Namibia
| Befolkning | 2,5 mio. |
| Valuta | Namibia dollars |
| Areal | 824.290 Km2 |
| Hovedstad | Windhoek |
| Befolkningstæthed | 2,1 indb./Km2  |
| HDI placering | 139 |
Landet er overvejende fladt og befinder sig i et ørkenområde, der er kendetegnende for Stenbukkens Vendekreds. Namib ørkenen ud til havet ville have været fuldstændig affolket, hvis det ikke var for betydelige diamantforekomster, der udvindes. Mod øst ligger Kalahari ørkenen, der strækker sig videre ind i Botswana. I realiteten er der nærmere tale om steppe, da den modtager nogen regn. Den er befolket af hyrder og jægere. Befolkningen er dog overvejende koncentreret i nord og i det centrale højland, der modtager det meste nedbør. Fiskeriet langs kysten er omfattende og var sammen med kvægdriften den økonomiske basis frem til gennembruddet i minedriften i 1960'erne. Landet råder over vigtige reserver af kobber, bly, zink, cadmium og uran.
Folket: Det namibiske folk består af 11 etniske grupper, hvoraf de vigtigste er: Ovambo (47,4%), kavango (8,8%), damara (7,1%) og herero (7,1%). Der eksisterer en lille minoritet af europæisk afstamning, der udgør 4,6% af befolkningen.
Religion: Der eksisterer ingen officiel religion. Flertallet dyrker traditionelle afrikanske religioner, hvilket dog ikke hindrer 51,2% i at erklære sig for lutheranere, 19,8% for katolikker og 5% for anglikanere.
Sprog: Engelsk (officielt). Den indfødte befolkning taler overvejende khoisan og bantu. Der tales desuden tysk og afrikaans.
Politiske partier: South West African Peoples Organization (SWAPO, Sydvestafrikas Folkeorganisation). South West African Peoples Organization for Justice (SWAPO), Sydvestafrikas Folkeorganisation for Retfærdighed). Democratic Turnhalle Alliance (DTA, den Demokratiske Turnhalle Alliance). Den Demokratiske Enhedsfront.
Sociale organisationer: Namibias Arbejdernationalunion (landsorganisationen)
Officielt navn: Namibia
Administrativ inddeling: 13 distrikter
Hovedstad: Windhoek, 233.000 indb. (2003)
Andre vigtige byer: Rehoboth, 33.800 indb.; Rundu, 28.500 indb.; Swakopmund, 28.300 indb.; Walvis Bay, 24.500 indb; Keetmanshoop, 20.000 indb. (1990)
Regering: Hage Geingob er siden marts 2015 præsident, genvalgt i 2019. Saara Kuugongelwa er premierminister siden marts 2015. Forfatningen fastslår Namibia som et præsidentielt styre med flere partier. Nationalforsamlingen vælges hvert 5. år og har 96 pladser.
Nationaldag: 21. marts (Uafhængighedsdagen, 1990)
Væbnede styrker: 9.000 (2003)
Tørt og tyndt befolket var Kalahari ørkenen ikke særlig attraktiv for europæisk kolonisering. Det var først langt op i det 19. århundrede, da det 2. rige i Tyskland under ledelse af Bismarck indledte sin kolonisering af de tilbageværende «tomme områder» i Afrika, at et af målene blev Namibia. Området blev erklæret for tysk koloni midt i 1880'erne. Imidlertid var landet ikke «tomt», og de grusomste folkemordsmetoder blev taget i brug for at slå den lokale modstand ned og kontrollere indlandet. Det gik særligt hårdt ud over hererofolket, som på kort tid blev reduceret fra 80.000 til 15.000. Ud af de 20.000 fra nama-folket, overlevede mindre end halvdelen den tyske «pacificering».
Landet fik imidlertid strategisk betydning, da der blev opdaget store forekomster af jern, bly, zink, kobber, diamanter samt en række metaller med militær betydning: mangan, wolfram, vanadium, cadmium og uran.
Ved udbruddet af 1. verdenskrig invaderede briterne landet fra Sydafrika. Da verdenskrigen var ovre, blev landet overdraget til Folkeforbundet som mandatområde, der overlod den konkrete administration til den Sydafrikanske Union.
Efter at have overstået en række indledende uoverensstemmelser fandt de sydafrikanske boere og de tyske settlere i Namibia hurtigt en fælles interesse: Benhård udplyndring af den sorte befolkning i landet, hvis «velfærd» de ifølge Folkeforbundet skulle varetage. Blandt settlerne fandtes iøvrigt nazilederen Görings far.
I 1974 erklærede Sydafrika officielt sin intention overfor FN om anneksion af området. FN der havde arvet Namibia fra Folkeforbundet afviste Sydafrikas krav med henvisning til at: «Den afrikanske befolkning i Sydvestafrika endnu ikke har opnået politisk autonomi». Frem til 1961 havde FN hvert år krævet dette opfyldt, og det var lige så systematisk blevet ignoreret af de racistiske regeringer i Sydafrika.
