Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begrebet dækker over de menneskeskabte forandringer af klimaet, der har fundet sted over de seneste 200 års kapitalistisk udvikling. Det associeres ofte med «global opvarmning», men selv om klimaforandringerne overordnet fører til opvarmning af temperaturen på jorden, kan klimaforandringerne også medføre drastisk afkøling - hvis f.eks. Golfstrømmen der transporterer enorme store mængder energi fra området nord for ækvator til Nordatlanten slås ud.

Globale klimaforandringer medfører, at polarområderne smelter og skovbrandene tager til. Begge dele accelererer den globale opvarmning, især på den nordlige halvkugle, fordi solens energi ikke længere reflekteres ud i verdensrummet og fordi enorme mængder CO2 bundet i træ frigives. Trods konferencer og tomme løfter fra verdens rige lande gennem 30 år accelererer udledningen af drivhusgasserne. De ansvarlige politikere er grundlæggende ligeglade og interesserer sig kun for deres genvalg.

Globale klimaforandringer har på mellemlangt og langt sigt uoverskuelige konsekvenser, ikke blot for mennesker men også for dyr og planter. Nordeuropa var indtil for 20.000 år siden dækket af is og gletchere og var ubeboeligt. Når Golfstrømmen går i stå (modellerne sigen mellem 2025 og 2050), ville dette sandsynligvis ske igen. Klimaforandringerne påvirker derfor vores mulighed for at dyrke afgrøder og overleve i mange egne af verden. Når overlevelsesmulighederne slås i stykker i et område, sender det mennesker og dyr på flugt. Allerede i dag må over 10 mio. af de flygtninge der er sendt på flugt karakteriseres som klimaflygtninge. I Stillehavet oversvømmes flere af de små ønationer som Vanuatu og befolkningerne sendes på flugt. I Sahelområdet syd for Sahara er mange millioner allerede sendt på flugt, fordi klimaforandringerne har slået deres overlevelsesgrundlag i stykker. I Mellemøsten tager kampen om vandet til, og klimaforandringerne ødelægger flere steder fødevaresikkerheden. Oprøret i Syrien i 2011 var i udgangspunktet ikke primært et oprør mod Assad regimet, men en konsekvens af flere års tørke, der havde slået fødevareproduktionen i stykker. WHO kalder klimaforandringerne den største trussel mod global sundhed i det 21. århundrede.

Udviklingen i det globale temperaturgennemsnit 1850-2020. Temperaturen i 2011-20 var steget med 1,1o sammenlignet med perioden 1850-1900. De sidste 2 århundreder har været sammenlagt været de varmeste i 100.000 år. (IPCC)	Udviklingen i drivhusgasser siden 1850. Methankoncentrationen i atmosfæren er mere end fordoblet. CO2 er steget med 50%. Der ses en vis afmatning i Methan stigningen, men trods klimakonferencer fortsætter CO2 sin eksponentielle stigning. Der kan ikke konstateres nogen opbremsning. (IPCC)	Udviklingen i drivhusgasser fra menneskets aktiviteter siden 1850. CO2 udledningen fra fossile brændstoffer og industrien er steget med omkring 500% siden 1950. Alene i 1990-2010 steg udledningerne med 32% - trods voldsom nedgang i Rusland og Østeuropa. (IPCC)

Olieselskaberne vidste det godt

Strengt hemmeligholdte rapporter fra olieselskaberne slog allerede i 1960'erne fast, at afbrændingen af fossile brændstoffer kunne udløse klimaforandringer, fordi CO² der dannes ved afbrænding af kul, olie og gas fungerer som en såkaldt drivhusgas. Det højere CO² niveau i atmosfæren tillader solens synlige lys at nå jordoverfladen, men tillader ikke varmestrålingen at slippe ud igen. CO² er nemlig transparent for synligt lys fra solen, men holder varmestrålingen fra jordoverfladen tilbage. Atmosfærens nedre lag fungerer derfor som et drivhus, der tillader energien at komme ind, men ikke at komme ud. Det udløser opvarmning.

