Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Island
DatoOpdatering
2013.12.09Opdatering 2013
2015.01.30Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 19/7 2016
Læst af: 227.032
Verden  .  Europa  .  Island
: :
Island
Befolkning300.000
ValutaIslandske kroner
Areal103.000 Km2
HovedstadReykjavik
Befolkningstæthed2,9 indb./Km2    
HDI placering17    
Geotermisk energi dækker størstedelen af Islands energibehov, men nogen gange koger den over. Vulkanudbrud på Vestmannaeyjar i 1973. (Solidaritet)

Island ligger i Nordatlanten grænsende til Ishavet. Det er en klippeø med et plateau med en gennemsnitlig højde på 500 m over havets overflade. En bjergryg krydser øen fra øst mod vest. Den er dækket af is og sne og er udløbspunkt for landets vigtigste floder. Området mod kysterne er meget uregelmæssigt og er karakteriseret ved mange fjorde. Størstedelen af befolkningen bor i landets sydlige og vestlige egne, hvor klimaet er tempereret som følge af varme havstrømme. Reykjavik er hovedstad og centrum for landets økonomiske liv. Den ligger på en frugtbar slette, hvor også andre større byer ligger. Den nordlige del af landet har et langt koldere og barskere klima som følge af passagen af koldere havstrømme fra polarområderne. Som en del af den atlantiske højderyg er landet præget af vulkansk aktivitet og varme kilder - geysere. De naturlige varmekilder anvendes til energiproduktion, og Reykjavik går derfor for at være verdens reneste hovedstad. Landbruget giver kun et sparsomt udbytte, og landets vigtigste ressource er derfor fiskeriet, der tegner sig for 80% af landets eksportindtægter.

Folket: Overvejende (96%) islændinge, der er efterkommere efter nordmænd, skotter og irere.

Religion: Protestanter (95,8%) - overvejende evangeliske lutheranere (91,5%). Katolikker (0,9%), ikke religiøse (1,5%), andre (1,8%).

Sprog: Islandsk

Politiske partier: Samfylkingin (socialister), Vinstri hreyfingin grænt framboð (Venstre og grønt parti), Fremskridtspartiet (centrum-venstre), Selvstændighedspartiet (konservativt), Frjálslyndi flokkurinn (liberalister).

Sociale organisationer: Islands LO

Officielt navn: Lydveldid Island

Administrativ inddeling: 7 distrikter

Hovedstad: Reykjavik, 202.000 indb.(2008)

Andre vigtige byer: Kopavogur, 24.400 indb.; Hafnarfjördhur, 19.800 indb. (2000)

Regering: Olafur Ragnar Grimsson, præsident og statschef fra 1. august 1996, genvalgt i 2000, 04, 08 og 12. Sigurður Ingi Jóhannsson, premierminister og regeringschef siden april 2016. Etkammer parlament (Alþingi, Altinget) med 63 medlemmer, der vælges ved direkte valg for en 4 årig periode.

Nationaldag: 17. juni (uafhængighedsdag, 1944)

Væbnede styrker: 130 i kystvagten (1993); 2500 NATO soldater.

 

Islændingene er efterkommere af europæere, der fra år 874 begyndte at ankomme til øen. Befolkningen er i dag overvejende efterkommere efter nordmænd, skotter og irlændere. Island var en selvstændig republik i årene 930-1264, men med traktaten af 1263 blev det underlagt det norske kongerige.

Fra 1381 blev Island og Norge erobret af Danmark, men mens Norge i 1814 brød båndene til kolonimagten, fortsatte Island som del af den danske enevælde. Helt frem til slutningen af århundredet fandtes der ikke veje eller broer i landet, og handelen var i hænderne på danske virksomheder.

Altinget blev genoprettet i 1845 som en rådgivende forsamling af 20 folkevalgte og 6 kongevalgte tingmænd. I 1874 fik tinget en begrænset lovgivende myndighed i landets indre anliggender. I 1904 fik Island et statsråd med sæde i Reykjavik og med ansvar overfor Altinget. Landet var med dette blevet et parlamentarisk demokrati. Stemmeretten blev gradvis udvidet til at gælde alle voksne mænd og kvinder. I 1918 blev Island en selvstændig stat i union med Danmark. Island erklærede sig neutral i konflikter mellem stater og har i dag ingen form for væbnet forsvar. Efter islandsk ønske varetog Danmark udenrigspolitikken. Det fortsatte frem til Tysklands besættelse af Danmark i 1940. Unionsaftalen kunne opsiges efter 25 år, hvilket Island forberedte sig på. I mellemkrigstiden fandt der en fornyelse sted i landbrugslovgivningen, der blev indført moderne dyrkningsmetoder, og dette bidrog til vitalisering af landbruget. Fra 1920 skete der en stadig vækst i fiskeriproduktionen og -forarbejdningen, og der fandt en betydelig udvidelse af vejnettet sted.

 

I maj 1940 blev Island besat af England. Året efter indgik Island en militær aftale med USA, og de engelske styrker blev erstattet med nordamerikanske. Ifølge aftalen skulle USA forlade Island ved krigens afslutning. Med de allieredes velsignelse blev Island erklæret for republik på þingvellir den 17. juni 1944.

Forholdet til USA

Aftalen med USA betød afslutningen på Islands neutralitetspolitik. USA var blevet opmærksom på Island som en egnet militær base. I efteråret 1945 fremsatte USA ønske om varige militærbaser i landet. Dette blev afvist. Imidlertid fik USA i 1946 ret til at bruge flyvepladsen i Keflavik i forbindelse med sine styrker i Tyskland. Kommunisterne/socialisterne gik ud af regeringen i protest, og aftalen mødte også fra andet hold modstand.

Island kom senere med i flere af Vestens organisationer. Først i Marshallplanen hvor landet fik relativt større bistand end andre lande. I 1949 kom Island med i NATO under forudsætning af, at landet i fredstid ikke behøvede at stille plads til rådighed for militære baser. Imidlertid blev Keflavikbasen genoprettet allerede i 1951 efter en aftale med USA. Vel at mærke ikke en aftale med NATO.

Baseaftalen har været et konstant stridsspørgsmål i Islands politik, hvor det største parti - Selvstændighedspartiet - traditionelt har været en sikker forsvarer af nordamerikanernes nærvær og socialisterne/kommunisterne lige så sikre modstandere. De øvrige partier der var ansvarlige for nordamerikanernes tilbagekomst har til tider været vaklende. I 1956 og i 1971 erklærede regeringen - i begge tilfælde en venstreorienteret regering - at det var dens hensigt at få basen afviklet, men det kom der ikke noget ud af. Basen var af stor økonomisk betydning for Island i årene før 1956. Den beskæftigede op til 4% af landets arbejdsstyrke, og 15% af valutaindtægterne stammede fra virksomheder tilknyttet basen. I 1956 skete der en stor forandring i basens betydning. Tallene for henholdsvis arbejdskraft og valutaindtægter faldt til 1-1½ % og 4-5 %.

