Somalia
| Befolkning | 16,8 mio. |
| Valuta | Somaliske shilling |
| Areal | 637.660 Km2 |
| Hovedstad | Mogadishu (Muqdisho) |
| Befolkningstæthed | 13,7 indb./Km2  |
| HDI placering | |
Somalia er et land, der overvejende er halvørken og med en betydelig nomadebefolkning. Den nordlige del af landet er bjergrig og består af en række forbjerge, der falder fra Galla-Somalia højsletten ud til Adengolfen. Den sydlige del af landet er næsten fuldstændig ørken, bortset fra en frugtbar zone, der gennemløbes af floderne Juba og Shebelle. Tørkeperioderne er cykliske og de seneste er blevet forværret af overgræsning. En betydelig stigning i kvægbestanden har forstærket ørkendannelsesprocessen. Fiskeri med dynamit har ødelagt koralrev og skadet faunaen i havet. Samtidig er flere fiskearters traditionelle habitat blevet ødelagt, hvilket vil reducere de fremtidige fangstmuligheder. 74 dyre- og plantearter er i fare for udryddelse.
Folket: Somalierne er af hamitisk oprindelse og de vigtigste etniske grupper (hawiye, darod, issaq, dir og digil-mirifle) er tæt beslægtede kulturelt og sprogligt. Endvidere findes en minoritet af arabere og bantuer.
Religion: Islam (officielt), flertallet er sunnier. I Mogadishnu findes en lille minoritet af kristne.
Sprog: Somali og arabisk (officielle)
Politiske partier: Ingen eksisterende
Officielt navn: Soomaaliya (somali).
Administrativ inddeling: 18 regioner eller provinser. Den nordlige del har erklæret sig selvstændig under navnet Somaliland.
Hovedstad: Mogadishu 2.000.000 indb. (2006).
Andre større byer: Hargeysa 231.000 indb.; Berbera 213.400 indb.; Kismayo 201.600 indb. (2000).
Regering: Hassan Sheikh Mohamud er præsident siden maj 2022. Mohamed Hussein Roble er premierminister siden september 2020. Landet har siden 1991 været uden effektiv centralregering. En række politisk-militære fraktioner har delt landet mellem sig, og landet har været offer for gentagne invasioner og besættelser fra USA, Ethiopien og Kenya.
Nationaldag: 1. juli (Selvstændighed, 1960)
Væbnede styrker: Der har ikke eksisteret noget nationalt militær siden oprørsstyrker i 1991 bragte regeringen til fald.
Området Somalia blev af ægypterne kaldt «Landet Punt», og der eksisterede et livligt handelssamkvem mellem de to lande. Flere århundreder senere kaldte romerne landet for «aromaernes land», da det var derfra at røgelsen stammede. Denne gamle handelstradition blev forstærket i det 8. århundrede, da arabiske flygtninge oprettede flere handelsstationer på den somaliske kyst.
Somalierne blev islamiserede og ledet af indvandrere fra Yemen. I det 13. århundrede dannede de kongeriget Ifat med Zeila som hovedstad. Ifat betalte i første omgang skatter til det ethiopiske imperium, men stødte hurtigt sammen med abyssinerne, udvidede sit territorium og ændrede sit navn til sultanatet Adal.
Landet udviklede nu en omfattende handel, der stod i nær kontakt med de arabiske markeder og mod syd med Zandj kysten. Samtidig søgte sultanerne at udvide staten på bekostning af det ethiopiske imperium. Konflikten havde samtidig religiøse undertoner, og derfor bad de ethiopiske herskere fra 1439 om hjælp fra de kristne europæere. Alligevel var det først i 1541, at den portugisiske regering sendte en flåde - da den havde lært handelen i det Indiske Ocean at kende, og erkendt at det ville være fornuftigt at monopolisere den. Støttet af en ethiopisk hær raserede flåden fuldstændig byen Zeila, og ødelagde derefter Mogadishu (Muqdisho), Berbera og Brava.
Ødelæggelserne blev ikke fulgt op af en effektiv besættelse. Alligevel hindrede den portugisiske flådes tilstedeværelse genopbygningen af regionens økonomi. Sultanatet Adal forfaldt og blev splittet op i en række mindre sultanater, hvoraf de nordligste var under indflydelse fra Egypten, der igen var underlagt det osmanniske imperium, mens de sydlige var knyttet til sultanatet på Zanzibar - efter at portugiserne i 1698 var blevet smidt ud.
Suezkanalen gav ny strategisk betydning til «Afrikas Horn». I 1862 købte franskmændene havnebyen Obock, der senere blev til det nuværende Djibouti. Italienerne slog sig ned i Aseb (Ethiopien), og i 1869 fortsatte de ind i Eritrea, mens briterne i 1885 erobrede de ægyptiske besiddelser Zeila og Berbera. Som kompensation for sit nederlag overfor Ethiopien fik Italien i 1906 sydkysten af Somalia.
Modstanden mod den udenlandske dominans kom især til udtryk i den britiske koloni, hvor sheik Mohamed bin Abdullah Hassan organiserede en revolutionær islamisk bevægelse, der ved 4 lejligheder slog kolonimagten i perioden 1900-04. Det var først i 1920, at briterne fik området under kontrol, og da først ved at sætte flyvevåbnet ind - for første gang i Afrika.