Videnskaben var dog endnu i 1970'erne ikke fuldstændig sikker på, om den kapitalistiske udvikling ville udløse opvarmning eller afkøling, fordi partikelforureningen af atmosfæren fra fabrikkerne kunne reflektere mere energi, og derfor udløse afkøling. Men dels kom luftforureningen mange steder under kontrol, dels kunne videnskaben allerede fra slutningen af 1970'erne konstatere, at CO² effekten (opvarmning) var langt større end partikelforureningen (afkøling).

De vigtigste drivhusgasser er CO² og Methan. Methans drivhus effekt er i virkeligheden meget større end CO². Dvs. den holder meget mere varmestråling tilbage. Til gengæld er der meget mindre af den. Stigningen i CO² skyldes primært afbrænding af fossile brændstoffer, en lang række industrielle processer (som fremstilling af f.eks. beton og stål), men også fældningen af skove. Træer og planter består nemlig overvejende af kulstof og binder derfor CO². Når skove og andre områder ryddes med henblik på dyrkning af afgrøder og salg af træ, fjernes jordens evne til at opsuge CO² derfor.

Methan stammer primært fra husdyrhold, udledning fra olie- og gasboringer samt optøning af permafrost områder. Det stigende indhold af kød i menneskets diæt accelererer derfor methanindholdet i atmosfæren. Det samme gør opvarmningen, der får permafrosten til at tø i de arktiske områder.

Selvforstærkende effekter

Klimamodeller er meget komplicerede, fordi der indgår tusindvis af variable og afledede effekter, der både kan fungere begrænsende og forstærkende. Et alvorligt problem er, at global opvarmning udløser nye fænomener, der gør opvarmningen selvforstærkende. De omtales også som «Tipping points». Når man analyserer den globale opvarmning kan man konstatere, at opvarmningen er langt større på den nordlige halvkugle end på den sydlige. Det skyldes, at den nordlige halvkugle rummer større landmasser. Når de om vinteren blev dækket af is og sne, reflekterede det energien fra solen tilbage til rummet. I takt med opvarmningen bliver is- og snedækket år for år mindre, udstrålingen formindskes og dermed stiger temperaturen endnu mere. Den største opvarmningseffekt findes derfor i de arktiske egne, hvor indlandsis, sne og gletchere smeltes. Opvarmningen af disse egne får endvidere permafrostområder til at smelte. Det fører til afgivning af methan og dermed endnu kraftigere drivhuseffekt. Opvarmningen af de arktiske egne er et af de vigtige Tipping points, der accelererer den globale opvarmning. Tilsvarende har afskovningen en forstærkende effekt. Europæerne har allerede for flere hundrede år siden fældet de fleste af deres skove, og er derfor mere bekymrede over afskovning i Brasilien og Indonesien.

En begrænsende effekt på opvarmningen er, at stigningen af CO² i atmosfæren øger vegetationen (hvis den får lov) og dermed optaget af CO².

Konsekvenserne

4 scenarier for opvarmning, hvor gennemsnitstemperaturen stiger 1,5, 2, 3 og 4 grader ifht. 1850-1900 niveauet: a) Udviklingen i temperaturen på årets varmeste dag b) Udviklingen i jordens fugtighed c) Udviklingen i nedbørsmængden på årets vådeste dag (IPCC)

Nogle misforstår udviklingen og tror, at «global opvarmning» medfører, at de får palmetræer i deres baghave. Det er ikke tilfældet.

Vildere vejr

Opvarmningen medfører, at verdenshavene varmes mere op, og den energi skal de af med igen i efter- og vinterhalvåret. Det betyder langt mere regn og voldsommere storme. Myndighederne forbereder sig allerede på, at antallet af skybrud tager til og det samme gør oversvømmelser. Vi har de sidste 10 år set nye og kraftigere varmebølger, med nye varmerekorder, der slås næsten hvert år.

På land medfører de højere temperaturer om sommeren, at risikoen for skovbrænde øges drastisk. Vi har de sidste årtier set netop en sådan øgning i Europa, Nordamerika og Australien. Skovbrandene afgiver store mængder CO² til atmosfæren, der har været bundet i træer og buske, og efterlader jorden sårbar over erosion, hvilket hindrer at den kan anvendes til vegetation i form af skove. Afskovningen fremmer samtidig spredningen af ørken.

