Browserudgave

Cambodia

Befolkning	16,4 mio.
Valuta	Riel
Areal	181.040 Km2
Hovedstad	Phnom Penh
Befolkningstæthed	72,3 indb./Km2
HDI placering	146

Cambodia består overvejende af en slette omkranset af bjerge - især i sydvest hvor Cardamour bjergkæden rejser sig. I nord antager landskabet abrupte former med Dangrek bjergene. Den centrale del af landet er præget af Tonlé Sab bækkenet. Mod dette sted flyder flere floder, der løber sammen i Mekong - en af Asiens største floder. Klimaet er subtropisk og præget af monsunregn. Størstedelen af befolkningen bor i landets centrale dele og er overvejende beskæftiget med produktionen af gummi og ris, der er landets basale fødevare og eksportprodukt. Mineralforekomsterne - primært fosfat, jern og kalksten - udnyttes endnu ikke. Det alvorligste miljøproblem er skovningen forårsaget af afløvningsmidler samt eksplosionen af bomber og miner under krigen. Landet mistede af samme årsag omkring tre fjerdedele af sin fauna.

Folket: Cambodianerne udgør en homogen kulturel etnisk gruppe, der er spredt over et større geografisk område, end det der i dag udgøres af Cambodia. Der findes en vietnamesisk minoritet (5%), en kinesisk (1%) og en laotisk minoritet i landet.

Religion: Siden 1986 er buddhismen (theravada retningen) atter statsreligion og den dominerende. Der findes en islamisk (cham) minoritet.

Sprog: Khmer (officiel og dominerende)

Politiske partier: Den forenede national front for et uafhængigt, neutralt, fredeligt og kooperativt Cambodia (Funcinpec); Det cambodianske folks Parti (Pracheachon), ledet af Chen Sim; Sam Rainsy Partiet. Partier udenfor parlamentet: Buddhistiske Liberaldemokrater ledet af Son Sann; Khmer Rouge anvender fortsat navnet «Demokratisk Kampuchea».

Officielt navn: Kongedømmet Cambodia

Administrativ inddeling: 22 provinser

Hovedstad: Phnom Penh (Phnum Pénh): 2.000.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: Battambang, 183.600. Kompong Cham, 53.800 (2000).

Regering: Siden 1993 parlamentarisk monarki. Konge siden oktober 2004 er Norodom Sihamoni. Premierminister er Hun Sen, udnævnt i maj 1998 og «genvalgt» hvert 4. år siden da. Senest i 2018. Parlamentet har to kamre: Nationalforsamlingen, der består af 123 medlemmer, valgt for en 5 årig periode og senatet med 61 medlemmer.

Nationaldag: 9. november (uafhængighed, 1953).

Væbnede styrker: Cambodias kongelige væbnede Styrker (87.700 mand) blev dannet i 1993 ved sammenlægningen af Cambodias folkelige Stridskræfter med to væbnede ikke-kommunistiske oppositionsgrupper.

Udenlandske styrker: FN (UNTAC): 16.000 soldater og 3.540 civile politifolk.

 

Cambodia er det eneste land, der har fået sit navn fra en rishi (vismand), da de første cambodianske konger proklamerede, at de nedstammede fra den store vismand, Cambu Svayambhuva. Det første cambodianske kongedømme blev i de kinesiske skrifter kendt under navnet Funan, og blev grundlagt af mon- og khmerfolkene, der i det første århundrede (efter vor tidsregning) indvandrede fra nord. Under disse første århundreder var den indiske indflydelse af stor betydning, når indiske og kinesiske pilgrimme gjorde holdt ved det nuværende Cambodias kyster for at bytte silke og metaller mod krydderier, aromatisk træ og guld.

De kinesiske kilder beskriver omfanget af den indiske indflydelse i Funan i vismanden Kaundimnyas figur, der giftede sig med prinsesse Soma, der havde Nagi baggrund - dvs. en halvgud. Han forandrede khmerinstitutionerne efter indisk mønster. En af forandringerne var sandsynligvis indførelsen af overrisling i stor skala, hvilket gjorde det muligt at høste ris op til tre gange årligt. En anden var opbygningen af en kult omkring den indiske gud, Shiva, der af khmererne blev opfattet som jordens oprindelige ånd og ejer. En tredje forandring der tilskrives Kaundimnya var den relative sameksistens mellem hinduismen og buddhismen, der i mere end 1000 år karakteriserede Cambodia.

Ifølge de kinesiske kilder blev der i Funan udviklet et centraliseret statsapparat, med en enevældig monark i spidsen. Monarken forvaltede landbrugsarbejdet og tilegnede sig produktionsoverskuddet, for at financiere sin egen og en præstekastes livsstil, samt for at bygge fæstningsværker, paladser og templer.

De første inskriptioner findes i sanskrit i det 6. århundrede og i det 7. også i khmer. Frem til i dag har det ikke været muligt at klarlægge historien mellem nedgangen i Funankulturen og udviklingen af en ny centraliseret stat tre århundreder senere i det nordvestlige Cambodia. En region som de kinesiske skrifter fra epoken kaldte Chenla. De kinesiske kilder peger på eksistensen af i det mindste to cambodianske kongedømmer, der udbad sig Kinas anerkendelse. De var begge under Java kongedømmets kontrol, der sandsynligvis hørte hjemme på Sumatra. Khmer og sanskrit kilder bevidner i hvert fald eksistensen gennem det 7., 8. og 9. århundrede af en lang række kongedømmer, der aflagde tribut til Java kongedømmet.

I år 790 erklærede en cambodiansk prins der var født og uddannet ved det javanesiske hof under Sailendra dynastiet sig for arvtager til Funan monarkiet. Han erklærede territoriet beboet af khmerer for uafhængigt af Java og lod sig krone som Jayavarman II. Over de følgende 10 år udstrakte Jayavarman sin magt mod nord, underlagde sig vasalstater og nåede frem til floddalen. I 802 lod han sig atter krone. Denne gang som «chakravartin» - den antikke indiske betegnelse for verdens hersker- i det nordøstlige Cambodia. Jayavarman var Cambodias første «nationale» konge.