Det har været vanskeligt at anslå landets totale økonomiske afhængighed af USA. Afsætningen af islandske produkter i USA er sket uden medvirkning fra Washington. I længere tid nød Island godt af USA's eksportprogrammer for udviklingslande. Mange udlændinge har en forestilling om, at Island er stærkt økonomisk afhængig af USA's gunst. Dette har nok motiveret enkelte til at acceptere nordamerikanske interesser i landet.

Basespørgsmålet har siden 1940 vakt stærke nationale følelser. Islændingene havde i løbet af en lang men fredelig selvstændighedskamp udviklet en stærk nationalfølelse - hvilket landets største parti afspejler i sit navn. Under krigen beskæftigede briterne og siden nordamerikanerne mange islændinge ved anlæg og i tjenester. Førkrigsårenes trange kår blev afløst af en materiel velstand for de fleste folk. Nye redskaber som sparede arbejde appellerede til nybyggerånden hos islændingene. Dette styrkede en på forhånd venlig indstilling overfor USA.

Enkelte politikere var indstillet på at tilfredsstille alle nordamerikanernes ønsker. Ledende folk indenfor erhvervsliv og handel som havde de vanskelige afsætningsforhold før krigen i frisk erindring stillede store forventninger til USA.

Nordamerikansk påvirkning af folkeliv og kultur, af sprog og holdninger, har vakt bekymring hos mange. Siden nordamerikanerne kom igen, har de haft deres egen radiostation som døgnet rundt sender programmer i stil med Radio Luxembourg. Omkring 1960 påbegyndte nordamerikanerne fjernsynssendinger som - helt unødvendigt - blev rettet mod Reykjavik. Det nordamerikanske TV blev et stridsspørgsmål mellem de mange som satte pris på programmerne, og som mente dette var en privatsag, og dem som ønskede, at landet og folket skulle have lov til at være i fred for denne indtrængning. Disse var også mange. I efteråret 1974 sørgede regeringen for, at fjernsynssendingerne blev begrænset til basen.

I løbet af 80'erne blev der ikke stillet afgørende spørgsmål ved Islands tilhørsforhold til NATO, men Keflavík basen med dens 3100 nordamerikanske soldater gav fortsat anledning til polemik. I september 88 erklærede den islandske regering formelt, at der ikke ville blive gennemført nye militærprojekter i landet. Det skete på baggrund af et spændt forhold mellem Reykjavik og Washington. USA kritiserede Islands beslutning om at fange 80 voksne og 40 unghvaler, og erklærede at det var en overtrædelse af aftalerne i den internationale hvalfangstkommission. Island svarede med en erklæring om, at fangsten var til videnskabelige formål, og afviste at omgøre den. USA truede med at indføre en boykot af islandske fiskeprodukter, og aktivister fra miljøorganisationerne sænkede to hvalfangstskibe i Reykjavik bugten. Island besluttede at reducere fangstkvoten for unghvaler til 20, og da protesterne fortsatte, blev den året efter yderligere skåret ned.

Torskekrigen mellem Island og Storbritannien var en Davids kamp mod Goliat. Her går en lille islandsk kanonbåd løs på en britisk fregat.

Torskekrig

Af frygt for overfiskeri og pga. denne industris betydning for den islandske økonomi udvidede Reykjavik i 1964 sin fiskerigrænse til 12 sømil og i 1972 til 50 sømil. Dette udløste den såkaldte torskekrig med Storbritannien, der sendte krigsskibe afsted for at beskytte sin fiskerflåde. Striden blev i 1973 bilagt med en fiskeriaftale. I oktober 75 erklærede Island, at grænsen ville blive udvidet til 200 sømil og henviste til miljøbeskyttelse og beskyttelsen af egne økonomiske interesser. Da aftalen fra 1973 samtidig løb ud og da det ikke var muligt at indgå en ny aftale, udløste det islandske skridt den tredje og hårdeste torskekrig. I februar 76 afbrød Island midlertidig de diplomatiske forbindelser med Storbritannien. Det var første gang, de diplomatiske forbindelser mellem to NATO medlemmer var blevet afbrudt. Først i juni kunne der indgås en aftale, og i december trak de engelske fiskertrawlere sig ud af islandsk farvand. I 79 bekræftede Island sin territorialrettighed over de 200 sømils fiskerigrænse.

Økonomisk krise

I 1983 vedtog regeringen en barsk økonomisk krisepakke, der primært havde til formål at reducere inflationen. Fagbevægelsen var gået med til at acceptere de sociale omkostninger forbundet med indgrebet, og inflationen faldt fra 130% i begyndelsen af året til 27%.

I maj 85 vedtog parlamentet en udtalelse, der erklærede Island for atomvåbenfrizone. Dermed blev det forbudt at indføre atomvåben i landet. Landet blev senere udvalgt som vært for topmødet i oktober 86 mellem USA's præsident Ronald Reagan og Sovjets regeringsleder Mihail Gorbachov.

I juni 1988 vandt Islands kvindelige præsident, Vigdis Finnbogadóttir for tredje gang valget og indledte en ny fireårs periode. Hun blev støttet af de vigtigste partier og fik over 90% af stemmerne, trods det at hun denne gang havde en kvindelig modkandidat. I september overtog Steingrímur Hermannsson posten som statsminister i spidsen for en centrum-venstreregering bestående af Socialdemokratiet og Folkealliancen. Den nye regering forpligtigede sig til at gennemføre en økonomisk krisepakke, der skulle rette op på den tårnhøje inflation og recession med devalueringer af den islandske krone.

Som følge af stigende internationalt pres, hvor miljøorganisationen Greenpeace gik i spidsen og krævede international boykot af islandske produkter, besluttede regeringen i Reykjavik i august 89 at indstille fangsten af hvaler til videnskabelige formål for en toårig periode. 1989 var i det hele taget økonomisk vanskeligt for Island på samme måde som dets naboer i Nordatlanten - Færøerne, Grønland og Nordnorge. Det skyldtes især et uforudset fald i priserne på fisk, der tilsyneladende skyldtes overproduktion.

Som konsekvens af krisen gik fagbevægelsen ved overenskomstforhandlingerne i 1990 med til en nedgang i reallønnen på 8%. Konsekvensen var, at antallet af biler i Island for første gang nogensinde faldt. Landet har ellers det største antal af biler pr. indbyggere i verden. Samme år oprettede regeringen et miljøministerium og Julius Solnés blev udpeget til miljøminister. Ved valget i april 91 bevarede centrum-venstreregeringen sit absolutte flertal i Altinget med 32 ud af 63 pladser.

