Kategorier dette opslag er registreret under:
Organisation  .  Familien
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Køn  .  Mand
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 2/10 2005
Læst af: 21.182
: :
Far

Hvor børneplejende fædre i dag figurerer som eksempler til efterfølgelse - undertiden som rene mediehelte - optrådte de tidligere som rene vittigheder. Tysk olietryk fra omkr. 1900

«Far» er en slægtskabsposition som mænd har. Positionen far forudsætter de komplementære roller: barn (søn/datter) og mor. Samme person kan have flere slægtskabspositioner. En far til et barn er altid selv barn af en anden far. I overført betydning står far i Vesten for en fjern, autoritær og beskyttende person. Kristendommens gudsbegreb ser Gud som menneskenes far. Han repræsenteres på jorden af præsten, som også kaldes for far eller fader.

Biologisk far/social far

I biologisk forstand har alle børn en far, men faderskabet dækker forskellige kulturelle, sociale, økonomiske og følelsesmæssige forhold. I vort samfund er grundlaget for faderrollen biologisk. Den socialt anerkendte far (pater) forudsættes at være den, som har befrugtet moderen (genitor). Dette siger vi, er den «rigtige» far. I enkelte kulturer er det af mindre betydning, hvem der er barnets genitor, end hvorledes rettigheder overføres og børneopdragelsen organiseres. Hvis kvinder har flere seksuelle kontakter, kan faderskabet ikke med sikkerhed fastslås. Desuden kan folk i andre kulturer have forskellige opfattelser af mandens og kvindens rolle i forplantningen. For nogle er det ånder, som befrugter moderen. Mandens rolle er kun at bane vej for ånderne. For andre er barnet kun i familie med faderen. Kvindens rolle er at være «rugekasse».

I alle samfund er en fødsel imidlertid som regel forbundet med udpegning af en far til barnet. Ægteskabet kan være monogamt eller polygamt, af livslang varighed eller kan afbrydes uden videre, indebære fælles økonomi eller fortsat økonomisk uafhængighed. Alment kan det alligevel defineres som en aftale mellem to parter, som legitimerer de børn den ene føder. Formelt faderskab kan således knyttes til ægteskabet. Men indholdet i faderrollen er varierende. Et ekstremt, men illustrerende eksempel findes blandt nubierne i Sudan. Der kan en rig kvinde gifte sig med en anden kvinde og dermed blive «far» til hendes børn. Nubierne har et faderretsligt slægtskabssystem. Børn som har en kvindelig «far», tilhører hendes slægtsgruppe og tildeles produktionsmidler - køer - gennem hende. De andre funktioner udfyldes af forskellige mænd i slægtsgruppen. Vi ser således, at det vi er vant til at regne som faderfunktioner, kan udfyldes af flere personer, og at den formelle far endda i enkelte tilfælde kan være en kvinde.

Træk ved det, vi i vort samfund regner som moderens rolle, kan i andre kulturer tilhøre faderrollen. Mest kendt er beskrivelserne af familieroller i moderretslige jordbrugssamfund. Moderretslige slægtskabssystemer er ikke det modsatte af faderretslige, idet rettigheder til jord tildeles gennem kvinder og ikke fra kvinde til kvinde. En dreng arver moderens bror, og denne er den autoritære og disciplinerende «faderfigur». Faderen tilhører en anden slægtsgruppe end barnet. Hans forhold til barnet er præget af mildhed, eftergivende kærlighed og hengivenhed, træk som vi i vort samfund forbinder med moderen og måske med bedstefaderen. Hvad faderrollen indebærer økonomisk, socialt, kulturelt og følelsesmæssigt hænger sammen med samfundets produktionsmåde på det historisk givne tidspunkt. Moderretslige slægtskabssystemer findes hovedsageligt i enkle jordbrugssamfund. Faderrettslige slægtskabssystemer findes bl.a. hos nomader og plovjordbrugere.

Lykken er bare at kunne deltage i fars aktiviteter.
(Solidaritet)

Faderfraværets skiftende former

Hvis faderfraværet er det gennemgående træk i de senere epokers forhold mellem fædre og børn, så gælder det i ikke mindre grad de førborgerlige familieforhold. Den almindelige opfattelse er godt nok en anden, så den skal vi kort se på.