I 887 erobrede Indravarman I tronen, der egentlig var tiltænkt hans fætter, Jayavarman III. Under hans regeringsperiode blev der bygget et stort dæmningsanlæg omkring hovedstaden Roluos. Det blev den første del af et udstrakt system af dæmninger, kanaler og vandingskanaler, der atter gjorde områdets jorde produktive. Det muliggjorde etableringen af en tætbefolket og centraliseret stat i en region, der ellers ville have været gold. I 889 blev Yasovarman khmerernes konge og begyndte i samme område bygningen af byen Angkor - på den tid kaldet Yasodharapura - der blev khmerrigets hovedstad. I 1002 erobrede Suryavarman I tronen og udstrakte khmerernes rige langt ind i, hvad der i dag er Thailand og Laos. I 1080 var Angkor blevet erobret af kongedømmet Champa, men en khmerguvernør i en af de nordlige provinser udråbte under navnet Javayarman VI sig selv til konge og regerede riget - ikke fra Angkor men fra sin egen provins.

I 1177 blev Angkor atter engang erobret af styrker fra Champa. Jayavarman VII udråbte sig til konge og erobrede i 1181 Vijaya, Champas hovedstad - i det nuværende Vietnam. Under hans regering nåede khmerriget sin største udstrækning, og dækkede både det nuværende Thailand og Laos, men nåede også Myanmar, Malaysia og Vietnam. Jayavarman VII lod sig konvertere fra hinduismen til buddhismen, der dermed blev nationalreligionen.

I år 1200 påbegyndtes bygningen af Angkor Thom, kongerigets nye hovedstad. Denne opgave var så stor, at den tømte kongerigets skatkammer, og det led under alvorlige økonomiske problemer de følgende årtier. Angkors nedgang faldt sammen med fremgang for kongedømmerne Thai i vest og Vietnam i øst. Cambodia blev en lille stat mellem to store naboer. Khmerriget var skiftevis afhængig af begge. Når det skulle befri sig fra trældommen under en besættelsesmagt måtte det søge støtte hos den anden. For at klare deres gæld måtte khmererne til sidst underkaste sig. Da thaierne i 1432 endnu engang havde erobret Angkor, forlod khmererne byen og overlod den til junglens fremtrængen.

1864 Frankrig gør sin entré

Gennem mere end 400 år blev kongedømmet skiftevis erobret af thaier og vietnamesere, indtil den cambodianske kong Norodom i 1864 accepterede, at landet blev et fransk protektorat, i forventning om at franskmændene ville beskytte det mod Siam (Thailand) og Vietnam. Men franskmændene kunne ikke hindre, at thaierne for en periode erobrede nogle af landets vestlige områder - deriblandt byen Battambang. Ved at klynge sig til den franske autoritet undgik kong Norodom under alle omstændigheder, at landet blev opdelt mellem thaier og vietnamesere. I de foregående århundreder havde Vietnam erobret store områder af det daværende cambodianske territorium. F.eks. havde Mekongdeltaet - dvs. hele det nuværende Sydvietnam - været beboet af khmerer frem til det 18. århundrede.

Men kong Norodoms billigelse blev Cambodias status i 1884 ændret fra protektorat til koloni. Frankrigs indflydelse steg og Cambodia blev sammen med Vietnam og Laos omdannet til den Indokinesiske Union. I de følgende årtier installerede kolonistyret en europæisk administration i Cambodia og udviklede landets infrastruktur. Under alle omstændigheder nåede den økonomiske udvikling i Indokina under fransk styre ikke det samme niveau som i Myanmar eller Indien under englænderne.

Der var stor forskel på Cambodias og Vietnams situation indenfor den Indokinesiske Union. Cambodia var frivilligt gået ind i en alliance med Frankrig for at bevare sin kulturelle og nationale autonomi overfor presset fra Thailand og Vietnam. Helt frem til 2. verdenskrig fandt der derfor kun et mindre oprør sted i Cambodia mod kolonimagten. Anderledes med Vietnam der var blevet koloniseret mod sin vilje. Her var hele kolonitiden præget af stadige oprør mod kolonimagten.

Spændingen mellem Cambodia og Vietnam er også en konflikt mellem to forskellige civilisationer. Mens Vietnam er præget af den kinesiske civilisation og kampen mod kinesisk overherredømme, er Cambodias historie præget af den indiske civilisationen og kampen mod det vietnamesiske og thailandske overherredømme.

I kolonitiden importerede franskmændene vietnamesiske arbejdere til gummiplantagerne i Cambodia. De vietnamesiske indvandrere fik også stillinger i den lavere koloniadministration. Den vietnamesiske befolkning nåede i efterkrigstiden derfor op på omkring en halv million. Samtidig fandt der også en betydelig kinesisk indvandring sted. Den kinesiske og vietnamesiske befolkning udgjorde flertallet i byerne. På den måde blev der udviklet modsætninger mellem ikke blot khmerbefolkningen og kinesere og vietnamesere, men også mellem by og land. Cambodia har aldrig haft en virkelig overklasse af godsejere. Størstedelen af jorden blev ejet af småbønder, men bønderne følte sig udbyttet af byerne, hvor kineserne og vietnameserne dominerede handelen.

Efter at Tyskland ved starten af 2. verdenskrig invaderede Frankrig, besatte japanske styrker i september 1940 Indokina uden at støde på modstand. I officielle termer var aftalen, at Japan kunne anvende de militære installationer til sine tropper, mod at franskmændene fik lov at bevare den administrative kontrol. Samtidig invaderede thailandske styrker en række af landets vestlige provinser. Således led Cambodia under den 2. verdenskrig langt mindre skade end f.eks. øerne i Stillehavet, der var skueplads for voldsomme kampe mellem krigens parter.

