Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler


Liste over de foreløbig 11.500 børn terrorstaten har myrdet i Gaza

Et af de myrdede børn, den 6 årige Hind

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 27.000 civile (heraf over 11.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 70.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Arbejdsværditeorien

Fælles for alle varianter af arbejdsværditeorien er påstanden om, at kun arbejde skaber værdi. Fra Adam Smith til den moderne økonomi er denne påstand blevet fortolket på en række forskellige måder. Fire hovedfortolkninger har skilt sig ud: Den filosofiske, den analytisk-økonomiske, den politiske og den planøkonomiske.

Den filosofiske fortolkning hos Marx går ud på, at varebytte forudsætter nogle fællestræk ved de varer, som byttes, og at denne egenskab kun kan være varens karakter af at være produkter af arbejde. For at relative priser i det hele taget skal kunne opstå, må varerne kunne sammenlignes og have en «fælles substans» - nemlig arbejdet. Denne påstand er blevet kritiseret for at overse varernes muligheder for at tilfredsstille de menneskelige behov også kan være et sådant fællestræk. Marx forsøger at besvare denne kritik i «Kapitalen», men svaret er uklart og næppe helt tilfredsstillende.

Den analytisk-økonomiske fortolkning hos Marx (og de klassiske økonomer før ham) mener, at de relative prisers kvantitative niveau, kun kan forklares med udgangspunkt i varernes arbejdsindhold (eller værdi i den marxistiske forstand af dette udtryk). Den filosofiske fortolkning siger, at selve eksistensen af priser og bytte forudsætter at varerne er produkter af menneskeligt arbejde, mens den analytisk-økonomiske fortolkning mener, at mængden af arbejde bestemmer prisens størrelse. Denne fortolkning har igen en række undervarianter. I første bind af «Kapitalen» skriver Marx, at varepriserne er direkte proportionale med den mængde arbejde, der er blevet anvendt - det var også de klassiske økonomers teori, men i modsætning til dem, var Marx opmærksom på at påstanden kun er gældende under visse forudsætninger. I tredje bind af «Kapitalen» bliver disse forudsætninger ophævet, og Marx skitserer tre andre pristeorier. Den første - og mindst holdbare - siger at summen af alle priser er lig summen af alle værdier. Den anden siger, at ligevægtspriserne er afhængige af efterspørgselens sammensætning. Det var også Ricardos synspunkt; det er dog kun sandt under visse, særlige forudsætninger. Den tredje fortolkning siger, at værdier forholder sig til priser som væsen til adfærd, i den Hegel'ske betydning af disse udtryk. Det kan konkretiseres således at det er muligt at beregne værdierne uden at kende priserne, mens en beregning af priserne forudsætter at man kender værdierne. Også denne fortolkning er kun holdbar under meget specielle - og ret urimelige - forudsætninger.

Den politiske fortolkning er den mest interessante, og kan siges at udgøre hele marxismens kerne. Den går ud på, at arbejderklassen i sin helhed og gennem længere tid har den fulde ret til at disponere over det, den skaber. Når dette ikke altid er indlysende for arbejderne selv skyldes det, at de er fremmedgjorte på følgende to måder: for det første er arbejderne blevet fremmedgjorte af deres egen historie, forstået på den måde at de aktuelle kapitalobjekter opfattes som de nuværende kapitalisters ejendom og ikke som de tidligere producenters - arbejdernes - produkt. For det andet er arbejderne blevet fremmedgjorte af deres egen klasse, i det mindste i et system med individuelle lønforhandlinger. I et samfund, hvor arbejderne er blevet fremmedgjorte på disse to måder, vil kapital og arbejde fremstå som symmetriske «produktionsfaktorer», der begge har krav på at blive belønnede efter deres «grænseproduktivitet», d.v.s. en belønning, der svarer til hvad den sidste enhed af kapital eller arbejde tilfører produktionen. For at få denne illusion til at briste, er det ikke tilstrækkeligt at alle som på et givent tidspunkt er medlemmer af arbejderklassen solidariserer sig med hinanden. Der udover kræves en solidaritet over et længere tidsrum mellem forskellige generationer af arbejdere. En socialdemokratisk eller reformistisk arbejderklasse kendetegnes ved, at den er nået frem til den primære form for solidaritet, men ikke en solidaritet der gælder andre. Den vil indgå i forhandlinger med udgangspunkt i kapitalforholdet, men vil ikke kritisere dette forhold i sig selv.

Den planøkonomiske fortolkning blev først skitseret af Engels. Den går ud på, at man i en rationel planøkonomi bør tilstræbe, at produktionernes arbejdsindhold bestemmer deres anvendelse, i den forstand at man altid bør vælge den produktionsmetode, som for et givent produkt medfører mindst anvendelse af arbejdskraft - direkte og indirekte. Man kan påvise, at det ikke er en rationel måde at bestemme anvendelsen af ressourcer på, i en vækstøkonomi eller i en økonomi, hvor der findes andre ikke-producerede faktorer end arbejde, som f.eks. råvarer, der er tilgængelige i begrænset omfang.

J.E.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 36.809