Kampen for selvstændighed
Kampen for et selvstændigt Namibia har været langvarig, og er ført langs mange frontlinier. FN's Generalforsamling besluttede allerede i 1966, at Namibia ikke længere skulle høre ind under Sydafrika som mandatområde. Dette blev stadfæstet af Sikkerhedsrådet i 1969. I 1971 erklærede Den internationale domstol i Haag, at Sydafrikas «forvaltning» var ugyldig.
Den folkelige befrielseskamp i Namibia blev ledet af SWAPO (South West African Peoples Organization), som blev stiftet i 1959. Herman ja Toivo og Namibias nuværende præsident, Sam Nujoma var blandt organisationens stiftere. Toivo blev taget til fange af sydafrikanerne i 1966 og sendt til fangeøen Robben Island, hvor også Nelson Mandela sad indespærret. På grund af Sydafrikas intensiverede undertrykkelse vedtog SWAPO i 1962, at den politiske og væbnede befrielseskamp måtte udvikles side om side. Der blev derefter oprettet en militær styrke: PLAN (The People's Liberation Army of Namibia). Den 26. august 1966 indledtes den væbnede befrielseskamp mod den sydafrikanske besættelsesmagt.
Gennem 1960'erne øgede SWAPO's styrke, samtidig med at modstanden mod Sydafrika kom til udtryk gennem omfattende strejker, demonstrationer og masseaktioner. Trods sydafrikanske forsøg på at svække organisationen både politisk og militært, blev befrielseskampen stadig mere intensiv gennem 70'erne. Angolas selvstændighed under MPLA's ledelse i 1975-76 medførte, at nabolandet i nord blev et støtteområde for SWAPO. Det øgede samtidig den vestlige verdens interesse i at nå frem til en løsning - vesten frygtede, at også Namibia ville blive socialistisk.
I håbet om at nå frem til en «intern løsning», baseret på samarbejde mellem de hvide magthavere og udvalgte ledere for de etniske grupper, blev de såkaldte Turnhalleforhandlinger indledt i 1976. Hensigten var at etablere en myndighed med et skin af legitimitet, samtidig med at SWAPO blev holdt udenfor. På grund af SWAPO's opbakning i befolkningen og styrke på det militære område, mislykkedes dette forsøg fra sydafrikansk side dog. I 1977 indledte de vestlige stormagter istedet en diplomatisk offensiv. I foråret 1978 gik både SWAPO og den sydafrikanske regering i princippet ind for forhandlinger om en overgangsordning med våbenhvile, sydafrikansk tilbagetrækning af tropper, valg under FN opsyn efter en periode med åben politisk aktivitet osv.
I maj 1978 gennemførte Sydafrika en terroraktion mod Cassingalejren i Angola, hvor omkring 1000 mennesker blev dræbt, og i september trak apartheidregimet sig fra forhandlingerne, og gennemførte istedet på egen hånd et veltilrettelagt «valg». Samtidig blev kampen mod SWAPO optrappet. Mange regnede med, at FN's Sikkerhedsråd for første gang skulle vedtage sanktioner og effektive modforholdsregler, men FN blev atter engang passiveret af vestmagterne. Baggrunden var vestens egne store økonomiske interesser i landet.
De multinationale og sydafrikanske selskabers interesser i landet var omfattende og fuldstændig dominerende indenfor landbruget, fiskeriet og minedriften. Det var især indenfor sidstnævnte, at investeringerne blev koncentreret af de engelske, nordamerikanske, tyske og sydafrikanske koncerner. Alene koncernen Consolidated Diamond Mines - datterselskab af det multinationale Anglo American - dækkede 40% af de sydafrikanske administrationsomkostninger i landet gennem sine betalinger for retten til minedrift.
Et andet vigtigt mineområde findes ved byen Swakopmund, hvor Rössing uranminen er beliggende. Den er verdens største stripmine (åbne mine) og kontrolleres af den britiske multinationale koncern Rio Tinto Zinc. Namibia råder over 15% af verdens kendte uranreserver, og fra denne mine udvandt Rio Tinto urandioxid, der trods udtrykkeligt forbud fra FN's side blev anvendt i atomkraftværker i Sydafrika, Frankrig og Storbritannien. To andre multinationale koncerner - ELF-Aquitaine fra Frankrig og det sydafrikanske Anglo American - har koncessioner på uranudvinding i Namibia.
De to nordamerikanske selskaber AMEX og Newmont er tilknyttede Tsumeb Mining Co. og udvinder kobber og svovlkis fra minerne i Otjihase. Alle disse virksomheder nød godt af de generøse koncessioner, Sydafrika gav de udenlandske koncerner. Samtidig fulgte koloniadministrationen i Windhoek det sædvanlige mønster for udplyndring af kolonier. Landet producerede råvarer til eksport og importerede alle fornødenheder - især fødevarer. Namibia eksporterede majs, kød og fisk - overvejende til Sydafrika - og importerede hvede og ris. Det eksporterede mineraler, og importerede alle former for forarbejdede varer, for landet rådede ikke over egen industri. 90% af forbrugsvarerne i Namibia stammede fra Sydafrika.