Jetstrømmene

Hvad der yderligere bidrager til det vildere vejr er jetstrømmene i de øvre lag af atmosfæren, der bliver mere ustabile. Mens de nedre lag af atmosfæren varmes op, køles de øvre lag af, hvilket gør jetstrømmene, der har stor betydning for vejret, mere ustabile. Det er denne ustabilitet der medfører, at det på samme dag kan sne i Sahara, samtidig med at det er tøvejr på Lofoten. Jetstrømmenes ustabilitet kan på samme lokation medføre 40 graders varme den ene uge og 5 den næste. Det er jetstrømmenes ustabilitet der er det videnskabelige tema i klimafilmen «The day after tomorrow», hvor USA rammes af istid.

Havene

Stigningen i CO² niveauet optages i nogen udstrækning af havene. Det medfører, at havenes surhed øges. Kombinationen af højere havtemperatur og surere havvand medfører, at mange fiskearter og anden havfauna forsvinder. Det ses allerede i dag i form af at koralrevene dør. Korallerne er særligt følsomme overfor det varme og sure havvand. De fungerer med andre ord som kanariefuglene i minerne, der skulle advare om farlige gasser. Det kan også allerede konstateres, at mange fiskearter trækker nordpå mod koldere vande. De får dog ikke noget langt liv. Vandene i de tempererede områder er allerede ekstremt overfiskede, hvilket har fået mange fiskearter til at bukke under.

Afgrøder

I nogle dele af verden omkring ækvator vil nedbøren stige, mens den falder i de subtropiske bælter. Det medfører tendens til ørkendannelse i områder, hvor der stadig kunne dyrkes afgrøder i 1980'erne. Det forventes, at Sahara vil trænge op i det sydlige Europa, især Spanien og Italien, fordi temperaturen stiger og nedbøren falder. Et tilsvarende fænomen vil være konsekvensen, hvis f.eks. Golfstrømmen standser og udløser afkøling af hele Europa. Når afgrøderne år efter år slå fejl pga. klimaforandringerne udløser det migration. En betydelig del af de flygtninge der de sidste 30 år har forsøgt at krydse Middelhavet med Europa er klimaflygtninge, fordi Europas udledning af CO² gennem 200 år har ødelagt deres overlevelsesmuligheder i Sahel syd for Sahara. Det samme fænomen ses i USA, hvor (klima)flygtninge fra Mellemamerika trænger sig på ved grænsen. Migrationen udløser øget kamp om ressourcerne, fremmedhad og højredrejning. Det er problemstillinger både Europa og USA i dag vender ryggen til - mens højredrejning og fremmedhad tager til.

Sygdomme

Temperaturstigningen i områder der tidligere var for kolde til en række sygdomme medfører, at f.eks. malariamyggen trænger fra Afrika op i Europa. I Asien trænger malaria tilsvarende nordpå. Andre tropiske sygdomme følger efter.

Oversvømmelser

Klimamodellerne viser, at niveauet i verdenshavene som følge af klimaforandringerne kan stige 3-7m - især pga. afsmeltningen af Arktis og Antarktis. Den umiddelbare konsekvens vil være, at mange af de lavtliggende nationer i Stillehavet vil ophøre med at eksistere, fordi de bliver oversvømmet. Det er slemt nok. Endnu værre er det dog, at befolkningerne i lavtliggende områder i specielt Asien og Afrika vil skulle flygte, fordi deres jorder oversvømmes. Det gælder flere hundrede mio. mennesker i Bangladesh, Indien, Indonesien, Thailand og Vietnam. Mange af disse områder er i forvejen sårbare, fordi mangroven der beskyttede kystområderne gennem årtier er blevet ødelagt.

Den samlede nettoudledning af CO2 fra verdens regioner 1850-2020. Den kapitalistiske verdens kernelande tegner sig for ialt 46%. (IPCC)	Per capita udledningen af drivhusgasser i 2019 per region. Bredden af søjlerne er befolkningens størrelse i regionen. Per capita udledningen er 8 gange større i Nordamerika end i Sydasien. (IPCC)	Udledning af drivhusgasser pr. region 1990-2019. Østasiens udledning er mere end fordoblet i perioden, hvilket især må tilskrives Kinas industrialisering. Men per capita udledningen er fortsat kun halvdelen af udledningen i Nordamerika. (IPCC)

Hvad må der gøres?