1945 Cambodia erklærer sig selvstændigt

I 1941 udpegede den franske koloniadministration en ung prins på 18 år, Norodom Sihanouk, til konge over Cambodia. De håbede, at de let ville være i stand til politisk at manipulere den unge uerfarne konge. Men da japanerne den 12. marts 1945 trak sig ud af landet, erklærede den unge konge det for selvstændigt. Alligevel besatte Frankrig ved 2. verdenskrigs afslutning atter Indokina, men mens Vietnam kastede sig ud i en antikolonial krig, manøvrerede den cambodianske konge for at skaffe sit land større autonomi.

Kampen mod det franske kolonistyre overskyggede dog de historiske modsætninger mellem khmerer og vietnamesere. Men kampen mod Frankrig blev i Cambodia aldrig en virkelig massebevægelse. Modstandsbevægelsen i Indokina blev ledet af vietnameserne.

I 1947 blev en ny forfatning vedtaget, der bevarede Norodom Sihanouk som konge, der dog havde indskrænkede magtbeføjelser. I 1949 blev der indgået en ny aftale, hvorefter franskmændene alene tog sig af forsvar og udenrigspolitik, mens de øvrige politiske spørgsmål var overladt til et «lokalt» parlament. I 1951 blev det indokinesiske kommunistparti opløst og erstattet af tre selvstændige kommunistpartier. Et i Vietnam, et i Laos og et i Cambodia. Alle partierne opbyggede bredere frontorganisationer i kampen mod Frankrig. På grund af den vanskelige militære situation gav Frankrig Cambodia selvstændighed allerede i 1953 - et halvt år før det franske nederlag i Vietnam, der førte til Geneveaftalen i maj 1954. Den forudsatte en umiddelbar tilbagetrækning af de franske tropper i Vietnam og Laos, men der skete kun omgrupperinger, og befrielsesbevægelserne fik kontrollen over Nordvietnam og to provinser i Laos. Geneveaftalen bestemte desuden, at de vietnamesiske befrielsesstyrker skulle trækkes tilbage fra Cambodia. Det skete også, samtidig med at store dele af den cambodianske befrielsesbevægelse nedlagde våbnene.

I 1955 abdicerede Sihanouk til fordel for sin fader, for i stedet at kunne hellige sig det politiske liv. Ved valget samme år vandt hans parti alle pladser i Nationalforsamlingen. I 1960 overtog prinsen premierministerposten.

1960 Vietnamkrigen spreder sig til Cambodia

Sihanouk førte en neutral politik og udviklede et godt forhold til Vietnam og Kina, men den stigende nordamerikanske intervention i 1960'erne skabte problemer. Sihanouk tillod at grænseprovinserne mod Vietnam blev anvendt som baser og forsyningslinier for befrielsesbevægelsen i Sydvietnam. Disse områder blev i realiteten kontrolleret af den vietnamesiske befrielsesbevægelse. I 1965 bombede den sydvietnamesiske militærregering derfor for første gang Cambodia, hvilket pressede landet nærmere Sovjet og Kina. I 1968 indledte USA sine første bombardementer af den såkaldte «Ho Chi Minh sti», der gennem Cambodia forsynede Vietcong med forsyninger fra Nordvietnam

Samtidig med at Sovjetunionen og Kina støttede Sihanouks regime, blev der i 1960'erne udviklet en guerillabevægelse - Khmer Rouge (De Røde Khmerer). Bevægelsen blev ledet af Pol Pot, der nægtede at samarbejde med Sihanouk. Sihanouk førte en begrænset krig mod denne bevægelse.

1970 CIA styrter Sihanouk

I 1970 blev Sihanouk styrtet ved et militærkup planlagt af CIA, mens han gennemførte diplomatiske udspil til forsvar for landets selvstændighed. Den nye militærregering blev ledet af general Lon Nol, og modtog over de følgende 5 år 1.600 millioner dollars i «bistand» fra USA. Militærregeringen krævede umiddelbart, at Vietcong skulle strække sig ud af landet. Det førte til forsoning mellem Sihanouk, vietnameserne og Khmer Rouge, der fortsatte guerillakampen mod styret. Militærjuntaen overlevede alene 5 år pga. den massive bistand fra Sydvietnam og USA's side, og støtten fortsatte over i egentlig nordamerikansk invasion af landet under påskud af kampen mod Khmer Rouge.

Prins Sihanouk gik i eksil i Beijing og dannede derfra i samarbejde med Khmer Rouge Kampucheas nationale Enhedsfront, der anvendte landets gamle navn på khmersproget. I 1973 gik Khmer Rouge i offensiv og i april 1975 erobrede bevægelsen hovedstaden Phnom Penh - kort tid før Vietcong smed nordamerikanerne ud af Saigon. Befrielseskampen og USA's intervention havde indtil da kostet over 100.000 cambodianere livet.

1975 Khmer Rouge tager magten

De nye magthavere stod overfor enorme opgaver. Cambodia var ødelagt og uden nogen form for organisering på grund af krigen. Hovedstaden var svulmet op til flere millioner mennesker, der kun var blevet holdt i live gennem massive nordamerikanske forsyninger ad luftvejen. De nye magthavere besluttede at hindre en forestående hungerkatastrofe ved at flytte befolkningen ud på landet for at deltage i fødevareproduktionen. Men et andet forhold spillede også ind. Khmer Rouges modstandskamp blev udviklet i landsbyerne. De havde ringe kontakt med bybefolkningen - i modsætning til befrielsesbevægelserne i Vietnam. Bybefolkningen blev betragtet som udbyttere af landbefolkningen.

Men også på andre fronter markerede Cambodia sig med en meget anderledes strategi end nabolandene Laos og Vietnam, hvor partisanerne også havde vundet krigen. Godt nok blev der i 1976 vedtaget en ny forfatning, der blev vedtaget i Folkeforsamlingen, og som udpegede Sihanouk og Khmer Rouge's Khieu Sampham til henholdsvis stats- og regeringschef, men da Sihanouk vendte hjem fra sit eksil i Kina, blev han tvunget til at træde tilbage og sat i husarrest. Samtidig trådte Pol Pot frem som regimets stærke mand.