Fiskeriet var ved indgangen til 90'erne i krise, hvilket skyldtes en reduktion i bestanden for en række arter - især torsken. Dette fik Island til at indføre skrappe regler for udenlandske fisketrawleres adgang til de islandske farvande. Dette skabte problemer i handelsrelationerne med omverdenen. Endelig blev fangsten af hvaler hvis kød overvejende blev eksporteret til Japan fuldstændig forbudt.

Island blev den 1. januar 1993 optaget i Europas Økonomiske Zone, og er sammen med Norge og Liechtenstein de eneste gamle EFTA lande, der fortsat står udenfor EU. Der er intet ønske på Island om medlemsskab af EU.

Ny vækst

I 1994 gik mange islandske fiskefartøjer ind i Barentshavet nær Ruslands og Norges fiskerigrænser, hvilket udløste friktioner mellem de involverede parter. De to sidstnævnte lande havde indledt en proces for genopbygning af fiskeforekomsterne i området gennem reduktion af fangstkvoterne. I slutningen af 1995 blev de diplomatiske forhandlinger anset som den eneste realistiske løsning på uoverensstemmelserne.

Ved parlamentsvalget 8. april 1995 vandt uafhængighedspartiet 25 ud af Althingets 63 pladser og måtte gå i alliance med Fremskridtspartiet for med dets 15 pladser at kunne få flertal i parlamentet. Ved valget gik Folkealliancen og Kvindealliancen tilbage, mens det nye parti, Folkebevægelsen fik 4 pladser.

Islands økonomi gik stærkt frem i 1995 efter en række år med lav vækst. Væksten i BNP var på mere end 3% og inflationen kom ikke over 2%. Arbejdsløsheden steg lidt pga. nedskæringer på USA's base i Keflavik, men nåede alligevel kun op på 5%. Efter flere år med begrænsede fiskekvoter blev disse i 1996 atter udvidet, hvilket styrkede den økonomiske vækst. BNP voksede med 5,7%, arbejdsløsheden faldt til 4% og inflationen var 3%. Væksten fortsatte i 97, først og fremmest stimuleret af det indenlandske forbrug. Eksporten steg nemlig kun med 3%. En overvejende del af investeringerne blev koncentreret om produktionen af aluminium. Flere udenlandske virksomheder fra især Schweiz, USA og Norge intensiverede forarbejdningen af dette metal.

Efter at have været sit lands præsident i 16 år besluttede Vigdís Finnbogadóttir ikke at deltage i valget den 29. juni 96. Det blev i stedet vundet af den tidligere finansminister og medlem af Folkealliancen, Olafur Ragnar Grimsson, der fik 41,4% af stemmerne. Han overtog posten den 1. august.

Island deltog i slutningen af 1997 i den internationale konference i Kyoto om udledningen af drivhusgassen, og fik pga. sammensætningen i sin økonomi tilladelse til øgede udslip. Det samme gjaldt lande som Australien og Norge, mens storforurenerne USA og EU blev tvunget til reduktioner.

Indikatoren for korruption udgivet af Transparancy International placerede i 1998 Island blandt verdens 5 mindst korrupte lande.

Valget til Alpingi i maj 1999 blev vundet af de konservative, der fik 26 af 63 pladser. De blev fulgt af Alliancen bestående af feminister, socialister og socialdemokrater med 17 pladser, de liberale der fik 12 og de Grønne der fik 6.

Indenfor mindre end en uge i juni 2000 ramte 4 jordskælv af forskellig styrke den sydøstlige del af landet, udløste panik og nogle skader på bygninger og infrastruktur, men ingen tilskadekomne. Nær Selfoss opstod en revne der var 130 m lang og 1 m bred. 3 broer måtte lukkes i området.

Efter i 1993 at have meldt sig ud den Internationale Hvalfangstkommission meldte Island sig i juni 2001 atter ind. Men samtidig meddelte regeringen blot 1 måned senere, at landet genoptog den kommercielle hvalfangst - trods et moratorium på dette område fra Hvalfangstkommissions side.

Ved valget i 2003 gik de konservative tilbage til 22 pladser, Fremskridtspartiet fik 12, og de liberale 4. Alliancen havde i mellemtiden omdannet sig til et egentligt parti - Samfylkingin - der fik 20, og de Venstre-grøne fik 5.

I juni 2004 blev Olafur Ragnar Grimsson genvalgt som præsident. I september overdrog Oddsson premierministerposten til udenrigsminister Halldor Asgrimsson.

I 2005 var Island nummer 2 på UNDP's skala over menneskelig udvikling og nummer 3 på skalaen over lighed mellem kønnene - kun overgået af Norge og Australien. 30 år efter at en historisk strejke i 1975 lammede landet gik kvinderne i oktober 2005 atter på gaden med krav om ligeløn. I 1975 gik 25.000 kvinder på gaden. I 2005 var antallet 50.000 i Reykjavik og 10.000 i andre byer.

I juni 2006 trådte premierminister Ásgrímsson tilbage efter hans partis dårlige resultat ved kommunalvalget. Han blev fulgt på posten af Geir Hilmar Haarde fra Selvstændighedspartiet. Haardes parti fik 25 af de 63 pladser i parlamentet ved parlamentsvalget i maj 2007. Men koalitionspartiet, Fremskridtspartiet, mistede 5 pladser ved valget. Haarde blev derfor tvunget til at indgå aftaler med Socialdemokratisk Alliance for at sikre sin regerings flertal.

USA lukkede sin luftbase i Keflavik i september 2006. Det afspejlede dels, at Nordatlanten ikke har samme betydning for USA som før Sovjetunionens sammenbrud, dels at supermagtens militære ressourcer ikke er ubegrænsede og nu koncentreres om dens krige i Asien og inddæmningen af Kina.

2008 Økonomisk kollaps 

Den globale økonomiske krise i 2008 ramte Island hårdt. De foregående 5 år havde været præget af høje økonomiske vækstrater og omfattende islandske investeringer i andre dele af Europa, men hele det financielle cirkus var baseret på udenlandske lån og brød derfor sammen med den globale krise. Der var tale om et skoleeksempel på, at når «markedet bliver overladt til sig selv» som neoliberalister - f.eks. samlet i CEPOS - ønsker, så producerer det dybe kriser. Det islandske bankvæsen var blevet fuldstændig dereguleret i 2001.

Den islandske udlandsgæld var midt i 2008 på 50 mia. € svarende til 6 gange det årlige BNP. Bankerne tegnede sig for 80% af dette beløb. En af dem - Landsbanki - havde afdelinger i Storbritannien, Nederlandene og Guernsey under navnet Icesave hvor private blev lokket til indskud mod høje renter. Alene i Storbritannien havde Icesave indlån for 6,5 mia. £ i september 2008.