FN har haft fokus på globale klimaforandringer siden 1980'erne Siden den første klimakonference i Rio i 1992 der vedtog UN Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), er der blevet gennemført årlige klimakonferencer. Det fundamentale problem er imidlertid, at i de lande der bærer det historiske ansvar for de globale klimaforeninger - USA og de europæiske stater - interesserer politikerne sig mest for at blive genvalgt. En parlamentariker i det tyske parti, De Grønne, foreslog i midten af 1990'erne, at i Tyskland skulle hver indbygger kun have ret til 1 flyvetur hvert 4. år. Selvom de Grønne angiveligt skulle være forkæmpere for miljøet og for en løsning på globale klimaforandringer, fik hun øjeblikkelig mundkurv på og blev kørt ud på et sidespor. Klimakonferencerne har derfor udviklet sig til et cirkus, hvor verdens politikere på den ene side undertegner aftaler og konventioner, hvorefter de tager hjem og gør som de altid har gjort. Måske taler de som i Danmark om «Grøn omstilling», samtidig med at de efterfølgende bygger flere motorveje og flere lufthavne. Politikernes og koncernernes ageren har ligefrem ført til et nyt begreb: «Greenwashing», der dækker over fine ord om miljø og bekæmpelse af global opvarmning, samtidig med at de gør det stik modsatte - som der er flere stemmer i.

Befolkningens sårbarhed overfor klimaforandringer ifht. deres per capita udledning af CO2. De mest sårbare (og fattigste) lande er samtidig dem der udleder mindst. Det har derfor været et krav fra de fattigste lande siden konferencernes start, at forurenerne (de udviklede kapitalistiske lande) skulle betale til en fond, den fattige verden kan bruge til at afbøde virkningerne af de globale klimaforandringer. Fondene er dog fortsat fuldstændig utilstrækkelige. (IPCC)

Konferencerne

FN's første vigtige tiltag var etableringen af Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) i 1988, der skulle levere det videnskabelige grundlag for de politiske beslutninger. IPCC har leveret en strøm af stadig mere desperate rapporter til politikerne og verdensoffentligheden om den stadig stigende udledning af CO² og de katastrofale perspektiver.

1992 Rio

Den første store klimakonference var Earth Summit i Rio de Janeiro i juni 1992. De vedtog UNFCCC, der var en tom skal, men var en erkendelse af, at verdens lande måtte arbejde sammen om bekæmpelse af den globale opvarmning.

1997 Kyoto

Det første virkelige skridt frem var Kyoto Protokollen, der blev vedtaget i 1997. Verdens historisk største CO² svin, USA valgte ikke at undertegne protokollen, og Canada trak sig i 2012 ud. Ikke fordi de ikke erkendte der var problem, men fordi de ikke ønskede at gøre noget ved det. Kyoto protokollen erkendte, at der skulle drastiske midler til for at hindre dramatiske globale klimaforandringer. Den fokuserede på en reduktionen af 7 drivhusgasser, hvoraf de vigtigste var CO² og Methan. Reduktionsmålene var forskellige fra land til land, og i udgangspunktet var det kun de klassiske industristater (Europa, Canada, New Zealand, Australien, Japan) der skulle reducere, og reduktionsmålene var forskellige fra land til land. Danmark skulle f.eks. reducere med 21% for perioden 1990-2010, men reducerede kun med 7,2%. For nogle lande var det langt værre. Australien f.eks. fik lov til at øge sin udledning med 8%, men endte med at øge med hele 50,8%. Landet kan til gengæld nyde de stadig voldsommere skovbrande. Canada skulle have reduceret med 6%, men endte med at øge med 20,8%. Der var baggrunden for, at Canada i 2012 meldte sig ud. En af de få dydsmønstre var Sverige, der fik lov til at øge udledningen med 4%, men reducerede med 20,9%.