Efter den 2. verdenskrig dannedes Somali Youth Club, hvis mål var selvstændighed og national samling. I 1960 blev de britiske og italienske områder selvstændige, og i juli sluttede de sig sammen i den Somaliske Republik. Den nye stat fik parlamentarisk styre, der varede til den 21. oktober 1969, hvor en gruppe officerer under ledelse af general Siad Barre tog magten, erklærede landet for socialistisk og allierede sig med Sovjetunionen.
I juli 1976 invaderede Somalia den ethiopiske Ogaden ørken, under påskud af at ville hjælpe Fronten til befrielse af Vestsomalia. Den ethiopiske hær slog med støtte fra cubanske styrker og med sympati fra de fleste afrikanske stater invasionen tilbage. Det medførte, at Somalia afbrød de diplomatiske forbindelser med Cuba og opsagde militæraftalerne med Sovjet.
Krigen mod Ethiopien, prisstigningerne på olie og de basale fødevarer samt tørken i 1978-79 bragte landet på randen af kaos. I april forsøgte en gruppe officerer uden held at gennemføre et kup mod Barre. I oktober 1980 erklærede Barre landet i undtagelsestilstand, og genoprettede det Øverste Revolutionsråd, der var blevet nedlagt i 1976.
Somalia gjorde tidligere territorialkrav gældende overfor Kenya, hvis nordøstligste provins opfattedes som somalisk område, men fra 1984 forbedredes relationerne efter indgåelse af aftaler om handelsmæssigt og teknisk samarbejde. Nye problemer opstod dog i forholdet til Ethiopien pga. striden om Ogaden og den massive strøm af ethiopiske flygtninge ind i Somalia - 840.000 i 1988.
Barre blev valgt til præsident i 1986 med 99 % af stemmerne. I februar 1989 rejste premierminister Ali Samater til London og Washington for at offentliggøre en omfattende amnesti til 400 politiske fanger.
Men med afslutningen på den kolde krig mistede Somalia strategisk betydning for USA, der reducerede sine kreditter og investeringer. Samtidig indstillede Saudi Arabien næsten fuldstændig sine indkøb af kvæg. I januar 1991 dannede oppositionen den Forenede Somaliske Kongres (USC) og styrtede præsidenten. Han blev erstattet af USC's leder Ali Mahdi Mohammed og forretningsmænd.
Efter sammenstød mellem de forskellige fraktioner af USC, flygtede præsident Mahdi ud af Mogadishu i november 1991. Hovedstaden var under general Mohamed Farah Aidids kontrol. Han ledede USC's militære gren. De to rivaliserende fraktioner af USC bestod af medlemmer fra forskellige underafdelinger af hawiye klanen, ledet af henholdsvis Farah Aidid og Ali Mahdi.
Siden indledningen af kampene mellem de stridende fraktioner er 300.000 somaliske børn døde og 1,5 million flygtet ud af landet, svarende til en fjerdedel af befolkningen.
Under et ophør i kampene gennemførte 100.000 kvinder og børn den 9. marts en fredelig demonstration i hovedstaden. Ni stammeledere fra Hiraan regionen mødtes for at diskutere, hvordan der kunne skabes fred i landet. Det var det første møde blandt «ugas» (den traditionelle autoritet) i mere end 100 år.
Efter to års borgerkrig og totalt anarki var landet i 1993 fortsat uden central regering. I nogle områder respekterede befolkningen de ældres traditionelle autoritet i klanerne, men alligevel kunne det ikke hindres, at manglen på en central ledelse i landet gjorde, at magten kom til at ligge i hænderne på militærledere og stærkt bevæbnede bander.
Den tidligere britiske koloni Somaliland erklærede sig selvstændig fra resten af landet i maj 1992. Den nye stat har stort set ikke været præget af konflikter mellem klaner, men er på den anden side ikke blevet anerkendt internationalt. Da områdets økonomi kom i krise og centralmagten forsvandt, levede befolkningen overvejende af fiskeri og eksport af kvæg. Langs den 1.660 km lange kyst var det imidlertid kun 5 % af befolkningen der fortsatte fiskeriet. Det skyldtes manglen på brændstof og reservedele til bådene. Samtidig indstilledes eksporten af kvæg. Denne region har ikke modtaget humanitær bistand, trods det at den udgør 30 % af landet og har modtaget 1 million flygtninge fra krigszonerne i syd og Mogadishu.
Efter pres fra USA godkendte FN i december 1992, at der skulle sendes en «fredsbevarende» styrke på 28.000 mand til landet, med det formål at sikre leverancerne af fødevarer og gennemføre en afvæbning af de væbnede grupper og fraktioner. Det var første gang i verdensorganisationens historie, at den besluttede at intervenere militært i et medlemslands indre anliggender.
Militærchefer, medlemmer af de ældres råd og prominente borgere besluttede i marts 1993 i forlængelse af FN fredssamtaler i Adis Abeba at danne en provisorisk regering. Iflg. aftalen skulle der dannes et Nationalt Overgangsråd, der skulle være landets øverste myndighed, indtil der i løbet af en to-årig periode kunne dannes en national regering. Men der blev ikke fastsat nogen dato for oprettelsen af Overgangsrådet.
Det kom hurtigt til voldsomme sammenstød mellem Mohamed Aidids styrker og de USA ledede styrker i landet. I løbet af året var hovedstaden fortsat under kontrol af tilhængere af Farah Aidid, men den stadig mere spændte situation kostede faldne på begge sider.
Eftersom USA opfattede ham som en hindring for opnåelse af fred i landet, satte supermagten sit elitekorps, Rangers ind på at opspore og tilfangetage Farah Aidid, men det mislykkedes. Andre lande der deltog i den «fredsskabende mission» besluttede hurtigt at trække deres tropper ud af landet.