Som bekendt udgør etableringen af den borgerlige familie et af de grundlæggende holdepunkter for familiehistorieskrivningen. Det vil først og fremmest sige opløsningen af familien som produktionsenhed, faderens erhvervsarbejde uden for hjemmets kreds og en koncentrering af modernes arbejdsopgaver omkring barnepleje og husførelse. Det afgørende i denne sammenhæng er selvfølgelig adskillelsen mellem fædrenes og børnenes livsverdener. Disse væsensbestemmelser af den historiske udvikling har givet anledning til overdrevne forventninger om, at børnene i de førborgerlige familieforhold skulle have været knyttet meget nærmere til fædrene. Her skulle vi altså finde det positive modstykke til det faderfravær, som prægede tiden derefter. Men efter alt at dømme er historien om fædrene i virkeligheden historien om et fravær, og det gælder ikke mindst de førborgerlige forhold. Det vil nok være mere dækkende at karakterisere den historiske udvikling i forholdet fædre-børn som en historie om faderfraværets skiftende former.

Alle kilder samstemmer uden undtagelse i, at det var almindelig praksis i den altovervejende del af det før-borgerlige samfund, at i hvert fald drengene forlod hjemmet ved 7-års alderen for at gøre tjeneste i et andet hus. Det er det ene. Det andet er, at det først var fra da af, at mændene begyndte at tage sig af dem.

Barneplejen lå helt og holdent i hænderne på kvinderne, og først ved 7-års alderen kom de «i mændenes hænder», nemlig når de for alvor skulle begynde at arbejde. Pigebørnene vedblev at være «i kvindernes hænder», og hovedinteressen i samspillet mellem mænd og børn knytter sig derfor primært til drengene.

Disse to forhold udstikker de grundlæggende rammer, som interaktionen mellem mænd og børn udspilledes indenfor: 1. Først ved 7-års alderen begynder mændene at tage sig af børnene, dvs. drengene. 2. 7-års alderen er samtidig det tidspunkt, hvor drengen forlader hjemmet for at gøre tjeneste i et andet hus, dvs.: det er ikke deres egen far, sønnerne ved 7-års alderen «kommer i hænderne på», men husherren i et andet hjem.

Det er således stærkt overdrevent, når man i forbindelse med de førborgerlige familieforhold gør sig forestillinger om et meget tættere forhold mellem børnene og fædrene som fædre.

Det indo-germanske ord «Fader» betyder oprindelig herre og hersker. Ordet udtrykker et socialt forhold og netop ikke et biologisk eller følelsesmæssigt. For børn var denne art fader - dvs. faderen som intimt kærlighedsobjekt - overhovedet ikke tilstede. Han hører en anden tid til. Den førborgerlige fader er stadig i middelalderen husfaderen, husherren, pater familias: herren og herskeren.

Når barnet ved 7-års alderen forlod faderens hus for at gøre tjeneste i et andet hus, skiftede det fader. Det nutidige faderbegreb udelukker i grunden helt muligheden for at «skifte fader» - højst i overført betydning og som en emotionelt beskyttende foranstaltning. Men i den førborgerlige kultur var faderskiftet en kendsgerning. Faderbegrebet angav et underordningsforhold, og intet er mere oplysende for karakteren af far-barn forholdet end, at også tjenestefolkene titulerede husherren med «herr fader».

Den nye form for faderfravær, som vinder frem med den borgerlige familie, består kort fortalt der i, at hvor det tidligere var sønnerne der forlod hjemmet for at gøre tjeneste i et andet hus, er det nu fædrene der tager hjemmefra for at arbejde andetsteds. Til gengæld forbliver sønnerne nu i hjemmet til længe efter pubertetsalderen! Bl.a. som følge af den skoleundervisning, som nu er blevet nødvendig for at kvalificere dem erhvervsmæssigt.

Som antydet ovenfor sker der det, at den tidligere sammenhæng mellem produktion og reproduktion i familiesammenhæng skilles ad. Mændenes arbejde løsrives fra familiesammenhængen, og produktionen koncentreres i større eller mindre kapitalistiske virksomheder, hvor mændene arbejder enten som lønarbejdere eller kapitalister. Og dermed opstår grundlaget for den borgerlige kernefamilie. Tilbage i hjemmet bliver kun det traditionelle kvindearbejde i forbindelse med konsumption og reproduktion.

For manden betyder alt dette en tendentiel fremmedgørelse overfor de reproduktive funktioner, herunder forholdet til børnene. Hans familiemæssige funktion bliver primært den at være skafferen, og derudover den der varetager kontakten til arbejdsverdenen og offentligheden.

Arbejdsdeling i børneopdragelse

Det at være far drejer sig om seksualitet, overførelse af rettigheder - arv, afstamning og efterfølgelse - og børneopdragelse. I børneopdragelsen kan man skelne mellem indirekte arbejde for børnene - skaffe mad, tøj, husly - og direkte arbejde for børnene. Det direkte arbejde for børn har både en praktisk side - pleje, tilsyn, give mad, lære fra sig - og en følelsesmæssig side. Det følelsesmæssige arbejde består af kvaliteter i samværet mellem børn og voksne. Følelsesmæssigt indhold i børns opdragelse varierer mellem forskellige kulturer.