Cambodia lukkede sine grænser - selv overfor diplomater fra venligtsindede lande. Pol Pot regimet afskaffede landets valuta, sprang Nationalbanken i luften og flyttede byernes befolkning ud på landet, hvor de blev kastet ind i landbrugsproduktionen. Over de følgende 5 år kostede massehenrettelser, sult og sygdomme mindst 1 million cambodianere livet. 100.000 blev sendt på flugt over grænsen til Vietnam og 30.000 til Thailand.

Regimet styrkede båndene til Kina og brød forbindelserne til Vietnam. Allerede i 1975 blev den store vietnamesiske befolkningsgruppe smidt ud af landet. Samtidig erklærede regimet, at det ikke anerkendte «kolonitidens tilfældige grænsedragning». De eksisterende grænser var ellers blevet bekræftet i 1973 ved en aftale underskrevet af Sihanouk og Vietnam, for at undgå fristelsen til gendannelse af de gamle kongedømmers grænser. Fra slutningen af 1977 begyndte Khmer Rouge derfor at gennemføre et stigende antal angreb ind i Vietnam. Samme år i september erklærede Pol Pot, at der allerede i 1960 var blevet dannet et kommunistparti med ham selv som formand, og det var dette parti, der var kernen i Khmer Rouge.

1979 Heng Samrin tager magten med støtte fra Vietnam

I 1978 kom det til en splittelse i Khmer Rouge. En pro-vietnamesisk fraktion under ledelse af general Heng Samrin brød ud og dannede Den forenede front til Kampucheas Frelse. I januar 1979 indtog styrker fra denne front med støtte fra Vietnam Phnom Penh og proklamerede oprettelsen af Folkerepublikken Kampuchea. Der blev nedsat et Revolutionært Folkeråd, der skulle forestå landets genopbygning. I løbet af få uger var hele landet under frontens kontrol og Khmer Rouge jaget på flugt. I denne situation henvendte Pol Pot sig til Sihanouk, som han ellers havde holdt i husarrest i 3 år, og bad ham tale Cambodias sag overfor FN. På vej til New York rejste Sihanouk over Kina, hvor han fik en overstrømmende modtagelse, men samtidig benyttede lejligheden til voldsomt at fordømme Khmer Rouge. Det tyder på, at Kina allerede på det tidspunkt havde valgt at satse på Sihanouk frem for de ukontrollerbare røde khmerer.

Pol Pot blev retsforfulgt og dømt in absentia af de nye magthavere for krigsforbrydelser. Han indledte til gengæld guerillakrig mod den nye regering. Med støtte fra USA og Kina bevarede Pol Pot i de følgende år sin plads som repræsentant for Cambodia i FN. De to supermagter foretrak alligevel massemorderen Pol Pot frem for den nye vietnamesisk støttede regering i Phnom Penh. I 1982 gik Sihanouk og Khmer Serei under ledelse af Son Sann sammen med Khmer Rouge i eksilregeringen, Demokratisk Kampuchea.

I Phnom Penh udformede den nye regering et program til reaktivering af industrien, landbruget og transportsektoren. Sovjetunionen og andre socialistiske lande gav støtte til reetableringen af energiforsyningen og opførelsen af en minimal industri. Ved parlaments- og kommunalvalgene i 1981 blev der opstillet mange kandidater til hver post. Alligevel besluttede de Alliancefri landes Bevægelse på sit møde i New Delhi at lade Cambodias plads i bevægelsen stå tom. De var ude af stand til at tage stilling mellem landets to stridende fraktioner.

1985 Vietnamesisk tilbagetrækning

I juli 1985 offentliggjorde Vietnam sin beslutning om tilbagetrækning af 150.000 soldater over de følgende 5 år. Trods kommunistpartiets formelle opløsning allerede i 1981 blev spørgsmålet om Khmer Rouges deltagelse eller ej i det politiske liv den største hindring for en forhandlingsløsning på konflikten. Den manglende løsning påvirkede i høj grad regeringen. Først og fremmest gennem international isolation - kun omkring 30 lande anerkendte det nye styre. Alligevel blev der opnået en fortsat stigning i produktionen af ris og i bestanden af kvæg, svin og høns.

Fra 1986 begyndte Phnom Penh at tilnærme sig prins Sihanouk, og tilbød ham som del af en samlet aftale posten som regeringsleder. Kravet var dog, at Khmer Rouge skulle holdes udenfor. I perioden 1987-89 mødtes premierminister Hun Sen 6 gange med Sihanouk, men den centrale uenighed var hver gang, hvorvidt Khmer Rouge skulle deltage i en overgangsregering.

I maj 1989 blev udgangsforbuddet der havde været i kraft siden 79 ophævet, den private ejendomsret blev tilladt indenfor visse ikke-strategiske virksomheder, og der blev gennemført en privatisering af jord og dele af den offentlige transport. For at fuldende forandringerne og reducere den internationale isolation, blev landet i juni omdøbt til: Staten Cambodia.

I juli 89 brød en fredskonference der blev afholdt i Paris sammen pga. modsætningerne mellem oppositionens tre væbnede grupper. Modsætningerne var knyttet til spørgsmålet om FN's overvågning af tilbagetrækningen af de vietnamesiske styrker og Khmer Rouges deltagelse i en ny regering. I september fuldførte Vietnam sin tilbagetrækning fra landet. I april 1990 knuste en militæroffensiv fra Phnom Penh regeringen oppositionens partisanbaser og tvang den på flugt over grænsen til Thailand. Det fik regeringen i Bangkok til at arrangere et nyt møde mellem Sihanouk og Hun Sen. De blev enige om, at oprette en national organisation, der skulle symbolisere det nationale overherredømme og enhed, under «passende» overvågning fra FN's side.

