 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Strasbourgteserne
Strasbourgteserne er betegnelsen for de beslutninger, den Røde Faglige Internationale traf på sin internationale konference i Strasbourg i januar 1929. Beslutningerne hang sammen med Kominterns venstrekurs og socialfascismetesen, og blev retningsgivende for kommunisternes faglige politik fra 1929 og fremad.
Teserne gik ud på, at den socialdemokratisk dominerede fagbevægelse var blevet et instrument for borgerskabet,, at man stod overfor «en stigende bølge af politiske og økonomiske sammenstød mellem arbejdere og kapital, og at kun en virkelig revolutionær ledelse af disse kampe kan føre os frem til sejr». Som følge af dette perspektiv måtte kommunisterne fravriste reformisterne ledelsen af de faglige kampe, da reformisterne ville hindre et revolutionært udbrud.
Socialdemokraternes «faglige bureaukrati» blev hovedfjenden, og ledelsen skulle overtages af aktionsudvalg og strejkekomiteer, som skulle vælges og være sammensat af både de organiserede og uorganiserede på virksomhederne: «Op til strejkens udbrud, og specielt under konflikten må der advares om, at fjenden findes indenfor arbejdernes egne rækker. Ved valgene af lockoutudvalg, strejkeledelser og andre kamporganer må alle personer som har med socialdemokratiet og fagforeningsbureaukratiet at gøre, tilbagevises som strejkebrydere. Man må systematisk undergrave tilliden til det reformistiske fagforeningsapparat».
De socialdemokratiske fagforeningsapparater blev betegnet som et arbejderaristokrati, og man gik så langt som til at karakterisere hele fagbevægelsen som et arbejderaristokrati. Strejker ville være gunstige for en enhedsfront nedefra, fordi de kunne skabe et bånd mellem de revolutionære kommunister på arbejdspladserne og masserne. De ville desuden være et vigtig led i en erkendelsesproces: Sammenstød mellem de strejkende og statens voldsapparat ville demonstrere alliancen mellem arbejdskøberne og staten, og vise at retsvæsenet, pressen osv. var arbejdskøbernes redskab i kampen mod arbejderklassen.
Som alternativ til de socialdemokratiske fagforeninger blev organiseringen af den Revolutionære Fagopposition (RFO) intensiveret gennem 1929. Teserne tilspidsede forholdet mellem kommunister og socialdemokrater og førte i mange lande til, at kommunister blev fjernet fra faglige tillidshverv, og at kommunistiske fagforeninger blev ekskluderet.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 24.843