Der er en tendens til, at mere af det indirekte arbejde for børn tildeles mænd, og at mere af det direkte praktiske og følelsesmæssige arbejde tildeles kvinder i alle kendte samfund. Faderen og manden er en fjernere figur for børn end moderen og kvinden. Faderen har imidlertid som regel et andet forhold til sønner end til døtre. Sønnen bliver oplært i mænds virksomhed af far - i moderretslige samfund af moderens bror. Han skal en dag overtage den ældre mands position i samfundet. Men de første 5-6 år har moderen eller en anden kvinde ofte det største ansvar for det praktiske og følelsesmæssige arbejde med børn af begge køn. Det hævdes, at den kønsbestemte arbejdsdeling præger drenge og pigers personlighedsudvikling på forskellige måder. Mens piger i de fleste samfund synes at glide «naturligt» ind i rollen som «kvinde» og «mor» i nær kontakt med moderen, bliver drengen mand ved løsrivelse fra moderen, selvfornægtelse af det kvindelige og kamp for at blive accepteret af far/faderfigur/ kammerater. Disse processer betyder måske, at mænd bliver horisontalt integreret i samfundet ved rivalisering med andre mænd, mens kvinder bliver integreret vertikalt ved intime og personlige afhængighedsforhold til andre. Den kønsbestemte arbejdsdeling er på mange måder kernen i kvindeproblemet. Moderens arbejde er mindre samfundsmæssigt end faderens. Hun er mere afhængig og har mindre autoritet og magt end faderen. Patriarkatet eller faderherredømmet er betegnelsen for den almene tendens til at tildele moren og kvinden mindre goder, magt og prestige end faderen og manden. Ophævelse af patriarkatet kræver ophævelse af den kønsbestemte arbejdsdeling i børneopdragelsen.

Faderrollen i senkapitalismen

Faderrollen i det senkapitalistiske industrisamfund er under stadig forandring. Desuden er der store regionale og klassemæssige variationer. Der er kun lidt materiale om faderrollens særegne udformning i forskellige miljøer. Undersøgelser tyder på, at arbejderklassefaderen er mere familieorienteret end middelklassefaderen. Middelklassefaderen har større mulighed for at «realisere sig selv» i sit erhverv, mens arbejderklassefaderen ser værdien i sit arbejde i at det bringer en indtægt til familien. Arbejdet i produktionen synes meningsløst - i det private familieliv realiserer arbejderklassefaderen sig selv. Det ser også ud som om, at arbejderklassefaderen i teorien har en mere rigid opfattelse af kønsroller i familien, mens han i praksis deltager mere i børneopdragelsen end middelklassefaderen. Socialisering i arbejderklassefamilien er præget af værdier som lydighed, renlighed og disciplin, mens der i overklassen og mellemlagene lægges mere vægt på den individuelle personlighedsudvikling. Disse socialiseringsværdier hænger sammen med de forskellige roller, børnene senere vil udfylde i produktionen.

For alle klasser er faderens rolle i familien stadigvæk præget af følgende funktioner: 1. opgaven som forsørger, 2. disciplinerende opgaver i det direkte arbejde med børn. Faderen er samfundets repræsentant i familien. Opgaven som forsørger medfører først og fremmest arbejde udenfor familien. Det ser ikke ud til at mødres deltagelse i produktionen og bidrag til familiens forsørgelse nødvendigvis medfører, at fædre deltager mere i det praktiske og følelsesmæssige arbejde med børn. Undersøgelser viser, at fædre gift med kvinder i lønnet arbejde ikke deltager mere i husholdning og børneopdragelse end fædre gift med fuldtids husmødre.

Den fraskilte far

Grundlaget for faderrollen er biologisk, men ægteskabet afgør traditionelt en fars rettigheder og pligter. Den «papirløse» far har på mange områder samme status som den gifte far, hvis han lever sammen med moderen. Men den ugifte far, uden samliv med moren, vil stadigvæk kun have bidragspligt, men ingen samværsret med børnene. Efter en skilsmisse kan hele familiens situation være vanskelig. Hvilke konsekvenser skilsmissen får for mand, hustru og børn afhænger af klasse og personlige ressourcer. Det normale er fortsat, at moderen beholder forældreretten over børnene og brugs- eller ejendomsret til familiens bolig. Mange fraskilte fædre har derfor ikke råd til andet end en hybel. Bidragspligten begrænser muligheden for livsudfoldelse og til at stifte en ny familie. Samværsretten til børnene drejer sig som regel om en eftermiddag i ugen og hver anden weekend. Med en dårlig bolig har han få muligheder for afslappet samvær med børnene. Han er tvunget til at tage dem med ud i biografen, restaurant osv. Hvis moderen saboterer hans forhold til børnene, bliver samværsretten let en papirbestemmelse.