1991 Fredsaftale

I juli 1990 trak USA sin anerkendelse af Demokratisk Kampuchea tilbage og indledte forhandlinger med Vietnam om en fredsformel. I september 1991 blev der underskrevet en fredsaftale, hvormed der blev oprettet et Øverste Nationalråd med repræsentanter fra Phnom Penh regeringen og dele af oppositionen, og under ledelse af Sihanouk, der skulle regere landet frem til afholdelsen af valg i 1993. I 1992 udsendte FN en stor fredsstyrke, der skulle kontrollere våbenhvilen og organisere afholdelsen af valget.

Valget til grundlovsgivende forsamling i maj 1993 blev boykottet af Khmer Rouge. Det blev vundet af Funcinpec under ledelse af Norodom Ranariddh - Sihanouks søn - og fik over halvdelen af pladserne. I den nye regering delte Ranariddh og Hun Sen premierministerposten.

I september 93 blev den nye forfatning vedtaget, den grundlovsgivende forsamling blev omdannet til parlament og der blev etableret et parlamentarisk monarki. Sihanouk blev udpeget til konge - «uafhængig» af alle politiske partier. Monarken tilbragte størstedelen af 1994 i Kina, hvor han var under behandling for kræft, men samtidig fortsatte han sit arbejde for dannelsen af en «national forsoningsregering», der også skulle omfatte Khmer Rouge.

I 1995 spidsede kampene mellem regeringshæren og Khmer Rouge der kontrollerede 15% af territoriet til. Samtidig udtrykte IMF sin tillid til den økonomiske udvikling i landet. I 1996 begyndte Khmer Rouge at vise tegn på udmattelse. I juni samme år fremkom der forskellige versioner om Pol Pots død, der blev fortolket som tegn på intern splittelse i guerillaen. De talrige deserteringer indikerede, at regeringens politik der var orienteret mod at «splitte» Khmer Rouge var ved at give resultater.

I juli 1997 blev prins Ranariddh afsat af regeringsstyrker, der var tro mod «anden-premierminister» Hun Sen. Han blev anklaget for forræderi og for planlægningen af borgerkrig sammen med Khmer Rouge. Fra Kina gav kongen sin billigelse til hun Sens forslag om udnævnelse af udenrigsminister Ung Huot fra Funcinpec til første-premierminister. I marts 1998 benådede kongen sin søn, der var blevet idømt 30 års fængsel. Beslutningen blev set som et forsøg på at bremse det politiske kaos, der var opstået med Ranariddhs afgang, og desuden som et forsøg på at sikre international økonomisk støtte, der var blevet indefrosset som følge af kuppet.

Trods internationale forsøg på genopbygning af det cambodianske samfund, er det fortsat dybt præget af den straffrihed, som statsembedsmændene nyder godt af, på trods af deres indblanding i alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Amnesty International har fordømt mordene på hundredvis af oppositionspolitikere og retsvæsenets svage, korrupte og inaktive karakter.

Pol Pot døde i Thailand den 15. april 1998, uden nogen sinde at være blevet stillet for retten. Han efterlod sig et ødelagt land, der fortsat ikke er kommet sig efter hans rædselsregime.

En måned efter Pol Pots død vendte Ranariddh tilbage til Cambodia for at deltage i et valg, der med kun en snæver margen blev vundet af Hun Sen. Både Ranariddhs Funcinpec og lederen af det andet store oppositionsparti, Sam Rainsy kritiserede uregelmæssigheder ved valget. Stemmesedler var forsvundet, der var lagt pres på vælgerne, begået fejl under optællingen, og der fandtes ikke et tilstrækkelig antal observatører på plads. Iflg. de 600 internationale observatører var valget imidlertid forløbet perfekt.

Mens krisen i Sydøstasiens økonomi nåede sit højdepunkt, blev Cambodia i maj 1999 optaget i ASEAN. Optagelsen udløste imidlertid polemik internt i ASEAN. Godt nok var den udtryk for afslutningen på årtiers ustabilitet udløst af den kolde krig, men nogle frygtede samtidig, at Cambodia pga. den økonomiske krise og forskellige opfattelser omkring demokrati og menneskerettigheder, ville bringe sine egne problemer med ind i forumet. I Cambodia udtrykte oppositionslederen Sam Rainsy frygt for, at ASEAN ville ødelægge den cambodianske industri, der ville få vanskeligere ved at konkurrere. Skete det, ville Cambodia blive reduceret til eksportør af ris og ædelstene.

Financieret af den japanske regering åbnedes Spien Kizuna broen over den cambodianske del af Mekong floden. Broen er 1½ km lang og ligger 75 km nordøst for hovedstaden. Regeringen forventer, at åbningen vil stimulere den indenlandske samhandel, og forstærke forbindelserne til Laos og Vietnam, som floden også går igennem.

I februar 2002 gennemførtes for første gang i mange år lokalvalg. Hun Sens parti, Pracheachon vamdt valget i 1597 af landets 1620 kommuner, Funcinpec vandt i 13, og Sam Rainsys parti vandt i 10. Selvom valget ikke var fuldstændig frit og blev gennemført i en meget voldelig atmosfære - mindst 20 kandidater fra Funcinpec og PSR blev dræbt under valgkampen - så forventes det, at valget vil få positiv betydning på længere sigt.

I marts satte regeringen en tidsfrist for FN for hvornår forhandlingerne om retsforfølgelse af Khmer Rouges ledere senest skal begynde. Allerede i april 1999 havde Cambodia indgået en aftale med FN om oprettelsen af et tribunal til retsforfølgelse af Khmer Rouge ledere for deres forbrydelser mod menneskeheden under Pol Pots styre. Ifølge regeringen skal de laverestående ledere ikke retsforfølges. Processen skal istedet rettes mod de ledere, der havde et direkte ansvar for folkemordet. Men i februar 2002 havde FN trukket sin støtte til processen tilbage, fordi organisationen tvivlede på, at domstolen kunne opnå tilstrækkelig uafhængighed og upartiskhed, eftersom den nationale lovgivning står over aftalen med FN.