Farah Aidid og Ali Mahdi indgik i Nairobi i marts 1994 en aftale om våbenhvile og gennemførelse af en forsoningskonference i maj. Den skulle vælge en ny præsident og en ny regering. De udenlandske tropper blev trukket ud af landet den 31. samme måned, og efterlod blot en lille styrke under FN's ledelse. Selv om de regionale konflikter fortsatte, spredtes borgerkrigen ikke, og der syntes atter at komme gang i den økonomiske aktivitet.
Landet var fortsat delt og Republikken Somaliland fortsatte i 1995 sine aktiviteter trods manglende international anerkendelse. I resten af landet grupperedes de stridende gruppen omkring Alliancen for Somalias Frelse (ASS) under ledelse af Ali Mahdi Mohamed, og ASN ledet af Farah Aidid. Begge erklærede sig selv for landets retmæssige regering. Farah Aidid døde i august 1996 og blev efterfulgt af sin søn Hussein. Farahs gamle højrehånd, Osman Hassan Ali («Ato») trådte frem som ny stærk mand, men nu allieret med Ali Mahdi.
26 politiske ledere tilknyttet ASS mødtes i januar 1997 i byen Sodere i Ethiopien, hvor de med støtte fra OAU besluttede at danne et Nationalt Frelserråd, med magtbeføjelser til at danne en overgangsregering. Hussein Aidid og Mohamed Ibrahim Egal der var blevet genvalgt som Somalilands præsident i marts anerkendte ikke denne beslutning.
Oversvømmelser i november og december 1997 isolerede 230.000 mennesker i landets sydlige del. FN indledte et hjælpeprogram, og smed mange tons fødevarer ned fra luften i Garbahari og Gedo disktrikterne nær floden Juba.
I april 1998 gennemførtes et nyt møde i Nairobi mellem militærcheferne Ali Mahdi Mohamed, Hussein Aidid, Osman Hassan Ali og Mohamed Kanyere, der erklærede sig villige til at slutte fred. Samtidig led det hårdt plagede Somaliland et yderligere tilbageslag, da Saudi Arabien genindførte forbuddet mod import af kvæg fra Somalia.
I juni afholdt 300 stammeledere fra den nordøstlige del af landet en konference med det formål at skabe en regering for hvad de kaldte Puntland, der dækkede områderne Garowe, Bari og Galkayo, der er landbrugsområder baseret på kvægdrift. Konferencen valgte major Abdullah Yussuf Ahmed til præsident og Mohamed Abdi Hashi til vicepræsident. Den nye regering fik sit hovedsæde i byen Garowe.
I august 2000 gennemførtes en fredskonference i Djibouti med deltagelse af de forskellige stridende fraktioner. Konferencen valgte et parlament på 245 medlemmer, der mødes udenfor landet, og som ny præsident valgtes Abdulkasim Salat Hassan, der var minister i en tidligere Barre regering. Hassan ankom under stærk bevogtning til Mogadishu og fik en strålende modtagelse af titusindvis af byens indbyggere på fodboldstadiumet. I oktober offentliggjorde den nye premierminister Ali Khalif Galaydh sin nye regering på 25 medlemmer - alle mænd og repræsentanter for Somalias forskellige klaner. Premierministeren karakteriserede sin nye regering som en forsoningsregering.
I maj 2001 gennemførtes en folkeafstemning i den nordlige del af landet, der med stort bekræftede Somalilands løsrivelse fra Somalia. Det nye land blev imidlertid ikke anerkendt internationalt.
I slutningen af 2001 indefrøs USA størstedelen af Barakaats aktiver. Det var Somalias største firma og var mistænkt for at have forbindelser til Osama bin Laden. FN gjorde opmærksom på, at dette forværrede landets allerede vanskelige situation. Det var på randen af konomisk sammenbrud som følge af den langvarige tørke og forbuddet mod eksport af kvæg.
I maj 2002 døde Mohamed Egal på et hospital i Sydafrika. Dette skabte frygt for opblussen af gammel rivalisering. Dahir Riyale Kahin blev udnævnt til præsident over Somaliland. I oktober blev regeringen og de 21 krigsherrer enige om våbenstilstand, mens der blev gennemført nye fredsforhandlinger.
I april 2003 blev Dahir Riyale med snævert flertal valgt til præsident over Somaliland. Samtidig genoptog centralregeringen i juli fredsforhandlingerne i Kenya. I januar 2004 blev krigsherrer og centralregering i Kenya enige om dannelsen af en ny regering, hvilket blev betragtet som et vigtigt skridt frem mod varig fred.
Over 100 døde i juni 2004 i forbindelse med kampe mellem etniske militser i byen Bula Hawo i det sydlige Somalia. Det var to fraktioner af Somalias Nationalfront (SNT) der stødte sammen om kontrollen over byen. Bula Hawo er et knudepunkt i handelen mellem Mogadishu, Kenye og Ethiopien. Kampene fandt sted tæt ved grænsen og berørte også byen Mandera i Kenya, hvor 7 mistede livet. Kenyas regering besluttede at tilbageholde mistænkte i området og sendte politistyrker dertil for at hindre infiltration af militser. Alligevel søgte flere hundrede somaliere over grænsen for at søge beskyttelse i nabolandet.
