 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Berlinguer, Enrico
 |
| Enrico Berlinguer |
Berlinguer (1922-84), generalsekretær for det italienske kommunistparti, PCI, og een af de førende talsmænd for eurokommunismen, fødtes i Sassari på Sardinien. Faderen, Mario Berlinguer, var medlem af parlamentet og senere senator for Socialistpartiet, PSI. I slutningen af 1930'erne tog Berlinguer aktivt del i kampen mod fascismen og blev medlem af PCI i 1943. Han var sekretær for den kommunistiske ungdomsbevægelse i Rom 1944; 23 år gammel blev han - på initiativ af Palmiro Togliatti - valgt ind i PCI's centralkomité og i 1948 medlem af eksekutivkomiteen. Fra 1947 til 1956 var han leder af den kommunistiske ungdomsbevægelse i Italien og i perioden 1950-53 leder af Verdens Demokratiske Ungdomsforbund. Regionssekretær for PCI på Sardinien i 1957-58 og leder af organisationsarbejdet i partiets centralkomité fra 1958. I 1968 blev han medlem af parlamentet og fra 1969 til 1972 var han vice-generalsekretær under den daværende generalsekretær Luigi Longo. På PCI's 13. nationale kongres i 1972 valgtes han til partiets generalsekretær. Ved valget i 76 var han med til at sikre PCI 34,4 % af stemmerne.
PCI har under Berlinguers ledelse videreudviklet den uafhængige og nationale linie, som indledtes med Togliatti. Den «italienske vej til socialisme» er senere blevet uddybet med to nye strategielementer: «Det historiske kompromis» og «pluralismen».
Den første præsentation af strategien til et «historisk kompromis» offentliggjordes i september og oktober 1973, som en refleksion over den italienske situation efter kuppet i Chile. Det «historiske kompromis» er en konkretisering af PCI's langvarige bestræbelser på at etablere enhed mellem store befolkningsgrupper med forskellig politisk og ideologisk forankring: katolikerne, socialisterne og kommunisterne. Det opfattedes som en nødvendig betingelse for at indlede en overgangsperiode med socialistisk retning. Denne strategi er indbygget en erkendelse af at det socialistiske projekt vanskeligt kan lykkes, hvis de store befolkningsgrupper er splittede og i stedet udnyttes af reaktionære og fascistiske kræfter. Det historiske kompromis var ikke primært tænkt som et regeringssamarbejde mellem den daværende ledelse i det kristeligt-demokratiske parti, DC, og PCI, men som et forsøg på at skabe en historisk blok med de progressive kræfter i DC. Et sådant kompromis var allerede blevet realiseret i fagbevægelsen - mellem det kommunistisk dominerede forbund CGIL, den katolsk inspirerede fagbevægelse CISL og den kristelige forening af italienske arbejdere ACLI.
De italienske kommunister havde fra midten af 1970'erne ved flere lejligheder gjort sig til fortalere for den italienske socialismes demokratiske karakter og respekten for de liberale frihedsidealer. Disse tanker blev klarest fremført af Berlinguer. På det sovjetiske kommunistpartis 25. kongres i 1976 hævdede Berlinguer, at socialismens aktualitet i Italien gjorde det absolut nødvendigt at gøre sig klart, hvilken form for socialisme, PCI ønskede at opnå: «Vi kæmper for et socialistisk samfund, som er det maksimale i udviklingen af alle demokratiske landvindinger og som garanterer respekten for alle individuelle og kollektive friheder, religionsfrihed og kulturfrihed, kunstens og videnskabens frihed.» Med udgangspunkt i den italienske virkelighed kan og må arbejderklassen hævde «sin historiske funktion i et pluralistisk og demokratisk system.» Berlinguers pluralistiske samfundsopfattelse åbnede ligeledes for en mangfoldighed af demokratiske institutioner: et repræsentativt demokrati kombineret med direkte demokrati - boligkarrékomiteer, fabriksråd etc. Disse tanker repræsenterede i sig selv et historisk kompromis mellem de to store traditioner i europæisk politisk tænkning: den liberale tradition fra Locke til Kant og den revolutionær-demokratiske tradition fra Rousseau til Marx og Gramsci. Det var måske Berlinguers vigtigste bidrag til den moderne, europæiske kommunisme.
I jagten på «det historiske kompromis» stemte PCI i 78 for regeringen. Politikken blev dog stadig mere upopulær blandt partiets medlemmer, og blevet i løbet af 79 opgivet til fordel for det såkaldte «demokratiske alternativ». Berlinguer blev stadig mere isoleret i partiet. I 1981 kritiserede han militærkuppet i Polen og blev kritiseret i det sovjetiske kommunistpartis dagblad, Pravda. Han anførte i 84 en voldsom kampagne mod den italienske regerings opgivelse af dyrtidsreguleringen af lønningerne. En kampagne, der dog slog fejl. Han døde pludseligt under valgkampen til Europarlamentet, 11. juni 1984.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 30.167