Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 2/5 2006
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 10.027
: :
Røde Faglige Internationale (RFI)
Left
Rocks
2019-07-09 07:29

I årene efter 1900 udviklede der sig en ny situation, som fik stor betydning for den internationale arbejderbevægelse. Verdens opdeling mellem de store imperialistiske magter var stort set afsluttet. Verden var opdelt i interessesfærer, som også omfattede de halvkoloniale lande med en vis autonomi, f.eks. Persien og Ægypten. Dermed udviklede modsætningerne mellem stormagterne sig, og omfordelingskrige stod på dagsordenen. Den første blev den russisk-japanske krig 1904-05.

Samtidig udviklede der sig en mangefacetteret opposition i den faglige og politiske arbejderbevægelse. Oppositionen var en reaktion mod arbejderbevægelsens tendentielle tilpasning til det bestående samfund. Den politiske opposition holdt sig foreløbig indenfor de etablerede politiske rammer (kun i Nederlandene opstod et nyt revolutionært parti). I fagbevægelsen fik oppositionen sit udtryk i de syndikalistiske retninger (syndikalisme). I Frankrig blev landsorganisationen som helhed syndikalistisk, i USA opstod den revolutionære Industrial Workers of the World (IWW). Andre lande med stærke syndikalistiske organisationer var Italien, Spanien og nogle af de latinamerikanske stater. I Skandinavien oprettedes Sveriges Arbetares Centralorganisation (SAC), som faktisk havde en betydningsfuld position, medens de danske og norske syndikalister kun spillede en rolle i en kort periode.

Med 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 fik disse forskellige oppositioner en ny rolle. I krigens forløb voksede de oppositionelle mindretal mod borgfredspolitikken, og der udviklede sig revolutionære mindretal i arbejderklassen, der ville afslutte kapitalens herredømme. Disse begyndende bevægelser så sig styrket af den russiske revolution i november 1917. Kommunisterne opnåede en overmåde stor prestige i arbejderklassen. Også blandt dem som ellers ikke var villige til at følge dem på deres vej, f.eks. blandt venstresocialdemokrater eller revolutionære syndikalister. Syndikalisterne i Frankrig, Spanien, Italien og i nogle af de latinamerikanske lande hilste revolutionen velkommen i modsætning til syndikalisterne i bl.a. Tyskland og Sverige – deres masseindflydelse var imidlertid ikke så stor. Lidt mere modsætningsfuld var stemningen i IWW, som også havde afdelinger f.eks. i Canada og Australien.

Det gjaldt i 1918/19 for kommunisterne om at samle de forskellige og til dels modstridende revolutionære tendenser til fælles kamp mod kapitalen under deres lederskab. Det viste sig at være en nærmest umulig opgave. I samtiden var der stor uklarhed om den rigtige vej frem mod afslutning af kapitalens herredømme, som i den overvejende del af arbejderklassen vurderedes som værende ansvarlig for krigen og dens spild af menneskelige og økonomiske ressourcer. Situationen i de første år efter verdenskrigens afslutning prægedes af et virvar af skiftende standpunkter. Den revolutionære del af arbejderbevægelsen måtte først finde frem til en egnet taktik for at kunne overvinde sine modstandere. Der blev fremsat forskellige forslag, og i situationen var der ikke tid til og mulighed for en rolig diskussion. Der måtte tages beslutninger og træffes afgørelser, som ofte var modstridende. Erfaringer måtte indsamles og bearbejdes – billedet er uklart.

Det er ligeledes svært at få en klar forestilling om de forskellige retninger på den revolutionære fløj og deres ønsker om at nå til enighed om vejen frem. Der fandtes kommunisterne og deres tilhængere, som især rekrutteredes fra den socialdemokratiske arbejderbevægelse, og der var de forskellige syndikalistiske organisationer, der indbyrdes var uenige om forholdet til en revolutionær faglig internationale og dennes forhold til Kommunistisk Internationale (Komintern). Syndikalisterne gik overvejende ind for en selvstændig Internationale med et løst forhold til Komintern. Det afgørende for syndikalisterne var arbejdernes direkte aktion mod kapitalen og den deraf følgende sociale struktur i det kommende samfund, hvor der ikke var behov for politiske partier. Det opfattede flertallet af kommunisterne anderledes, men da de samtidig mente, at det var nødvendigt at få syndikalisterne med i den faglige Internationale, var mange af dem villige til at bøje sig for dele af syndikalisternes krav. Også blandt kommunisterne var der med andre ord forskellige retninger og opfattelser.