At skilsmisse under dagens forhold kan være kritisk for arbejderklassemanden tyder indlæggelserne på psykiatriske afdelinger på. Det er ofte i denne fase af livet, at mænd bliver indlagt på hospital eller går «nedenom og hjem», f.eks. som alkoholikere og hjemløse.

I de sidste årtier er der via lovgivning og offentlig debat arbejdet med at forbedre farens stilling efter en skilsmisse - økonomisk og med hensyn til forældremyndigheden. På den ene side hænger en styrkelse af fædrenes rettigheder logisk sammen med kravet om øget deltagelse i børneopdragelsen fra fædre i ægteskab og samliv. I samme takt som fædre faktisk påtager sig ansvar for børnenes fysiske og følelsesmæssige udvikling, bør tildeling af forældremyndighed ved skilsmisse tage hensyn til dette. På den anden side er dette et af de få felter, hvor kvinden står stærkt. Med dårligere uddannelse, afbrudt erhvervskarriere på grund af omsorg for børn, og ulige løn, står kvinder så svagt, mener mange, at de ikke har råd til at frasige sig rettigheder.

Skilsmisse må i dag ses som en normal foreteelse. Når kvinden og manden har økonomiske og uddannelsesmæssige ressourcer, bliver konsekvenserne mindre kritiske. Den modne mand kan stifte ny familie med en kvinde meget yngre end ham selv. «De nye matriarkater» har enlige kvinder fra mellemlagene med børn, uddannelse og god stilling været kaldt. Denne nye familieform og kvinderollen afspejler sig i dameblade og TV-programmer. For børnene bliver faderen fjernere end før, og stabile kontakter med voksne mænd som kan erstatte ham, er det vanskeligt at etablere og vedligeholde. Opdragelsen bliver i endnu højere grad end tidligere modercentreret. For kvinderne betyder det en frigørelse fra mandlig autoritet og økonomisk afhængighed. Dobbeltarbejde havde de også inden ægteskabet. Men det repræsenterer samtidig en forstærkning af den kønsbestemte arbejdsdeling i børneopdragelsen.

Der er således mange forskellige tendenser i den udvikling faderrollen gennemgår for tiden. Med den stigende skilsmisseprocent bliver hans rolle mere perifer (i udkanten), samtidig med at han indenfor ægteskab og samliv søges mere inddraget i det praktiske og følelsesmæssige arbejde med børn.

Ændring af faderrollen

En grund til at arbejde for at ændre faderrollen er børns behov for nære og kærlighedsfyldte kontakter med både voksne mænd og kvinder. Børn er i dag undertrykte og isolerede i små familieenheder, fuldstændig afhængige af en eller to personer. Børnepsykologer ser den overbelastede mor og den perifere far som årsag til mentale forstyrrelser hos børn. En anden grund til at ændre faderrollen er kvinders krav om at blive aflastet for noget af ansvaret for dermed at kunne deltage i arbejdsliv og politisk arbejde. Fædrene selv ser ud til at være mere forbeholdne. Man hører få højlydte kampråb om endelig at fravriste mødrene nogle af glæderne ved det nære fællesskab med børn. At fædrene vil forbedre deres stilling ved samlivsbrud, betyder ikke nødvendigvis, at de vil ændre deres rolle og påtage sig mere ansvar indenfor samlivet. Fædrene står stærkest på de områder i samfundet, som giver størst økonomisk uafhængighed, magt og prestige. Det er måske naivt at forvente, at den som har privilegier skal give dem fra sig uden kamp. På den anden side er der grund til at se også fædrene som undertrykte. Mandens personlighed forkrøbles, fordi han ikke får mulighed for at udvikle de følelsesmæssige sider ved sin personlighed i nært forpligtende fællesskab med børn. Han udvikler ensidig de «stærke» sider ved sin personlighed. Kvinden udvikler ensidigt de «bløde» omsorgsværdier. Der findes nogle få eksempler på fædre som tager sig af børnene mens de er små, eller på anden måde udformer en faderrolle med et mere nært forhold til børnene, end det som er almindeligt. Ofte sker dette i forbindelse med mere kollektive bo- og samarbejdsformer. Disse spredte tilfælde kan ses - om end i en lille skala - som sociale eksperimenter der peger fremad. Flere typer af krav kan tænkes at stilles for at ændre faderens rolle. Faren må få tid til at være sammen med børnene. 6-timers arbejdsdag for alle kan give alle voksne mennesker mulighed for både at deltage i produktionen og til at påtage sig ansvarsopgaver i familie og nærmiljø. Hertil kommer krav om forbedrede muligheder for omsorgsdage og længere barsels- og andre orlovsordninger for mænd. Det diskuteres også, hvorvidt løn fra staten for at passe børn, vil bidrage til at fædrene lige så ofte som mødrene påtager sig dette arbejde. Modstanderne af dette krav hævder at børnepasningsløn vil fastholde det herskende kønsrollemønster, hvor far går på arbejde og mor er hjemme.