Regeringen accepterede overførslen af 900 mantagnarder til USA. De var i 2001 flygtet fra Vietnam til Cambodia som følge af den forfølgelse de blev udsat for fra Vietnams regering. Menneskerettighedsgrupper havde inden da fordømt en repatrieringsaftale mellem Pnomh Penh og Hanoi, fordi den åbnede op for en tvangsmæssig fordrivelse af flygtningene til deres hjemland. I februar 2002 havde en vietnamesisk avis for første gang beskyldt Cambodia for tvangsmæssigt at repatriere montagnarderne.

Efter intense forhandlinger blev Cambodia i september 2003 optaget i WTO under organisationens topmøde i Cancun, Mexico. Dette gjorde det muligt for Cambodia at opnå en højere grad af økonomisk integration regionalt og globalt. Landet indgik samtidig en bilateral handelsaftale med Australien.

I november 2003 erklærede Sean Sutton fra Mines Advisory Group (MAG), at 85% af cambodianerne udenfor de større byer lever af landbrug, og denne store del af befolkningen er truet på helbreddet som følge af de mange landminer, der efter 20 års krig stadig generer landbruget. En undersøgelse foretaget af MAG viste, at 40% af lansbyerne i Cambodia fortsat er plaget af landmineproblematikken. Landet har fortsat verdens højeste niveau af amputationer.

I december indviede regeringen en Verdensbank financieret sojafabrik i Phnom Penh. Den havde overvejende ansat arbejdsløse kvinder. Firmaet Hagar har de seneste 9 år været aktiv i udviklingsprojekter der kombinerer bekæmpelse af arbejdsløshed og fremmer økonomisk vækst. Fabrikken producerer 12.000 l sojamælk om dagen, og myndighederne forventer at den bidrager til at sænke arbejdsløsheden samtidig med at den gavner lokalsamfundet. Hagars direktør, Pierre Tami erklærede at formålet med fabrikken desuden var at gøre soja til et næringsmiddel, der kan hjælpe de fattigeste sektorer i Cambodia i deres ernæring.

I januar 2004 blev den cambodianske arbejderleder, Chea Vichea dræbt i Phnom Penh. Hendes tilhængere var overbeviste om, at motivet var politisk, eftersom hun kort forinden havde rettet hård kritik mod landets regering. Drabet var blot et af flere på faglige ledere de foregående måneder. Vichea var knyttet til Sam Rainsys oppositionsparti, og denne erklærede at hun var offer for regeringens forfølgelse pga. hendes kamp mod korruptionen og krænkelserne af menneskerettighederne.

I marts offentliggjorde Pol Pots tidligere premierminister, Khieu Samphan sin erindringsbog: «Cambodias nyere historie og mine efterfølgende positionen». I denne benægtede han at have taget del i massamordene i 70'erne. Han fremstillede sig selv som en person uden egentlig magt. Menneksrettighedsaktivister pegede på, at Samphan søger at forsvare sig. Han stillet for retten, anklaget af FN for at være medansvarlig for over 1 million cambodianeres død i hans embedsperiode.

I juli fandt FN's Flygtningehøjkommissariat UNHCR en gruppe på 40 vietnamesiske montagnarder, der levede i Cambodias jungle. Menneskerettighedsorganisationer bekræftede, at der fortsat er et stort antal montagnarder, der lever skjult i Ratanakiri provinsen i det nordøstlige Cambodia. Regeringen erklærede dem for illegale emigranter, og afviste at yde dem humanitær støtte. Først efter pres fra kong Norodom Sihanouk, diplomater, humanitære organisationer og UNHCR lykkedes det at få genåbnet UNHCR's kontor i Ratanakiris hovedby, Banlung, for at få ydet ordentlig hjælp til flygtningene.

I august ratificerede parlamentet landets optagelse i WTO. Nationalforsamlingens formand, Norodom Ranariddh erklærede at processen havde trukket ud, fordi sagen også skulle gennem senatet. Hun Sen åbnede administrationen af WTO medlemskabet og erklærede at det ville få en central rolle i den økonomiske politik.

I oktober abdicerede kong Norodom Sihanouk. Eftersom forfatningen ikke rummede nogen bestemmelse om, hvordan staten skulle forholde sig i denne situation, overtog senatsformand Samdech Chea Sim midlertidigt posten som statsoverhoved.

Senere på måneden blev prins Norodom Sihamoni valgt til landets nye konge - til erstatning for sin far der var trådt tilbage af helbredsmæssige årsager. Tronrådet bestående af 9 personer valgte Sihamoni under et møde i kongepaladset, under forsæde af overgangsfiguren Chea Sim. Den nye 51 årige konge havde i 11 år været sit lands UNESCO ambassadør.

I januar 2005 forlod oppositionsleder Sam Rainsy og to andre parlamentarikere landet, efter at de havde fået fjernet deres parlamentariske imunitet, for at kunne blive stillet for retten for bagvaskelse. De havde beskyldt regeringen for at planlægge mord på dens politiske modstandere, og prins Ranariddh - støtte til koalitionsregeringen - for at have taget imod bestikkelse.

Sam Rainsy blev i december 2005 idømt 9 måneders fængsel for bagtalelse af premierministeren. Rainsy havde siden februar været i eksil i Paris. Han vendte i februar 2006 tilbage til Cambodia.

Menneskeretsaktivister kritiserede i september 2006 at tvangsforflytningerne i Phnom Penh var ude af kontrol. Tusinder af indbyggere i slumkvarterer og andre fattige bykvarterer blev fordrevet af myndighederne for at give plads til luksusbyggeri og indkøbscentre.

Prins Ranariddh der ligeledes var i eksil i Paris blev anklaget for at have tilegnet sig 3,6 mio. US$ for salget af Funcinpec's hovedkvarter. Han blev i marts 2007 idømt 18 måneders fængsel.