Da krisen brød ud i september havde omkring ½ mio. private opsparere i disse lande indskud i Icesave, som de begyndte at trække ud. Det tømte i løbet af få uger både Islands og Landsbankis valutareserver. Landsbanki gik ganske enkelt konkurs og blev i løbet af få uger fulgt af de to andre islandske storbanker Glitnir og Kaupthing. Alle tre banker blev nationaliseret og overtaget af den islandske stat.

Som følge af storbankernes og økonomiens kollaps indstillede de europæiske financielle institutioner den 6. oktober alle overførsler af udenlandsk valuta til Island. Staten måtte derefter de følgende 2 måneder overtage ansvaret for valutahandel. Der blev øjeblikkelig indført skrappe restriktioner på hvem og hvor meget valuta der overhovedet kunne købes. Kollapset havde på dette tidspunkt spredt sig til de private låntagere. De foregående år var mange private blevet opfordret til at optage bolig- og forbrugslån i udenlandsk valuta. Sammenbruddet i valutahandelen medførte at kursen faldt fra 70 ISK/€ i starten af året til over 250 ISK/€. Renter og afdrag på de private lån blev dermed med et slag over 3 gange dyrere og fik mange private til at gå konkurs, eller kastede dem ud i dybe økonomiske problemer.

Storbritannien tog nu sin terrorlovgivning i brug overfor Island. Den 8. oktober indefrøs det britiske parlament alle Icesaves og Landsbankis værdier i Storbritannien i et forsøg på at sikre de omkring 300.000 britiske kunder i banken. Et lignende skridt blev taget i Norge 1 uge senere, og i de øvrige europæiske lande hvor de islandske banker havde afdelinger blev der indført skrappe restriktioner.

Også den islandske børs kollapsede. Fra et højdepunkt i 2007 hvor børsindekset nåede op over 9000 faldt det i december 2008 til 200 - svarende til at børsen havde tabte 97,8% af sin værdi. Bankkollapset tegnede sig for størstedelen af dette sammenbrud. 

Hjælpen til Island begyndte langsomt at komme i oktober - af frygt for at det islandske sammenbrud ville føre til at hele Island ville gå konkurs, og at konkursen ville trække en lang række europæiske banker med ned. Island forsøgte i starten af oktober - forgæves - at få økonomisk støtte fra Rusland. Den 14. oktober gav Norge og Danmark hver 200 mio. € som del af swap aftalerne. Den 24. oktober gav IMF et foreløbigt tilsagn om et lån på 1,58 mia. US$. Islændingene blev dog forfærdede over de skrappe krav der fulgte med lånet. En politik IMF de sidste 30 år har anvendt overfor den 3. Verden, men som de udviklede lande ikke havde været udsat for. Lånetilsagnet blev imidlertid blokkeret af Storbritannien og Nederlandene der først ville have garantier for at deres ½ mio. private kunder kunne få deres tilgodehavender i Icesave. Den 19. november kunne IMF offentliggøre en aftale, der gav Island 4,6 mia. US$. De 2,1 mia. direkte fra IMF og yderligere 2,6 mia. fra Norge, Sverige, Finland og Danmark. Polen tilbød efterfølgende 200 mio. US$ (den største gruppe af gæstearbejdere i Island var polakker) og Færøerne tilbød 50 mio. US$ (svarende til 3% af det færøske BNP). Tyskland, Storbritannien og Nederlandene sammensatte efterfølgende en lånepakke til en værdi af 5 mia. € for at løse problemet med den halve million Icesave opsparere.

Kapitalindsprøjtningen standsede krisens spredning, i og udenfor Island, men den grundlæggende skade var allerede sket. 80% af lånene i landet var rentetilpasningslån og 14% var i udenlandsk valuta. I begge tilfælde blev de private og offentlige låntagere sat under voldsomt pres, fordi renten eksploderede og den islandske krones værdi overfor udenlandske valutaer reduceret til en tredjedel. Man private gik konkurs eller kom i dybe økonomiske problemer. Samtidig eksploderede arbejdsløsheden. Alene i oktober 2008 blev den tredoblet og op mod 1/5 af befolkningen måtte gå ned i løn. Der udbrød derfor daglige demonstrationer mod regeringen og Nationalbanken, der var ansvarlige for krisens udbrud, omfang og omfattende konsekvenser.

Efter 14 ugers konstante demonstrationer mod regeringen trådte premierminister Geir Haarde i januar 2009 tilbage. Selvstændighedspartiet måtte efter 18 år på regeringsmagten opgive denne på grund af det økonomiske morads den havde ført landet ud i. 2 uger senere overtog en koalitionsregering bestående af Socialdemokratiet og Venstre-Grønne magten med socialdemokratiets leder Jóhanna Sigurðardóttir som premierminister. Hun blev samtidig landets første kvindelige premierminister. Den nye regerings første skridt var at få fjernet nationalbankchef Davíð Oddsson og hans rådgivere. Det skete allerede 2 uger senere. I april gennemførtes parlamentsvalg, der blev et svidende nederlag for Selvstændighedspartiet, der mistede 1/3 af sine stemmer. Centrum-venstre regeringen under Sigurðardóttirs ledelse kunne fortsætte.

I april 2009 hyrede den islandske statsanklager den norsk-franske efterforsker Eva Joly for at få efterforsket om der kan rejses sager mod bankdirektører, politikere og virksomhedsejere for deres rolle i krisen. Det handlede først og fremmest om afdækning af de kriminelle transaktioner - ikke selve dereguleringen af bankvæsenet i 2001 der banede vejen for den økonomiske boble og dens kollaps. Joly erklærede, at efterforskningen let ville kunne tage 2-3 år, ville starte i Island men derefter brede sig til andre lande.

I juli stemte parlamentet med snævert flertal for at søge optagelse i EU, for derigennem at få øget sin financielle stabilitet. Det var før det økonomiske sammenbrud i Grækenland, der bragte ØMU'en i knæ. Udvidelseskommissær Olli Rehn erklærede, at Island var velkommen.

I august vedtog parlamentet trods voldsomme offentlige protester den såkaldte Icesave lov, der skal tilbagebetale Icesaves halve million kontohavere i Storbritannien og Nederlandene deres indskud. Det drejer sig om 5 mia. US$. Loven medfører, at Island skal betale Storbritannien 4% af sit BNP i 2017-23 i britiske pund og Nederlandene 2% af sit BNP i samme periode i Euro. Modstanderne henviste til, at der ingen grund var til at islændingene skal betale for de krakkede kriminelle bankers finans cirkus, eller de britiske og nederlandske spekulanter der var gået efter de højeste renter. Regeringen argumenterede med at det var nødvendigt, da Storbritannien og Nederlandene ellers ville blokkere for IMF's forsatte kapitalstrøm til Island. Vedtagelsen af loven fik regeringens popularitet til at styrtdykke.

