Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
    .  Kunst
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 79.523
: :
Ekspressionisme

Ekspressionisme (af latin «exprimere», udtrykke) er en noget upræcis betegnelse. Den bruges både om en retning inden for litteratur (se Lukács) og inden for billedkunst. I det følgende behandles ekspressionismen inden for billedkunsten. Her betegner ekspressionisme en teknik, hvor billedkunstens egne elementer - form, farve, linier og flader - er taget i brug for at skabe det stærkest mulige udtryk. Betegnelsen er antagelig af fransk oprindelse fra begyndelsen af det 20. århundrede, men blev ikke lanceret i tilknytning til nogen bestemt gruppe eller retning inden for kunsten. Ordet fik først sin betydning efter at det i 1911 blev brugt i et tysk udstillingskatalog, som betegnelse på pariserskolens malere Georges Braque (1882-1963), André Derain (1880-1954), Othort Friesz (1879-1949), Raoul Dufy (1877-1953) og Pablo Picasso (1881-1973).

Lidt efter lidt blev betegnelsen udvidet til også at omfatte kunstnere, der var virksomme uden for Paris og blev nærmest et fællesbegreb for al europæisk avantgardekunst. Dette var særlig tyskeren Herwart Waldens fortjeneste. Med sikker sans for hvad som kunne sælges, udgav han tidsskriftet Der Sturm, drev kunstgalleriet med samme navn og arrangerede udstillinger i Tyskland og andre steder af moderne kunst som han lancerede som ekspressionistiske. Hans propagandaapparat bidrog meget til at gøre både kunstnerne og betegnelsen kendt - «ekspressionisme» blev af ham nærmest brugt som Der Sturms varemærke.

Andre prøvede at foretage en vis præcisering og begrænse ekspressionisme til at gælde den moderne tyske kunst. I den forbindelse blev de stærke følelsesudtryk ofte fremhævet, som typiske for tysk kunst overhovedet. For at legalisere betegnelsen inddrog man også tidligere tiders kunst, og dette førte igen til en vis omprioritering af kunsthistoriens mestre, således at kunstnere som f.eks. Mathias Grünewald (ca. 1470-1528), El Greco (1541-1613) og Francisco Goya (1746-1828) nu blev stærkt fremhævede. I den gotiske kunst fandt man eksempler på tidlig ekspressionisme, og det samme gjaldt de fleste former for såkaldt «primitiv» kunst - ikke mindst afrikansk kunst, som var meget populær i de første tiår af det 20. århundrede.

Vincent van Gogh (1853-90), James Ensor (1860-1949) og Edvard Munch (1863-1944) regnes som direkte forløbere for den moderne ekspressionistiske kunst. Fælles for deres kunst er et stærkt følelsesladdet indhold gengivet i et forenklet formsprog og med en kraftig suggererende farvebrug. I stedet for den direkte med øjet opfattede, ydre virkelighed, prøvede de at give et kunstnerisk udtryk for deres egne, højst subjektive oplevelser af virkeligheden. Dette gælder stort set al kunst, som med rimelighed kan kaldes ekspressionisme, og netop fordi kravet til det subjektive udtryk står så stærkt, er det vanskelig at pege på klare, fælles stiltræk. Dette vanskeliggøres også af, at ekspressionisme først og fremmest anvendes af kunstformidlere, der fremhæver ekspressionismen som impressionismens modpol, og ikke af kunstnerne selv. I modsætning til den kubistiske og futuristiske manifest-flora, findes der ikke egentlige ekspressionistiske manifester eller programerklæringer.

Som ekspressionister regnes vidt forskellige kunstnere som f.eks. Paula Modersohn-Becker (1876-1907), Oskar Kokoschlea. (1886-), Emil Nolde (1867-1956), Paul Klee (1879-1940), Lionel Feininger (1871-1956), foruden de kunstnere, der sluttede sig til gruppen Die Brücke som blev dannet i 1905 af Ernst-Ludwig Kirchner (1880-1938), Erich Heckel (1883-1970) og Karl Schmidt-Rottluff (1884-), og de kunstnerne som i 1911 og 1912 deltog i Der Blaue Reiter udstillingerne arrangeret af Wassily Kandinsky (1866-1944) og Franz Marc (1880-1916). Käthe Kollwitz (1867-1945) regnes i lighed med Munch oftest som en af ekspressionismens forløbere, men af og til også blandt dens udøvere. Hendes fremragende illustrationer og grafiske blade står ikke tilbage for ekspressionismen i udtrykskraft, men i modsætning til sine noget yngre kolleger holder hun fast ved et overvejende realistisk formsprog.

Verdenskrigens udbrud i 1914 førte til en national isolering af de modernistiske kunstnerne, således at de franske kunstnere hovedsagelig videreudviklede kubismen i non-figurativ og dekorativ retning, italienerne koncentrerede sig mest om futurismen som efterhånden antog klart fascistiske træk, og tyske kunstnere videreudviklede ekspressionismen. I løbet af krigen og under Novemberrevolutionen i Tyskland 1918, skete der en klar politisering af dele af den tyske kunst. I Berlin spillede en af de tidligere Brückekunstnerne, Max Pechstein (1881-1955), en væsentlig rolle ved dannelsen af Die Novembergruppe i efteråret 1918; en sammenslutning af revolutionære åndsarbejdere. I løbet af kort tid blev der dannet lignende grupper i andre tyske byer, og i 1919 dannede de sammen Arbeitsrat für Kunst. Blandt de ting som særlig optog dem var kunstnernes stilling i samfundet. I et socialistisk manifest - «An alle Künstler» - blev det slået fast, at kunsten tilhører folket og skal være en del af deres liv. I et flyveblad udtaler Pechstein, at kunsten som tidligere var en beskæftigelse for overklassen, nu må gøres til et offentlig anliggende. Det socialistiske mellemspil i Tyskland blev imidlertid af kort varighed, og de radikale kunstneres optimistiske toner forstummede. Men den tyske ekspressionisme blomstrede som aldrig før, og tiden omkring 1920 anses ofte som dens højdepunkt. En vis træthed gjorde sig imidlertid allerede gældende, og en ny, saglig og nøgtern realisme begyndte at vokse frem. Inden for denne retning udviklede Otto Dix (1891-1969) og George Grosz (1893-1959) en krads og flængende kritisk realisme, som byggede videre på de positive erfaringer fra ekspressionismen, uden at anvende den tomme og overdrevne patos som skæmmede meget af dens senere udvikling.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 kom ekspressionismen snart i miskredit, og i 1937 blev den stemplet som «entartet» og fjernet fra tyske museer og offentlige samlinger. Dette har på sin vis bidraget til at give ekspressionismen et stærkere præg af politisk radikalisme, end der egentlig er dækning for. Indenfor ekspressionismen finder man både fascistiske og socialistiske tendenser. Den kraftige udtryksform gjorde imidlertid ekspressionismen særlig velegnet til enkle og slående illustrationer, og i venstreorienterede tidsskrifter, politiske pamfletter, plakater o.l. findes talrige eksempler på ekspressionisme med et klart progressivt indhold.

G. W.


Litteratur

Ja. Stimmen des Arbeitsrates für Kunst, Berlin 1919.
W. Hausenstein: Über Expressionismus in der Malerei, Berlin 1919.
B. S. Myers: Expressionism, London 1957.
W. D. Dube: Expressionism, London 1972.
L. Lang: Expressionistische Buchillustration in Deutschland, Leipzig 1975.