 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Kristendom
Kristendommen har sit navn efter Jesus fra Nazaret med tilnavnet Kristus (græsk Khristós, af hebraisk Masjiakh - messias, «de salvede», dvs. salvet til konge). Kristendommen opstod som en jødisk sekt, men i løbet af det 1. århundrede e.v.t. skilte den sig ud fra jødedommen og fremstod som et selvstændig religion. Den ser ud til at have vundet sin første tilhængere blandt de undertrykte i samfundet (håndværkere, slaver og kvinder), selv om også aristokratiet tidligt var repræsenteret. Til trods for en serie forfølgelser af varierende omfang fra den romerske statsmagts side voksede kristendommen sig ganske stærk indenfor Romerriget - isæri Lilleasien og Egypten. Konstantin den Store (kejser 306-338) anerkendte kristendommen og gav den en privilegeret stilling i det romerske imperium.
Hovedformer
Kristendommen har i dag tre hovedformer: Katolicisme, ortodoksi og protestantisme. Både den katolske (vestlige eller latinske) og den ortodokse (østlige) kirke fører deres udspring tilbage til den første generation af kristne - især Jesus disciple. De to kirker blev adskilt i 1054 pga. uoverensstemmelser mellem den romerske pave og patriarken af Konstantinopel. De protestantiske kirker opstod som følge af en reformbevægelse indenfor den vestlige kirke i 1500-tallet. Den er atter inddelt i forskellige hovedretninger: calvinistiske kirker (ofte kaldt «reformerede»), evangelisk-lutherske og «frikirkelige» (pinsevenner, baptister osv.) Den anglikanske (engelske) kirke indtager en mellemstilling mellem katolicismen og protestantismen. Fælles for alle kristne kirker er bekendelsen til Bibelen, Det Gamle og Det Ny Testamente, som anses for hellige skrifter. De fleste kristne anerkender desuden den såkaldte nikenske trosbekendelse.
De fleste kirkesamfund har en eller anden form for hierarki. Tydeligst er dette i de ældste kirkesamfund, hvor vi igen finder et tredelt hierarki, som blev udviklet i løbet af det 2. århundrede: diakon, præst og biskop. Efterhånden fik biskopperne i særlig vigtig byer overhøjhed over de andre med titel af patriark: biskoppen af Rom, Konstantinopel, Antiokia, Jerusalem og Alexandria. Den der havde størst prestige af disse var biskoppen af Rom, der var de vestlige landes patriark eller pave. Efter splittelsen mellem østkirken og vestkirken i 1054 løsrev de østlige patriarker sig fra biskoppen af Rom, der imidlertid gradvis styrkede sin stilling indenfor den vestlige eller katolske kirke. Også indenfor de yngre kirkesamfund findes almindeligvis en form for hierarki - i det mindste et præsteembede. Indenfor den katolske og den ortodokse kirke spiller klostervæsnet desuden en vigtig rolle.
Frelse: Syndefald og «guds rige»
Religionsstifteren, Jesus fra Nazaret, er en historisk person person (ca. år 7 før Kristus - ca. år 30 efter Kristus). De ældste kilder med kundskab om ham er de såkaldte Evangelier, der er skrevet ca. 40 til 70 år efter hans død og som ikke tillader en fuldstændig nøjagtig rekonstruktion af hans tanker og forkyndelse. Han ser imidlertid ud til at have forkyndt, at enden var nært forestående, og at «guds rige» snart skulle komme. Hans forkyndelse var et tilbud om frelse for alle - også for de der var udstødte eller som levede i udkanten af det jødiske samfund. Han blev henrettet ved korsfæstelse udenfor Jerusalem, da han udgjorde en mulig politisk trussel. Et stykke tid efter hans død hævdede hans tilhængere imidlertid, at de havde været sammen med ham igen, og forkyndte at han var opstået fra de døde, at han var Messias, den lovede fyrste, som jøderne troede skulle fri dem fra de fremmedes åg, og at han var guds søn.
Forestillingen om at Jesus var guds søn førte til en ændring i det monoteistiske gudsbegreb, som kristendommen arvede fra jødedommen, og gav anledning til mange teologiske stridigheder i det 3. og 4. århundrede. Det samme skete, da man forsøgte at forklare, hvordan Jesus kunne være både gud og menneske på samme tid. Efter lange stridigheder fandt man frem til formuleringer, som de fleste kunne acceptere. Den vigtigste af disse er den såkaldte nikenske trosbekendelse.
Kristendommen udviklede tidligt faste normer for den rette tro og lære (ortodoksi). Kirkemøder eller koncilier (plenarforsamlinger af biskopper) blev - og bliver - sammenkaldt for at afgøre religiøse stridsspørgsmål, men samtidig har denne udvikling i retning af faste normer for, hvad der er ret kristentro, ofte ført til kirkesplittelser.