BNP faldt i 2009 med 6,5%, hvilket var en del mindre end de 10% IMF havde forudset i starten af året. De første 5,5% fald blev registreret i første halvdel af året, så der var umiddelbart udsigt til stabilisering af den ellers kaotiske situation.

I januar 2013 meddelte Socialdemokratiet og de rød-grønne at forhandlingerne med EU ville blive stillet i bero til efter parlamentsvalget. De to borgerlige partier Selvstændighedspartiet og Fremskridtspartiet gik til gengæld ind for at sætte forhandlingerne helt i stå. Befolkningen var langt mere EU skeptiske i 2013 end tidligere, og regeringen var på dette punkt ikke længere i takt med befolkningen.

Valget til Althinget i april 2013 var en katastrofe for Socialdemokratiet, der gik 16,9% tilbage til 12,9, Samtidig gik de røg-grønne 11,2% tilbage til 10,9. Til gengæld kom Piratpartiet ind med 5,1% af stemmerne. Selvstændighedspartiet gik 3% frem til 26,7 og Fremskridtspartiet gik 9,6% frem til 24,4%. Efter valget dannede de to store borgerlige partier en koalitionsregering med Fremskridtpartiets Sigmundur Davíð Gunnlaugsson som premierminister. De to partier der få år tidligere havde kørt den islandske økonomi i sænk var dermed tilbage på magten.

Island anerkendte i juli 2013 Palæstina som selvstændig stat og blev dermed den første vesteuropæiske stat der tog dette skridt.

Premierminister Gunnlaugsson blev efter voldsomme folkelige protester tvunget til at trække sig fra posten i april 2016. Baggrunden var offentliggørelsen af de såkaldte Panama papirer, der dokumenterede flere hundrede tusinde rigmænd og politikeres skattesvindel via Panama investeringsselskabet Mossack Fonseca. Der var den særlige tvist omkring Gunnlaugssons skatteunddragelse, at den blev afsløret live under et interview det svenske TV program Uppdrag Granskning lavede med ham. Panama papirene dokumenterede, at Gunnlaugsson og hans kone havde løjet om deres skatteforhold overfor parlamentet og det islandske skattevæsen. Premierministeren udvandrede fra interviewet for åben skærm, omfattende folkelige protester brød ud og få dage senere måtte han træde tilbage. Posten blev overtaget af hans partifælle, Sigurður Ingi Jóhannsson - ligeledes fra Fremskridtspartiet. Der planlægges parlamentsvalg til efteråret 2016.

Politiske partier

Indtil 1918 bestod skillelinierne i islandsk politik i taktisk uenighed om løsrivelsen fra Danmark. Nye politiske skillelinier opstod, da der i 1916 blev stiftet to politiske partier med indenrigspolitiske programmer på et ideologisk grundlag. Det ene parti - Altýduflokkur (Folkepartiet) - var et socialistisk parti og henvendte sig til proletariatet, der det seneste årti var vokset stærkt i Reykjavik og i andre nyetablerede fiskeribyer. Det andet parti - Fremsóknarflokkur (Fremskridtspartiet) - havde på socialradikalt grundlag et program, som ikke mindst gjaldt styrkelsen af kooperationen (brugsen), der havde etableret sig i flere distrikter i konkurrence med købmændene. Desuden markerede det sig som et parti for landbruget og for bygderne, hvor flertallet af befolkningen boede. I 1929 blev Sjálfstædisflokkur (Selvstændighedspartiet) stiftet. I 1930 brød kommunisterne med Altýduflokkur og stiftede Kommúnistaflokkur Islands (IKP), tilsluttet Komintern. I 1938 omorganiserede IKP sig. De nedlagde partiet, og sammen med udbrydere fra Altýduflokkur stiftede de Sameiningarflokkur altýdu - Sósíalistaflokkurinn (Folkets enhedsparti - Socialistpartiet). Forbindelsen med det sovjetiske kommunistparti blev opretholdt af det nye parti.

I efterkrigstiden er der blevet gjort forsøg på at forandre dette partimønster, dog uden varigt resultat. I 1953 blev Tjódvarnarflokkur stiftet. Dets hovedmål var at få nordamerikanerne væk; Partiet gik desuden ind for en stærk offentlig regulering af økonomien. Partiet havde nok betydning for at mellempartierne erklærede, at de ville opsige baseaftalen, men efterhånden mistede partiet helt sin tilslutning. I 1956 indgik socialistpartiet i en valgalliance, hvor blandt andet LO formanden Hannibal Valdimarsson - som da brød med socialdemokraterne (Altýduflokkur) - var med. Valgalliancen fungerede til 1968. Den blev da omdannet til et parti, og socialistpartiet blev nedlagt. Det nye parti, Altýdubandalag (Folkealliancen), havde ikke nogen bånd til det sovjetiske kommunistparti. Hannibal Valdimarsson kom sammen med sin senere efterfølger i LO, Bjørn Jónsson, ikke med i det nye parti, men stiftede sammen med socialradikalerne og modstandere af baseaftalen et nyt parti, Samtök frálslyndra og vinstri manna (Liberale venstre).

Partiernes styrkeforhold blandt vælgerne og i tinget har været stabile. Selvstændighedspartiet har domineret over de andre, med basis i fiskerierhvervet, i privat handel, håndværk og industri og ikke at forglemme i hovedstadens kommunale apparat. Partiet har spillet andenviolin i landbrugets organisationer, og dets medlemmer har også ofte haft ledende stillinger indenfor fagbevægelsen. Ved valgene har partiet fået omkring 40% af stemmerne på landsbasis, men dette varierer fra 50% i hovedstaden til 20 % på Nordøst- og Østlandet. Selvstændighedspartiet har haft regeringsmagten i det meste af efterkrigsperioden.

Landbrugsbefolkningen har været Fremskridtspartiets basis. Mange ledende personer i partiet har i udgangspunktet haft tillidshverv i de lokale landsbyungdomsorganisationer. På landsbasis får partiet ca. 25% af stemmerne. På Nordøst- og Østlandet har det haft flertal, i Reykjavik og omegn har tilslutningen været svagere.

I efterkrigstiden har socialisterne/kommunisterne haft deres basis i fagforeninger, specielt i Reykjavik. Mange intellektuelle og kunstnere støtter socialistpartiet. Ved valgene har de fået hver femte eller hver sjette stemme - flest i de større byområder.