Samme måned besluttede Storbritannien at udlevere 6 somaliere, der havde søgt asyl pga. krigen. Amnesty International kritiserede skridtet, bad om en forklaring og erklærede at der var tale om en ikke formuleret ændring af den britiske udlændingepolitik. Organisationen erklærede, at regeringens påstand om, at flygtningene ikke løb nogen risiko ved at vende tilbage til Somalia ikke var realistisk. Somalia er det land, der leverer flest asylansøgninger til Storbritannien. Alene 4.500 i løbet af 2003.
I juli 2004 mødtes omkring 150 somaliere i Mogadishu for at diskutere landets genopbygning efter 10 års borgerkrig og fuldstændig mangel på retssamfund. I samtalerne deltog akademikere, forretningsfolk fra forskellige dele af landet samt somaliere fra udlandet. Men uden offentlig administration, uden politistyrker og uden transportvæsen var der dårlige betingelser for disse forhandlingers udfoldelse. Samtidig fortsatte forhandlingerne i Kenya, der skulle lede frem til dannelsen af en regering inden udgangen af juli.
Det var ikke kun Amnesty der vurderede situationen som meget vanskelig som følge af nye kampe mellem de stridende krigsherrer. Det gjaldt også FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR). Over 1½ mio. somaliere er fordrevet eller gået i eksil siden begyndelsen af borgerkrigen.
26. december 2004 var Somalia det land på det afrikanske kontinent der blev værst ramt af Tsunamien, der især berørte Sydøstasien. Det værst berørte område var Puntlania, hvor mindst 200 døde og 30.000 blev hjemløse. Mange brønde blev ødelagte.
Mindst 10 blev dræbt og mange andre såret, da en bombe eksploderede i Mogadishu, da Ghedi i maj 2005 holdt en konference. en måned senere begyndte regeringen at vende hjem fra sit eksil i Kenya, selv om det endnu ikke var endelig besluttet, hvor den skulle have sæde.
Et nyt attentat rettet mod Ghedi fandt sted i november, da hans karavane blev angrebet med våben i Mogadishu. Premierministeren undslap, men 6 blev dræbt.
Mere end et år efter at det blev dannet i Kenya, forsamledes parlamentet endelig på somalisk territorium - nemlig i februar i byen Baidoa. 205 af de 275 parlamentsmedlemmer deltog, men mange krigsherrer allierede med Sharif Hassan Sheikh Adan der var utilfreds med præsident Yusuf deltog ikke. Mødet i Baidoa blev trods alt muligt, efter at de to ledere måneden forinden havde mødtes i Yemen.
De islamiske domstoles milits tog i juni 2006 kontrol over Mogadishu. Der var tale om den stærkeste og mest populære bevægelse i landet. Den samlede 11 selvstændige islamiske domstole i hovedestaden, som hver især kæmpede for indførelse af islamisk lov som middel til at gøre op med pornografi og en række almindelige forbrydelser i hovedstadens gader.
Lige som Afghanistans indbyggere 15 år tidligere havde budt Taliban velkommen - ikke pga. dens fundamentalisme men fordi den bragte fred midt i krigens kaos - bød Somalias indbyggere de islamiske domstole velkommen, fordi de skabte orden i det volds kaos der i 15 havde præget Somalia.
USA frygtede at de islamiske domstole ville give al-Qaeda et brohoved på Afrikas Horn, og lod derfor 24. december Ethiopien invadere Somalia. Efter nogle uger havde de ethiopiske tropper besejret de islamiske domstole i Mogadishu, men kampene fortsatte i resten af landet. I løbet af nogle måneder havde USA's stedfortræderkrig i Somalia drevet 300.000 somaliere på flugt. USA intervenerede selv åbent, da supermagten i januar 2007 angreb de islamiske domstoles stillinger i Ras Kamboni med AC-130 kampfly.
De islamiske domstol havde i 2006 bragt sørøveriet ud for Somalias kyst til ophør. Ethiopiens invasion af Somalia gjorde det muligt for sørøverne at genoptage deres arbejde. Den 1. juni 2007 blev det danske skib Danica White indtaget af sørøvere. Først da rederiet efter nogle måneder betalte en større ukendt løsesum kom besætningen fri.
De islamiske domstoles nederlag til de ethiopiske besættelsesstyrker medførte umiddelbart, at domstolene blev splittet i flere fraktioner. Den mest radikale blandt disse var al Shabaab, der organiserede kampen mod besættelsesstyrkerne og gennem 2007 og 08 langsomt drev dem tilbage. I slutningen af 2008 kun al Shabaab indtage Baidoa og i januar 2009 måtte de ethiopiske styrker forlade landet.
Premierminister Ghedi trak sig fra posten i oktober 2007. Præsident Yusuf udpegede i stedet Nur Hassan Hussein. Det medførte imidlertid at halvdelen af ministrene trak sig fra deres poster, fordi de eller deres klaner ikke var blevet konsulteret. Hussein præsenterede i januar 2008 et slanket kabinet.
Præsident Yusuf meddelte i december 2008 at han trak sig tilbage i erkendelse af at han ikke havde været i stand til at forene landet.
I januar 2009 blev Sharif Ahmed valgt til præsident på et møde i Djibouti. Ahmed havde allerede en lang karriere bag sig som fremtrædende medlem af de Islamiske Domstole, og han var en af dem der stærkest havde bekæmpet den USA støttede ethiopiske besættelse af Somalia i 2006. 14 dage senere udnævnte han Omar Abdirashid Ali Sharmarke til premierminister. Valget blev hilst velkommen fra mange sider, idet Sharmarke blev anset for en politiker der ville være i stand til at samle bredt blandt de somaliske klaner og blandt politikerne i den føderale somaliske overgangsregering. Opbakningen gjaldt dog ikke al Shabaab der erklærede at: «en ulovlig kamel kan ikke føde lovlige børn».
