Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Arv

I menneskekroppens celler findes en fast kerne, der indeholder trådlignende legemer, som kaldes kromosomer. I cellekernen er der 46 sådanne kromosomer (23 par). Et kromosompar indeholder kønskromosomer; kvinder har to store såkaldte x-kromosomer, mens mænd har et x-kromosom og et mindre y-kromosom. Arveanlæggene, eller generne, er knyttede til kromosomerne. Generne er sammensat af 3 kemiske substanser: Protein, deoksyribonukleinsyre (DNA) og ribonukleinsyre (RNA). DNA er det kemiske grundlag for generne. Denne substans har evnen til at kunne formere sig og DNA kan på denne måde overføre arvelige «informationer» fra forældre til afkom.

Iflg. Watson/Crick-modellen fra 1953, består de kemiske komponenter i DNA af 2 lange tråde, viklet omkring hinanden som en dobbeltspiral. Den måde de kemiske byggestene i denne «vindeltrappe» er ordnet på, vil afgøre hvorledes organismen vil udvikle sig. DNA er afhængig af RNA - budbringeren, som overfører informationen til DNA.

I 1865 offentliggjorde den østrigske munk Johan Gregor Mendel de grundliggende principper for arvelighedslovene, men først da disse love «genopdagedes» i 1900, fik Mendel en passende påskønnelse.

Arveanlæggene knytter generationerne sammen; de repræsenterer det stabile element i menneskets udviklingshistorie. Ved ydre påvirkninger, som f.eks. radioaktiv stråling eller giftige kemikalier, kan arveanlæggene skades. Stofskiftet i cellerne forandres, hvilket kan medføre sygdom eller død.

Mennesket har formodentlig mindst 100.000 arveanlæg i hver kropscelle. Et vigtig karakteristika ved arveanlæggene er derfor at de skaber mangfoldighed og variation. Sandsynligheden for at individer, der ikke er i familie med hinanden, skal udvikle de samme karakteristika, er altså i praksis lig nul. Man kan sige, at ingen, med undtagelse af een-æggede tvillinger, vil være i stand til at støde på et andet menneske, som er fuldstændigt identisk, i arvemæssig forstand, men samtidig er der grund til at understrege at mennesket, som art, har visse fælles træk. Vore kroppe fungerer principielt på samme måde, vi reagerer stort set ens på fysisk og psykisk stress. Alle har evnen til at tænke og føle som et menneske - og vi har rundt regnet de samme kropslige og psykiske behov.

Miljø

Men udviklingen af levende organismer er ikke udelukkende bestemt af den biologiske arv. Efter æg- og sædcelle er sammensmeltede, bliver det nye liv udsat for ydre påvirkninger. Fostret kan påvirkes af fysiske faktorer som røntgenstråling, medicin og sygdom hos moderen; under fødslen kan barnet blive udsat for skader. Efter fødslen påvirkes barnet af det fysiske og psykiske miljø. Klima, kost og sygdom kan spille en stor rolle for den fysiske udvikling, mens miljøet i familien - og senere i skolen og blandt kammeraterne - kan få stor indflydelse på den psykiske udvikling. Nogle miljøer er stimulerende, andre er det ikke; nogle forældre giver børnene frihed og ansvar, andre forældre er nervøse og «spærrer» børnene inde som i et fængsel. I familien har børn visse roller - som storebror eller lillesøster. Mennesket påvirkes af forskellige, sociale miljøer og af den nationale kultur, af arbejdsmiljøet, massemedierne osv. Individet bliver således helt fra barnsben påvirket religiøst og politisk - og «adopterer» traditioner og værdier, som altså ikke er nedarvet fra generne, men opstår gennem social kontakt.

Samspillet mellem arv og miljø

På grund af menneskets lange barndom er indlæringsevnen stor. Sammenlignet med laverestående dyr er mennesket ubundet af sin arv. Mennesker skaber selv deres miljøer og besidder dermed evnen til at ændre sig selv. Mennesket bliver til dels sin egen skaber, idet man bliver et produkt af det miljø, man selv har været med til at skabe.