Socialdemokraterne havde i efterkrigstiden længe ledelsen i en række fagforeninger, men de er blevet stadig svagere der. De kontrollerede også en del små og store fiskerbyer, specielt i den vestlige del af landet, men har nu mistet flertallet i dem alle. De har fået støtte fra søsterpartierne i Skandinavien.

Interessemodsætninger

Samvirkelovene blev i de fleste tilfælde oprettet for at fortrænge etablerede købmænd. Med Fremskridtspartiets specielle engagement i samvirkelovene blev det købmandsstandens hovedfjende. Denne kamp blev også knyttet til andre interessemodsætninger som fiskeri/landbrug og by/land. I efterkrigstiden er disse modsætninger blevet mindre knyttet til partierne og spiller i det hele taget en mindre rolle.

I den udstrækning kommuner og stat er gået ind i økonomisk virksomhed er det som regel sket, når de private ikke slog til. Det offentlige engagement har derfor ikke ført til større kamp med konkrete private interesser. Uenigheden om offentlig produktion og anden økonomisk aktivitet har først og fremmest været politisk og ideologisk. Erhvervsvirksomhed i statslig eller kommunal regi har selvsagt hæmmet den private næringsdrift, men gennem Selvstændighedspartiet fik de næringsdrivende ofte deres repræsentanter med i ledelsen for de kommunale eller statslige virksomheder.

Lønkamp

Strejker var det vigtigste våben i kampen for at opnå kollektive lønaftaler. Siden 1938 er aftaleformen reguleret ved lov og strejkeretten lovfæstet - først i 1977 også for offentlige tjenestemænd. Medlemskab af fagforeninger er efterhånden blevet en betingelse for at få arbejde. Krigsårene gav lønarbejderorganisationerne deres gennembrud pga. den stærke efterspørgsel efter arbejdskraft. Til forsvar mod inflationen blev der vedtaget bestemmelser om, at lønningerne skulle reguleres i forhold til leveomkostningerne. Lønarbejderorganisationerne har i hele efterkrigstiden kæmpet for en sådan indeksregulering. Den har fungeret i en stor del af perioden, ofte på tværs af svingninger i betalingsevnen blandt eksportvirksomhederne.

I hele efterkrigstiden har statsmagten næsten konstant stræbt mod at modarbejde disse bestemmelser og reducere den almindelige købekraft ved at modificere eller undergrave lønaftaler mellem arbejdernes og arbejdsgivernes organisationer. Aftalerne har kun på kort sigt forandret købekraften blandt lønmodtagerne eller ændret virksomhedernes lønsomhed. Fagforeninger ledet af socialister/kommunister er gerne gået i spidsen med krav om automatisk indeksregulering af lønningerne. De har fået tilslutning fra fagforeningsledere fra andre partier. De lavest lønnede arbejdere går i spidsen, når det gælder lønkamp, mens andre lønmodtagere som regel er fulgt efter og har fået samme procentstigning.

Kapitalen

Der findes få lande med en markedsøkonomi, hvor eksportvirksomhederne har så lille egenkapital og så stor lånekapital som de islandske - særligt indenfor fiskeri og fiskeforædling. Dette skyldes ikke, at ejerne tager relativt mere ud til eget forbrug end i lande med større egenkapital. Det skyldes derimod overvejende, at nyinvesteringer sker med lånekapital. Nyinvesteringer i fiskeri og forædling sker med kapital fra offentlige fonds, som får deres indtægter fra produktafgifter, statslige lån fra udlandet eller direkte med bevillinger fra staten. Det samme gælder for industrien, om end med procentvis mindre dækning, og for landbruget som endvidere får direkte tilskud til opdyrkning af ny jord. Driftskapitalen kommer fra bankerne.

En overvejende del af lånekapitalen forvaltes i statsbanker, som ledes af folk der har mere eller mindre åbenlys tilknytning til de enkelte partier. Inflationen har som regel været større end lånerenten, og der har været stor efterspørgsel efter lånekapital. Dette har gjort den politiske kontrol over låneinstitutionerne særlig vigtig. Den stærke offentlige deltagelse i investeringer er ikke politisk begrundet, men er en følge af, at lønudgifterne spiller så stor en rolle for eksportvirksomhederne.

En stor del af fiskeriet og fiskeforædlingen drives af virksomheder, som helt eller delvis ejes af det offentlige - kommunale - eller kooperationen. Dette er også virksomheder, som trækker ringe privatkapital til sig. Som et eksempel kan nævnes, at landets største rederi er oprettet af Reykjavik kommune og kontrolleres af Selvstændighedspartiets kommunalbestyrelsesflertal. Indenfor den almindelige fabriksindustri er kooperationen den vigtigste gruppering - de kooperative fabrikker drives koordineret. Kommunerne spiller ikke nogen større rolle indenfor denne sektor. De private fabrikker spreder sig over mange forskellige ejere og brancher. Staten er eneproducent af gødning og cement og har også engageret sig som medejer i enkelte større kriseramte fabrikker. Landets største produktionsvirksomhed - en aluminiumsfabrik - ejes af det internationale Alusuisse, mens Elkem-Spigerverket ejer knapt halvdelen af aktierne i en ny ferrosiliciumfabrik, hvor staten er medejer.

Detailhandelen udenfor Reykjavik domineres af samvirkelovene der har sit tyngdepunkt i omsætningen af driftsmidler til landbruget og forædlingen af landbrugsprodukter. Reykjavik er derimod købmandsstandens stærke fæstning. Eksporthandelen med fisk er fuldstændig i hænderne på lovbeskyttede landssammenslutninger af producenter. Importhandelen domineres af privatgrossister, men kooperationens landsforbund har også en stor import. Virksomhederne indenfor byggebranchen - som er af ganske varierende størrelse - er overvejende i privat eje. Boliger er som regel selvejede, og mange er «selvbyggede». En sammenslutning af entreprenører, kooperationen og staten har taget sig af militære anlægsopgaver og har fået disse uden licitation. Både her og i importhandelen er der offentlig kontrol, og der har stort set ikke være konkurrence til stede.

Den største koncentration af privatejet kapital findes i to store transportvirksomheder. Den ene driver skibsfart udelukkende for landets egne fragtbehov, og fragterne er som regel underlagt priskontrol. Den anden er et flyselskab i international konkurrence. Der findes ingen aktiebørs. Aktier er en så uvæsentlig del af virksomhedskapitalen, at låneinstitutionerne normalt har krævet personlig garanti hos bestyrelsesmedlemmerne - ja, i enkelte tilfælde til og med af alle aktieejerne. Folk uden egen virksomhed, men med gode indtægter har gerne placeret deres ledige midler i boliger i Reykjavik og omegn, samt i statsobligationer der giver en høj og sikker afkastning.

