandelen med norske eksportvarer udviklede sig således, at fremmede købmænd fik norske økonomiske interesser og i stort omfang søgte ind i det norske borgerskab. Fra 1600-tallet fik Norge for første gang et selvstændig norsk borgerskab. Økonomisk set havde dette borgerskab sin stærkeste tilknytning til Holland, England og de baltiske havne, ikke til København. Men København var et politisk centrum for Norge, selv om der eksisterede regionale centre i Norge: Christiania (Oslo), Bergen og Trondheim. Norge havde et betydeligt eksportoverskud i 1600- og 1700-tallet. Det var i høj grad ønskeligt for Danmark at kanalisere dette eksportoverskud til København, sådan at byen kunne anvende det til at betale for dansk import. København kunne derfor tjene ved at give det norske borgerskab friere hænder for derved at øge eksporten. København accepterede derfor, at de norske offentlige kasser også fungerede som kreditinstitutioner for norske storborgere. Storborgere i Trondheim - bl.a. Hans Hornemand - forpagtede mellem 1740 og 1776 den lokale toldopkrævning. De tog mere end dobbelt så meget ind i told som de sendte til København. Ja, i Christiania gik det så langt, at et par borgere der administrerede hovedkassen for Øst- og Sørlandet i årene 1760-83 samtidig var mellem de største trælasthandlere - og det takket være driftskreditten fra de hovedkasser de administrerede.

Udenrigspolitik

Den væbnede neutralitetspolitik i 1700-tallet var en konsekvens af linien i dansk udenrigspolitik helt tilbage fra den mislykkede indblanding i «kejserkrigen» 1628-29: At modarbejde det svenske overherredømme i Norden, men i øvrigt holde sig udenfor alle europæiske konflikter, ud fra den overbevisning at stormagterne ønskede et delt Norden og altså ville beskytte eksistensen af Danmark-Norge. Med den væbnede neutralitetspolitik i 1700-tallet gik Danmark-Norge et skridt videre i retning af militært at sikre norsk udenrigshandel og dansk-norsk skibsfart. Men da Frederik VI i vrede over det britiske flådetyveri i 1807 brød denne politik og erklærede krig mod England, da begyndte foreningen med Danmark at gå i opløsning. Alliancen med Frankrig og krigen mod England var måske i Danmarks interesse, men den var stik imod norske interesser, og især imod trælastborgerskabets i sydøst. I Christiania (Oslo) dukkede der fra 1809 derfor konkrete planer op om en union med Sverige.

Men der er grund til at understrege, at før den tid er det vanskeligt at finde klare ønsker om at løsrive Norge fra Danmark. Selve afståelsen i 1814 var da også et led i europæisk storpolitik. Karl Johan skulle have selve Norge - men uden Færøerne, Island og Grønland - til gengæld for løftet om at den svenske hær skulle slås mod Napoleon. Det er sandsynligt at kongehuset har forestillet sig, sig at dette blot var en overgang, og strategien i flertalsgruppen på Eidsvol - «selvstændigheds-» eller «prinsepartiet» - synes at have været, at der skulle organiseres et styre i Norge der gjorde det muligt at vende tilbage til foreningen med Danmark, men med konstitutionelle politiske organer. I stedet blev en tilsvarende ordning gennemført i personalunion med Sverige fra 1814 til 1905.

Arbejdet med at skabe et politisk centrum i Norge begyndte i 1814, men det tog lang tid. For eksempel var det ofte mere vanskeligt at rejse fra en landsdel til en anden, end at rejse til udlandet, og selv om folk i 1700-tallet nok var utilfredse med styret fra København, så var det alligevel en vild tanke at organisere et selvstændigt norsk rige med f.eks. Christiania som hovedstad for Vestlandet eller Trøndelag. Dette problemet må også i høj grad have været aktuelt i højmiddelalderen og viser, hvor vigtig geografien har været for norsk historie.

Ejendomsforholdene

Med denne opfattelse af foreningstiden er det lettere at forstå, hvorfor økonomi og social struktur i så ringe grad blev påvirket af Danmark. På det ene felt efter det andet kan man konstatere, at udviklingen er foregået med et minimum af påvirkning fra dansk side. Det gælder landbrug, skovdrift, fiskeri, skibsfart- og minedrift. Det lykkedes ikke den danske adel at skabe deres eget godsejerherredømme i Norge. Nok var de fleste bønder før 1660 jordlejere, men de var frie mænd. De betalte blot lejeafgifter af den jord de brugte. De var ikke tvunget til pligtarbejde eller hoveri som fæstebønderne i Danmark eller levede i livegenskab som øst for Elben. Dette er nok en af forklaringerne - og måske den vigtigste - på at kronen solgte de fleste af de offentlige godser efter 1660. Udviklingen mod bondeselveje slog nok igennem langt tidligere i Norge end i andre europæiske lande. I stedet for lejeindtægter på krongodserne tog staten fra 1600-tallet skatter af alt registreret eller «matrikuleret» jord. Men skatterne var lave sammenlignet med Danmark.

