Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
2006.05.10Redaktionel omskrivning
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/5 2006
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 26.172
: :
Revolutionære Fagopposition (RFO)
Left
Rocks
2024-02-29 06:02

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Revolutionære Fagopposition (RFO, 1928-34), faglig kommunistisk opposition i international og dansk arbejderbevægelse

Efter Kominterns «venstredrejning» på 6. verdenskongres i 1928 slog også Den Røde Faglige Internationale (RFI) ind på denne ny kurs. På en konference i Strasbourg i januar 1929 vedtoges et sæt teser, som gik ud fra, at i den kommende verdenskrise, som var forudset af Komintern, ville de socialdemokratiske ledelser af de faglige organisationer - som iøvrigt også de socialdemokratiske partier - afsløre sig selv som stående på bourgeoisiets side i klassekampen. For at styrke arbejderklassens kampkraft skulle kommunisterne og deres tilhængere bryde med de bestående faglige organisationer, og oprette deres egne faglige organisationer. I givet fald, f.eks. under en strejke, hvor fagorganisationernes ledelser ville forsøge at afværge strejker og slutte et kompromis med kapitalejerne, ville det være nødvendigt at kæmpe mod de valgte ledelser. Strejkeledelser burde f.eks. vælges af hele arbejdsstyrken i en fabrik og ikke kun af de organiserede arbejdere. Denne politik, som betegnede socialdemokrater som socialfascister, indebar en voldsom konfrontation mellem de to hovedretninger i arbejderbevægelsen.

I Frankrig fandtes allerede fra 1920'ernes begyndelse en kommunistisk landsorganisation med en betydelig slagkraft. I Tjekkoslovakiet var dele af den tjekkiske fagbevægelse under ledelse af kommunister, som i denne tid søgte at oprette en selvstændig landsorganisation. I Tyskland fandtes brancheorganisationer, fællesorganisationer og en række fagforeninger med en kommunistisk ledelse. Her oprettedes en Revolutionäre Gewerkschafts Organisation, som på sit højdepunkt havde hen ved 250. 000 medlemmer, mens den tyske landsorganisation i 1929 havde knapt 5 millioner medlemmer. I Storbritannien slog National Minority Movement ind på samme linje uden dog at kunne oprette en selvstændig landsorganisation. I Danmark oprettedes RFO (Revolutionær Fag Opposition) som gennemførte sin politik indenfor fagbevægelsen, således at medlemmerne ikke skulle miste arbejdsløshedsunderstøttelsen. RFO igangsatte adskillige steder strejker. De fleste steder førte de til nederlag, da strejkerne ikke fik opbakning af hovedorganisationerne.

I de fleste tilfælde betød RFO-politikken, at kommunisterne isoleredes i fagbevægelsens eller kom til at stå udenfor den. I begge tilfælde svækkedes fagbevægelsens kampkraft i stedet for at styrke den. Politikken blev opgivet omtrent fra 1934, efter at det i Frankrig var lykkedes at slå en truende reaktionær-fascistisk magtovertagelse tilbage i store demonstrationer. Denne politik, som hurtigt udvikledes til folkefrontspolitikken, fik Kominterns blå stempel på den 7. verdenskongres i 1935.

G.C.

Litteratur

Bloch-Poulsen, Jørgen; Frandsen, Hans Erik Avlund; Thing, Morten: Planøkonomi og folkefront. Omkring Socialdemokratiet og DKP i mellemkrigstiden, København 1979
Knudsen, Knud: Arbejdskonflikternes historie i Danmark. Arbejdskampe og arbejderbevægelse 1870–1940, København 1999
Tosstorff, Reiner: Profintern. Die Rote Gewerkschafts-Internationale 1920–1937, Paderborn 2004