Tribunalet over tidligere Khmer Rouge ledere blev indledt i 2008. Allerede i slutningen af 2007 var en række tidligere prominente ledere blevet arresteret: Ieng Sary og Khieu Samphan. I november 2009 chokkerede Kang Kek Iew tribunalet, da han plæderede for sin egen frifindelse. Han var chef for den berygtede S-21 lejr i udkanten af Phnom Penh, hvor omkring 16.000 blev myrdet under Khmer Rouge regimet.

Parlamentsvalget i juli 2008 blev vundet af Cambodias Folkeparti der fik 58% af stemmerne. FUNCINPEC måtte nøjes med 5%, mens det næststørste parti blev Sam Rainsy med 22%.

Det kom til en diplomatisk krise mellem Thailand og Cambodia i midten af 2008, da Cambodia ønskede tempelområdet i Preah Vihear på UNESCO's liste over bevaringsværdige bygningsværker. Der var tale om et Khmer tempel bygget for 1000 år siden, men beliggende i det nordlige Thailand. Efter en anden konflikt om templet i 1962 afgjorde den Internationale domstol i Haag, at området skulle tilhøre Cambodia, men dommen blev aldrig effektueret. UNESCO optog området på sin liste, men begge lande trak tropper til grænsen. Konflikten blussede atter op i april 2009, da to Thai soldater døde efter sammenstød ved grænsen. I 2011 kom det til nye militære træfninger. Den Internationale Domstol afsagde i juli en kendelse hvor i det hed, at begge lande skulle trække deres militære styrker tilbage fra området, men det skete kun delvist.

Cambodia havde i 2000-10 en af verdens højeste økonomiske vækstrater med 7,7% årlig vækst. En del skyldtes turismen, der i 1997-2007 blev tidoblet til over 2 mio. årlige turister. En anden del skyldtes omfattende kinesiske investeringer i landet. Alene i de første 7 måneder planlagde Kina at investere 8 mia. US$ i 360 forskellige projekter. En tredje del skyldes den hastige udvikling af tekstilindustrien, der i 2012 tegnede sig for 80% af landets eksport. Fabrikkerne beskæftigede i 2013 335.400 arbejdere og var næsten udelukkende ejet af folk fra andre sydøstasiatiske lande. Landet har endelig et betydeligt potentiale for udvinding af olie og gas. Udvindingen bremses dog af territorialstridigheder med Thailand om retten til havområdet i Siambugten. Den største hæmsko for den fortsatte økonomiske vækst er det lave uddannelsesniveau.

I august 2011 meddelte Verdensbanken, at den siden december 2010 havde indstillet sin långivning til Cambodia, da der endnu ikke var blevet var blevet indgået en aftale med de tilbageværende beboere ved Boeung Kak søen i Phnom Penh. Siden 2008 var næsten 4000 familier blevet tvangsforflyttet fra området.

I oktober udstedte regeringen et midlertidigt forbud mod udrejse af kvinder til arbejde i Malaysia, efter der var blevet afsløret en lang række overgreb mod cambodianske kvinder og piger, der var rejst til Malaysia for at arbejde som tjenestepiger. 40-50.000 cambodianske kvinder og piger er siden 2008 rejst til Malaysia for at arbejde som tjenestepiger.

I maj 2013 erklærede Hun Sen at han ønskede at fortsætte med at lede landet i yderligere 13 år. Han havde da allerede været premierminister i 28 år.

Parlamentsvalget i juli 2013 blev et sviende nederlag for Hun Sens CPP, der mistede 22 mandater og fik 68. Eneste andet parti i parlamentet var Sam Rainsys centrum-højreparti CNRP, der fik 55 mandater. Hun Sen bevarede derfor flertallet i parlamentet, men afstanden mellem de to partier svandt drastisk ind. CPP fik 48,8% af stemmerne, mens CNRP fik 44,5%. Valgresultatet udløste omfattende demonstrationer i både Cambodia og udlandet med beskyldninger om valgsvindel. Det var først og fremmest den Vestlige Verden der ønskede at se det højreorienterede CNRP som sejrherre, mens Hun Sen blev lykønsket af Vietnam med sejren.

Protesterne mod valget strakte sig helt frem til juli 2014. Først da indvilgede CNRP i at indtage sine pladser i parlamentet, og protesterne stoppede. I januar 2014 skød og dræbte militærpolitiet 4 tekstilarbejdere i udkanten af Phnom Penh. Tekstilarbejderne var i strejke i protest mod regeringens manglende vilje til at hæve mindstelønnen til 160 US$ pr. måned og havde tidligere på dagen kastet sten og flasker mod politiet i protest mod tidligere sammenstød. Dagen efter stormede politiet demonstranternes lejr midt i hovedstaden og forbød videre protester. I februar blev forbuddet hævet. I juli demonstrerede ca. 200 mod regeringen og gav efterfølgende det udkommenderede sikkerhedspoliti tæsk. 8 politifolk blev såret. 6 af af CNRP's parlamentsmedlemmer blev arresteret og et par dage senere vendte oppositionsleder Sam Rainsy hjem fra en måned lang rejse i Europa. Han mødtes med Hun Sen, der blev indgået en aftale om magtdeling, CNRP besluttede at indtage sine pladser i parlamentet og den 1 år lange politiske krise var foreløbig slut. CNRP fik formandskabet i 5 ud af 10 parlamentsudvalg, deriblandt i den nyoprettede anti-korruptions kommission. Samtidig fik Sam Rainsy der eller var blevet hindret i at stille op til valget sæde i parlamentet.

Trods vedtagelsen af en anti-korruptionslov i 2010 er landet fortsat et af verdens mest korrupte. Ligesom i Danmark har whistle-blowers ingen retslig beskyttelse og kan idømmes op til 6 måneders fængsel, hvis de f.eks. afslører korruption.