Kolonisituationen fortsatte frem til 1990 og sikrede, at den lille europæiske minoritet kunne forbruge 81,5% af bruttonationalproduktet, mens den indfødte befolkning måtte klare sig med de resterende 18,5%. Da landet fik sin selvstændighed var 3/4 af landbruget og kvægbruget i hænderne på godsejere af europæisk afstamning. Årsindkomsten var med 1.410 dollars en af de højeste i Afrika, men dækkede over enorme uligheder. Mens den blandt europæerne lå på 1.880 dollars, lå den blandt de indfødte på 108.
1982-90 Fortsat befrielseskamp
Hverken Sydafrika eller den multinationale kapital havde derfor større interesse i en forhandlingsløsning endsige landets uafhængighed, og kolonimagten øgede derfor militærudgifterne med 30% og intensiverede bekæmpelsen af PLAN - SWAPO's militære afdeling. I slutningen af 1982 og starten af 83 tog krigen til langs hele grænsen mod Angola. Kampene spredte sig også sydpå, hvor SWAPO guerillaen gennemførte dristige angreb - også indenfor den såkaldte «jerntrekant» ved byen Grootfontein, hvor de vigtigste af de sydafrikanske styrker var koncentreret.
Internationalt blev der nedsat en diplomatisk kontaktgruppe bestående af Frankrig, USA, Storbritannien, Vesttyskland og Canada. Den fremsatte en fempunkts plan for overgang til selvstændighed, men denne led skibbrud. Først og fremmest fordi Sydafrika stillede betingelse om, at alle cubanske militære styrker skulle trækkes ud af Angola, samtidig med at dets egne investeringer i Namibia ikke måtte berøres ved overgangen til selvstændighed. SWAPO kunne til gengæld ikke acceptere de privilegier forslaget til ny forfatning ville give befolkningen af europæisk afstamning, og ej heller de indbyggede hindringer for senere revision af forfatningen. Befrielsesbevægelsen krævede samtidig, at fremtidige valg skulle overvåges af FN, hvilket blev afvist af Pretoria.
I 1983 opløste Sydafrika den midlertidige regering ledet af Democratic Turnhalle Alliance (DTA, den Demokratiske Turnhalle Alliance). Baggrunden var, at selv om alliancen var tæt knyttet til Pretoria, begyndte den at indtage en kritisk holdning til visse aspekter af apartheid. Sydafrikas forsøg på at skaffe sig en minimal opbakning i befolkningen led således endeligt skibbrud. Administrationen af Namibia blev atter overladt til en kolonial guvernør udpeget direkte af Sydafrikas premierminister P.W. Botha. Det fik øjeblikkeligt Frankrig til at trække sig fra kontaktgruppen.
I februar mødtes repræsentanter for regeringerne i Angola og Sydafrika i Zambias hovedstad Lusaka i et forsøg på at nå frem til en løsning på krigene i den sydlige del af kontinentet. De nåede frem til en aftale, hvorefter Sydafrika skulle trække sine besættelsestropper ud af det sydlige Angola, og at der samtidig skulle indgås en våbenhvile. I maj mødtes repræsentanter fra SWAPO og andre namibiske partier med repræsentanter fra Sydafrika i et forsøg på at indlede forhandlinger, men mødet var resultatløst pga. apartheidregimets stejle holdning. I modstrid med februaraftalen undlod Sydafrika at trække sine tropper ud af Angola, og situationen gik atter i hårdknude.
I juni 85 installerede Botha en «overgangsregering» baseret på Flerpartikonferencen, der bestod af 6 multietniske og europæiske partier samt en fløj af det regerende sydafrikanske parti, Nationalpartiet. Det nye styre havde kun begrænsede beføjelser over de interne forhold, og Pretoria bevarede den fulde kontrol over udenrigs- og sikkerhedspolitikken. SWAPO blev holdt udenfor.
1988 Strategisk nederlag til Sydafrika
Fra 87 begyndte de stater der var involverede i konflikten at udvise større interesse i at finde en afslutning på stridighederne. Forhandlingerne var vanskelige pga. de mange modstridende interesser. Angolas økonomi var på randen af kollaps. Borgerkrigen havde indtil da kostet landet omkring 13 milliarder dollars. Men også for apartheidregimet i Pretoria var den permanente krigsførelse mod Angola og besættelsen af Namibia kostbar - både økonomisk og diplomatisk. I april 88 blev Sydafrika så tilføjet et strategisk nederlag, der kom til at bane vejen for Namibias selvstændighed og i sidste ende for apartheidregimets sammenbrud. Sydafrika gennemførte en omfattende militær offensiv i Angola med det formål at etablere en UNITA regering i «befriet område», men det sydafrikanske militær blev slået af cubansk-angolanske styrker ved Cuito-Cananale.