En af ladeportene I-landene fik bygget ind i protokollen var muligheden for at købe syndsforladelse. Der blev etableret et system, hvor lande kunne købe ret til CO² udledning af andre lande - bruge af de andres kvoter. Det gjorde de fleste lande - bl.a. Danmark - i vid udstrækning. Der var med andre ord ikke tale om reduktioner. En anden ladeport var, at I-landene fik vedtaget, at afbrænding af træ var CO² neutralt. Det er det ikke, men en konsekvens var, at mange kraftværker i bl.a. Danmark gik over til at brænde træ (flis), der kunne fremstilles som CO² neutralt. Det var rent sludder og bidrog blot til yderligere CO² udledning.

På trods af Sovjetunionens og Østeuropas sammenbrud og økonomiske kollaps i 1990'erne førte til at fald i udledningen af CO², steg udledningen globalt med 32% i perioden 1990-2010. Det gik den helt forkerte vej.

COP x

Hvert år efter Kyoto blev der gennemført såkaldte Conference of the Parties (COP) konferencer - bortset fra 2020 pga. COVID-19. Konferencerne skulle bruges til at diskutere fremdriften i indsatsen mod de globale klimaforandringer og fastlægge nye mål. Der var særlige forventninger til COP15, der fandt sted i København i 2009. Den skulle opstille nye klimamål efter Kyoto aftalen i lyset af den hastigt stigende temperatur. Men en måned før konferencen kunne New York Times rapportere, at USA's præsident Obama og andre fremtrædende ledere for den kapitalistiske verden var blevet enige om, at udskyde udformningen af en bindende klimaaftale. USA havde siden Kyoto saboteret processen ved at stå udenfor og hastigt udvide sin produktion og afbrænding af fossile brændstoffer. Der kunne alligevel være blevet indgået en aftale i København, men konferencen blev ledet af den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen, der var en klovn og tabte det hele på gulvet. Det eneste der kom ud af København var politiets massearrestationer af fredelige demonstranter, der blev underkastet tortur. Myndighederne betragtede allerede i 2009 fredelige klimademonstranter som terrorister.

Først på COP21 i Paris i 2015 blev der indgået en mere vidtgående aftale om, at temperaturstigningerne skulle holdes «godt under» 2 grader og helst under 1,5. I august 2017 meddelte Trump administrationen i USA, at supermagten agtede at trække sig fra Paris aftalen. Den konspirationsteori orienterede præsident troede ikke på globale klimaforandringer. USA blev løst fra aftalen i november 2020, men i 2021 tilsluttede den nye regering i USA atter landet til Parisaftalen - uden dog at reducere supermagtens accelererede udvinding og afbrænding af fossile brændstoffer.

Folkelige bevægelser

Miljøbevægelserne var allerede før Rio konferencen i 1992 aktive i oplysningsarbejdet omkring globale klimaforandringer og deltog som observatører på konferencerne.

Alligevel var det tydeligt, at politikerne trådte vande mens CO² udledningerne steg og steg. I august 2018 indledte den 18 årige skoleelev Greta Thunberg sin ensomme Skolstrejk för Klimatet foran Riksdagen i Stockholm med krav om, at Sverige skulle leve op til Parisaftalen. Hun var ikke ensom i lang tid. Skolestrejken gav hurtigt genlyd over hele verden og inspirerede millioner af unge til at engagere sig i klimaarbejdet. Et foreløbigt højdepunkt for hende var hendes tale til UN Climate Action Summit i New York i 2019:

This is all wrong. I shouldn't be up here. I should be back in school on the other side of the ocean. Yet you all come to us young people for hope. How dare you!

You have stolen my dreams and my childhood with your empty words. And yet I'm one of the lucky ones. People are suffering. People are dying. Entire ecosystems are collapsing. We are in the beginning of a mass extinction, and all you can talk about is money and fairy tales of eternal economic growth. How dare you!

Greta Thunberg, New York. 23 September 2019

De nye klimabevægelser har siden deltaget i klimakonferencerne, har gennemført fredelige aktioner og ulydighedskampagner for at sætte fokus på de stadig accelererende klimaforandringer. Det har sikret dem en plads på de vestlige landes fortegnelser over terrororganisationer og farlige bevægelser. I takt med indskrænkningen af det demokratiske spillerum i den Vestlige verden siden 1990'erne, har staterne gjort politik der ikke er deres egen til «terrorisme».

