 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Shellaktionerne
En international gruppe af faglige, politiske og kirkelige organisationer, forsamlet i Haag i Holland i marts 1986, truede Shell med boykot på grund af dets støtte til Sydafrikas apartheidpolitik. Det hollandsk-britisk ejede Shells hovedkontor ligger i Holland. En repræsentant for det amerikanske minearbejderforbund oplyste, at en forbrugerboykot var begyndt i USA. En kampagne mod Shells involvering i Sydafrika bredte sig ud over Europa. Militante grupper deltog parallelt med deres egne aktioner. Den 11.-12. maj 86 blev der gennemført 16 sabotageaktioner mod Shell-tanke i Holland.
Den 17. november 1986 startede en række militante hærværksaktioner mod Shell-tanke i Danmark. 27 tankstationer blev angrebet samtidigt over hele landet. Benzinslanger blev skåret over, der blev smidt smørsyre i butikkerne og vinduer blev smadret. En anonym gruppe, Solidaritet Steve Biko, tog ansvaret under overskriften «Dø en multi» - dvs. den multinationale Shellkoncern.
I de næste par år fortsatte vidt forskellige aktioner mod Shell og andre firmaer med sydafrikanske interesser. Byggefagenes Samvirke etablerede f.eks. i foråret 1988 en langvarig blokade mod ombygningen af et hus, der fremover skulle rumme det hvide Sydafrikas konsulat. I dag er det Sydafrikas ambassade, og 80'ernes ANC-repræsentant i Danmark er ambassadør her.
Der er grund til at bemærke, at de militante aktioner først fandt sted mere end to årtier efter at andre og mere fredelige aktioner mod apartheidstyret startede i Danmark. De første aktioner vendt mod det sydafrikanske styre begyndte i Danmark i begyndelsen af 1960'erne. I starten var de også en protest mod Sydafrikas støtte til Portugals kolonikrige i Angola og Mozambique, og dets fortsatte besættelse af Namibia. Aktionerne fortsatte igennem 70'erne og 80'erne, og var nu også en protest mod Sydafrikas destabilisering af sine nye naboer, der i mellemtiden var blevet uafhængige.
Som følge af hærværksaktionerne blev der nedsat en særlig Shellefterforskningsgruppe med repræsentanter for PET, Sikkerhedspolitiet og Rigspolitiets Rejsehold. Politidirektør Poul Eefsen var langt ude, da han hævdede:
«Vi har beviser for, at gruppen (BZ, red.) har forbindelse til Rote Armé Fraktion (RAF) og husbesættere i Hamburg, Berlin og Amsterdam.»
Efter en voldsom debat, og krav om dokumentation, måtte han et par dage efter rykke ud med et dementi: «... der foreligger imidlertid ikke heller ikke hos politiet - oplysninger om direkte forbindelser mellem Shell-aktivister og RAF».
Måske havde den tidligere PET-chef, vicerigspolitichef Henning Fode ret:
«Det, der er problemet er, at få vurderet, hvorvidt der overhovedet er tale om nogen ensartet styring af det her eller om det er såkaldte spontane reaktioner, opstået alle mulige mærkelige steder.»
Som følge af de fortsatte militante aktioner slog politiet til mod Sydafrikakomitéen i København under dens Fantomkampagne, som blev gennemført sammen med undergruppen Unge mod Apartheid. Fantomet blev på plakater og graffiti brugt som symbol på apartheidmodstand, og brugt mod firmaer med Sydafrika-engagement ved ikke-voldelige aktioner.
Denne kampagne blev fejlagtigt af politiet sat i forbindelse med sabotageaktionerne. Den 15. januar 1989 blev komitéens kontorer ransaget, mødereferater, medlemsfortegnelse og arkiver beslaglagt, og fire aktivister anholdt. Deres bopæle blev også ransaget. Senere blev flere anholdt og sigtet.
Sigtelserne lød på hærværk og «offentlig tilskyndelse til forbrydelse», dvs. politiet tolkede Fantomplakaten sådan, fordi han på plakaten knuser en rude. «Fantometplakaten er i sig selv en opfordring til hærværk» mente Sikkerhedspolitiets chef, Jørgen Frederiksen (Politiken 9.2.1989), et synspunkt som retten senere ikke gav ham ret i. Flere fik bøder for ulovlig plakatopklæbning, spraymaling og tyveri af Shell-bamser. Det sidste af det beslaglagte materiale udleveredes først flere år efter.
§114 gruppen
En lang række solidaritetsorganisationer anså angrebet på Sydafrikakomiteen og et par måneder senere arrestationen af aktivister i palæstinaarbejdet som et forsøg fra politiets side på at kriminalisere solidaritetsarbejdet. Politiet ønskede nemlig at rejse sigtelse efter §114 - terrorparagraffen. Paragraffen er møntet på danske forhold, men politiet ønskede at udvide dens virkefelt til også at gælde støtte til befrielsesbevægelser i udlandet. Konsekvensen ville være, at alt solidaritetsarbejde ville blive kriminaliseret, og organisationerne dannede derfor ad-hoc gruppen §114 gruppen, der skulle dæmme op for denne udvikling. Indsatsen lykkedes. Det skyldtes også, at politiet fik mulighed for at redde ansigt med den efterfølgende Blekingegadesag, hvor en gruppe stod anklaget for at have gennemført røverier mhp. at støtte befrielseskampene i den tredje verden..
Koblingerne til PET
Under sagen mod deltagerne i fantomkampagnen dukkede en notits op om tre aktivister, med navne og CPR-numre, der var blevet tilbageholdt af en politiassistent. Nederst på notitsen stod «Kopi afsendt til PET». Adspurgt, svarede justitsminister Hans Engell. «Det skyldes således en fejl, at politiassistenten på egen hånd videresendte den i sagen nævnte notits til Politiets Efterretningstjeneste» (Information 2.3.1989). Politiassistenten forklarede senere under vidneansvar, at han havde videregivet den for «at lukke alle huller af». (Information 20.6.1990).
Det var sikkert også en fejl, at Anders Nørgaard allerede udspionerede Sydafrikakomitéen for PET i foråret 1983. Og det er ganske givet en fejl, når PET i dag påstår, at det var som følge af SAP-medlemskabet, at han var dér. SAP arbejdede nemlig slet ikke i Sydafrikakomitéen, men havde på det tidspunkt deres egne forbindelser til apartheidmodstandsbevægelsen i Sydafrika.
På baggrund af disse hændelser har Sydafrika Kontakt (den tidligere Sydafrikakomité) bedt regering og Folketing om, at rette en officiel henvendelse til Sandhedskommissionen i Sydafrika for at formå den til at fremlægge alle de vidnesbyrd og beviser, der måtte være for kontakt mellem PET og de sydafrikanske tjenester. (Pressemeddelelse optrykt i På Gaden, 12.3.1998).
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 29.834