Efter intense forhandlinger mellem USA, Sydafrika, Angola og Cuba blev der i december 88 indgået en aftale, hvorefter Sydafrika skulle trække sig ud af Namibia og Cuba skulle trække sine 50.000 soldater ud af Angola.
Gennem 89 vendte mange namibianere tilbage fra eksil i udlandet og mange politiske fanger blev løsladt. I september vendte SWAPO's leder, Sam Nujoma hjem efter 30 år i eksil, for at lede sin organisation op til valget, der skulle afholdes to måneder senere. SWAPO havde ikke deltaget i fredsforhandlingerne og følte sig ikke forpligtiget af aftalerne. Bevægelsen forsøgte uden held at lade store guerillaenheder trænge ind i landet fra angolansk territorium, men de blev opdaget og neutraliseret af sydafrikanske styrker - med betydelige tab af menneskeliv. Næsten samtidig blev bevægelsen ramt af to andre store skandaler: Tortur af politisk anderledestænkende foretaget af de politiske ansvarlige i SWAPO's flygtningelejre samt afsløringen af, at bevægelsen voldsomt havde overdrevet antallet af flygtninge i sine lejre, for på den måde at få større fødevare rationer fra udlandet.
1989 Første frie valg
I november 89 deltog 710.000 namibianere i valget af repræsentanter til en grundlovsgivende forsamling. FN overvågede valget, hvori der deltog 10 forskellige partier. SWAPO fik 60% af stemmerne, hvilket gav bevægelsen fuld kontrol over forsamlingen og magt til at udpege den 60 årige Sam Nujoma til Namibias første præsident.
Uafhængigheden blev proklameret den 21. marts 1990 i nærværelse af en æresgarde bestående af enheder fra SWAPO og fra SWA Territory Force - Sydafrikas militære styrker der skulle forblive i landet indtil der var opbygget en ny hær (National Army of Namibia).
Namibias nye regering blev stillet overfor arven fra apartheid - de sociale uligheder og raceadskillelsespolitikken indenfor især sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet. Mens der i de områder der traditionelt havde været reserveret europæerne eksisterede en acceptabel uddannelses- og sundhedsmæssig infrastruktur, var denne stort set fraværende i de områder, hvor den indfødte befolkning boede - primært i den nordlige del af landet.
Med selvstændigheden indførte Namibia engelsk som officielt sprog til erstatning for afrikaans. Regeringen oprettede et ministerium for Uformel Uddannelse - især til alfabetisering af kvinderne. I samarbejde med UNICEF besluttede ministeriet, at Namibias kvinder først skulle alfabetiseres på deres egne sprog og først efterfølgende lære engelsk. Indenfor sundhedsområdet afsatte regeringen midler til rehabiliteringen af omkring 40.000 krigsinvalider - ofre for de 23 års guerillakamp for selvstændighed.
FN's udviklingsorganisation, UNDP vurderede, at gennemførelsen af en jordreform var et af de vigtigste spørgsmål, landet på kort sigt måtte tackle. Baggrunden var, at omkring 65% af jorden var på europæiske hænder, og at mange europæere slet ikke boede på deres godser.
I midten af februar 91 gennemførte de ansatte i kommunerne og de statslige virksomheder en strejke med krav om lønstigninger, gennemførelse af en arbejdslovgivning og i protest mod angiveligt racistiske tiltag fra regeringens side. Denne svarede med at karakterisere strejken som økonomisk sabotage. De fortsatte enorme indkomstforskelle fik flere økonomiske observatører til at karakterisere landet som en «todelt økonomi», for 70% af befolkningen lever under tredjeverdens forhold, 25% lever indenfor en overgangsøkonomi, og kun 5% af befolkningen lever under vilkår knyttet til udviklingen af landet.
Landets økonomi er fortsat stærkt afhængig af minedriften, næsten alle forarbejdede forbrugsvarer må importeres, og selvom 70% af befolkningen direkte eller indirekte lever af landbruget, bidrager denne sektor kun til 10% af landets BNP. Samtidig står landet på fiskeriområdet overfor et betydeligt problem i form af en international invasion af fiskerbåde i dets territorialområde. Dette har aktualiseret striden med Sydafrika om fiskerigrænserne, samtidig med at Namibias ringe militære styrke gør det vanskeligt at løse problematikken.
I 91 indgik Nujoma regeringen en aftale med USA om gennemførelsen af et militært trænings- og uddannelsesprogram, der bl.a. skulle sikre officererne i den nye hær gratis militær professionel uddannelse. I december samme år rejste forsvarsminister Peter Muesiniange til Brasilien for at få rådgivning i opbygningen af et nyt luftvåben efter moderne retningslinier.