En af de organisationer der er blev mest udsat for repression fra statsmagtens side er den britiske Extinction Rebellion (XR), der startede i 2018. Det er en ikke-voldelig organisation, der inspireret af Gandhi og Martin Luther King går ind for civil ulydighed som middel til at sætte fokus på klimaforandringerne. Den har bl.a. blokkeret broer i London, hvilket har ført til tusinder af arrestationer, og den britiske stat og de statskontrollerede medier fremstiller den derfor som en terrororganisation. Storbritannien er i dag er land, hvor demonstrationer principielt er forbudt af det konservative regime. Så vidt afviklingen af demokrati i Storbritannien.

I Danmark er den vigtigste klimabevægelse, Klimabevægelsen i Danmark, der fungerer som paraply for en lang række andre bevægelser, overvejende segreret efter alder: skoleelever, unge, bedsteforældre. Den startede i 2018.

Den enkelte

Klimaforandringerne er globale. Ikke fordi synderne findes over hele verden, men fordi den udviklede kapitalistiske verden i 200 år har udledt enorme mængder CO² og stadig gør det. Den enkeltes klimaaftryk er begrænset, men hvis 1 milliard mennesker ændrer adfærd, afspejler det sig også i klimaaftrykket - og dermed i tendensen til klimaforandringer. Det enkelte menneske kan reducere sit aftryk på følgende måder:

• Transport. Undgå flyrejser (der giver et betragteligt bidrag til CO² forureningen). Undgå personbiler. Brug cykel, gåben eller kollektiv transport som bus eller tog. Undgå lange rejser.
• Boliger. Sænk rumtemperaturen. Mennesker boede også i Danmark for 5000 år siden, og uden rumopvarmning. Foretræk nye velisolerede boliger med opvarmning baseret på vedvarende energi (varmepumper og el). Brug elbesparende apparater og pærer (og husk at koble opladeren fra, når du har opladet din smartphone). Opsæt solcellepaneler.
• Forbrugsvarer. Foretræk lokalt producerede varer (for at reducere varetransporten), brug dem i længere tid til de ikke længere er funktionsdygtige og få dem da repareret. Det gælder også tøj.
• Mad. Undgå kød. Kødproduktionen bidrager til udledningen af drivhusgassen methan. Foretræk lokalt producerede madvarer.

Klimaløgnere

Fremtidige reduktioner i udledningen af CO² vil især ramme olie- og gasindustrien. Denne industri har derfor brugt 50 år på at:

• undertrykke forskningsresultater om klimaforandringer.
• så tvivl om og gennemføre bagvaskelseskampagner rettet mod videnskabsmænd der arbejder med klimaforandringer og som for 99,9% vedkommende slår fast, at klimaforandringerne er en realitet. (De sidste 0,1% er betalt af olieindustrien for at lyve).
• financiere kampagner, grupper og konservative tænketanke der stiller spørgsmålstegn ved klimaforandringer

Der er milliarder af US$ på spil for olie- og gasindustrien. Dens fremtidige profitter. Den bruger derfor hundredevis af millioner US$ hvert år på at sprede løgne. På samme måde som tobaksindustrien i 1960'erne og 70'erne brugte milliarder på at bevise, at rygning var «ufarligt».

Olie- og gasindustrien har med deres US$ fundet et villigt resonanskammer i form af konservative tænketanke, konservative politikere, regeringer i lande med store interesser i olie, gas og kul (USA, Canada, Australien, Polen, Golfstaterne og Saudi Arabien) samt konspirationsteoretikere, der betragter alle sandheder som konspirationer.

Et endnu større problem end klimaløgnerne er dog de statsligt styrede medier i den vestlige verden, der for at dække over regeringernes manglende vilje til at gøre noget ved klimaforandringerne, simpelt hen ikke rapporterer om disse, eller undlader at sætte klimakatastroferne ind i et perspektiv. De bidrager til, at befolkningerne føres bag lyset, mens klimakatastrofen stadig forværres.

A.J.