Lossovskij, generalsekretær i Røde Faglige Internationale fra stiftelsen i 1921 til 1937. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

Rød Faglig Internationales (RFI) stiftende kongres blev efter lange og komplicerede diskussioner afholdt i 1921. De vigtigste spørgsmål på kongressen var forholdet mellem RFI og Komintern og spørgsmålet om oprettelsen af egne revolutionære fagforbund modsat fraktionsarbejdet inden for de reformistiske forbund. Der opnåedes stort set enighed i disse spørgsmål, idet kommunisterne bøjede sig i nogle spørgsmål for at få de ikke anarkistisk influerede syndikalister med i samarbejdet i Internationalen. RFI blev således en selvstændig organisation og fraktionsarbejdet i de reformistiske fagforeninger – ikke deres splittelse – var det centrale arbejdsområde. Kommunisterne var villige til at gå med til meget, så længe de troede, at man med eftergivenhed på mindre centrale områder internationalt kunne opnå væsentlige fremskridt og isolere den internationale reformisme i fagbevægelsen. På RFI's 2. kongres i november 1922 var modsætningen mellem kommunister og syndikalister stort set afklaret; RFI, som var oprettet som et samarbejde mellem kommunister, syndikalister og uafhængige faglige organisationer, var efter 1922 i alt væsentligt en organisation af kommunister og kommunistiske sympatisører.

Da de anarkistisk influerede syndikalister grundlagde deres egen Internationale i 1922, forblev det franske CGTU i RFI og kunne præge dennes udvikling på nogle punkter, men alt i alt må man konstatere, at det store gennembrud for en revolutionær kommunistisk domineret faglig Internationale udeblev og heller ikke kunne realiseres i de kommende år. RFI's selvstændige rolle svandt dermed ind, og den blev en af Kominterns underorganisationer om end en meget væsentlig en.

RFI oprettede internationale propagandakomiteer (IPK), som skulle «erobre» de internationale Fagsekretariater. Det viste sig hurtigt, at IPK'erne ikke opnåede nogen masseindflydelse. Der var 15 internationale propagandakomiteer. Af disse fik egentlig kun transportarbejdernes en vis betydning, idet denne komite havde lokale vesteuropæiske medlemsorganisationer og endvidere kunne oprette faste sømandsklubber i mange af de store havnebyer, som det også er kendt fra København. Forbindelsen til de internationale Fagsekretariater kom ikke nogen vegne, til trods for at enkelte af dem i 1920 havde vist sig at være åbne overfor et samarbejde med hhv. kommunistisk dominerede organisationer eller russiske forbund.

RFI brød med et vist held med den eurocentristiske model – det modsvaredes af Kominterns forsøg at vinde fodfæste i alle de hel- eller halvkoloniale lande i verden, hvor Socialistisk Arbejder-Internationale kun i ansatser havde eller fik medlemmer udenfor Europa. RFI og Komintern kunne af gode grunde ikke støtte sig på industriarbejdere i disse lande – de fandtes knap nok – og arbejdede derfor indenfor de opstående antikolonialistiske, nationale massebevægelser. Det viste sig her, at RFI oprindelig indtog et standpunkt, der nødvendigvis måtte føre til modsætninger i de nationale massebevægelser, idet RFI ville varetage arbejderinteresser, som de nationale bourgeoisier ikke kunne acceptere. Spørgsmålet fik en stigende betydning i løbet af 1920'erne - især i forbindelse med udviklingen i Kina. RFI fik en god kontakt til den hurtigt voksende kinesiske fagbevægelse, der tilsluttede sig RFI, men kort tid efter brød Kuomintangs højrefløj med Komintern og dermed RFI ved at starte et angreb på Shanghai, hvor fagbevægelsen med kommunistisk ledelse havde indledt en kamp om magten. Det endte med en massakre. Men Kina var ikke det eneste land, hvor RFI søgte at få indflydelse. Med udgangspunkt i Australien startedes pan-pacifiske konferencer, som ganske vist ikke umiddelbart fik en stor betydning, men dog viste sig at være vigtige som udgangspunkt for senere aktiviteter.