Den nye føderale overgangsregering blev styrket efter den inddrog de islamiske domstole, og sammen med tropper fra den Afrikanske Union indledte en offensiv mod al Shabaab i den sydlige del af landet. Samtidig meddelte regeringen, at den ville indføre Sharia lov. Alligevel fortsatte al Shabaab sin militære fremgang og besatte i maj størstedelen af Mogadishu sammen med den anden store islamistiske oppositionsgruppe, Hizbul Islam. Den islamiske opposition blev svækket i oktober, da der udbrød kampe mellem al Shabaab og Hizbul Islam. Efter nogle måneder deserterede betydelige dele af Hizbul Islam til al Shabaab, og dennes kamp mod den føderale overgangsregering tog atter til. Mogadishu er fortsat delt mellem islamister og føderale og kontrollen med de enkelte bydele varierer alt efter hvem der er i offensiv.
I april 2010 kom det til en konflikt i parlamentet mellem premierminister Sharmarke og parlamentsformand Adan Mohamed Nuur Madobe. Konflikten endte umiddelbart med, at parlamentsformanden trak sig fra posten, men efterfølgende ønskede præsidenten at fyre premierministeren. Et skridt Sharmarke erklærede var i strid med forfatningen. Efter 1 måneds magtkamp mellem de to toppolitikere trak præsidenten i maj fyringen tilbage, for blot få dage senere at genfremsætte truslen. Præsidenten for den autonome Puntland region i landets nordøstlige hjørne, Abdirahman Mohamud Farole, søgte at mægle i konflikten og erklærede at hvis den ikke blev løste fredeligt, ville det føre til den føderale overgangsregerings kollaps.
Den væbnede konflikt mellem overgangsrådet og den Afrikanske Unions styrker i Somalia (AMISOM) på den ene side, og al-Shabaab og andre militser på den anden tog til i løbet af 2010. Militserne kontrollerede den sydlige og centrale del af landet samt dele af Mogadishu. I juli gennemførte al-Shabaab bombeattentater i Ugandas hovedstad Kampala som hævn for «AMISOM's drab på civile i Somalia». AMISOM bestod overvejende af soldater fra Uganda og Burundi. Attentaterne medførte blot at AMISOM styrker blev udvidet til 12.000 soldater, og der blev rapporteret om flere overgreb på civilbefolkningen fra begge parter i konflikten. I august bombede al-Shabaab Muna hotellet i Mogadishu. 33 blev dræbt. Hospitalernes journaler i Mogadishu afslørede, at omkring halvdelen af deres patienter skyldtes krigsskader i 2010. I slutningen af året var 1,5 mio. somaliere internt fordrevne. Mange søgte ud af landet, men somaliske flygtninge der kom til f.eks. Kenya blev afvist og sendt tilbage.
I juni 2011 blev indgået en aftale i Uganda mellem præsidenten og parlamentsformanden. Aftalen medførte, at premierminister Sharmarke øjeblikkelig trak sig fra posten. Han blev erstattet af Abdiweli Mohamed Ali.
I august trak al-Shabaab sig af taktiske årsager ud af Mogadishu, men gennemførte fortsat selvmordsattentater i byen. I oktober gennemførte militsen et selvmordsangreb mod ministrier i hovedstaden. Over 100 - overvejende civile - blev dræbt. Begge parter i konflikten var ansvarlige for alvorlige overgreb på civilbefolkningen. Under kampene i byerne blev der skudt med morterer og granater uden hensyn til civile. Overgangsregeringens militære domstole afsagde stribevis af domme over civile og soldater. I august var 22 soldater blevet henrettet efter at være dømt. AMISOM var ligeledes skyldig i overgreb mod civile. I september dræbte burundiske soldater bl.a. en malaysisk journalist og sårede en anden.
I løbet af 2011 gennemførte al-Shabaab flere gange kidnapninger af udlændinge i Kenya. I oktober førte dette til en aftale mellem den somaliske regering, Kenya, Ethiopien, Frankrig og USA om fælles militær indsats overfor al-Shabaab militsen. Kenyanske tropper gik over grænsen til det sydlige Somalia og indledte jagten på militsfolk. Krigen fik navnet Linda Nchi og fortsatte frem til juni 2012, hvor Kenyas styrker officielt blev indlemmet i AMISOM. Som led i krigen gennemførte USA angreb med dronefly.
Den 31. december 2011 smed ethiopisk militær og 2 somaliske militser al-Shabaab ud af Beletweyne, der er hovedstad i Hiraan regionen, der grænser op til Ethiopien. I månederne efter kunne flygtninge berette, at det drastisk havde forværret sikkerheden i byen, hvor de ethiopiske styrker og medlemmer af Shabelle Valley State (SVS) militsen gennemførte summariske henrettelser af somaliere. Omvendt gennemførte al-Shabaab selvmordsaktioner rettet mod de ethiopiske styrker og militserne.
I februar 2012 gennemførtes en konference om Somalia i London med deltagelse af repræsentanter fra 60 lande og FN. Konferencen havde dog ikke deltagelse af al-Shabaab, der fortsat kontrollerede halvdelen af landet. Konferencens fokus var da heller ikke hverken fred eller de omfattende krænkelser af menneskerettigheder i landet, men derimod piratvirksomheden, der kostede de britiske forsikringsselskaber med Lloyds i spidsen store summer. FN's generalsekretær Ban Ki Moon slog til lyd for en udvidelse af konflikten gennem øgning af AMISOM fra 12.000 til 17.000 soldater.