Trods sin lidenhed besluttede Namibia sig for at spille en afgørende rolle i det sydlige Afrika. I begyndelsen af 91 besluttede landets præsident at give 3 millioner dollars til ANC. De blev overdraget til Nelson Mandela, da denne den 31. januar besøgte landet. Demokratiseringen af Sydafrika og fred i Angola ville samtidig kunne bane vej for en betydelig økonomisk udvikling i Namibia indenfor rammerne af et regionalt samarbejde.
I september blev der indgået en aftale med Sydafrika om fælles administration af den strategisk vigtige havn i Walvis Bay. Aftalen slog samtidig fast, at sydgrænsen mellem de to lande skulle gå i Orange floden. Dette skulle reducere de væbnede sammenstød mellem de to lande i dette område. Måneden efter åbnede Namibia et handelskontor i Pretoria, og i november blev der etableret toldstationer ved grænseovergangene mod Zambia i et forsøg på at bremse sortbørshandelen og smuglingen af narkotika. Samme måned indledte regeringen en undersøgelse af påstandene om, at de partier der var imod selvstændighed var subventionerede af Pretoria. Skandalen hindrede bl.a. at DTA - der var et af de mistænkte partier - kunne samle sig under ledelse af Mishae Muyongo.
Den 11. december afholdt SWAPO sin første kongres i frihed og besluttede at fordoble anstrengelserne på at udvikle de politiske og økonomiske forbindelser med verdenssamfundet og især med landene i den Tredje Verden. Ved samme lejlighed blev Nujoma genvalgt som partiets præsident.
I 92 blev Namibia og Sydafrika enige om, at Walvis Bay fuldt skulle overdrages Namibia i 94. I 93 indledte parlamentets andetkammer - Nationalrådet - sit arbejde. I 94 gennemførtes en ny jordlov, der bl.a. havde til formål at reducere koncentrationen af ejendom, da 1% af befolkningen ejede omkring 75% af jorden i landet. I december samme år blev Sam Nujoma genvalgt som præsident med 70% af stemmerne. Efter intern uenighed brød en del af partiet imidlertid ud i maj 95 og dannede SWAPOJ.
Økonomien voksede i 94 med 5%, samtidig med at forventningerne til 95 var 3%. Arbejdsløsheden lå på 38%. I 96 blev regeringen enige med sin sydafrikanske modpart om at sløjfe den del af Namibias gæld til Sydafrika, der var opbygget før selvstændigheden i 1990. Samtidig forpligtigede Nujoma sig til at gennemføre investeringer i Sydafrika. Stillet overfor underskud på handelsbalancen besluttede præsidenten at lægge vægt på øgning af eksporten, diversificering af økonomien og skabelsen af nye arbejdspladser.
Midt i 97 besluttede SWAPO's kongres at lade Nujoma kandidere til en tredje periode som landets præsident. Samme år besluttede regeringen at indlede en undersøgelse af de kriminelle handlinger, der var blevet begået i landet forud for selvstændigheden. En beslutning der udløste kritik i Sydafrika.
De sociale protester - især knyttet til arbejdsløsheden - blev overhørt af regeringen. En betydelig del af partisanerne i SWAPO's tidligere hær var fortsat arbejdsløse.
Miljø- og menneskerettighedsorganisationer satte sig imod bygningen af et vandkraftværk ved floden Kunene i den nordlige del af landet. Blandt mange andre skader ville bygningen medføre fordrivningen af himbafolket - en større halvnomadisk stamme.
Antallet af HIV positive og dødsfald af AIDS steg drastisk. I 97 kostede sygdommen alene 1.539 døde, hvilket bragte antallet af døde siden 88 op på 3.677. Antallet af HIV positive nåede op på 40.629.
Fiskeriet viste tegn på at komme sig efter krisen, og der var udsigt til betydelig vækst i 98. I søgen efter flere valutaindtægter begyndte regeringen at lancere landet som turistmål. Et erhverv det ikke tidligere havde satset på.
I august 1999 forsøgte en lille rebelgruppe at indtage den lille by Katima Mulil i landets nordlige del. Efterfølgende blev omkring 200 personer arresteret og underkastet tortur, til mange af dem «indrømmede» at være tilhængere af selvstændighed for Caprivi korridoren - et flere hundrede kilometer langt og 4-5 kilometer bredt stykke land, der skiller Sydafrika fra Angola. Af de 200 blev mindst 76 stillet for retten for forræderi og andre lovovertrædelser, mens resten blev løsladt uden yderligere anklager. Omkring 100.000 bor i Caprivi korridoren. Overvejende tilhørende den etniske gruppe lozi, der afviser at lade sig regere af landets ovambo flertal,der også er dominerende indenfor SWAPO.
Trods protester fra oppositionen blev forfatningen ændret for at Nujoma kunne stille op til en tredje præsidentperiode ved valget i 1999. Et valg han vandt med 76 % af stemmerne. Ved sin indsættelse i marts 2000 erklærede den genvalgte præsident, at landets målsætning var at levestandard som landene i Vesten inden år 2030, og mere umiddelbart at besejre HIV virusset, der var i gang med at udrydde landets befolkning.