Udover overgangen til bondeselveje førte salget af krongodserne også til dannelsen af borgerlige godsforsamlinger indenfor erhverv som fiskeri, minedrift og savbrug. Man kan derfor med god grund sige, at 1600-1700-tallet udformede sociale typer som storbonden - eller «Odelsbonden» - på Østlandet og i Trøndelag og den borgerlige brugsejer. For de nye selvejende odelsbønder fik den gamle odelsret meget at sige. Selv i usikre tider kunne de regne med at forblive trygt på deres gårde. Ulempen var, at odelsjorden var dårlig som pant, hvis bonden havde brug for kredit. Den nye husmandsklasse blev arbejdskraft for storbønderne og i skov- og trælasterhvervet samt i minerne i Østlandet og i Trøndelag. De ejede ikke jord, men havde kun et hus. Der udvikledes altså ret tidligt en landarbejderklasse - men ikke i Sørlandet og vestpå. Sagt på en anden måde. Den økonomiske udvikling i 1600-1700-tallet førte til en social spaltning og skabte stor social afstand i Østlandet og i Trøndelag. Dette skabte en fælles baggrund, både for udbredelsen af arbejderforeningerne i Thrane-ria og for den traditionelle tilslutning til arbejderbevægelsen i bygderne i Østlandet og i Trøndelag.

Embedsmændene

Dansketiden satte nok sine kraftigste og mest varige spor gennem det lokale embedsmandsstyre. Det blev udformet i 1600-tallet med skriver og kongeudnævnt sognepræst. Mange af embedsmændene kom i 1600-tallet fra Danmark. Senere var de lavere embedsmænd oftest nordmænd. Langt vigtigere end deres nationalitet var dog, at de i deres norske distrikter stod fjernt fra centralstyringen i København. De måtte have lokal tillid for at udøve deres embedspligter - for at bevare deres embede. Helt konkret gav dette sig udslag i, at de ikke havde statsløn. De måtte sælge deres forskellige embedstjenester for at leve: Tvangsinddrivning, auktion, tinglysning af skøde, arveskifte, barnedåb og gravtale. Den norske skriver var dommer i første instans, men han førte også panteregisteret for fast ejendom og var skifteforvalter. Dette gav gode indtægter - «skriveren er den heldigste arving» - og gjorde skriveren til en stærk mand, hvis han havde tiltro fra folkene i bygden. Hans position var meget anderledes end hans forhutlede danske kollega, «birkefogeden» som stod i godsejerens tjeneste og ikke havde noget at gøre med grundbogen og arveskifte. Folk i bygderne havde samtidig et effektivt våben mod uvenlige eller uhæderlige embedsmænd. De sendte delegationer til København for at «klage til kongen». Der er mange eksempler på dette, og på at København benyttede sig af sådanne klager til at føre en reel kontrol med embedsværket i de fjerne norske bygder. Lofthusoprøret havde sin baggrund i, at skriverne i Agder området tog sig alt for grådigt betalt for helt basale tjenester for selvejerbønderne. Det førte til, at der i 1786 kom et detaljeret regelsæt for priserne på tjenester.

Norsk administration mellem 1660 og 1884 er blevet kaldt «embedsmandsstaten», med den forskel at før 1814 styrede embedsmændene i kongens navn, og efter 1814 styrede de landet i folkets navn (Sverre Steen). Embedsmandsværket var efter forholdene effektivt og ukorrupt. Det var et redskab, som senere skulle bane vej for indførelsen af almen stemmeret og anvendes til at ændre samfundet.

Kultur og sprog

Når man betragter den kulturelle opblomstring i Norge gennem 1800-tallet, må man spørge om dansketiden var en hindring for en tilsvarende tidligere opblomstring. Norge fik ikke noget universitet før 1811, og der blev knap foretaget nogen videnskabelig gennembrud i Norge før 1800-tallet - i modsætning til både Sverige og Danmark. Der manglede også et miljø for borgerlig litterær aktivitet i Norge. Den såkaldte fælleslitteratur havde ubetinget sit centrum i København. Både Holberg og Wessel måtte drage der til for at slå igennem. Men dette kunne alligevel ikke skygge for den livskraftige kultur - i folkeviser, dialektdigtning (Edvard Storm), eventyr, træarkitektur og klædedragter. 1600-1700-tallet var nok mere nyskabende end 1800-tallet, for det man kan kalde norsk folkekultur.

Ifht. sproget er det klart, at dansk blev skriftsprog fra 1500-tallet. Da forstod folk i Norge ikke længere det middelalderlige sprog - i modsætning til på Island. Derfor måtte der under alle omstændigheder være sket en ændring af skriftsproget. Skriftlig dansk var let at anvende for nordmændene, og det påvirkede ikke talesproget i bygderne-   ikke engang i sydøst. Det folkelige talesprog sammen med de norske bønders frie stilling gjorde det i 1800-tallet muligt at skabe et livskraftigt «landsmål», i opposition til det officielle sprog - «dansk-norsk» og «det dannede talesprog» i byerne.

Der er ikke meget der tyder på, at det var en ulykke for Norge, at de afgørende og centrale statsorganer lå i Danmark fra slutningen af 1300-tallet eller fra 1536 til 1814. Man kan nok sige, at Norge savnede traditioner som selvstændig stat fra denne «firehundredeårige nat», som Ibsen formulerede det, eller at nordmændene savnede «selvstændighedens æresfølelse». Men det er litterært mundsvær. Centraladministrationen i København kunne med fuld ret betragtes også som norsk statsstyre og udenrigspolitikken som norsk udenrigspolitik. Den som arbejder med norsk historie fra «dansketiden» opdager snart, at her er der ikke tale om «en uægte Lodning» (Wergeland), men om «de rette Fædre» (danskerne) (historikerskolen fra 1860'erne). Et selvstændigt Norge måtte have haft front mod Danmark og have stået på vagt mod Sverige. Det alternativ ville have krævet et hårdt styre, der havde lagt tunge byrder på nordmændene.

Dansketiden havde - og måtte have - et mildt statsstyre. Den blev en egnet redskab for en demokratisk udvikling i den følgende tid.

G.Sa.