Centralt i den kristne tro og teologi står begrebet frelse. Kristendommen hævder, at mennesket i tidernes morgen levede i en fuldkommenhedstilstand, som imidlertid gik tabt, fordi mennesket var ulydig mod gud (syndefaldet). Jesus er frelseren som kom for at genoprette den skade, der var sket ved syndefaldet. Hvad denne frelse egentlig består i, er til tider noget uklart. At frelsen begyndte med Jesus, synes alle at være enige om. De fleste kristne tror desuden, at frelsen består i at nå en tilstand, der kaldes «himlen» eller «guds rige» efter døden, og at den oprindelige fuldkommenhedstilstand fuldstændig genoprettes ved tidens ende. Da skal de, som ikke har taget imod Jesus på en eller anden måde, fordømmes, dvs. forvises til en tilstand som kaldes «helvede», og som kristne teologer normalt definerer som «fraværet af gud», men som i den mere folkelige kristendom er blev udmalet i retning af korporlige pinsler (se Helvede).
Men eftersom frelsen historisk indledes med Jesus, har også mennesket i historien del i frelsen - om end på en ufuldkommen måde. Denne begyndelse på frelsen formidles gennem de såkaldte sakramenter, der er enkle, symbolske handlinger. De fleste kristne kirkesamfund anerkender i det mindste to sakramenter, dåben og nadveren. Den katolske og den ortodokse kirke regner i tilgift med fem andre: konfirmation, ægteskab, salvelse af syge, skriftemål og præstevielsen (ordinationen). I mere frikirkelige samfund er der en tendens til at lægge mere vægt på den enkeltes subjektiv erfaring af frelsen end på den mere objektive formidling af den gennem sakramenterne. I urkirken fandtes det også retninger, som opfattede frelsen således, at Jesus ved sin genkomst skulle genoprette et jordisk rige, som skulle vare i tusind år, hvor alle de frelste skulle deltage (den såkaldte millenniarisme eller killiarisme). Denne tanke blev fortrængt fra den ortodokse kristendom på et tidligt tidspunkt, men den spillede alligevel en forholdsvis stor rolle i middelalderen indenfor bevægelser, som stod fjernt fra den officielle kirke, hvilket ofte var et udslag af social protest.
Men også indenfor ortodoks kristendom findes der en udbredt tendens til at opfatte frelsen som noget, der kan og skal give sig udslag i det sociale og politiske liv. Ifølge denne opfattelse er nød og social uretfærdighed et udslag af synd og må bekæmpes. Dette giver i visse tilfælde kristendommen en politisk sprængkraft. Den vigtigste retning her er den såkaldte «befrielsesteologi», som især er udbredt i Latinamerika, hvor den især i 1970'erne og 80'erne dannede det teoretiske grundlag for kirkens magt overfor militærdiktaturene.
Disse forskelle i nuanceringen af frelsebegrebet gør, at kristendommen har spillet, og kan spille, varierende roller i den politiske kamp. For det meste - i hvert fald i de tilfælde hvor den er statsreligion - har kristendommen være brugt som et redskab for de herskende klasser til at undertrykke proletariatet. Når kristendommen bruges på denne måde, vil også «frelse» blive fremstillet som et gode, som mennesket først skal få del i efter døden. Denne verdensorden er syndig og uretfærdig, men den er villet af gud, som en straf for menneskets syndighed. At gøre oprør mod den herskende samfundsorden er derfor et oprør mod guds vilje. Efter døden skal de fattige få deres løn. Men kristendommen kan også være et redskab i de undertryktes kamp, og man vil da lægge vægt på den jordiske virkeliggørelse af frelsen, som en forberedelse til den endelige oprettelse af «guds rige».
Opfattelsen af slaveri er et eksempel på denne tosidighed i frelsesynet: kirken accepterede slavesamfundet, men forkyndte alligevel, at det var fortjenstfuldt for en kristen at frigive slaver (selve udtrykket «frelse» kommer af «frihals», dvs. en som ikke havde den ring rundt halsen, som slaver havde. Deraf det oldnordiske ord «frjiáls» - «frihed»).
I sin kvindeopfattelse har kristendommen overvejende fungeret som ideologiske overbygning for det patriarkalske samfund. Det samme gælder også de fleste moralspørgsmål (krig, dødsstraf og seksual-etiske spørgsmål).
Men regner i dag med at der er ca. 2 mia. kristne i hele verden. Hvis man lægger dåben til grund for dette tal er det nok forholdsvis rigtigt. Hvis man lægger andre kriterier til grund (personlig engagement, regelmæssig kirkegang eller deltagelse i religiøse møder), er det rimeligt at antage, at det ligger meget lavere og måske udgør 20-30 % af ovennævnte tal.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 143.326