En klassisk problemstilling er, hvor meget arv og hvor meget miljø betyder for det enkelte individ. På mange måder er der tale om en «pseudoproblematik», da arv og miljø er komplementære størrelser, dvs. at det ene er utænkeligt uden det andet. Når det derimod drejer sig om en større gruppe individer, giver det mening at stille spørgsmålet om i hvor høj grad variationerne, som f.eks. højde eller vægt, er udtryk for arv eller miljø, men heller ikke her kan man forvente konkrete svar, fordi egenskaber i et bestemt miljø, kan være en vigtig, arvelig faktor, mens det i et andet miljø kun har ringe betydning. For 150 år siden fandtes der f.eks. mange blinde pga. miljøfaktorer som infektionssygdomme. I dag, hvor man har fået udryddet sygdomme som kopper o.lign., vil blindhed relativt ofte have arvelige årsager. På tilsvarende måde kan man sige at den sociale «udligning» og den forholdsvis frie adgang til uddannelse, vil reducere miljømæssige forskelle i samfundet og dermed føre til at intelligens bliver arveligt bestemt. Det er derfor meningsløst at hævde at visse træk er så og så mange procent arvelig eller miljøbestemt. Arv og miljø skal altså forstås i en social sammenhæng. I eet miljø kan intelligens bedømmes til at være 70% arvelig, i andre omgivelser måske kun 40%.

Miljøfaktorerne er tæt forbundne med den biologiske organisme som påvirkes. Hvor individuelt miljøet påvirker, ser man til daglig. Visse psykiske påvirkninger kan hos den enkelte føre til alvorlige kriser, mens den samme stress for andre, kan opleves som positivt. Nogle vil vokse med opgaven, andre vil bukke under. Det samme ser vi i biologien. Et bestemt virus eller et kemisk stof kan hos een dyreart fremkalde kræft, hos andre ser man måske ingen reaktion overhovedet.

Biologisk eller social arv

Man siger ofte: «Han har det efter faderen», eller: «Hun har det efter moderen», og dermed menes at intelligens er nedarvet. Litteraturhistorien er fuld af den slags, men det faktum at sønnen ligner faderen eller at visse sygdomme præger den samme slægt, er ikke et fuldgyldigt bevis på biologisk arv. At flere medlemmer af en familie dør af kræft er selvfølgelig en indikator på at kræft er arvelig, men det kunne også tænkes at familiemedlemmerne har den samme livsførelse og arbejdsmiljø, de samme kost-, ryge- og spisevaner, og at det man anså for at være udtryk for biologisk arv, lige så godt kunne forklares ud fra social eller kulturel tradition. At sønnen ligner faderen, kan også have sin forklaring i at sønnen «efteraber» faderen - at der med andre ord er tale om miljø som den afgørende faktor.

Man må derfor konkludere at selv om en sygdom eller et karaktertræk synes at gå i arv i en familie, fortæller det kun lidt om hvorvidt arv eller miljø er årsagen.

Videnskabelige metoder

Spørger man, hvad der er arveligt og vil man have et indtryk af den relative virkning af arv og miljø i et bestemt samfund, er tvillinge- og adoptivmetoden den bedste. Tvillingemetoden tager udgangspunkt i det faktum, at der findes to slags tvillinger, een-æggede og almindelige tvillinger. Een-æggede tvillinger kommer fra det samme befrugtede æg, som deles i to, lige før ægget begynder at udvikles. Sådanne tvillingepar har den samme biologiske arvemasse, og alle forskelle må altså have deres forklaring i miljøet. To-æggede, eller almindelige, tvillinger er arvemæssigt betragtet som «almindelige» søskende, de er tilfældigvis blot kommet til verden på samme tid. Den indbyrdes forskel på disse par, kan derfor stamme fra både arv og miljø. Ved statistiske sammenligninger mellem een-æggede og to-æggede tvillinger, der lider af bestemte sygdomme, kan man få et indtryk af arven og miljøets rolle. Hvis sygdommen hovedsagelig er arvelig, vil man oftest støde på den hos begge een-æggede tvillinger, mens det vil være sjældnere hos to-æggede. Er sygdommen i højere grad miljøbestemt, vil den bryde frem lige ofte hos begge tvillinger, uanset om der er tale om een- eller to-æggede.

