Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Økonomisk Demokrati (ØD)

Socialdemokratisk plan for udligning af indkomst- og formueforholdene i samfundet samt overførsel af dele af ejendomsretten til produktionsmidlerne til arbejderklassen. Planerne blev aldrig ført ud i livet og måtte skrinlægges i slutningen af 1970'erne efter voldsom modstand fra arbejdsgiverside.

Baggrund

I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 70'erne udarbejdede fagbevægelsen og Socialdemokratiet i fællesskab en plan for ØD. Formålet var at ændre ejendomsretten til produktionsmidlerne, at forandre den økonomiske magtstruktur i samfundet, at skabe reel medindflydelse og medbestemmelse for arbejderne og samtidig sikre den nødvendige kapitalinvestering i erhvervslivet, så væksten kunne fastholdes. I januar 1973 var planerne så langt fremme, at den socialdemokratiske regering under ledelse af Anker Jørgensen i Folketinget kunne fremsætte et forslag om ØD. Forslaget var udformet på en sådan måde, at både arbejdere og arbejdsgivere skulle betale til ordningen. Indbetalingerne skulle starte i 1974 og udgøre ½ % af lønsummen for at stige til 5 % i 1983.

For virksomheder med over 50 ansatte skulle 2/3 af den indbetalte kapital blive i virksomheden, styret af de ansatte selv. De ansattes kapital i virksomheden måtte dog ikke overstige 50 % af dens aktiekapital. Resten af kapitalen skulle sammen med bidragene fra de mindre virksomheder og de offentlige arbejdsgivere indbetales til en central ØD-fond, hvorfra de kunne investeres i erhvervslivet. Det skulle ske ud fra en vurdering af, hvor kapitalen gjorde mest nytte. Fonden skulle bestyres af 60 repræsentanter, hvoraf de 40 skulle udpeges af fagbevægelsen og de resterende 20 af regeringen. Den samme fordeling skulle gøre sig gældende i den af repræsentantskabet udpegede 10 mands store bestyrelse.

På de enkelte virksomheder skulle arbejderne have stemmeret på aktieselskabernes generalforsamlinger med en vægt, der svarede til den, kapitalfonden havde placeret i virksomheden.

Socialdemokratiets forslag om ØD blev mødt med skepsis og modstand fra mange sider. Arbejdsgiverne og de borgerlige partier kæmpede indædt mod lovforslaget, men også venstrefløjspartierne var modstandere. På arbejdspladserne agiterede tillidsfolk fra SF og DKP kraftigt imod forslaget, og i Folketinget var SF heller ikke indstillet på at støtte regeringen i den sag. Flere undersøgelser tydede samtidig på, at flertallet af arbejderne heller ikke var særligt interesserede i ØD. De foretrak tilsyneladende mere i lønningsposen.

Venstrefløjens modstand mod ØD var i høj grad knyttet til en frygt for sammenblanding af klasseinteresser. Når arbejderne blev medejere af deres arbejdspladser, var de ikke længere blot arbejdere, men også småkapitalister og ville derfor have en selvstændig interesse i at bevare kapitalismen. Samtidig vil de få et modsætningsfyldt forhold til f.eks. forurening og fyringer.

Modstanden mod lovforslaget om ØD medførte, at det ikke nåede til realitetsforhandlinger i Folketinget, før der blev udskrevet valg i efteråret 1973. Dette valg blev et katastrofalt nederlag for Socialdemokratiet og førte til dannelsen af en borgerlig regering. Da partiet genvandt regeringsmagten i 1975, blev forslaget ikke genfremsat. ØD forblev endnu i en årrække på partiets program, men blev efterhånden knyttet stadig mere sammen med indkomstpolitik.

I Sverige havde det svenske socialdemokrati større styrke og fik i starten af 80'erne gennemført en lov om oprettelsen af centrale lønmodtagerfonde. Det udløste den første demonstration af arbejdsgivere i landets historie. Også her måtte projektet dog efter en årrække tages af dagsordenen.

Siden 1980'erne har en række større virksomheder i Danmark i stedet indført medarbejderaktier. Denne model sikrer nok (ligesom ØD) sammenblanding i aktieejernes klassebevidsthed, men den individuelle ejerform hindrer kollektiv indflydelse på virksomhedens og erhvervslivets udvikling. I mangel af nogen større ØD-fond har Socialdemokratiet i stedet gennem ATP fonden søgt at føre erhvervspolitik - med noget blandede resultater.

I 90'erne har fagbevægelsen haft stort held med opbygning af arbejdsmarkedspensionsfonde, der i dag hører til Danmarks største pengetanke. Men i dag er enhver utopi om ændring af principperne for det økonomiske liv opgivet. Fondene der administreres i fællesskab med arbejdsgiverne, fungerer helt og holdent på markedsøkonomiens præmisser.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 6/8 2012

Læst af: 37.767