Året 1923 blev et vendepunkt i udviklingen. Komintern havde satset på at udvikle enhedsfronten og dermed på ny sætte skub i den revolutionære udvikling. Det mislykkedes, og samtidig svækkedes fagbevægelsens indflydelse generelt set overalt i verden. Kun i Sovjetunionen steg medlemstallene betydeligt. RFI led nederlag på andre fronter: den norske landsorganisation afbrød stort set forbindelsen til RFI, den finske LO holdt sig uafhængig fra RFI, i Bulgarien mislykkedes et kommunistisk kup, og den revolutionære landsorganisation opløstes delvis. I Rumænien og Jugoslavien besluttede landsorganisationerne sig til at deltage i den socialdemokratisk dominerede Internationale Faglige Central (IFC). Kun i Frankrig og Tjekkoslovakiet holdt RFI nogenlunde stillingen. Også i de latinamerikanske lande blev der sat aktiviteter i gang, men RFI var ikke alene om opgaven. Der fandtes ret stærke organisationer i  f.eks. Argentina og Mexico, som i Argentina havde et stærkt anarkosyndikalistisk indslag, og dermed befandt sig i modsætning til RFI. Dennes indsats var heller ikke her kronet med længerevarende fremgang. Samarbejdet med det britiske TUC endte foreløbig med TUC's nederlag i generalstrejken 1926.

Fra 1927 indledte RFI forsigtigt en ny – radikal – kurs, som blev bekræftet på den 4. kongres i marts 1928. På en RFI konference i januar 1929 udarbejdedes de såkaldte Strasbourgteser, som opfordrede til bl.a. at gennemføre selvstændige strejker også imod de eksisterende fagforbunds beslutninger. Parolen blev «at erobre masserne» og ikke mere at arbejde i de etablerede organisationer. Det medførte en splittelse af de bestående faglige organisationer i flere lande. Specielt i Tyskland gjordes forsøget på at gennemføre denne politik. RFO-politikken i Danmark var sådan set en parallel til denne politik, men dog uden at kunne splitte de faglige organisationer, som også bestyrede a-kasserne. Denne «ultravenstre»-linje, (klasse mod klasse var slagordet) fortsatte indtil ca. 1934; den havde enkelte spektakulære resultater uden dog generelt at kunne organisere masserne. Ganske vist var RFI's medlemstal set udefra ret stabile. Det skyldtes dog hovedsageligt de sovjetiske fagforbund, der voksede stærkt i takt med industrialiseringen der. Der blev også opgivet store medlemstal for de kinesiske forbund, men det er usikkert, over hvilken realitet de dækkede. Det samme gælder for den britiske National Minority Movement.

I 1934/35 udøvede Komintern på baggrund af situationen i Frankrig, hvor det i antifascistiske massedemonstrationer lykkedes at forhindre en fascistisk magtovertagelse i Frankrig, en selvkritik og opgav den hidtidige «ultravenstre»-linje. I stedet udvikledes folkefrontspolitikken, hvor man forsøgte at inddrage social-liberale partier og demokratiske organisationer for at opretholde det parlamentariske system, som var stærkt truet specielt i Europa. Denne udvikling medførte, at RFI's rolle som organisator af en revolutionær faglig aktivitet svandt ind. Samarbejdet med de borgerlige og reformistiske kræfter havde som konsekvens, at revolutionen måtte udskydes til bedre tider. I Frankrig, hvor RFI havde den ene store landsorganisation som medlem, sluttede de faglige basisorganisationer og forbund sig sammen til enhedsorganisationer, dvs. faktisk tilsluttede kommunisterne sig den reformistiske landsorganisation, som forblev medlem i IFC. Denne proces førtes videre i andre lande, og selv om den forløb lidt forskelligt fra land til land, var resultatet det samme: de kommunistiske organisationer opløste sig og gik ind i de bestående organisationer, hvor de dog senere i nogle lande overgangsvis fik en væsentlig indflydelse.

RFI forsvandt ganske stille fra offentligheden og opløstes officielt i december 1937 ved en beslutning i Kominterns eksekutivkomité, hvilket understregede RFI's rolle i sine seneste 10-12 år. Den sovjetiske landsorganisation søgte om optagelse i IFC, hvilket i imidlertid blev afslået. Konkluderende kan det fastslås, at RFI især i begyndelsen var af væsentlig betydning for den internationale kommunistiske bevægelse, idet der via den rekrutteredes mange tilhængere, herunder specielt fra de syndikalistiske retninger, der havde været skeptiske overfor den socialdemokratiske fagbevægelse. Senere var dens betydning ikke mere så væsentlig, Komintern overtog i stigende grad dens funktioner, og RFI forsvandt derfor ud af billedet, da en ny situation opstod efter 1933.

G.C.


Litteratur

Tosstorff, Reiner: Profintern. Die Rote Gewerkschaftsinternationale 1920–1937, Ferdinand Schöningh Verlag, Paderborn 2004