Et vigtigt spørgsmål gælder indholdet i den tid, faderen tilbringer sammen med børnene. Den skarpe skelnen mellem produktion og «privat» familieliv betyder for det første, at faren kan være udslidt, når han er sammen med børnene. For det andet bliver børnene isoleret fra det samfundsmæssige arbejde. Kontakten mellem forældre og børn kunne tænkes i større grad at dreje sig om arbejdsopgaver, som giver børnene mulighed for at deltage i de voksnes verden. Samvær baseret på reelle arbejdsopgaver er ikke uforenelig med visioner om bløde, levende, varme, kærlige, afslappede mænd, som har overskud til at lege, græde, le og være alvorlige sammen med børn. Denne far har både «stærke» og «bløde» egenskaber, både træk som traditionelt regnes som maskuline og træk som traditionelt regnes som feminine.

Faderen eller samfundet?

Blandt socialister i mange lande har det været nærliggende at betone samfundets ansvar for børnenes opdragelse. Aleksandra Kollontaj ville for eksempel helt erstatte faderens rolle (bortset fra selve forplantningen) med statslige tiltag. Formålet var at befri kvinderne seksuelt og økonomisk. Aleksandra Kollontaj kunne ikke forudse udviklingen i senkapitalismen. For det første er der udviklet sikre præventionsmetoder, som teknisk set gør det muligt for kvinder at opnå fuld kontrol over deres egen reproduktion. Desuden er der i dag faktisk en tendens til, at stat og kommune organiserer og effektiviserer børneopdragelsen ved at bygge børnehaver og andre institutioner. Årsagen til dette er dels, at der har været behov for kvindelig arbejdskraft, dels de kampe som har været ført for at få sådanne institutioner. Endelig har udviklingen indenfor kunstig befrugtning, insemination, givet kvinder mulighed for at få børn uden overhovedet at involvere en mand. Men der er brug for en diskussion af forholdet mellem kortsigtede og langsigtede mål. Den samfundsmæssige effektivisering af børneopdragelse sker på kapitalens præmisser med institutioner og specialister. Samfundets ansvar for børnene kan også i et mere langsigtet perspektiv betyde, at vi alle har ansvar for hinandens børn. For at dette kan realiseres, må produktion og børneopdragelse organiseres i nærmiljøer som er større end kernefamilien, men alligevel så små at det er muligt for den enkelte at have overblik og medbestemmelse. Enhver person i nærmiljøet, både børn og voksne, har ansvar for alle de andre. Sådanne nærmiljøer kræver dybtgående ændringer af produktionslivet. Der bliver plads til mange af dem som i dag udstødes. De sociale forskelle mellem børn, voksne og ældre bliver mindre betydningsfulde. Det bliver også mindre betydningsfuldt end i dag hvem der er børnenes biologiske forældre. Det er en naturlig del af rollen for alle voksne mennesker at have omsorgsforpligtelser overfor børn, syge og ældre ved siden af erhvervsarbejde. Alle voksne bliver i denne forstand forældre til børnene i nærmiljøet. Fædre og mødre bliver mere hele personer fordi de får mulighed for at udvikle både «stærke» og «bløde» egenskaber. Spørgsmålet er, hvordan vi i dag skal leve vores liv og formulere krav som viser hen imod de langsigtede mål.

M.S.


Litteratur

H. Holter m.fl.: Familien i klassesamfundet, Oslo 1975.
Erik Jensen: Mine/dine/vores børn, København. 1987
Lars H. Gustafsson: En gang far - altid far, København. 1993
Anette Wiborg (red.): Far, mand, København.
Bent Fausing m.fl.: Billeder af mænds historie, København. 1984

Foreningen Far - til støtte for børn og forældre. Oehlenschlægergade 58, 1663 København. V