For lønarbejderorganisationerne kan det være vanskelig at definere sin modpart i lønforhandlinger. Modstridende politisk loyalitet i lønarbejderorganisationerne gør det heller ikke lettere at samles om en ansvarlig lønpolitik. Kun i et tilfælde (1944-46) har landet haft en regering, som samlede så at sige alle de organiserede lønarbejderes stemmer. Siden har principiel uenighed i basespørgsmålet udelukket en sådan koalition, hvis andre hindringer ikke har gjort det. Under de to venstreregeringer lykkedes det Selvstændighedspartiet at vende lønarbejderne mod regeringens lønpolitik med den samme type agitation som venstrefløjen ellers står for. Dette var gode år for lønarbejderne. Efter begge regeringer fandt der i Reykjavik et skred sted til fordel for Selvstændighedspartiet (i 1958 og 1974).

Lønkonflikterne har i nogle tilfælde fået varig politisk betydning. Loven om arbejdsløshedsdagpenge er f.eks. et resultat af den største strejke i landets historie - i 1955. I 1966 gik staten ind som mægler, og for at undgå en storkonflikt blev der lovet gennemførelse af massivt boligbyggeri for arbejdere i Reykjavik. I 1969 blev det aftalt at oprette en pensionsfond for medlemmerne i de enkelte fagforeninger. Disse fonde forvaltes som låneinstitutioner af fagforeningerne og arbejdsgiverne i fællesskab. I 1973 krævede arbejderne i filetindustrien fastere ansættelse, end de indtil da havde haft.

Økonomisk politik

For myndighederne har lønaftaler, mangel på valuta og betalingsevnen i fiskeriet været stadig tilbagevendende problemer. Alligevel har efterkrigstidens regeringsepoker været mere domineret af andre forhold. Perioden frem til 1959 var stærkt præget af offentlig detailregulering. Fra 1959 til 71 havde Selvstændighedspartiet og socialdemokraterne regeringsmagten. Detailreguleringerne blev lempet, og regeringen var i 1962 indstillet på islandsk medlemskab af EF. Det blev imidlertid torpederet af Frankrigs præsident, de Gaulle. Med Islands medlemskab af EFTA fra 1969 og en frihandelsaftale med EF i 1972 blev mulighederne for speciel regulering af udenrigshandelen betragtelig reduceret.

Island har i dag en kapacitet af fiskefartøjer og forædlingsvirksomheder som langt overstiger de mængder, det er tilrådeligt at fiske. De enkelte fiskerbyer har meget modstridende og kortsigtede interesser, når det gælder begrænsningen af fiskeriet. Det er et meget vanskeligt politisk problem at holde fiskerne i skak, således at torsken ikke bliver udryddet, som silden blev det 10 år tidligere.

Til Islands nyere kraftkrævende industriprojekter fandt der i 70'erne en omfattende import af udenlandsk lånekapital sted. Det øgede efterspørgselspresset stærkt, og drev inflationen i vejret. Island ønskede at basere centrale dele af sin industri på anvendelsen af landets billige elektriske energi - bl.a. til ikke-jernbaseret metallurgisk industri - men i 90'erne er denne industri blevet presset voldsomt af konkurrencen fra Rusland, der har fået priserne på verdensmarkedet til at falde drastisk.

Til gengæld er landets turismesektor i vækst. I 1993 blev der vedtaget en lov til beskyttelse af isbjørnen, der indtil da havde været udsat for systematisk udryddelse.

Arbejdsmarked

Det islandske arbejdsmarked har længe været enestående stramt. Stemningen på arbejdspladserne præges af dette, og man har forholdsvis stor frihed med hensyn til pauser og tempo. Virksomhedsledelsen har i mange tilfælde haft dårlige tekniske forudsætninger for at lede arbejdet. Fiskere, arbejdere og tjenestemænd har derfor måttet basere sig på sig selv. Det har givet dem styrke overfor ledelsen og forhindret mekanisk underordning. Samtidig er det islandske produktionsliv stærkt præget af årstiderne: Sommeren udnyttes specielt til udearbejde, og om vinteren trækker fiskeriet og skolerne arbejdskraften til sig. Samfundet er gennemsigtig, og alle grupper ned til de mindste og til de mest afsidesliggende samfund gør krav på at være med i forbruget af samfundets ressourcer. Konkurrencen mellem partierne om tilslutning og mellem privat kapital, kooperativ kapital, statskapital og kommunekapital om kontrollen over ressourcerne giver plads til praktisk talt alle i produktionen. Folk har haft nybyggerånd og været indstillet på lange arbejdstider i hovedarbejdsperioden. Ny teknik har gjort det muligt at forcere en del af de hindringer, som vejr og vind tidligere udgjorde.

Pga. konkurrencen om arbejdskraften har lønmodtagerne udnyttet deres stilling til at kræve overtid, som lønmæssigt har været meget bedre betalt end normal arbejdstid. Lønglidningen har gerne haft form af overtid. Arbejdstiden er tit blevet meget lang indenfor byggeri og anlægsvirksomhed, i fiskeforædlingen og for enkelte andre grupper - f.eks. læger. Disse arbejdergrupper og de fleste fiskere, som traditionelt har haft lang arbejdstid, kunne på denne måde komme op på ganske høje indtægter sammenlignet med ufaglærte lønarbejdere med normal arbejdstid. Lavtlønsgrupperne blandt ungdommen, kvinder og ældre har haft let ved at få arbejde, men af en art som overvejende er bortmekaniseret i andre lande.

Siden krisens gennemslag i 70'erne er der udviklet nogen modstand mod at lade ældre over 70 år fortsætte i arbejdslivet. De store virksomheder er gået i spidsen mhp. udskydningen af de ældre. Sammen med det stramme arbejdsmarked forklarer dette, hvorfor mange delvist funktionshæmmede - som f.eks. alkoholikere - er sluppet ind i arbejdslivet. Det gælder også tidligere fanger og forbrydere. I det hele taget har tolerancen overfor afvigende individuel adfærd været stor sammenlignet med de mere undertrykkende skandinaviske samfund. Folk har vovet at brokke sig og vise raseri. Arbejderne er ofte ganske ligefremme i interviews i radio eller TV i deres kritik af fjernere magter - «systemet», «dem i Reykjavik».

Alligevel findes der stærke hæmninger i den offentlige kritiske diskussion. Folk i højere stillinger - og dem er der mange af - må tage hensyn til det sammenvævede samfund de lever i. Ikke bare de mangegrenede personlige forbindelser i slægt eller kammeratskab fra skoletid og på arbejdspladser, men lige så meget det økonomisk/politiske apparat. Indenfor denne store gensidige afhængighed er det bedst at arbejde for sine holdninger i det stille, hvis det ikke drejer sig om et legitimt eller foreskrevet offentlig konfliktstof. Folk i disse stillinger holder derfor helst opgørene internt, på samme måde som ægtepar. Forøvrigt bør man generelt set ikke blande sig i «andres» sager. Det er vigtigt at huske på den store vægt, som æren traditionelt har haft, og man kan regne med, at æresbevisninger vil blive gengældt på en eller anden måde. Den som viser ære, er også villig til at modtage ære. For ungdommen - specielt drengene - er det en æressag at tjene mange penge. Om nødvendigt gennem meget overarbejde.