I august 2012 vedtog parlamentet en ny foreløbig forfatning, hvorefter Somalia blev omdannet til en føderation af stater.
I september 2012 gennemførte præsidentvalg. Præsidenten blev valgt af parlamentet. I første runde fik Hassan Sheikh Mohamud 22,2% af parlamentarikernes stemmer, mens Sharif Sheikh Ahmed fik 23,7%. I anden runde fik Mohamud 70,6%, mens Ahmed fik 29,4%. Seks dage efter valget blev Mohamud indsat på posten, og i oktober udpegede han Abdi Farah Shirdon som sin premierminister.
Al-Shabaab forsøgte flere gange at få ram på præsidenten. To dage efter valget og inden han endnu var indsat, sprængte to al-Shabaab selvmordsbombere sig i luften ved Jazeera hotellet, hvor Mohamud talte. 10 blev dræbt, men Mohamud slap. I september 2013 passerede hans bilkortege en vejsidebombe, men også den overlevede han.
Det umiddelbart vigtigste mål for præsidenten var at få ophævet den FN våbenembargo af landet, Sikkerhedsrådet havde vedtaget i 1992. Efter et halvt års forhandlinger ophævede Sikkerhedsrådet i marts 2013 blokaden for våben til regeringen for en periode af 1 år. Tungere våben og jord-til-luft raketter var dog stadig omfattet af blokade. Suspenderingen af blokaden blev i marts 2014 forlænget i yderligere 7 måneder.
Både regeringsstyrker og al-Shabaab stod i 2013 for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne: målrettede mord, rekruttering af børnesoldater, vilkårlige rettergange, angreb på journalister, voldtægt. Dertil kom større aktioner gennemført af al-Shabaab i Mogadishu: I april angreb bevægelsen Mogadishus centrale domstol, 30 blev dræbt; I juni blev FN's kompleks i Mogadishu angrebet, 14 blev dræbt; I september blev Village restauranten angrebet og 15 dræbt. Al-Shabaabs mest omfattende angreb var dog angrebet på Westgate shoppingcentret i Nairobi, Kenya i september der kostede 67 livet.
I august 2013 undertegnede centralregeringen en forsoningsaftale med den autonome Jubaland regering i det nordlige Somalia. Som en del af aftalen skulle Jubaland de følgende to år fortsat regeres af den autonome regering, men med Mohamud som præsident, og der skulle ske en integration af Jubalands militær i centralregeringens militære styrker.
Den europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde i september en kendelse, der bekræftede at en afvist somalisk asylansøger kunne sendes tilbage fra Sverige til Somalia. Menneskerettighedsdomstolens kendelse blev kritiseret skarpt af internationale menneskerettighedsorganisationer.
I november 2013 kom det til en politisk konflikt mellem præsident og premierminister. Premierministeren mente han selv kunne omdanne sin regering. Det mente præsidenten ikke. Efter en måneds parlamentarisk lammelse tabte premierminister Shirdon i december en tillidsafstemning i parlamentet og trådte tilbage. Præsidenten udpegede derefter Abdiweli Sheikh Ahmed som ny premierminister.
Human Rights Watch udsendte i september 2014 en rapport, der dokumenterede voldtægt og seksuelle overgreb begået af soldater fra AMISOM i perioden 2013-14 mod kvinder i Mogadishu. AU meddelte efterfølgende, at den ville undersøge anklagerne.
Et nordamerikansk droneangreb i september 2014 dræbte al-Shabaabs leder Moktar Ali Zubeyr. Regeringen tilbød derefter alle moderate ledere i oprørsgruppen amnesti indenfor 45 dage.
Samme måned vedtog regeringen en ny medielov, der gav det Nationale Medieråd bemyndigelse til at udstede bøder på 5-10.000 US$ til journalister for «falsifikation» eller «grundløs propaganda». Bestemmelserne var brede nok til at fungere fuldstændig vilkårligt. I løbet af året havde det statslige efterretningsvæsen NISA flere gange arresteret journalister og udsat dem for tortur eller nedgørende behandling, eller havde gennemført raids mod dagblade og radiostationer.
Fra oktober til december var landet præget af en ny bitter magtkamp mellem premierminister og præsident. Den tog sin begyndelse da premierministeren i slutningen af oktober foretog en regeringsomdannelse. Præsidenten protesterede imod omdannelsen, som han derefter annullerede med henvisning til, at han ikke var blevet involveret. Over den næste halvanden måned forsøgte en lang række eksterne aktører med USA, FN og den Arabiske Liga i spidsen at få de to toppolitikere til at bilægge striden. Flere gange forsøgte parlamentet at gennemføre en tillidsafstemning, der hver gang endte i kaos. Den 6. december stemte parlamentet så Ahmed ud.
Omar Abdirashid Ali Sharmarke blev i december 2014 udpeget til premierminister af præsidenten, som erstatning for den afsatte premierminister. Præsident Mohamud motiverede sit valg af Sharmarke med dennes gode forbindelser til USA, hvor han en kort periode havde været Somalies ambassadør. Sharmarke havde efterfølgende alvorlige problemer med at sammensætte en regering, der kunne godkendes af parlamentet.