Den sorte flertalsbefolknings fællesbrug opfordrede 4000 kommercielle landbrug - overvejende hvide - at støtte en kommende jordreform for at undgå hvad de kaldte «jordbesættelser i stil med Zimbabwe». Udfra fællesbrugenes synsvinkel havde regeringens politik om at købe jord af de hvide for at overdrage den til den sorte befolkning slået fejl, fordi de hvide nægtede at sælge. Kun 35.000 namibiere er blevet tildelt jord siden selvstændigheden i 1990.
Herero folket krævede i januar 2002 en erstatning på 2 mia. US$ for krigsforbrydelser begået af det tyske imperium i 1904-07. En række tyske virksomheder, deriblandt Deutsche Bank, blev anklaget for at have indgået en «brutal alliance» med det tyske imperium for at udrydde 65.000 hereroer.
I marts 2002 beordrede præsident Nujoma homoseksuelle arresteret. I en tale på Namibias universitet sagde han, at «homoseksualitet og lesbianisme ikke er tilladt».
Selvom det formelt eksisterer pressefrihed, eksisterer der et pres fra regeringens og SWAPO's side på de statslige medier samt selvcensur. I august 2002 udnævnte Nujoma sig selv til Informations- og transmissionsminister.
I september angreb Nujoma i Johannesburg de vestlige regeringer, og erklærede at Afrika ikke havde brug for deres investeringer for at udvikle sig. Han erklærede samtidig, at Storbritanniens premierminister Tony Blair selv havde fremprovokeret situationen i Zimbabwe, og krævede at sanktionerne mod landet blev indstillet.
En gruppe sorte landmænd opgav i november 2003 planer om besættelse af hvide farmeres jord, efter at de var nået frem til en aftale med disse. Regeringen erklærede jordbesættelserne for illegale og forbudte.
I januar 2004 bad Tyskland om undskyldning for drab på herero folket i kolonitiden, men afviste samtidig ethvert krav om kompensation.
I maj 2004 afskedigede Nujoma udenrigsminister Hidipo Hamutenya under SWAPO's kongres i Windhoek. Kongressen skulle stemme om Nujomas efterfølger op til præsidentvalget i november, og selv om Hamutenya var partiets favorit, havde han ikke den samme støtte hos Nujoma. De 3 kandidater op til afstemningen på kongressen var Hamutenya, Nahas Angula og Hifikepunye Pohamba, hvoraf den sidste bag kulisserne havde Nujomas opbakning. Efter 2 dages kongres vandt Pohamba 2. afstemningsrunde med 341 stemmer mod Hamutenyas 167. Efter kongressen blev Hamutenya fjernet fra regeringen uden nogen officiel forklaring. I sin kåringstale erklærede Pohamba, at han ville anvende sin tid og energi på at forbedre sine landsmænds levevilkår.
SWAPO har fuldstændig kontrolleret det politiske liv i Namibia, og Pohamba har derfor store chancer for at blive valgt i november. Nujoma er imidlertid fortsat formand for SWAPO, og iflg. en række observatører vil han derfor fortsat kontrollere landets politiske liv - selv uden for præsidentposten.
Ligeledes i maj indviedes en ny bro over Zambezi floden - mellem Namibia og Zambia. Den forventes at få enorm betydning for den regionale handel. Broen giver ligeledes den Demokratiske republik Congo adgang til havnen i Walvis Bay. Broen er financieret af tyskland til en værdi af 9 mio. US$ og er blot en del af et større projekt, der skal gøre Namibia til omdrejningspunkt for den regionale handel.
I august 2004 gav Tyskland en historisk undskyldte, da den tidligere kolonimagt undskyldte for «folkedrabet i 1904» i Okakarara i Namibias østlige del. Den tyske udviklingsminister, Heidemarie Wieczorek-Zeul gav undskyldningen på 100 års dagen for de tyske kolonitroppers massakre på herero folket: «Vi tyskere vedkender os vor historisk-politiske og etisk-moralske skyld fra denne epoke», erklærede ministren. «Jeg beder i vorherres navn om at vor skyld tilgives», fortsatte hun.
Ved det 3. præsidentvalg siden landets selvstændighed fik Swapos kandidat, Hifikepunye Pohamba 76% af stemmerne. Iagttagere pegede på, at Pohamba følger sin forgænger - Nujomas - politik. Da sejren var klar erklærede han, at han vile tjene folket og fremme udenlandske investeringer i landet. Oppositionspartiet Kongresdemokraterne fik 9,9% af stemmerne og erklærede at valgprocessen havde været behæftet med fejl. Swapo fik udover præsidentposten 55 af parlamentets 72 pladser.
