Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Revolutionære Fagopposition (RFO, 1928-34), faglig kommunistisk opposition i international og dansk arbejderbevægelse

Efter Kominterns «venstredrejning» på 6. verdenskongres i 1928 slog også Den Røde Faglige Internationale (RFI) ind på denne ny kurs. På en konference i Strasbourg i januar 1929 vedtoges et sæt teser, som gik ud fra, at i den kommende verdenskrise, som var forudset af Komintern, ville de socialdemokratiske ledelser af de faglige organisationer - som iøvrigt også de socialdemokratiske partier - afsløre sig selv som stående på bourgeoisiets side i klassekampen. For at styrke arbejderklassens kampkraft skulle kommunisterne og deres tilhængere bryde med de bestående faglige organisationer, og oprette deres egne faglige organisationer. I givet fald, f.eks. under en strejke, hvor fagorganisationernes ledelser ville forsøge at afværge strejker og slutte et kompromis med kapitalejerne, ville det være nødvendigt at kæmpe mod de valgte ledelser. Strejkeledelser burde f.eks. vælges af hele arbejdsstyrken i en fabrik og ikke kun af de organiserede arbejdere. Denne politik, som betegnede socialdemokrater som socialfascister, indebar en voldsom konfrontation mellem de to hovedretninger i arbejderbevægelsen.

I Frankrig fandtes allerede fra 1920'ernes begyndelse en kommunistisk landsorganisation med en betydelig slagkraft. I Tjekkoslovakiet var dele af den tjekkiske fagbevægelse under ledelse af kommunister, som i denne tid søgte at oprette en selvstændig landsorganisation. I Tyskland fandtes brancheorganisationer, fællesorganisationer og en række fagforeninger med en kommunistisk ledelse. Her oprettedes en Revolutionäre Gewerkschafts Organisation, som på sit højdepunkt havde hen ved 250. 000 medlemmer, mens den tyske landsorganisation i 1929 havde knapt 5 millioner medlemmer. I Storbritannien slog National Minority Movement ind på samme linje uden dog at kunne oprette en selvstændig landsorganisation. I Danmark oprettedes RFO (Revolutionær Fag Opposition) som gennemførte sin politik indenfor fagbevægelsen, således at medlemmerne ikke skulle miste arbejdsløshedsunderstøttelsen. RFO igangsatte adskillige steder strejker. De fleste steder førte de til nederlag, da strejkerne ikke fik opbakning af hovedorganisationerne.

I de fleste tilfælde betød RFO-politikken, at kommunisterne isoleredes i fagbevægelsens eller kom til at stå udenfor den. I begge tilfælde svækkedes fagbevægelsens kampkraft i stedet for at styrke den. Politikken blev opgivet omtrent fra 1934, efter at det i Frankrig var lykkedes at slå en truende reaktionær-fascistisk magtovertagelse tilbage i store demonstrationer. Denne politik, som hurtigt udvikledes til folkefrontspolitikken, fik Kominterns blå stempel på den 7. verdenskongres i 1935.

G.C.