Husholdningerne

Kvinderne har som husmødre styret forbruget i husholdningerne, mens mændene har ledet produktionen til markedet. Kvinderollen præges af de hurtige omvæltninger i samfundet. De der voksede op før krigen, har mere end virkeliggjort de materielle ønsker de havde. Kvinderne kunne udstyre deres hjem ordentlig, mens mændene blev i stand til at forsørge deres husstand uden at skulle rejse meget hjemmefra. Samtidig er husholdningernes stilling blevet ændret. Det gælder ikke mindst husmødrenes nøglestilling indenfor slægten og blandt naboer. Grundlaget for dette var deres daglige gøremål, uformelle kontakter og samkvem i køkken og stue, der udsprang af husarbejdet.

Private forsikringer slog igennem i mellemkrigsårene, og siden er den offentlige socialforsorg i stigende omfang blevet udvidet. Forsikringsvæsenet, både det offentlige og det private, har haft påfaldende mindre betydning end i resten af Skandinavien - specielt på landet.

Kvinder og børn

De islandske kvinder fik i 1915 de samme rettigheder som mænd til deltagelse i valg som vælgere og valgbare. Det var en konsekvens af gennemførelsen af tilsvarende lovgivning i kolonimagten Danmark. Kvinderne udgjorde i 1980 43,4% af den økonomisk aktive arbejdsstyrke i landet.

I 1980 vandt den uafhængige kandidat, Vigdís Finnbogadóttir, med 34% af stemmerne over sine 3 mandlige modkandidater og blev dermed Islands første kvindelige præsident. Hun var i sin kampagne gået imod USA's militærbase i landet og blev støttet af venstrefløjen. Pga. begrænsningerne i hendes forfatningsmæssige magt var hendes muligheder for at ændre regeringens politik på dette område dog begrænset. Hun blev genvalgt uden modkandidater i 1984 og 88.

Sammenligner man lovgivningen om kvinders rettigheder i Norden, bliver man overrasket over, hvor udmærket denne synes at være udformet for Islands vedkommende på trods af den mandsforsamling, som Altinget historisk har været. Det nyeste eksempel er loven om ligestilling mellem kønnene. Andre love som bærer præg af hvad der opfattes som et typisk kvindesyn er blevet vedtaget uden problemer. Det gælder f.eks. forbuddet mod boksning. Mændene har formelt styret det meste af det, der er foregået udenfor hjemmet, men husmødrene har ikke haft nogen stærkere følelse af, at deres stilling blev nedvurderet. I det gamle samfund gav det dem megen magt, at mændene ofte var borte på fiskeri. I nyere tid har den almene velstandsøgning banet vejen for kvinderne på arbejdsmarkedet. Det er i dag normalt - både i arbejderfamilierne og i mellemlagene - at husmødre søger lønnet arbejde.

Offentlig organisering af børnepasningsordninger er stadig under opbygning. Skiftet fra landsbysamfund til bysamfund og fra husholdnings- og slægtssamfund til det industrielle penge- og lønarbejdersamfund er foregået så hurtigt, at de midaldrende og ældre - de der styrer - ikke rigtig har villet indse den belastning, som børnene møder i de nye omgivelser.

Socialkapitalismen

Islændingene sætter sig i stigende grad ind i forholdene i andre lande og sammenligner med deres eget samfund. Den dominerende målestok er: Pengeløn og offentlige sociale ydelser. Kort sagt den sociale kapitalismes belønninger. Det er dette, man forsøger at udvikle videre. Så at sige alle politiske sager med gennemslagskraft fremmer den industrielle socialkapitalisme, uanset om de kommer fra de politiske partier til højre eller til venstre eller fra lønarbejderorganisationerne. For fagbevægelsen er pengene det samlende punkt i interessekampen. De ordninger de kæmper igennem, øger derfor gerne kapitalens - i første omgang den offentlige - betydning i samfundet. Dette gælder f.eks. arbejdsløshedsdagpengene. Den har medført akkumulationen af en enorm fondskapital til udlån; Senere har pensionsfondene udviklet sig på tilsvarende måde. Disse fonde og aftalen af 1966 om boligbyggeri til arbejdere har kapitaliseret og industrialiseret husbyggeriet og reduceret husbygning baseret på selvbyg. Borgerskabet har været noget nølende til at indfri kravet om flere børnehaver i offentlig regi, og foretrækker i stedet at basere denne ydelse på det private initiativ.

I det gamle islandske samfund var idealet at være selvstændig blandt ligemænd. I vor tid realiseres den personlige uafhængighed i stigende grad. Det sker i hjemmene ved at folk køber det, man tidligere forsøgte at tilfredsstille ved fælles indsats i husholdninger - eventuelt med hjælp fra naboer eller slægtninge. Det sker desuden gennem de offentlige sociale forsikringer, hvor folk automatisk får erstatning og kompensation under vanskelige forhold. Samtidig føler folk sig i stigende grad overladt til sig selv - det er betegnende, at man ser stadig færre familiebilleder i hjemmene - og satser derfor endnu stærkere på hvad der kan skaffes med penge, industrielle goder og offentlige sociale forsikringer.

Den tekniske omvæltning og den industrielle sociale kapitalisme har gradvis ødelagt betingelserne for dagligt gensidig givende samværsformer. De øgede muligheder for industrialiseret musik og lignende gør samværet mere og mere gensidigt plagsomt. Omvæltningerne er foregået under ledelse af folk indenfor politik og embedsværk, bedriftsledelse og fagbevægelse, som gerne har sat pris på de traditionelle samværsformer og den folkelige mundtlige kultur; Mange af dem har selv haft meget at bidrage med i den sammenhæng. Det har selvsagt varieret, hvor vigtig det har været for den enkelte at bevare denne kultur. Uanset dette har den bærende politiske forestilling været, at det gjaldt om at føre samfundet mod internationale, gerne skandinaviske standarder, ved at udnytte alle muligheder indenfor teknisk, økonomisk og social organisation. For de forskellige ledere har hovedstadsområdet sat standarden. På denne måde er der sket en kombination af teknisk og økonomisk åbenhed med en noget konservativ omsorg for de ikke-materielle nationale kulturformer fra det gamle samfund.

A.J. og Guia del Mundo

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Iceland)