I august 2014 idømte FN's krigsforbrydertribunal i Phnom Penh Khmer Rouges tidligere statschef den 83 årige Khieu Samphan og partiets 88 årige chefideolog Nuon Chea til livsvarigt fængsel for deres forbrydelser under Khmer Rouges regime i 1970'erne. Tribunalet havde indledt sine domsforhandlinger i 2011. Den tidligere udenrigsminister Ieng Sary døde i 2013 og Pol Pot selv døde i 1998 og undgik derfor dom.

I september 2014 underskrev Cambodia og Australien en aftale om at Cambodia skal tage imod australske flygtninge og asylansøgere. Til gengæld betaler giver Australien Cambodia 40 mio. US$ i bistand over 4 år. Australien har regionens mest restriktive politik for flygtninge og asylansøgere og har gennem flere år eksporteret disse til sine nabolande. Cambodia blev nu inddraget i dette system.

Den politiske spænding mellem regeringspartiet CPP og det største oppositionsparti CNRP steg gennem 2016 og 17 med udsigt til kommunalvalg i 2017 og parlamentsvalg i 18. Fra maj 2016 boykottede CNRP's parlamentsmedlemmer regelmæssigt møderne i parlamentet i protest mod de retlige skridt der var taget mod partiets næstformand Kem Sokha, fordi denne ikke var mødt op som vidne i en retsag. Partiets formand, Sam Rainsy var fortsat i frivilligt eksil i Frankrig. I oktober meddelte regeringen officielt, at han ikke ville få indrejsetilladelse til Cambodia. Et usædvanligt skridt eftersom styret samtidig havde rejst en række sigtelser mod ham i løbet af året. I december blev Rainsy og to af hans assistenter idømt 5 års fængsel in absentia. Flere andre CNRP medlemmer blev ligeledes idømt fængselsstraffe. Tilsvarende blev menneskerettighedsaktivister dømt.

I juli 2016 blev den politiske kommentator Kem Ley skudt og dræbt på åben gade. Han blev ofte interviewet til medierne for sine synspunkter og kritik af regeringen. Myndighederne gennemførte efterfølgende ikke nogen ordentlig efterforskning af sagen, selv om morderen umiddelbart blev fanget, men var hurtige til at slå til mod oppositionspolitikere, der antydede at det var regeringen selv der havde beordret mordet.

I september afgav 39 lande en fælles erklæring ved FN's Menneskeskerettighedsråd i hvilken de erklærede sig dybt bekymrede over den eskalerende trussel mod oppositionspartiernes og menneskerettighedsorganisationernes legitime aktiviteter i Cambodia. De opfordrede samtidig regeringen til at sikre frie og fair valg for på den måde at sikre den følgende regerings legitimitet. Europaparlamentet udsendte samtidig en stærk resolution, der fordømte overgreb og undertrykkelse i landet. Men EU tog ingen yderligere skridt til at lægge pres på regeringen.

2017 Anti-oppossitionsloven

Regeringen vedtog i februar 2017 en lov der de-facto gav den ret til at opløse oppositionspartier. Den blev i første omgang brugt til at opløse CNRP og forbyde dets ledende medlemmer at engagere sig i politik de følgende 5 år.

Uden egentlig opposition besatte regeringspartiet CPP ved parlamentsvalget i juli 2018 atter alle parlamentets 125 pladser. Kun Kina, Philippinerne, Laos og Thailand lykønskede efterfølgende partiet med valget. Få uger inden valget havde Hun Sen udpeget sin søn Hun Manet til en højere position i militæret. Han lagde ikke skjul på, at formålet var at sønnen skulle overtage posten som premierminister, når han selv gik på pension eller døde.

De to fremtrædende Khmer Rouge ledere Khieu Samphan og Nuon Chea blev i november 2018 idømt fængsel på livstid for folkemordet i 1975-80. Den nu 92 årige Chea var dengang Pol Pots næstkommenderende, mens den nu 87 årige Samphan var statschef. Der var både tilfredshed med dommene, men også frustration. ECCC domstolen der dømte dem blev oprettet i 1997, og det tog 9 år inden den første sag kom for retten. Siden har domsforhandlingerne bevæget sig uendelig langsomt fremad. Kritikere pegede på, at det skyldtes, at landets nuværende ledere, bl.a. premierminister Hun Sen selv havde fremtrædende poster i Khmer Rouge. Retsopgøret blev med andre ord holdt tilbage for ikke at komme for tæt på den nuværende magtklike. (Khmer Rouge leaders found guilty of genocide in Cambodia’s ‘Nuremberg’ moment, Guardian 16/11 2018). Nuon Chea døde i august 2019.

I november 2019 blokkerede Hun Sen for CNRP oppositionslederne Sam Rainsys og Mu Sochuas tilbagevenden til Cambodia. Han truede med at lade militæret angrive dem, hvis de vendte tilbage, truede flyselskaber der kunne tænkes at flyve dem med bøder, sendte tusindvis af tropper til grænsen mod Thailand og Vietnam, og opfordrede de øvrige ASEAN lande til at arrestere dem og udlevere dem til Cambodia.

I slutningen af 2020 suspenderede EU sin fordelagtige frihandelsaftale med Cambodia pga. landets krænkelser af menneskerettighederne. Et skridt der blev fordømt af Hun Sen, men landet er økonomisk langt mere knyttet til Kina.

Da resten af verden i marts 2020 blev ramt af COVID-19 pandemien, gjorde Hun Sen i første omgang grin med sygdommen og tilbød at tage til Wuhan, Kina midt under millionbyens nedlukning. Iflg. ham var sygdommen ikke reel, men blot bagvaskelse af Kina. Han kom hurtigt på bedre tanker og gav sig selv udstrakte undtagelsesbeføjelser. I marts-april indførtes begrænsninger på indrejse, produktionnen og mange arbejdere fra Thailand og Malaysia blev sendt hjem. Landets økonomi blev kraftigt berørt af krisen. I starten af 2021 var der de foregående 10 måneder registreret 379 COVID-19 tilfælde og ingen døde.

A.J. og Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 6/2 2021

Læst af: 140.479