Partnerskabsforumet mellem EU og Somalia mødtes i november 2014 i København til forhandlinger. Amnesty International havde inden da opfordret EU til at lægge større vægt på overholdelsen af menneskerettighederne i Somalia.
I februar 2015 gennemførte præsident Mohamud en tre dages konference i Mogadishu med præsidenterne Abdiweli Mohamed Ali, Ahmed Mohamed Islam og Sharif Hassan Sheikh Adan fra henholdsvis Puntland, Jubaland og South West State. Formålet var at fremme national forsoning og nye møder fandt sted i april og maj i Garowe. De 4 præsidenter underskrev en 7 punkts aftale, hvis vigtigste element var indlemmelsen af 3000 soldater fra Puntland i landets hær. De øvrige regioner indvilgede ligedes i at integrere soldater i hæren.
USA's udenrigsminister John Kerry besøgte i maj landet, hvor han havde møder med både præsident og premierminister. Som anerkendelse af den forbedrede sikkerhedssituation i landet erklærede Kerry, at USA planlagde atter at åbne en ambassade i landet - uden dog at sætte årstal på. EU erklærede ligeledes i maj, at en række europæiske lande planlagde at genåbne deres ambassader.
AMISOM gennemførte i juli en ny offensiv mod al-Shabaab, der yderligere mindskede bevægelsens kontrol i Somalia.
Fra starten af 2015 indledte IS en charmeoffensiv overfor al-Shabaab for at få bevægelsen til kappe båndene til al-Qaeda og i stedet slutte sig til IS. Det førte til intern diskussion, men i september udsendte al-Shabaabs ledelse et internt memo der slog fast, at bevægelsen fortsat var knyttet til al-Qaeda, og at enhver diskussion om forholdet til IS skulle ophøre. Samtidig arresterede bevægelsen en række medlemmer, der havde udtrykt sympati for IS. Det standsede imidlertid diskussionerne. De følgende måneder erklærede en række fremtrædende al-Shabaab ledere deres støtte til IS, og det kom til interne militære kampe i bevægelsen.
I takt med at al-Shabaab mistede terræn greb bevægelsen i stigende grad til terror. I november angreb den Hotel Sahafi i Mogadishu og dræbte 15. I juni 2016 gennemførte den to angreb på hoteller i Mogadishu og dræbte henholdsvis 13 og 15. Angrebene indikerede både at bevægelsen var presset og desperat, men også at myndighederne endnu ikke havde fuldt styr på sikkerhedssituationen. Både AMISOM og landets hær gennemførte ligeledes målrettede angreb på civilbefolkningen. I juli 2015 dræbte AMISOM 10 civile i byen Marka. Alle tre sider i konflikten rekrutterer børnesoldater.
I juli meddelte parlamentsformanden, at der ikke ville blive gennemført parlaments- og præsidentvalg i 2016, selv om dette var nedfældet i fredsaftalen for Somalia. Oppositionen protesterede mod beslutningen og erklærede at det var et forsøg på at forlænge præsidentens periode. I august fremsatte oppositionen et mistillidsvotum mod præsident Mohamud.
Inspireret af EU's aftale med Tyrkiet i 2016 om at smide flygtninge ud af Europa erklærede Kenya i april 2016, at det ville lukke flygtningelejrene i det nordlige Kenya og deportere flere hundrede tusinde flygtninge til Somalia.
Krigens kaos på fastlandet gør, at de somaliske «myndigheder» ingen kontrol har over havet, hvor somaliske pirater - som de israelske pirater i Middelhavet - frit border skibe. Flere lande har sendt krigsskibe til området for at holde handelsvejene åbne. Europæiske, sydkoreanske og japanske skibes rovfiskeri ud for Somalias kyst ødelagde allerede i starten af den det nye årtusinde livsgrundlaget for de somaliske fiskeri, der i stedet slog sig på piratvirksomhed for at overleve.
Titusindvis af civile blev dræbt gennem 2016. Både al-Shabaab, den somaliske hær og AMISOM var ansvarlige for drab og krigsforbrydelser. Dertil kom sammenstød mellem klaner, der også kostede mange menneskeliv. Ved årets udgang var 1,1 mio. internt fordrevne pga. kampene og 4,5 mio. havde behov for humanitær bistand. Flygtningesituationen blev yderligere forværret i første halvdel af 2016, da Kenya lod sin inspirere af EU, der i strid med Flygtningekonventionen begyndte at udvise flygtninge. Kenya meddelte derfor, at landet agtede at lukke flygtningelejrene for somaliske flygtninge. Særligt dysfunktionelle EU medlemslande som Danmark og Nederlandene begyndte at presse på for tilbagesendelse af flygtninge til Somalia, som de nu anså for at være et «sikkert land». For FN, de internationale humanitære organisationer og Somalias befolkning var sikkerheden vanskelig at få øje på.
USA indførte delvise militære sanktioner mod Somalia for dets anvendelse af børnesoldater. I stedet optrappede sine vilkårlige luftbombardementer af civilbefolkning og formodede militsgrupper. Pga. den alvorlige sikkerhedssituation og risikoen for journalister kom nyheder om blodbadet aldrig eller kun sjældent ud af landet.
Trods blodbadet i Somalia ankom 20.000 flygtninge fra Yemen i løbet af 2016. Et udtryk for at Saudi Arabiens krig mod dette havde skabt en humanitær katastrofe af om muligt endnu større omfang end i Somalia.