Trods voldsom regn mødte 20.000 personer op på det åbne stadium i Windhoek, for at overvære overdragelsen af magten fra Nujoma til hans tro væbner gennem 40 år, Hifikepunye Pohamba. Partiet forbliver under Nujomas kontrol. Pohamba gjorde i sin tale opmærksom på, at landbrugsreformen kun går meget langsomt fremad. Iflg. iagttagere kan dette føre til sociale uroligheder eller endog til revolution. Størstedelen af jorden ejes fortsat af 3800 hvide godsejere. Selv om Nujoma ved flere lejligheder har udtrykt beundring for den forcerede landbrugsreform i Zimbabwe, så holder processen i Namibia sig indenfor rammerne af udbud og efterspørgsmål.
Gennem flere år havde sorte farmere på fællesdyrkede jorder opfordret de 4.000 kommercielle farmere - overvejende hvide - til at gå ind i en jordreform for at undgå «invasion af jorde efter samme forbillede som i Zimbabwe». Kun omkring 35.000 namibiere havde fået tildelt dyrkbar jord siden selvstændigheden i 1990, eftersom de hvide farmere nægtede at sælge jorde fra. I september 2005 begyndte Pohambas regering så at ekspropriere hvide farmeres jorde.
Fiskeindustrien havde oplevet høj vækst siden 1998. Fiskeriministeriet måtte derfor beordre en betydelig nedgang i tilladte fiskekvoter for 2006-07. Det gik især ud over fangsten af kulmuler, der blev sat ned til 50.000 tons. Størstedelen af fangsten blev sendt til Spanien, hvorfra den blev videreeksporteret til resten af Europa. Koncernen Overberg Fishing der især hentede sig fangst på fiskebankerne i Walvis Bay erklærede gennem sin direktør at reduktionen var en «katastrofe» og var en «katastrofe for hele fiskeindustrien». Men forkvinden for Namibias Fiskesammenslutning, Denise van Bergen erklærede, at med den eksisterende fiskebestand havde ministeriet ikke mange andre muligheder, og at det var «vanskeligt at finde en ligevægt mellem bevarelsen af fiskeindustrien og beskyttelse af fiskeressourcerne».
Parlamentet vedtog allerede i 2003 en antikorruptionslov, som bl.a. forudså oprettelsen af en Antikorruptions Kommission. Denne blev endelig oprettet i februar 2006. Pohamba erklærede at oprettelsen af kommissionen var det sidste skridt i retning af «endelig at gøre op med de skyldige i bedrageri og tyveri fra staten».
Pga. den store udbredelse af HIV og AIDS (der berører 20% af befolkningen) lancerede Namibias center for juridisk Assistance (LAC) i marts en kampagne for legalisering af prostitution. LAC argumenterede med, at legaliseringen af prostitution ville gøre det muligt at gennemføre en effektiv kampagne mod HIV/AIDS - rettet mod de prostituerede og deres kunder. Målet skulle også være at reducere omfanget af vold og overgreb knyttet til prostitution.
Efter et årti uden tilfælde registreredes alene i juni 34 tilfælde af polio, af hvilke de 7 havde dødelig udgang. Sygdommens aggresivitet og det forhold at den overvejende angreb voksne - de fleste ramte var over 20 år - var meget usædvanligt og foruroligende eftersom viruset angriber voksne hårdere, fører til lammelser og i sidste ende døden. Pga. omfanget af udbruddet bad regeringen om lokal og international hjælp til at kunne gennemføre en massiv vaccinationskampagne.
En vigtig gruppe af virksomheder der bygger atomkraftværker erklærede i juni 2007, at de ønskede at erhverve det namibiske uranmineselskab UraMin. Navnet på gruppen af virksomheder blev ikke offentliggjort, men rygter i Namibia pegede i retning af at det drejede sig om den kinesiske nationale atom koncern, som en måned tidligere havde vist interesse for det namibiske selskab. UraMin driver også uranminer i den Centralafrikanske Republik og i Sydafrika.
Under Swapos kongres i november 2007 trådte Sam Nujoma tilbage som partiets formand, og overlod posten til præsident Pohamba. Den stillede op til præsidentvalget i 2009 og blev genvalgt med 76,4% af stemmerne.
Landet lå i 2008 på 6. pladsen (ud af 48 lande syd for Sahara) i det afrikanske Ibrahim index, og er dermed et af de mest udviklede i Afrika. Journalister uden Grænser placerede det i 2007 på 25. pladsen ud af 169 lande i verden, og det ligger derfor højt hvad angår pressefrihed. Det udenrigspolitik er fortsat uafhængig, og det har fortsat tætte forbindelser til de lande der hjalp det mest i selvstændighedskampen: Cuba og Libyen.
Som følge af den globale økonomiske krise var landets vækst negativ med 0,7% i 2009. Namibia søgte at kompensere den negative udvikling ved at øge produktionen af sjældne mineraler. Det er fortsat et af de verdensførende lande indenfor produktionen af uran og diamanter.