Ved adoptivmetoden sammenlignes børn, som er vokset op hos deres biologiske forældre med børn, der er blevet bortadopterede og man kan dermed danne sig et indtryk af, om den sygdom eller de karaktertræk, man interessere sig for, er arvelige. Hvis et barn f.eks., er vokset op hos en skizofren mor og selv senere udvikler denne sygdom, kan det skyldes at barnet har arvet skizofrenien fra moderen, men det kan også forklares ved at barnet er opdraget «skizofrent» af moderen. Her kan man altså ikke med sikkerhed uddrage noget sikkert m.h.t. årsagen. Var barnet til gengæld blevet opdraget af ikke-skizofrene forældre og alligevel havde udviklet sygdommen, ville det understøtte forklaringen om arv som en særdeles vigtig faktor.

Den suverænt bedste arv/miljø-metode består i at studere een-æggede tvillinger, som er voksede op i fuldstændigt forskellige miljøer. Problemet er her, at det kan være ganske vanskeligt at finde tilstrækkeligt af sådanne tvillingepar - og det kan nok diskuteres, om man kan generalisere ud fra nogle få enkeltstående tilfælde.

Arv, miljø og politik

Synspunkterne vedrørende arv og miljø er under indflydelse ikke udelukkende af den faglige baggrund, men også af en bestemt livsopfattelse. Biologien er tilbøjelig til at ville se bort fra de sociale kræfter i menneskers liv, mens sociologien på den anden side let glemmer vor biologiske arv. Til gengæld vil den konservative ikke have stor tillid til, at livsvilkår kan ændre den menneskelige natur: «Krig har altid eksisteret». Den radikale vil på en anden side let komme til at overvurdere miljøfaktoren: «Der er ingen grænser for udviklingen».

Under nazismens periode i Europa, blev arvelæren - genetikken - misbrugt. En række biologer bakkede op om Hitlers jødepolitik ved at forsyne det med et «videnskabeligt» grundlag. Psykiatere samarbejdede med Heinrich Himler om sterilisationslove med det formål at få udryddet åndssvage, skizofrene og andre «mindreværdige elementer». Denne racehygiejne etableredes som et akademisk studie, længe før Hitler kom til magten og han var langt fra den første, som legede med tanken om tvangssterilisation af afvigere - men Hitler var den første, der gjorde det politisk muligt. Man regner med, at mindst 100.000 mennesker blev tvangssteriliserede under Hitlers regime - om året! Racehygiejnen var dog også officiel politik i sundhedssystemerne i bl.a. Sverige og Danmark helt op i 1950'erne.

I dag kan man stadig møde enkelte biologer, der bekymrer sig om det arvelige forfald hos Homo Sapiens - mennesket. Så sent som i 1973 sagde Konrad Lorenz, der modtog Nobelprisen for sine dyrepsykologiske studier, at han anså den «progressive infantilisme» og den «stigende ungdomskriminalitet» for at være tegn på genetisk forfald, der spreder sig som en kræftsvulst. Tanker som disse - at sociale problemer har sin rod i «dårlig arvemasse», fordi samfundet tog hånd om de svage - har meget lidt med videnskab at gøre. Man kan specielt i USA støde på tendenser til en ny social-darwinisme, dvs. en tro på at der både i samfundet såvel som i naturen gælder love om «kampen for overlevelse». Sorte, hævdes det, har lavere intelligens end hvide og denne forskel i evner, er biologisk bestemt. Derfor bør man ikke spilde penge på sociale initiativer! Etablerede magtgrupper i samfundet har interesse i at hævde at social fremgang og magt, er biologisk bestemt De tider, hvor man troede at tuberkulose var en arvelig sygdom, gjorde det lettere at se bort fra de elendige forhold, folk levede under. Sådan forholder det sig også med sociale afvigelser. Den overbevisning at sindssygdomme og kriminalitet stort set er arvelige, retfærdiggør at man spærrer folk inde på store, menneskefjendske institutioner.

E.K.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 76.181