I oktober-november 2016 gennemførtes valg til parlamentets to kamre. Pga. sikkerhedssituationen i landet kunne det ikke gennemføres som et normalt direkte valg. I stedet valgte delstatsforsamlingerne de 54 medlemmer af Overhuset, mens de 275 medlemmer af Underhuset blev valgt af et valgmandskollegium bestående af 14.025 personer fra hele landet, der var udpeget af landets klanledere.
Præsidentvalget blev gennemført i februar 2017. Den oprindelige plan var, at hele landets befolkning skulle vælge en præsident, men af sikkerhedsmæssige årsager valgte man som under valget i 2012 at lade parlamentets 328 medlemmer vælge præsidenten. Af sikkerhedsmæssige årsager blev parlamentet ikke samlet på Politiakademiet i Mogadishu men i en hangar på Aden Adde lufthavnen uden for byen. Samme dag blev al lufttrafik til lufthavnen og biltrafik i byen forbudt. I første runde fik den siddende præsident Hassan Sheikh Mohamud flest stemmer (88), mens Mohamed Abdullahi Mohamed fik 72. I anden runde fik Mohamud kun 97, mens Mohamed fik 184. Han havde dermed flertal blandt parlamentarikerne og var valgt. Der var mange rygter om stemmekøb blandt kandidaterne, men Mohamed var tilsyneladende den der var mindst involveret i bestikkelse og korruption. Ved sin indsættelse opfordrede han landets militante islamistiske grupper til at overgive sig.
I april 2017 sender USA specialtropper til Somalia for at bistå somalisk militær i kampen mod al-Shabaab. Det var første gang siden 1994. Måneden efter bliver den første Navy Seal soldat dræbt og flere såret i kamp. De militante grupper fortsætter uanfægtet deres aktioner i Mogadishu og resten af landet. I oktober sprænger al-Shabaab en lastbil i luften udenfor Safari Hotel i hovedstaden. Mindst 358 bliver dræbt og 400 såret. Det er det hidtil blodigste angreb i Somalias historie. Præsident Mohamed erklærer 3 dages landesorg. Chaufføren der kørte lastbilen kom fra byen Bariire, hvor US kommandosoldater og somaliske tropper 2 måneder tidligere havde dræbt 10 civile. Iflg. Danmark er Somalia nu et «sikkert land». (Somalia bombing may have been revenge for botched US-led operation, Guardian 17/10 2017)
I december 2017 angreb politiet Wadajir partiets hovedkvarter, dræbte 5 og sårede flere, deriblandt partiets formand Abdirahman Abdishakur Warsame. I december 2018 forsøgte oppositionen at få stillet præsident Mohamed for en rigsret for angrebet på Wadajir, men forsøget mislykkedes.
I februar 2020 mødtes præsidenten med præsidenten for Somaliland, Muse Bihi Abdi for at forhandle genforening af de to lande, men forhandlingerne mislykkedes.
I september 2020 udpegede præsidenten Mohamed Hussein Roble som ny premierminister. De to kom hurtigt i konflikt med hinanden, men Roble fortsatte alligevel på posten, selvom præsidenten flere gange bad ham om at gå.
I december beskyldte præsidenten Kenya for at blande sig i Somalias indre anliggender. Det udløste en diplomatisk krise, der kulminerede da Somalia afbrød de diplomatiske forbindelser.
I november mødtes den Ethiopiske premierminister Abiy Ahmeds sikkerhedsrådgiver, Gedar Andargachew med præsidenten for at diskutere støtte til Ethiopiens krig i Tigray. Præsidenten erklærede sin støtte til Ethiopiens krig i Tigray, og Andargachew erklærede til gengæld, at Ethiopien ville fortsætte sin militære støtte til Somalias bekæmpelse af al-Shabaab. I midten af juni 2021 begyndte der at gå rygter om, at 5-6000 somaliere kæmpede på ethiopisk side i Tigray. Det udløste demonstrationer i Mogadishu, regeringen benægtede, men rapporter fra UNHCR bekræftede efterfølgende, at somaliske soldater efter træning i Eritrea var sendt til Tigray for at kæmpe.
Den kaotiske væbnede konflikt fortsatte i landet, men krigsforbrydelser begået fra alle sider. I august 21 kom det frem, at også den Afrikanske Unions Mission i Somalia (AMISOM) havde dræbt 7 civile som gengæld for et al-Shabaab angreb i byen Golweyn. I november oplyste AMISOM, at en krigsret i Uganda havde dømt 2 soldater til døden og 3 til 39 års fængsels for deres krigsforbrydelser. I USA var de blevet udnævnt til helte.
I april 2021 forlængede præsident Hassan Sheikh Mohamud ensidigt sit mandat med yderligere 2 år. Skridtet blev fordømt af oppositionen og fik hundredevis af soldater fra primært Hirshabelle til at rykke ind i Mogadishu, hvor de kom i kamp med styrker loyale overfor præsidenten. Efter en dags kampe trak regeringssoldaterne sig ud af hovedstaden. Først efter forhandlinger med premierministeren trak de oprørske soldater sig i starten af maj ud af byen. Valget af en ny præsident blev derefter planlagt til december, men blev gang på gang udsat ind i 2022. I maj 2022 truende IMF med at ville standse udbetalingerne fra et 3 årigt hjælpeprogram til en værdi af 400 mio. US$ hvis der ikke var valgt en præsident inden udgangen af maj. I maj valgte parlamentet derefter Hassan Sheikh Mohamud til præsident i 3. runde med 66% af stemmerne, mens den siddende præsident Hassan Sheikh Mohamud måtte nøjes med 34%.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 19/5 2022
Læst af: 159.954