I 2010 var retssagen mod medlemmer af Caprivi Liberation Army fortsat i gang. 117 medlemmer havde siddet fængslet siden 1999, og det er fortsat usikkert hvornår retssagen kan afsluttes. Indtil da var 21 døde i politiets forvarring. Året før blev der opdaget en massegrav i det nordlige Namibia, hvor man fandt ligene af 30 personer, som formodedes at være 30 San talende mænd, der forsvandt fra militærets forvaring i 1999.
I byerne Otjievero og Omitara gennemførtes i perioden januar 2008 til december 2009 et pilotforsøg med borgerløn. Forsøget var financieret af den tyske protestantiske kirke. Det var baseret på, at hver indbygger i byerne månedligt fik udbetalt et beløb på 100 namibiske §, svarende til 12 US$. Et af formålene var at reducere den generelle fattigdom. Resultaterne var særdeles positive. Børnenes deltagelse i skolen steg og underernæring faldt; den generelle kriminalitet faldt med 42% og tyverier med 20%. Kritikere af borgerløn hævdede ofte, at dette fænomen ville få dovenskaben til at blomstre. Det var ikke tilfældet i de to forsøgsbyer, hvor den økonomiske aktivitet generelt i stedet voksede. Det medførte samtidig en migration til byerne i perioden, trods det at tilflytterne ikke fik direkte del i borgerlønnen.
Namibia anerkendte i juli 2012 Palæstina som stat. Landet havde allerede i 1994 etableret diplomatiske forbindelser med Israel, trods det at Israel havde været det apertheidstyerede Sydafrikas nærmeste allierede, mens Sydafrika holdt Namibia besat. I januar 2008 modtog Namibias regering en fax fra USA's udenrigsministerium, der opfordrede landet til at være mere positivt overfor Israel. Det lykkedes ikke helt. Efter at Israel i december 2008 angreb Gaza, kom Namibia med denne udtalelse: «Israels kolde aggression og disproportionelle brug af vold er meget uheldig og vil kun lede til en yderligere eskalation af volden».
I november 2014 gennemførtes præsident- og parlamentsvalg. Præsidentvalget blev vundet af Swapos Hage Geingob, der fik 86,7% af stemmerne, mens DTA's McHenry Venaani måtte nøjes med 5%. Swapo fik 77 mandater ved parlamentsvalget og dermed absolut flertal i det 96 pladser store parlament. DTA måtte nøjes med 5 mandater og 8 mindre partier fik de resterende. Swapos monopol på magten var fortsat næsten total.
Endelig i september 2015 blev der afsagt dom i Caprivi sagen. 30 af de 65 anklagede blev fundet skyldige i højforræderi, 9 tilfælde af mord og 90 mordforsøg. 32 blev frifundet og øjeblikkelig løsladt, mens 3 andre blev fundet skyldige i andre forhold. De fleste af de anklagede oplyste, at de havde været udsat for tortur eller mishandling i forbindelse med deres arrestation. Dommeren slog i sin kendelse fast, at han fulgte en kendelse fra Højesteret fra 2001, der forbød anvendelsen af beviser frembragt under tortur, tvang, trusler eller anden illegal ageren fra politiets side.
I december 2016 indledtes en diskussion i den tyske Forbundsdag om landets anerkendelse af det folkedrab det var ansvarlig for i det første af det 20. århundrede i Namibia. Motivet til debatten var en udstilling om Tysklands blodige kolonihistorie i Namibia. Tyskland havde i 1884 indledt sin erobring af Namibia. I 1904 gjorde Herero folket oprør mod koloniherrene. Tyskerne svarede skånselsløst igen ved at drive titusindvis af Herero folk ud i Kalahari ørkenen, forgifte deres brønde, afskære fødevareforsyningen og massevoldtage Herero kvinder. Titusindvis af Herero'er blev dræbt de følgende år. Lignende metoder blev derefter taget i brug mod Nama folket. Iagttagere forventede at Tyskland i 2017 ville afgive en formel undskyldning til Namibias regering og betale erstatning. Men ideen blev afvist af Herero høvding Rukoro, der afviste tysk checkhæfte diplomati. «Vi vil aldrig slutte fred med tyskerne eller have deres penge. Vores krig fortsætter», erklærede Rukoro. (Germany moves to atone for 'forgotten genocide' in Namibia, Guardian 25/12 2016).
Præsident Geingob blev i november 2017 valgt til formand for SWAPO. Den 3. formand i partiets historie.
Præsident- og parlamentsvalget i november 2019 bekræftede SWAPO's position som landets største parti, men det led alligevel et taktisk nederlag. Præsident Geingob blev genvalgt, men kun med 56,3% af stemmerne mod 86,7% fire år tidligere. I landområderne stod vælgerne fortsat solidt bag Geingob, men i byerne stemte flere på oppositionen. I parlamentet fik SWAPO 63 pladser, en tilbagegang på 14. Det havde fortsat flertal, men ikke længere 2/3 flertal. Det højreorienterede PDM (tidligere DTA) gik 11 mandater frem til 16, mens de Jordløses Bevægelse kom ind med 4 mandater.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 21/3 2022
Læst af: 90.213